GFR Fokus: Redaktions favoritter 2012 – udenlandske udgivelser

0
758
views

Året er ved at være i bogen og det giver en kærkommen lejlighed til, at kigge tilbage på 2012. Her på GFRock vil vi naturligvis ikke stå tilbage for de utallige års lister, som forskellige musikmedier kaster i hovedet på folk på denne tid af året. Så her følger vores 4 anmelderes favorit udgivelser fra i år, der er frit slag mellem albums og EP’er, bare det er udgivet i 2012. Vi har valgt betegnelsen “favorit” for, at undgå en uendelig diskussion om hvad der var “bedst”, der er altså tale om den enkelte anmelders favoritter og ikke nødvendigvis hvad der blev anmeldt med det højeste antal stjerner.

Vi kigger på kategorierne danske udgivelser, udenlandske udgivelser og vores favorit rock koncerter for i år. I dag årets udenlandske udgivelser

Kodi:

Helt overordnet har det været et fantastisk år for rockmusik, med masser af gode til fremragende udgivelser. Både fra hvad man kunne kalde den gamle garde og fra relativt nyere navne – og alt midt i mellem. Faktisk har det været så så godt, at jeg havde store problemer med at cutte udgivelser, kunne nemt have lavet en helt anden top 5. Derfor smerter det mig at undlade plader fra blandt andre Soulfly, The Cult, Kreator, Paradise Lost, Ørkenkjøtt, Rush, The Sword og ikke mindst Bruce Springsteen, som nok var den jeg havde sværest ved at skære fra, udover Gojira (HØR den, det ER måske årets plade) som jeg først fik lyttet til i for få uger siden. Men der er jo heldigvis tale om et luksusproblem, for 2012 blev et år hvor rocken for alvor viste tænder igen. So without further ado…

1) Neurosis: Honor Found In Decay
Mange ældre orkestre og kunstnere leverede flotte udgivelser i år, for nogle var det comebacks, for andre solide karriere forlængere, men ingen blæste mig bagover som Neurosis’ Honor Found In Decay. Et mørkt mesterværk, som på sine 9 atmosfæriske og fortættede numre skaber et sort hul af en plade, som suger lytteren ind og ikke slipper igen før alt lys er borte. Ingen anden plade formåede på samme måde, at skabe et så stemningsfuldt og dragende lydunivers for mig, som denne majestætiske metal manifestation. Anmeldelse

2) High On Fire: De Vermis Mysteriis
Men et enkelt band var tæt på, for trioen Hige On Fire’s nyeste opus var ligeledes en grum opmærksomhedskrævende satan af en udgivelse. På trods af at Frontmand Matt Pike var inde og ude af alkohol relateret rehab, eller måske netop pga. disse indre dæmoner, fik gruppen skabt et tungt, vredt og medrivende storværk. For et band med så imponerende et bagkatalog, er det lige så imponerende at de muligvis har skabt karrierens bedste album efter så mange år på banen. Anmeldelse

3) Neil Young & Crazy Horse: Psychedelic Pill
Gode gamle Onkel Neil og hans kumpaner ridder mod solnedgangen, og kan efterhånden skimte afslutningen på deres jordiske kapitel derude. Det gør de ved, at skabe deres hidtil længste plade, med en spilletid på næsten halvlanden time, så er denne episke rejse mod finalen en ordenlig mundfuld. Der har været “bedre” plader i år, men dette opgør med fortiden/hippie tiden, en hjertelig homage til ditto og Neil Young & Crazy Horse’s utøjlede leg, er bare en af mine personlige favoritter. Walk Like A Giant indeed. Anmeldelse

4) Testament: Dark Roots of Earth
Thrash veteranerne sked hul i al snak om karrierens efterår, og spillede samtlige yngre kolleger indenfor genren ud af banen, længere ud på landet, under jorden – helt ned til klodens mørke rødder. Kun 9 numre havde Testament brug for til at bevise, at metal aldrig ruster, hvis man bare sørger for at banke fuldstændig igennem, skrive fede og medrivende sange og bare stadigvæk “føle det”. Jeg følte i den grad Dark Roots of Earth, og det gjorde hammer godt. Anmeldelse

5) Chris Robinson Brotherhood: Big Moon Ritual
Hvornår virker det passende, at ophæve folk til legende status? Chris Robinson ER kun midt i 40erne, men har allerede huseret i branchen i hvad der føles som en menneske alder. I den tid har han udgivet et hav af plader, ikke mindst som en del af The Black Crowes, men med sit nye band har han muligvis toppet alle tidligere plader. Det Robinson kan, det kan man ikke lære nogen steder – manden er født med en sjælden grad af indlevelses evne. Jeg TROR simpelthen på manden når han synger sin Space Boogie Hippie-blues, og det kravler helt ind under huden. Anmeldelse

Judas:

Jeg kunne nævne mange gode albums fra året, der gik, men det er færre, der for alvor har skilt sig ud. Ganske godt afspejlet i, at jeg har givet rigtig mange 5-taller, men ingen 6-taller, til internationale udgivelser. Et par af de albums, jeg også gerne havde placeret på listen er Godspeed You! Black Emperor’s comeback og Paradise Lost’s gennemsolide Tragic Idol. Neurosis’ og Deftones’ nye albums kunne også være kandidater, men jeg har simpelthen ikke nået at høre dem nok, til at jeg endnu ved om det bliver albums, der bliver hængende på mit anlæg i lang tid. Jeg har i sidste ende valgt at udvælge min top 5 ud fra, hvilke albums, der har roteret mest i mit anlæg i årets løb.

1) Jack White: Blunderbuss

Jack White kan et og andet med sin guitar. Det ved vi allesammen godt. Derfor er det også på en måde befriende, at han på sit første regulære soloalbum i lige så høj grad bruger klaveret som nøgleinstrument som guitaren, og begår en række svingende og tidløse rocksange, der trækker tråde op gennem musikhistorien. Blunderbuss har som sådan roteret jævnligt på mit anlæg, både i selskab med vennerne, med kæresten eller helt alene, og det er en ganske god indikator på at det er et album, der fungerer på mange niveauer. Anmeldelse

2) Tame Impala: Lonerism

En latecomer til mit anlæg, men med sine syrede lydlandskaber, store opfindsomhed og gode fornemmelse for melodi, har Kevin Parker’s udgydelser indenfor den psykedeliske rock, sneget sig ind på mig. Det er især den regulært anderledes måde at skrue numre sammen på, det spraglede lydtæppe, der er lidt som at ligge på ryggen en sommerdag og kigge op på stjernerne mens man er lidt småberuset, der gør, at Tame Impala indtager 2.pladsen på min liste. Anmeldes på gfrock.dk i morgen torsdag

3) Swans: The Seer

Swans er et specielt bekendtskab. Det tager tid at lære dem at kende, men så begynder det også at virke sært dragende. De lange kompositioner og den kompromisløse støjen er kendetegnende elementer, men det er også et band, med et meget klart udtryk og en helstøbthed, der er sjælden. Anmeldelse

4) Titus Andronicus: Local Business

Jeg føler mig godt tilpas i Patrick Stickles’ miserable og misantropiske selskab. Han rammer nemlig mange af de tanker og følelser, som jeg selv kan gå og tumle med på en mørk dag og råber det ud med nerve og samtidig en umiskendelig musikalitet. På én gang deprimerende og opløftende, med snablen dybt nede i den amerikanske rocktradition, der bliver sprøjtet ud i en lettere muteret form. Anmeldelse

5) The Shins: Port of Morrow

The Shins, med James Mercer som hovedmand, skriver melankolsk, men meget melodisk rock, ind i mellem med sprudlende kaskader, som på The Simple Song, men også med mørket i baghånden, som på de fremragende dunkle perler 40 Mark Strasse og titelnummeret. Port of Morrow er en stærk helhed af velskårne sange fra Mercer’s hånd. Anmeldelse

Mordi:

1) Burning Love: Rotten thing to say

Album nummer to fra Canadiske Burning Love er en spændstig klistret punk´n´roll bombe, rullet i heavy metal spåner. Rotten thing to say lyder på alle måder rigtig og Converge guitarist, Kurt Ballou, har fra producer stolen fået overført alt energien entakt til båndrullerne. Agressiv og rå men melodisk og festlig. Man er med i øvelokalet med en kold dåsebajer i hånden.

2) Cancer Bats: Dead Set On Living

Det har været et godt år for de Canadiske hardcore punk/metal veganere i Cancer Bats. Dead Set On Living har sparket døren ind til de store scener og udsolgte koncerter. Bandet beviser med deres fjerde album at de er i stand til at holde en høj kvalitet og samtidig bevæge sig fremad uden at miste sig selv. Cancer Bats stjal eftersigende al opmærksomheden til Copenhell´s opvarmnings show i foråret, så de må vel være klar til en af de store venues herhjemme i 2013. Anmeldelse

3) Converge: All We Love We Leave Behind

Massachusetts Progressive hardcore veteraner vidner om at ekstrem og eksperimenterende rockmusik ikke kun behøver at være dødsmetal. Converge har udgivet plader siden start halvfemserne men lyder i 2012 som et dugfriskt band på vej mod toppen af deres karriere. All We Love We Leave Behind virker på overfladen svimlende kaotisk, men dykker man ned i galskaben, finder man et gennemtænkt værk udført af sande mestre. Igen produceret (og spillet) af Kurt Ballou der har fået en del albums fra hånden i år, bla. High On Fire´s De vermis Mysteriis som også figurerer på listerne her.

4) Deftones: Koi No Yokan

Deftones fortsætter ufortrødent af vejen de drejede ud på med White Pony albummet i år 2000. Denne gang er Sacramento vennerne kommet forbi nogle usædvanligt smukke og atmosfæriske landskaber. Koi No Yokan er ikke gruppens bedste udspil, men godt er det og der er allerede et par sange der her sneget sig ind på min Deftones playliste. Anmeldelse

5) Torche: Harmonicraft

En del af de ellers lidt halvhårde bands  har vendt snuden mod mere poppede himmelstrøg i 2012. En trend der ikke har været lige vellykket hver gang. Som titlen antyder har vi at gøre med melodiske og harmoniske toner fra Torche, men det er stadig tons tungt. Man kan vel nærmest kalde det stoner pop, lidt ligesom hvis Soundgarden havde spist U2, og det virker. Harmonicraft er slet ikke blevet hørt nok gange endnu, men jeg har på fornemmelsen at det er en plade jeg tager med mig fra 2012.

Bonde:

Redaktionen: Midt imellem gavepapir, Ding Dong øller og det store sønderjyske julefrokostbord, har vores kære gfrock.dk site fucket med anmelder Bonde’s top 5. Så her er den indtil videre i forkortet form, de rester vi kunne redde inden deadline.

1) Band of Skulls: Sweet Sour. Anmeldelse

2) Mumford and Sons: Babel. Anmeldelse

3) The Gaslight Anthem: Handwritten. Anmeldes på gfrock.dk i morgen torsdag

4) The Bonnevilles: Folk Art & and The Death of Electric Jesus

5) Band of Horses: Mirage Rock. Anmeldelse (fra en der respektfuldt er uenig)

Må I få et på alle måder rockende 2013!

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.