expand
GFR
GFR

Andrew Dominik’s dokumentar One More Time With Feeling følger Nick Cave under optagelserne til albummet Skeleton Tree, som udkommer i dag (d.9. september). Ud over at være en musikalsk dokumentar, der giver indblik i indspilningsprocessen, kan man også opleve en tvivlende Cave, som reflekterer over sin egen bearbejdning af sorgen over sønnen Arthur’s død sidste år, og narrativet, der blev væk.  

Det er ikke så længe siden Nick Cave sidst var omdrejningspunkt for en film – Ian Forsyth og Jane Pollock’s 20.000 Days on Earth (anmeldt HER) gav glimt fra Nick Cave’s tilværelse omkring indspilningerne af Push the Sky Away-albummet og fra hans liv i øvrigt, sat ind i en fiktiv ramme som én dag i Nick Cave’s liv, hvor nuværende og tidligere venner og bandkammerater på passagersædet i Cave’s Jaguar fortalte om, hvordan de huskede perioder og situationer i Cave’s liv.

20.000 Days on Earth ser man også Cave i sofaen, hvor han ser film med sine tvillingesønner. Den ene af de to sønner, Arthur, døde i en faldulykke sidste sommer, og netop sønnens død og reaktionen på den og Cave’s bearbejdning af den, er det naturlige omdrejningspunkt for Andrew Dominik’s film, One More Time With Feeling, som følger optagelser til det nye Nick Cave-album, Skeleton Tree, som udkommer i dag, dagen efter filmen har premiere.

Dominik (som blandt andet har instrueret The Assasination of Jesse James by the Coward Robert Ford) har fulgt Cave i studiet med et 3D sort-hvid kamera, ligesom Cave leverer voiceover, og der er optagelser fra Cave’s hjem og samtaler mellem de forskellige aktører i filmen. One More Time With Feeling virker som et langt mere nøgent billede af mennesket Nick Cave, en mand, der har indset sin egen forgængelighed og opgivet at lede efter et sammenhængende narrativ i tilværelsen, hvor 20.000 Days on Earth i højere grad præsenterede myten Cave og historien om, hvordan han blev den han blev. Begge film rammer også musikeren og sangskriveren Cave, og i One More Time With Feeling reflekterer han over hvad traumet omkring sønnens død har gjort ved hans kreativitet – i hans egen optik, ikke noget godt, ganske enkelt fordi kreativitet har brug for et rum at udfolde sig i, og sorgen har fyldt alt, så der har intet rum været til kreativiteten.

Det er en sårbar og tænksom Cave, der udfolder sig og som også overlader mere plads til kompagnonen Warren Ellis, som har fået større og større indflydelse på lydbilledet hos Nick Cave og hans backing band, The Bad Seeds. Samtidig er Ellis en spøjs og excentrisk tilstedeværelse, som konstant er ved at nørde med et instrument eller en pedal, men også altid udviser omsorg for Cave, som da også konstaterer at Ellis er den eneste han har arbejdet sammen med, som han kan sidde alene i et rum og skrive sange sammen med. I den musikalske del af filmen får vi alle Skeleton Tree‘s numre, som ved første lyt videreudvikler lyden fra Push the Sky Away – en mere fragmenteret og eksperimenterende lyd, hvor Ellis’ støjflader og strygere spiller en større rolle end guitar, bas og trommer, og hvor Cave’s piano også optræder mere opbrudt.

Omvendt er der også numre i det nye materiale som er mere regulære sange og tematisk spiller den musikalske knugen godt sammen med Cave’s tekster, som måske ikke direkte behandler sønnens død, men netop kredser om temaer som forgængelighed, mangel på sammenhæng og søgen efter mening, kærlighed, sorg og tab. Filmen videreformidler en tydelig nerve i studiet, en mindre afklaret Cave, men omvendt også en gruppe musikere som virker fokuserede omkring et fælles projekt. Det er ret interessant i sig selv at følge processen, hvor sangene bearbejdes i studiet, mens Cave ind i mellem, og nogle gange henover, reflekterer løs over sin egen usikkerhed, tilværelsens vilkårlighed og hans egen og familiens måde at tackle sorgen på.

Nick Cave’s kone og anden søn, Earl, tvilling til Arthur, får også en rolle i filmen, og som en kontrast til Cave’s søgen efter en eller anden forløsning i musikken, som ikke helt indfinder sig, ser man Susie konstatere at hendes arbejde med at designe kjoler har hjulpet hende til at komme videre, at arbejdet er en udvej fra den mest omfattende sorg. Nick Cave ender blot med at konstatere at han ikke helt ved, hvor han er kommet hen med filmen og albummet, og at han ikke længere er klar over, hvorfor han handler som han gør, føler som han gør, eller siger hvad han siger. Og det virker på en måde også enormt menneskeligt.

Filmisk leger Andrew Dominik med kameravinkler og panoreringer, for eksempel kører kameraet i flere sange rundt om Cave, der synger ved pianoet, og flere steder er instruktøren og kamerafolkene også til stede i scener og taler med Cave – det skal man lige vænne sig til i starten, men efterhånden fungerer det faktisk godt. Det giver mening også at høre Dominik’s tvivl om, hvor tæt han egentlig skal gå på, hvor direkte han skal spørge, og hvor meget, der skal filmes, og man fornemmer at både instruktøren og hovedpersonen har skullet føle sig frem, som et par mænd på vej mod hinanden hen over en tilfrosset sø, usikre på om isen kan bære.

Det gør at filmen ind i mellem virker skitsepræget, men for mig fungerer det godt at jeg bliver inviteret indenfor i tvivlen og reflektionerne, og ikke blot får et færdigbehandlet budskab om, hvordan jeg skal forholde mig til Nick Cave og hans nye album. På den måde er filmen langt mere åben end 20.000 Days on Earth. Ikke alt fungerer lige så godt, den er ikke så tilgængelig, men på sine egne præmisser er det et rasende spændende og vedkommende indblik i en todelt proces, mennesket Nick Cave er i færd med. Dels at indspille et album, dels at bearbejde at hans ene søn ikke lever længere. Samtidig virker den nye sårbarhed og usikkerhed hos Cave, også til at have givet nye veje musikalsk, selv om der er en rød tråd til lydbilledet fra Push the Sky Away. Der er god grund til at se frem til at lytte til albummet.

Er man interesseret i mennesket og musikeren Cave, bør man se filmen – det er der formentlig mange, der gjorde samtidig med mig, for Øst for Paradis i Aarhus havde i hvert fald godt fyldt op i flere sale, der viste filmen. Ligesom jeg, virkede det til, at folk gik rørte derfra, en både musikalsk og filmisk oplevelse rigere. Det er ikke helt lige til at give stjerner til sådan en film, så ordene må stå for sig selv.

Skeleton Tree udkommer i dag, d.9. september. One More Time With Feeling vises i flere biografer de kommende dage.

Af Jonas Strandholdt Bach

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Connect with Facebook