Woebegone Obscured: Woebegone Obscured (EP) ★★★★★☆

0
1237
views

Aarhusianske Woebegone Obscured er aktuelle med EP’en Woebegone Obscured, der indeholder de to numre “Woebegone” og “Obscured”, i alt knap 20 minutters dunkel funeral doom, der er et glimrende soundtrack til årstiden og som...

… du fornemmer det allerede da første spadestik gennemtrænger jordbunden. En snigende, diskret men alligevel hamper og gennemtrængende stank af råd breder sig og tirrer næseborene. Novemberregnen siler ned og skaber sammen med ukendte lyde fra mørket omkring dig en urovækkende stemning. Men der er også noget storslået over det, dufte, lyde og lyset, eller manglen på samme, skaber en fornemmelse af af nat og dag smelter sammen, spejler sig i hinanden.

En stemme hvisker mellem de blottede rødder, ud af skyggerne, med stigende intensitet, mens du kan mærke, ja nærmest høre, at det langsomt blæser op. Det føles kraftfuldt, som en led efterårsstorm, men alligevel roligt, næsten majestætisk. Som om det foregår i slow motion.

My mind needs oxygen
Thoughts like a labyrinth
Time is slowing down

Mørket vinder, i hvert fald på overfladen den kamp og fortrænger lyset, om det så rent faktisk er nat eller dag er for så vidt ligegyldigt. Den horisont du kan skimte mellem træstammerne i det fjerne går alligevel nærmest i et med de utydelige konturer af nedfaldne grene og den brune i brune nuance fra november skovbunden. Regnorme, bænkebidere og andet kryb med mere eller mindre rygrad begynder at vælte op fra hullet. Spaden er både befrier og bøddel her. Her lugter fugtigt, jordslået og….

Tiden står stille. Det rusker i de næsten nøgne trætoppe, som du lige kan skimte ud af øjenkrogen. Stemmen er blevet hæslig. Stanken er blevet væmmelig, nærmest ubærlig. Du graver videre.

People are gone
Left out of place
And floating in a void

Du kan lugte din egen sved. Den er piblet frem på panden, har blandet sig umærkbart med regndråber rimtåge, også længe før det første spadestik. Dine hænder er ømme, men ikke kun af det faste greb og de nærmest slæbende og mekaniske hug med spaden som skal bryde skovbundens beskyttende lag. Et lag som både er levende og dødt, en slags ingenmandsland, alt og ingenting på samme tid.

Ligesom hullet du har gravet. Graver du noget op, eller graver du noget ned?

Lost is the sense of consent
Myriads of ghosts float around me
The bridge across the beyond
Is closing

Hvor er du nu? Sceneriet er skiftet, til noget der er mindre genkendeligt. Former viger for følelser. Det føles som om du er på flugt fra noget, fra fortidens synder eller er du på vej til at begå dem? Desperationen er både knugende og kaotisk. Hvis der var vægge inde i dit hoved, så ville du enten kaste dig op af dem, eller føle at de målrettet og stålsatte kom krybende tættere og tættere på dig.

Longing for a form
Craving the dark

Leaving the sunset
Of a dying world

Stemmerne og musikken har forladt skyggerne i skovbunden, eller har de slet ikke gemt sig der endnu? Det er ikke helt klart hvor i tid og sted du befinder dig, lukket inde i dit eget sind, eller blot starvene forblændet og forvirret rundt i verden med en lammet hjerne og sanser der er sat ude af funktion. Alt du hører er den hæslige stemme og den dommedagsrumlende musik der omslutter dig. Det er både kvælende og knusende, men også befriende på en eller anden udefinerbar måde.

There’s no one here
All has gone away
The winds howl no more
The whole world has gone down in a maelstrom

Og så. Stilhed. Ingen lugte. Ingen lyd. Intet lys. Intet mørke. Ingenting.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Woebegone Obscured på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here