Home Seneste August 2018 - Nyheder Alive Festival 10-års jubilæum: Et kig på programmet

Alive Festival 10-års jubilæum: Et kig på programmet

1470
0

Mens GFR sender én delegation til rockens højborg, Gutter Island Festival, så rejser en anden til den anden ende af landet. For på tiende år byder Thisted – eller Thy – ind til Alive Festival.

Festivalen sender i en lille skala tankerne mod Iceland Airwaves, idet festivalen selvfølgelig byder på musik, men også i et vist omfang er et turismemæssigt fremstød. For i løbet af de tre dage, festivalen varer, er der også mulighed for at komme ud at opleve Thy. Inden festivalen har man på den vis kunne tilmelde sig fx harpun-jagt, surf i Cold Hawaii og besøg i Nationalpark Thy.

Endda vil der lørdag være en oplevelsestombola, hvor man trækker en oplevelse – og så er det ellers af sted på tur, aldrig sur!

Kynikere – og her vil jeg nok til dels melde mig i koret – vil mene, at det er lige voldsomt nok køren på med turismeindsatser og oplevelsessamarbejder, men på den anden side set: Thy er fantastisk og i et overfyldt festivallandskab må man gøre noget for at stå ud.
Det er jeg nu i øvrigt ikke sikker på, Alive Festival har gjort sig de store tanker om – det må pt stå hen i det uvisse.

Så. Når man tager på Alive Festival vil man kunne opleve Thy, stemningen, dialekterne og få et indblik i den lokalpatriotisme, der er så kendetegnende for netop denne del af Danmark.

I en kombination af ikke lige at have været vaks ved havelågen da der skulle købes bus/billetter til diverse oplevelsesarrangementer – og at jeg jo egentlig kommer for musikken – vil jeg her koncentrere mig om hvad Alive Festival har valgt at sætte på musikplakaten…

Torsdag vil der efter spændende arrangementer som åbningsevent på Thisted Bryghus (!) og fællesmiddag (!!) åbnes med Peter Sommer. Det er af flere omgange glippet for mig at opleve Sommer – blandt andet på Heartland, hvor han angiveligt greb til akustisk akkompagnement under strømsvigt? – så det er særdeles velkomment herfra!

Derudover er det måske en lidt underlig åbner, men fred være med det – det skal nok blive godt!




Ellers byder torsdagen blot på The Asteroids Galaxy Tour og Addisabababand hvor jeg flere gange har oplevet dansefester til sidstnævnte – det bliver spændende om det kommer til at ske på en torsdag aften i et område, hvor menneskerne nok ikke er mest kendt for udskejelser…

Tre navne på en torsdag er vel OK og med ét ret stort navn (Peter Sommer) og to forskellige bud på en fest, er det vel en fin om end ikke overvældende førstedag.

Fredag bliver på den vis mere interessant. Bag navnet Drew gemmer sig en genrebred sangerinde som kl 16 måske kommer til at arbejde lidt hårdt for sagen efter mange har været i Vorupør (!) og nogen måske stadig mærker åbningseventet på bryghuset dagen inden…

Thy Music Collective stiller – naturligvis, fristes man til at sige – op, mens navne som Barselona, GENTS og Iris Gold på hver deres vis står for den nyere pop i forskellige afskygninger i løbet af dagen. Vi får også et par virkelig interessante bookings i form af Iceage (som jeg personligt endnu ikke har set), Fugleflugten og Skammens Vogn hvor de to sidstnævnte må siges at være udfordrende bekendtskaber både genremæssigt og måske kunstnerisk? Jeg er i hvert fald meget spændt på at se, hvordan Skammens Vogn spænder for efter en noget lunken pladeoplevelse…

Alt i alt en ret pop-domineret fredag, hvilket vel er fint og vel set i helikopterperspektiv helt OK, men på den anden side set ikke noget, der for alvor får mig op af stolen, når jeg ser plakaten. Men hey! Der er punk…




Lørdag åbner musikprogrammet allerede med gratis adgang for byens borgere til koncerter kl 12.00 – 15.30.

Der er mildest talt booket lidt forskelligt ind, som blæserkvintetten Cobalt Winds fra Michigan, Karrierekanonen-aktuelle Anches’ elektroniske, organiske soul/pop/singer-songwriter, og ålborgensiske Ginne Marker Trio, der blues-jazzer sig igennem klassisk inspirerede sange.

Det lyder til at blive en chillet, hyggelig tidlig eftermiddag i et roligt tempo.

Det ordinære program starter så ud kl 16 med skramlet singer-songwriter i form af Nicolai Noa, men i hvad jeg tænker er en helt vild booking, står der klokken 17 Laid Back på plakaten! Hvordan de har fået støvet dette band op, ved jeg ikke, men det må da siges at være noget, der noget af en booking – også selv om jeg nok ikke rigtigt kender så meget med dem ud over hvid mands reggae.

Vi får derefter et skud elektro-soul med Goss, før Folkeklubben kigger forbi med bagagen fuld af radiohits.

Var det ikke for Warhaus, der spiller om aftenen, havde ML Buch bestemt været den personlige favorit på plakaten og det bliver virkelig interessant at se hvordan det spænder an live!

Imellem de to er When Saints Go Machine blevet programsat og lørdagen slutter med en fin booking i form af The Entrepreneurs og en lidt mere underfundig én af slagsen i den retroelektroniske Brynjolfur.

Man kan ikke beskylde Alive Festival for at pakke programmet totalt, og som så mange mindre festivaler, så er der en blanding af etablerede, ret udbredte festivalnavne som også kan ses på ’større’ festivaler, noget lokalt – og noget, man bare ikke rigtigt ser andre steder, med mindre man går til de rette scener på fx Roskilde Festival.




Thy spiller unægtelig en vis rolle for Alive Festival og løber øjnene over plakaten, så er der selvfølgelig stærke nok navne, men især fredag kan virke lidt tynd set med GFR-øjne.
Det må tiden vise!

På med ulvesprayen og frem med blok og kuglepen. Reportager følger her på siden!

Skrevet af: Troels-Henrik Balslev Krag

Previous articleGutter Island ’18: De danske navne
Next articlePremiere: Ny single fra 4 Guys From The Future

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.