RF ’17: Reportage & korte anmeldelser fra mandag d. 26/6

0
791
views

Så blev det mandag på Roskilde. Dagen bød på mere vind, mere mad og mere musik hvor vi nåede at snuse til Franske Piger, blive slået til blods af Tvivler, stene til ML Buch, danse sammen med The Kutimangoes og Pom Poko, inden BAEST var ved at flå Rising midt over.

Men dagen startede nu anderledes roligt med de efterhånden sædvanlige ritualer, et bad, et toiletbesøg, en lille morgenkiks og en længere vandring over mod pressecenteret (=Laden), som skulle besigtiges for første gang i år.

Og, som altid, fristes man til at sige, var den naturligvis ikke helt funktionsdygtig da vi nåede frem. Der bliver stadig hamret, savet, banket og trukket kabler til det arbejdende folks store fornøjelse. Det er man efterhånden vant til, om end man ikke føler sig som en specielt vigtig del af pressen. Den kommer senere, når det hele virker, I ved! Nuvel, så kan man da nyde en kop gratis kaffe, næh hæ, for kaffemaskinen er ikke blevet leveret endnu, det skulle den efter sigende have været for et par dage siden (og er stadig ikke ankommet i skrivende stund) (UPDATE: den brygger nu!). Men man er velkommen til at hente i Volunteer lounge, nogle hundrede meter væk. Vi takker for tilbudet… og medbringer en el-koger næste år.

Det er småting i det store billede, men når man er på Roskilde skal der ikke altid så meget til før man føler sig lidt presset. Men hey, udover et lille udfald så virker internettet og computerne er opgraderet til windows 10 i stedet XP, eller hvad de plejer at køre på – så man kan arbejde hurtigere!

Pavillon-kirkegård på Øst

Skrive skrive skrive, ved 13 tiden bevægede vi os endelig ud på kafferov og fandt også noget morgenmad på vejen, og her er det med at følge med nu, for der er value for money. En hotdog med såkaldt bornholmerpølse. Et stort, sprødt baguette lignende brød, tyk, saftig og velsmagende pølse, samt toppings to the limit. For kun 35 kr., hvilket er en ren bargain herude. Placeret i området omkring volunteer lounge (som i øvrigt er lukket for det brede publikum, red.), så vi håber den er åben hele festivalen? Fem stjerner!

Således mætte og opstemte gik vi på en lille sightseeing tur på Øst, hvor destinationen var Dream City, mulighedernes land for gør-det-selv-typer. Byen og byggerierne virkede lidt mere spredt ud over området i år, men ellers lignede det lidt sig selv med en masse skæve og sjove indfald som Brandstation, John Mogensen Bodega, Zoologisk Have, et posthus og Saigon Bar, der kørte noget der ligende amerikansk Vietnam-tema.

Saigon bar, med løbende soldat

Eftet at have trisset lidt rundt og leget festivalturister satte vi kursen mod Rising, hvor vi ankom lige i det Franske Piger gik på scenen. Den klarer vi lige i kort form, for ingen af os er de store tilhængere af gruppens synth-poppede drømmeunivers, som man kan danse langsomt og tæt til. Men de trak et ret stort publikum, sikkert fordi et nummer som “Bedringskys” har været i rotation på P6 Beat. Jamen det er da også fint, men når resten af de 40 minutter kører lidt i samme tempo og stemning, så bliver jeg en smule døsig. Eller som min anmelderkollega formulerede det, “Franske Piger? Der er sgu’ for lidt Uh la la”.

Mere uh la la var der til gengæld 45 minutter senere da den stod på dansksproget hardcore fra Tvivler, eller der var måske mere tale om en form for slagsmåls-dans midt på eftermiddagen.

Tvivler ★★★☆☆☆

At Tvivler var et lige så stort trækplaster som Franske Piger ville vist være dagens overdrivelse, for der var godt nok ikke mange foran scenen da gruppen gik på med noget der lød som en slags spoken-word hardcore digtoplæsning, inden tempoet blev sparket i vejret og gav noget modspil til den irriterende sidevind der igen forsøgte at sabotere dagen ved Rising.

Og der kom heller ikke voldsomt mange flere til, måske lidt et lille nysgerrighedspeak tidligt i sættet og så begyndte folk at sive og mod slut stod der nok ikke over 100 foran scenen. Det var egentlig synd for Tvivler, der et eller andet sted måske også var lidt fejlcastede og blev smidt ud hvor de aldrig havde en chance for at bunde. Deres kaotisk punkede hardcore stil passer meget bedre til en mørk, svedig og smadret lille klub, i stedet for open air i dagslys.

Tvivler gav den hvad den kunne trække

De gjorde nu ellers havde de kunne, og lod ikke til at lade sig synderligt påvirke af det magre fremmøde. Faktisk formåede forsangeren at slå sig selv til blods allerede tidligt i sætter, da han nikkede sin mikrofon en skalle og skreg noget i retning af “jeg hører det hele går af helvede til”. Det er måske også en stil og fremgangsmåde der kan være vanskelig for et publikum der ikke er vant til hardcore koncerter, som man må formode størsteparten af de nydelige unge mennesker på campingpladsen måske ikke er?

Noget med “et hjerte af guld” blev også flettet ind i et af de efterfølgende numre, mens melodien kørte i forfølgertempo, så det virkede som om man blev stalket, mens en følelse af paranoia begyndte at melde sin ankomst. Anderledes udfarende og arrig er et nummer som “Kollaps”, der fik vækket de dyriske instinkter hos to yngre fyre i nærheden af os der spontant begyndte at slamdanse, lege slås og halv-wrestle rundt, indtil de mistede pusten efter en sangs tid.

Tvivler havde energien, viljen og attituden til at tage kampen op med Rising, men derfra hvor vi stod virkede det som en ulige kamp, som de aldrig helt havde muligheden for at at vinde. Efter at have fået sat gang i en mindre circle pit, døde den ud og adskillige af de deltagende trak sig tilbage eller dryssede væk. Der blev opfordret, nok mest for sjov, til en wall of death, “kvinderne mod mændene”, som det lød fra forsangeren.

Måske lidt symptomatisk for hele seancen så blev det heller ikke til noget, måske 40 minutters hardcore bare var for stort et sats fra bookernes side, selvom Tvivler sled for at få det til at lykkes.

Der blev blødt for det…

Herefter sad vi og stenede lidt og fik en dejlig lille Roskilde oplevelse, hvor en gut i nærheden spurgte om vi var tørstige og gavmildt delte ud af sine iskolde Tuborg RÅ, for som han sagde: “ingen ejer øl på Roskilde, det er alles”. Vores lille poet fik det dog hurtigt lidt skidt og sneg sig hostende væk. Tak for øl, vi gi’r den næste!

Så var det ML Buchs tur til at stå for underholdningen, hvordan det forløb kan du læse i en separat anmeldelse andetsteds på scenen, så vi hopper i tid. Frem til kl. 18.30, hvor The Kutimagoes skulle stå for den tidlige aftenunderholdning.

The Kutimangoes ★★★★☆☆

Og selvom bandmedlemmerne hovedsagligt er af dansk afstamning, med afrikansk hjælp på vokalen, så var der absolut intet blegfesent over bandets levering af afrobeaten. Det lød, i mangel på bedre ord, ganske autentisk. Og de varme, smittende og særdeles dansevenlige rytmer lokkede også hurtigt en medlevende skare til sig, der havde medbragt rytmehofterne og danseskoene.

Der er egentlig ikke så meget at sige til det, jeg er ikke kender nok ud i afrobeat til at høre de finere nuancer og opdage de små, fede detaljer, men jeg kunne sagten høre at det her var godt. Og bestemt noget Rising-publikummet var helt med på at være en del af, det her var nemlig en fællesskabskoncert, hvor små spontane danse opstod, selv anmeldertyperne havde svært ved at holde det snobbede fodtøj helt i ro (men det lykkedes, red.).

Efter al den motion var det tid til aftensmaden, og selvom det noget skrabede og kedelige udvalgt lige ved Rising Scenen bestemt ikke lokkede, så overgav vi os til dovenskaben og gav Gigant Burgeren en chance. Meh. Den er da stor. Men bollen er en tør sandwichbolle, ikke en burger bolle, den sunde del af fyldet uinteressant og uden smag, det samme kan siges om dressingen og osten vi valgte som tilkøb smagte som en af de der skiver fra en pakke til en 20’er i Netto. Kød var der efter sigende også i. 70 kr., det giver to stjerner for overpris, tvivlsom kvalitet, men en form for fyld-fornemmelse i maven.

Pom Poko ★★★★☆☆

Så stod den på noget med norsk! Det var heller ikke noget der i første omgang trak den største tilskuerskare til Rising, men der kom dog flere til og så lykkedes det ikke mindst bandet med en energibombe af frontkvinde at holde fast i dem der kom.

Hvad spiller Pom Poko så? Tja… en del forskellige genrer, egentlig?! De lagde ud i et hæsblæsende tempo med noget, der lød som progget post-punk, som steg i intensitet i næste nummer. “Art stress-punk” som min kollega forslog som genrebetegnelse. Det siger vi. Men det var ikke helt det spor bandet forsatte ud af, jo, et eller andet sted i baggrunden, eller som fundament, lå der elementer af det, men gruppen slog over i mere regulær rock som koncerten skred frem, inden det blev helt iørefaldende og nærmest sødmefuldt poppet i sidste del af sættet.

Pom Poko

Krydret med skæve hyl og små sjove vokale udbrud fra damen i rødt i front, inden hun blottede en mere blød side i et nummer hvor der flere gange blev gentaget “it’s my birthday, honey”. Det blev fulgt op med en endnu mere poppet kærlighedssang, hvor mantraet lød “I want you to stay, I want you to love me”, som det længsels- og forventingsfuldt lød fra scenen.

Så kunne man jo frygte, at koncerten ville ende i ren sødsuppe, men Pom Poko valgte at lukke koncerten med et over 10 minutter langt nummer, som flere gange ændrede fuldstændig retning og stemning, momentvis lød som om det var på randen af sammenbrud og ellers larmede og spruttede løs.

Hvad pokker gik det hele om egentlig ud på? Det fangede jeg måske ikke helt, men var udmærket underholdt i de tre kvarter det stod på.

Er det…kunst?

Så var der ved at være dejlige øretæver i luften. Vi relokerede fra vores vante plads til højre for scenen og trak over i den mere åbne og trafikerede venstre, hvor der er en uendelig strøm af Roskilde folk på vandring. Bare for at prøve noget nyt. Og så kunne jeg også se BAEST fra en ny vinkel. Da jeg så dem besejre vejrguderne på Copenhell lidt over to dage tidligere stod jeg nemlig til højre. Afveksling!

BAEST ★★★★★(★)

Denne aften var det dog ikke vejrguderne bandet var oppe imod, men det altid lidt uforudsigelige Rising-publikum. Ville folk mon være med på en omgang tung, brutal dødsmetal fra Aarhus, eller ville det være som at slippe et næsehorn fri på en tom fodboldbane? Bandet troede selv på, at der nok skulle komme folk, da vi interviewede dem dagen inden, og at det også nok skulle lokke nogen til, der pludselig syntes metal var sjovt.

Lad os bare sige, at de fik ret. Og lidt til. Efter at lyden (IGEN, Rising for pokker, få nu styr på lyd og volmen fra starten af koncerterne?!), svigtede lidt og der slet ikke var tryk nok på der hvor vi stod, nede ved lydteltet, så blev det, heldigvis hurtigt rettet op. Og så brød helvede for alvor løs for Rising Scenen, og også på, hvor forsanger Simon Olsen og hans grumme growler-vokal fungerede som en utrættelig indspisker. Ikke en urostifter der opfordrer til unoder blandt publikum, dem fandt folk lykkeligvis på helt af sig selv.

Der gik ikke lang tid, andet nummer for at være helt præcis (var det “Rape The Blessed”?), inden den første crowd surfer prøvede lykken, hvilket prompte førte til en formaning fra crowd safety oppe foran. Han gav dog, klogeligt, hurtigt op, måske fordi sikkerhedsfolkene kunne føle hvor det bar henad og lod fest være fest. Og tak for det, for så blev urkraften fra bæstet på scenen da for alvor sluppet fri og kom til sin ret. Jeg kan ikke mindes, at have set SÅ mange crowd surfende drenge og piger foran til nogen anden koncert på Rising, det var jo en konstant strøm af flydende kroppe. Og hey, se bare, selv uden et sikkerhedsapparat til helt at kunne håndtere det og hive folk over hegn, så fandt publikum selv ud af det på en eller anden måde?! Der kan man bare se!!

Så der blev hoppet, moshet, trampet og “hey’et” som var der ingen morgendag mens BAEST på forbilledlig vis jordede deres ondsindede, klassiske dødsmetal ud over scenekanten. Hvad bandet, måske, stadig mangler af originalitet i materialet, det får de kamufleret på effektiv vis med den kraft, vilje og selvtillid det hele leveres med. DE tror på det HER, derfor skal DU tro på det. Og det virker. Flyvende kroppe blev bakket op af mindst lige så mange flyvende dåseøl, hvilket måske ikke ligefrem er værd at hylde, men hey, folk blev grebet af stemningen og også spredt fodtøj blev kastet op i luften. Noget af en slagmark, når man tænker på at BAEST kun havde 40 minutter til at skabe den.

Igen vil jeg fremhæve deres nye nummer, “Danse Macabre”, og et nummer af ældre dato som “vi aldrig har spillet for JER før”, “Atomizer” (tror jeg den hedder, svært at høre når titlen råbe growles ud), der faldt mod slut i sættet. Førstnævnte er en dejlig, tuuuung, bassedreng der bare kværner uimodståeligt fremad, mens sidstnævnte fint lever op til titlen. Også “March of the Undead” tog kegler, selvom den langsomme døds-tramper lugter mistænkeligt meget af Morbid Angel, men hey, man må gerne låne lidt indtil man får sit helt eget!

Rowdy tilstande til Baest – der er en Wall of Death i gang!

Mod slut kunne man ligesom fornemme hvor det bar henad, selvom jeg inden koncerten ikke regnede med, at det ville lykkes at få Rising publikummet med på den. På Copenhell fik de en flok dedikerede metalheads med på en sjaskvåd Wall of Death. På Roskilde fik de et meget mere sammensat publikum med på at dele sig i to, helt ned til lydteltet og ramle sammen i en helt passende kulmination af koncerten.

Så scoren for de seneste dage er: 2-0 til BAEST. Vi fedtspiller dog lidt og har sat den 6. stjerne i parentes pga. lyden i starten… betyder det så stadig 6 stjerner? … ja… hvorfor har I så gjort det? Æh… fordi vi kan!

Det var nok for os for den dag, og helt glade indeni begyndte vi at trække i retning af vores telte, igennem den overgearede partyzone med et skizofrent musik- og sansebomberdement. Men efter at have oplevet BAEST overvinde Roskilde publikummet, så gik man og tænkte, at det skal sgu nok gå alt sammen.

Og så gik vi i seng.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here