Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Unseen Faith: Evoke ★★☆☆☆☆

Unseen Faith: Evoke ★★☆☆☆☆

132
0

Unseen Faith spiller en fusion mellem death- og metalcore og gør på Evoke dette med stor stilsikkerhed – men dermed også en kedelig genremæssig midtersøgning. Genrernes tricks fungerer, men det gør den komprimerede, digitale lyd ikke og Evoke bliver derfor en noget fad oplevelse.

Fælles for alle ’core-undergenrer er, ja, ordet ’core’. Kernen. Altså en inderste nerve, når der er skåret helt ind til benet. Køber vi den præmis, bliver jeg noget bekymret over Unseen Faiths album, Evoke. Bandet definerer musikken som en fusion mellem death- og metalcore. Resultatet af den fusion er en noget fad oplevelse. Og er bandets kerne så denne, fade fornemmelse?

Ok. Det er selvfølgelig lidt semantisk, men hardcore har altid haft det forhold kørende for sig, at det har været beskidt, smadret og en måde for knudemænd (m/k) at komme ud med store følelser. Altså berøre kernen med vrede, voldsomme udbrud. Det får man ikke meget af på Evoke og noget af forklaringen ligger selvfølgelig i, at deathcore og metalcore har bevæget sig i samme retning som NU-rock; i en stadig mere kompakt, poleret og dermed ubeskidt og afrundet retning.

Det er i den grad tilfældet for Unseen Faith. På åbneren ‘Downfall’ får vi introduceret den yderst komprimerede, digitalgainede lyd og de mildest talt usubtile synths. Ja, faktisk bliver lyden så komprimeret, at bassen i et mellemspil efter et breakdown lyder som noget, der lige så godt kunne være spillet på et keyboard – det sender nærmest tankerne hen på hvordan Duke Nukem-temaet lød på mit AWE32-lydkort, hvor man med MIDI prøvede at imitere distortion-guitarer. Nærmest.

Oven på denne produktion – som er den samme gennem hele pladen – ligger så growl/scream-vokal. Den er for så vidt fin, og skal vel jævnfør ovenstående ’core-analyse tilføre noget nerve. Problemet er, at underlægningen bliver så pæn, at det aldrig bliver sådan rigtig vedkommende: Vokalerne lyder også komprimerede og det bliver lidt noget råberi, snarere end noget, man som lytter kan fatte en sympati for – eller nærme sig ’kernen’ ved at lytte til.

Og det er da lidt en bekymring; er det sådan en distanceret, digitalt indpakket kerne, vi taler om her.
Jeg indser, at når jeg ser det på skrift, kunne det i sig selv være en pointe og et billede på vor tid. Men jeg er ret sikker på, det ikke er tilfældet for Unseen Faith!

Ok. Der er styr på breakdowns og presseteksten hævder svulstigt ’...it’ll be impossible for listeners around the world, to keep from banging their heads along to these songs’. Det passer nu ikke helt, men alle tricks i bogen bruges og selvfølgelig er det effektivt med breakdown => kort pause => Eksplosion.
Men eksplosionerne bliver qua den komprimerede lyd men især de ret dominerende synths lidt u-potent. Og det er altså synd!

Åbningerne på numrene er der, hvor der er størst variation og et nummer som ‘Wrath’ kommer bandet rigtig godt ind i – lige til synthsene igen bliver til nogle lange, uklædelige flader som tager al potens ud af en ellers skarp åbning. Nummeret byder dog på en noget mere beskidt lyd i guitarerne, hvilket især høres i mellemspil.

Decideret festligt bliver det på ‘The Perfect Human’ (feat. Andreas Bjulver). Ja, altså lige til synthen igen, igen synes at den lige skal tage showet i refrænet. Ej, men altså.

Pladen slutter med en lidt sjov sag i 6/8, ‘Wither’, hvor et sfærisk guitartema kobles sammen med det øvrige band. Det er nok en lidt sjovere idé, end dens udførelse, men der er bestemt point for at prøve noget lidt anderledes. Det bliver i første strofe lidt rodet, men ender med at gå op i en højere enhed.

Og på den måde kommer vi hæderligt ud af en ’core-plade, der på mange måder gør alt lige efter bogen. Men fordi Unseen Faith følger formlen så relativt strengent. Og fordi lyden bliver så ’perfekt’ og ubeskidt, så bliver det også bare lidt uinteressant.

Evoke skal da nok have sit publikum. Jeg tænker, det er lyttere, der selv kan tillægge en masse og som ikke generes af ultra-kompakte, polerede guitar og bas-gains samt sovsende synths.

Nej, jeg bryder mig ikke om genren og selvfølgelig er det så også et problem at Unseen Faith lægger sig så meget midt i genrens mainstream. Men fordi det hele er så poleret, tror jeg ikke på desperationen, vreden eller i virkeligheden energien.

Vi havner derfor på to stjerner.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.