Home Koncerter 5 udvalgte koncerter i KBH, uge 36

5 udvalgte koncerter i KBH, uge 36

2374
0

Så er det tid til at ryste posen lidt igen, pille ved konceptet, tweake formatet og se hvad der sker. Det handler stadig om koncerter i det københavnske, men indholdssiden har fået en lille tiltrængt make over.

Det er forhåbentlig en mere trimmet og fit københavner vi får ud af det her. Tanken er temmelig enkel, fremover vil jeg “kun” anbefale 5 koncerter pr. indlæg. Koncert kiggeriet var eskaleret lidt inden sommerferien og havde efterhånden antaget form af koncert kalender – det var egentlig ikke tanken, det skete bare.

Så i stedet for at prøve på at få ALT med, og skrive forhastede, korte, rapid fire “beskrivelser” af koncerterne, så skærer jeg antallet ned til 5 (fordi det er sådan et dejligt tal) og skriver til gengæld flere linjer om hver.

Samtidig bortfalder det vi tidligere kaldte “ugens anbefaling” blandt koncerterne, nu kan man i stedet se alle 5 udvalgte koncerter som “ugens anbefaling”, eller “det jeg selv ville vælge at gå til, hvis jeg havde tid”. Jeg vil stadig prøve at få så mange genrer og spillesteder repræsenteret, men overordnet bliver der altså stillet lidt mere skarpt og valgt mere selektivt fremover.

Og “upcoming” koncerter vil stadig forfordeles i forhold til større, internationale navne.

Let’s roll!

Vi lægger ud med et lidt specielt arrangement i Dome of Visions torsdag aften, hvor The Chairman spiller en gratis showcase for sin kommende debutplade, bakket op af et 10 mand stort orkester.

Bag navnet The Chairman gemmer sig Lucas Berner, der kalder projektet en kombinationsøvelse i selvterapi og kunstnerisk udfoldelse. Dertil bruger han og udfolder sig igennem:

“Trommemaskiner, der afspilles gennem gamle rørforstærkere tilsat afrobeatrytmik og analoge synthesizers, præger den musikalske del af et univers, hvori The Chairman tager sin egen generelle sindstilstand, forliste kærlighedsforhold og almene tilværelse under behandling”.

I nedenstående video tager han et forlist kærlighedsforhold under kærlig behandling med klaver, trommemaskine, trombone og noget guitarstøj. Det er følelsesladet og storladent, men alligevel kontrolleret og knugende.

Dome of Visions // d. 3/9 // Kl. 20.00 // Gratis




Fredag tager vi os en ordentlig koger, hvilket er nødvendigt, for lørdag skal man vælge mellem hele 4 arrangementer.

Vi starter turen på Amager, hvor der er kræs for folk med hang til country, metal og en herlig snert af hillbilly, på Beta. Horny Hank and His Honky Handyman-men er nemlig tilbage!

Tilbage siger du? Jeg vidste ikke engang de havde været væk? Eller jeg vidste ikke engang de havde eksisteret? Kan jeg høre nogen råbe. Indtil for nylig var jeg en del af det kor, for jeg husker heller ikke bandet, der åbenbart var lidt i vælten i 90’erne med det herligt betitlede album Texas, Trucks And Bulletholes. Så behøver man næsten ikke vide mere.

Men altså, bandet var åbenbart lige oppe og sole sig i overfladen kortvarigt, inden de uden videre forklaring forsvandt igen. Sidste år genopstod de på Gutter Island Garage Rock Festival, hvor vores to druknende udsendte havde en fest med dem fra deres fortelt, og blev blandt andet underholdt med fortolkninger af Dolly Parton klassikeren “Jolene”.

Nu er bandet så åbenbart helt tilbage, og aktuelle med en ny single, endnu et covernummer, nemlig George Jones’ “White Lightning”. I den tilhørende video får du alt fra modne mænd med skæg, sydstatsflag, en forstads-fodboldbane, åbne amerikanerbiler, alkohol af den slags der måske kan gøre dig svagtseende og brølende country metal, der går lige i garnet og dunken. Videoen er så vidt jeg kunne se endnu ikke på YouTube, men kan ses HER

Havde jeg ikke allerede andre aftaler den aften, så kunne man nok finde mig på Beta med 2 Guld Tuborg for en 50’er i hver lomme, mens jeg klapper og hyler mod scenen.

Beta // d. 5/9 // Kl. 21.00 // 80 kr. (forsalg) 100 kr. (døren)

https://youtu.be/AzeC04MCZUM

Vi bevæger os videre ind mod centrum, hvor High Voltage har dobbelt op på dansk tråd. Loud ‘N Rowdy forsætter stilen lidt fra Amager, med toner der er inspireret af de amerikanske sydstater. Jeg har stadig til gode at opleve bandet live, men deres live-ry er løbet dem godt i forvejen. På scenen garanteres der festilig southern rock ‘n metal, hvilket jo er en cocktail der sjældent fejler!




Andet navn denne aften tager turen fra Midtjylland, hvor Black Swamp Water fra Silkeborg normalt holder til. Man kan næsten høre på navnet hvor vi skal hen ad stilistisk og klangmæssigt, ikke?

Jeg havde selv fornøjelsen af at anmelde en EP fra bandet tidligere i år, hvor det blev til 4 stjerner for Hellride. 4 velspillede og maskulint rockende numre består den lille satan af, som jeg blandt andet beskrev således:

“Sumpet tungrock af den slags, hvor det er i orden, nej påkrævet, at man råber “YEAH” eller ligefrem “FUCK YEAH”, i mens man høvler riff på sin luftguitar og kropsbehåringen lige vokser et par centimeter i løbet af EP’ens 4 numre”. Hele anmeldelsen kan læses HER

Så skulle sydstatsbunden ligesom være lagt, ikke sandt?

High Voltage // d. 5/9 // Kl. 22.00 // 70 kr.




Sker der ikke noget i forstæderne (eller hvad Albertslund nu er?)? Jo da! På Forbrændingen har de samlet en lille håndfuld mere eller mindre skæve bands fra selskabet Aftenrutine.

Vi har et delvist improviserende band kaldet Viktors Garage, der åbenbart gør sig i en form for jazz. På denne aften har de allieret sig med video/filmmanden Simon Kjær om at lave et musik/video/tale-stykke, eksklusivt komponeret til aftenen. Det lyder jo dejligt artsy fartsy sært!

Musik Til Mor er der også noget af, i dette tilfælde er det også et kunstnernavn. Beskrivelsen kalder det et mørkeblåt popband, det kunne der være noget om, hvis man eksempelvis giver nummeret “Bøje Efter år” et lyt. Der er også noget sart og sensibelt over udtrykket, og et lille tilt mod det skæve og sære – hvilket ligger fint i tråd med de andre Aftenrutine bands.




Hvorfra du også får Leervig, hvor vi lige hugger bandbeskrivelsen fra deres Soundcloud, fordi den er så fin:

“En række fortællinger på dansk om at være ung og dum, køre dårligt på cykel, være hovedløst forelsket og om at gøre det på et bord fordi sengen ikke er samlet endnu. Musikken smager af pop- støj- og forsamlingshusrock, men tager også genveje igennem landskaber af ambient og krydsklippet hiphop”.

Der kan man bare se! Lidt smuglyt afslører at beskrivelsen på sin egen særprægede måde rammer meget godt. Musikalsk, og lyrisk, aner man også et vist slægtskab med Tidlige Armbånd – som sjovt nok er fjerde og sidste navn på plakaten denne aften.

Dem har jeg både oplevet live, hvor jeg ikke helt blev fanget/fattede hvad det gik ud på, og senere i albumform, hvor deres sprælske, ekstremt legesyge og anarkistiske tilgang til dansksproget popmusik gav meget mere, og tydelig, mening for mig. 5 stjerner måtte jeg sgu’ diske op med i den forbindelse:

“Tidlige Armbånd tager den gængse skabelon for sangskrivning, klipper den i småstykker og sætter numrene sammen fra bunden påny – når de da ikke lige smider alle regler ud af vinduet. Resultatet er dansksproget pop/rock/whatever, som man ikke rigtig har hørt det før, krævende og udfordrende – og alligevel lyttevenligt og inkluderende”. Hele anmeldelsen kan læses HER

Det er 4 x nysgerrig, udfordrende og eksperimenterende dansk musik for under 100 kr. – det kan man da kalde et godt tilbud og en tur ud af byen værd.

Forbrændingen // d. 5/9 // Kl. 21.00 // 89 kr.




Det lakker stille og roligt mod enden, men vi har lige et tilbud på vej ind mod byen igen – endda et hvor du kan få en på snotten, danse og råbe hurra på cirka samme tid. Ungdomshuset på Dortheasvej fejrer at det er 7 år siden at Ruttemor Evers smed om sig med hendes mentalt stabile sekts penge og lavede et flot hul i jorden på Jagtvej 69.

Flytningen af Ungdomshuset fejres på behørig vis med et arrangement der nærmest er en lille festival. Så her på falderebet går der alligevel lidt rapid fire i den – undtagelsen der bekræfter reglen og alt det der.

Fordelt i Ungdomshusets store sal (danse danse) og den herligt betitlede Dødsmaskinen (slamme slamme) får du blandt andet: crust-punk fra svenske Contorture, sludge-stoner rock fra Nether, sort heavy fra Slægt, black thrash fra norske Infant Death og fee døø fra Phrenelith. Til de dansende er der blandt andet ska/reggae fra Von Dü.

Ungdomshuset // d. 5/9 // Kl. 20.00 // 61 kr.

https://youtu.be/g1RQ19lE9lo

og et lille ekstra tip udenfor nummer: Tivoli afholder Offspring Festival fredag + lørdag med et væld af navne i mange forskellige genre – også det rockede. Tjek programmet HER

Nå, det gik jo meget godt? Formatet her er måske ikke færdig med overhalingen og kræver lidt justeringer, det ser vi lige – men vi er tilbage igen med flere koncerter i næste uge.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleAslak – Du – 2/9 – 2015
Next articleKloster: Half Dream, Half Epiphany ★★★★★☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.