20.000 Days on Earth ***** (5/6)

0
974
views

“En blanding af drama og virkelighed,” kaldes det på filmens egen hjemmeside, og det er netop hvad 20.000 Days on Earth virker som. En dramatiseret dag i et rockikons liv. Og selv om meget af den går med at snakke, køre bil, sidde i studiet, skrive tekster og snakke lidt mere, så er det både en underholdende og oplysende film om et af de mest spændende nulevende navne på den internationale rockscene. 

20.000 Days on Earth fremstiller 24 timer i Nick Cave’s liv, og oprindeligt var det planen at optagelserne skulle være til promotion brug til Cave’s seneste album, Push The Sky Away (anmeldt HER). Men optagelserne blev så interessante, at projektet udvidede sig til en dokumentar om Nick Cave’s dag nummer 20.000 på jorden, en dag, der med Cave’s egne ord “is both more real and less real, more true and less true, more interesting and less interesting than my actual day, depending on how you look at it”. Der er altså ikke tale om en klassisk dokumentar, men opstillede situationer, som alligevel ligger på grænsen til Cave’s virkelighed. Det er i hvert fald det indtryk man får, når man ser filmen. Filmen er skabt af de to visuelle kunstnere, Iain Forsyth og Jane Pollard, som har høstet stor anerkendelse for resultatet, som blandt andet har vundet to World Cinema Documentary awards på Sundance festivalen.

I filmen taler Nick Cave blandt andet med det tidligere Bad Seeds medlem Blixa Bargeld, popikonet Kylie Minogue, skuespilleren Ray Winstone og Warren Ellis, som er blevet Cave’s primære kreative partner, både i The Bad Seeds, men også i en række andre projekter. Han er også i den varme stol (i et studie) hos psykoanalytikeren Darian Leader, ligesom man ser Cave i familiens skød, foran tv’et med sine tvillingesønner, og selvfølgelig i studiet og på scenen. Og som et ekstra kuriosum, på sit eget arkiv, hvor to venlige arkivarer interesseret spørger til barndomsbilleder, sendt op fra hans mor i Australien, gamle skriblerier og dagbøger, og får fortalt anekdoter, blandt andet fra Cave’s tid i Berlin, hvor han samlede religiøse ikoner og pornografi på loppemarkedet og boede på en hems, mens han skrev sin første roman. I det hele taget er filmen mest interesseret i Cave’s minder om fortiden, og ikke i at fortælle kalejdoskopisk om tiden i 80’erne og 90’erne fra andre synsvinkler, og det er egentlig ganske befriende. Fortiden fylder noget i filmen, fordi den er Cave’s minder i nutiden. Den gør ham, med en banal formulering, til den han er i dag.

Ellers følger vi Cave på arbejde, kortvarigt mens han skriver tekster på en gammel skrivemaskine, i studiet under undspilningerne til Push The Sky Away og så i glimt mens han kører rundt i sin jaguar, med mellemrum med først Ray Winstone og siden Blixa Bargeld på passagersædet, inden Kylie Minogue besøger bilens bagsæde mod slutningen. De bliver alle tre en form for refleksionsmakkere for Cave, som han kan spille bolden op imod i sin tankerække om hukommelsen, drømmen om at blive en anden, den mytologiske performer, og om definerende øjeblikke i karrieren og livet.

Vi følger Cave til et frokostbesøg hos Warren Ellis, som bor med en fantastisk udsigt til Sydenglands hvide klitter, og serverer ål for Cave, mens de mindes en Nina Simone koncert, som Cave var med til at sætte op, og som for dem begge står som et eksempel på en koncertoplevelse, der nåede et transcenderende niveau. Både for Nina Simone, der startede med en fjendtlig attitude mod publikum, men endte med at suge publikum ind, og for det publikum, der så Simone ændre sig. Det er netop den transcendentale effekt Cave selv stræber efter i sine live-optrædener, får vi at vide, hvilket giver ualmindelig god mening i forhold til de fire gange jeg selv har oplevet ham live. “Being on stage meant I got to be that person I always wanted to be,” siger han selv et sted undervejs. Historien om Simone suppleres med en anekdote fra Ellis om en koncert med “The Killer”, Jerry Lee Lewis, i Paris, som beskrives så levende, at man kan se det for sig. Netop ikoniske performere i denne klasse er tydeligvis Cave’s forbilleder som performer. Det transcendentale fylder også i Cave’s reflektioner mens han sidder i samtale med den freudianske psykoanalytiker Leader, og taler om sin overvejende lykkelige barndom med overmodige spring fra togbroer, kyssen med pigerne, om faderen, der læste højt for ham af Lolita og blev en anden, “noget større”, når han læste højt.

I studiet oplever vi sangene udvikle sig fra Cave’s skitser, og til de fuldbårne sange, der udfolder sig på Push The Sky Away – og undervejs får vi glimrende live-bidder fra både studiet og scenen fra blandt andet titelnummeret og ‘Higgs Boson Blues’. Hele vejen igennem krydsklippet med de øvrige scener, så Cave’s underholdende og generelt interessante, og ofte begavede og humoristiske observationer om sig selv, det at stræbe efter at blive noget mytologisk, men også om banaliteten i meget af det, får lov at folde sig ud. Trods det at der ikke er noget større, ydre drama, så står filmen aldrig i stampe, og det er kun helt mod slutningen at Cave bevæger sig fra at fortælle og reflektere over sig selv, til at begynde at komme med mere eller mindre interessante indsigter i, hvordan han mener livet skal leves generelt. Samtidig er billedsiden velkomponeret, med god sans for æstetik, men formår samtidig at ramme en balance hvor det bare virker ovenud virkeligt, det, der foregår. Samtalerne virker “virkelige” og naturlige, og personerne er bare dem selv – også Cave, selv om jeg også sidder tilbage med tanken, at det også i høj grad er historien han gerne VIL fortælle om sig selv. Men det gør heller ikke noget, når nu det samtidig virker reelt, gør os klogere på Cave, hans liv og hans arbejdsprocesser, og samtidig får det hele pakket ind i en flot billede- og lydside. For eksempel er det spændende når Cave fortæller om den verden han fremmaner og befolker i sine tekster med helte og psykopater, og om hvordan der i den verden findes en Gud-lignende eksistens, der holder regnskab – men at han ikke tror på at en sådan findes i vores virkelighed.

Når der ikke er en Gud til at gøre regnskabet op, må andre gøre det. Det at huske og blive husket er omdrejningspunktet for filmen, og både Cave og instruktørparret Forsyth og Pollock gør deres til at man husker filmen, især for billederne af Cave i studiet, i bilen, på arkivet og over frokosten hos Ellis. Knap så meget for det lidt for iscenesatte afslutningsbillede, med Cave på kajen i Brighton, men generelt fungerer fortællingen om en dag i Nick Cave’s liv glimrende, og anbefales både som en anderledes musikdokumentar og som et portræt af en stor personlighed fra rockens verden, som også har sat fingeraftryk med sine romaner og filmmanuskripter – og derfor anbefalelsesværdig både for fans af Cave, men også for dem, der bare vil blive klogere på rockens væsen.

“Well they say that it’s just rock’n roll//Oh, but it gets you right down to your soul” synger Cave på ‘Push The Sky Away’, og den sætning ringer sand når man har set 20,000 Days on Earth til ende.

20,000 Days on Earth kan ses blandt andet i Dagmar Teatret og Gloria i København og Øst for Paradis i Aarhus.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.