Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Black Swamp Water: Hellride (EP) ★★★★☆☆

Black Swamp Water: Hellride (EP) ★★★★☆☆

2962
0

Black Swamp Water, fra Silkeborg, er sumpet tungrock af den slags, hvor det er i orden, nej påkrævet, at man råber “YEAH” eller ligefrem “FUCK YEAH”, i mens man høvler riff på sin luftguitar og kropsbehåringen lige vokser et par centimeter i løbet af EP’ens 4 numre.

Det kunne sådan set være hele anmeldelsen, for der er hverken noget nyt, eller de store overraskelser i det Black Swamp Water leverer på Hellride. Til gengæld er det forbandet velspillet, maskulint rockende og pirrer urinstinkterne. Hardrock der henter inspiration tilbage fra 70’erne, op gennem 80’erne og stopper i 90’erne, hvor første store bølge af nye bands inspireret af 70’ernes betonrock og heavy metal navne dukkede op.

Bandet har godt 2 år på bagen, men da samtlige medlemmer har rundet de 35, er det et erfarent fundament de bygger deres house of rock ovenpå. Et hus hvor navne som Down, CoC, Black Sabbath, samt en god portion southern rock og hang til heavyrockens melodier (som eksempelvis Guns ‘n Roses), synes at være de bærende piller.

EP’en åbner med titelnummeret, “Hellride”, udgivelsens mest sydstatssumpede nummer. Det vugger, gynger, går lige i underlivet og nakken som den slags nu skal. I omkvædet går der lidt mere storladen 90’er tungrock i den, her må man også gerne råbe “uhhhh” og række knyttede næver mod himlen, er jeg sikker på. Det kan godt være Black Swamp Water ikke vinder nogen innovationspriser, men de trykker den altså af i grad, så man hurtigt sænker de krydsede anmelder-arme og rocker med.

Efter at have afsluttet “Hellride” med god blær og lir, bliver udtrykket lidt mere sammenbidt og foroverbøjet på “Time To Die”. Der går mere alternativ 90’er tungrock i den, med en massiv mur af guitar-fræs, big drums and big balls. Jeg bliver måske lidt træt af den let-forvrængede “90’er” klang der er på vokalen EP’en igennem, især her bliver det lige lidt for skærende for mig, men det er smag og behag, og et stilistisk valg, så det skal ikke lægge nogen til last. I den større sammenhæng, når den danner fællesfront med den testosteronpumpede musik, så blender den fint ind – det er kun lige i momenter hvor man får tunet rent ind på den, at den virker lidt overdoseret.

Første halvdel af næstsidste nummer, “Drink ‘Em Way Down” suser næsten for nemt derudaf for bandet, efter “Time To Die” er det som om jeg savner lidt tyngde her. På den anden side er det jo med til at variere udtrykket, på et nummer der virker velegnet til at suse ud af landevejen med nedrullede vinduer, til. Cirka halvvejs bremser Black Swamp Water lidt op og begynder at lade motoren snurre lidt på stedet og får skruet op for omdrejningerne, så vi alligevel ender med at få noget, der rumler godt i dunken.

Hellride lukkes og slukkes med den over 6 minutter lange “Break Those Chains”, EP’en længste. Med en samlet spilletid for de 4 numre på omkring de 20 minutter, kunne der måske godt trimmes en lille smule hist og her? Afslutningsnummeret bliver også så langt, at der lige trædes vande i den sorte sump lidt for længe, og igen er det sjovt nok i første halvdel af nummeret, jeg synes man kunne have skåret lidt fra. Cirka halvvejs skifter sangen igen karakter, Black Swamp Water bremser op, slår den solide cruisecontrol fra og drejer indstillingen over på “storladen”. Det er her man kan råbe “er i der Rooooskilde”, klappe med hænderne over hovedet og vente på finalen, hvor der må lires igennem. Den virker stort set hver gang, også her.

Så vi slutter med håret slået ud, hænderne over hovedet og godt gang i vugge/stampe benet, som det hører sig til. Turen derhen er godt nok velkendt, og egentlig også lidt fortærsket, men for fanden hvor det bare virker, når man gør det med stil og overbevisning, som Black Swamp Water. Der er lidt tendens til, at de bliver så selvsikre, eller glade for deres fede riffs, at de trækker dem lidt for længe, men det hører næsten også med til genren, at man går lige til den usynlige grænse.

God underholding, sikker sangskrivning, fed klang og stil, ikke så meget pis bare kærlighed til tungrockens grundsten, vi ender på 4 bundsolide stjerner til Black Water Swamp.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Black Swamp Water på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.