Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Willaq Umu: Glacial Waves ★★★☆☆☆

Willaq Umu: Glacial Waves ★★★☆☆☆

546
0

Glacial Waves er køligt sitrende og mestendels instrumental post-rock, der nogle steder inviterer lytteren ind, men andre steder er sværere at afkode. 

Willaq Umu er et mestendels instrumentalt projekt, vi ikke har fået meget andet info på, end at det er en art post-rock, “støjende og drømmende”. Javel, ja. Navnet henviser til, antager jeg, solens ypperstepræst hos inkaerne. Med det i baghovedet får man måske nogle andre billeder i baghovedet, end de billeder af is, sne og artiske scener som titlen på albummet især har givet hos mig.

Det er for så vidt især det drømmende, der er gennemgående for udtrykket over de i alt 12 numre med meget forskellige og mere eller mindre billedskabende titler, der strækker sig fra åbneren ‘dyumadgadyuti’ over ‘efterårstræerne’ og ‘microgravity’ til ‘crepuscule embaumé’.

Willaq Umu’s lyd tager sig tid – det er ikke et lydbillede der springer frådende i ansigtet på én. Man skal selv finde steder at hage sig fast for at komme med på bølgen. Der hvor man i første omgang kan få fat, eller i hvert fald de passager jeg først blev lidt hooked på, var de ordløse (samplede?) korpassager som blandt andet dukker op i ‘xylem phloem’ ca. midtvejs.

Andre steder har det lidt mere karakter af lydcollager, som på ‘Fractured Atlantic’, hvor noget, der lyder som en xylofon spiller henover en sitrende synth-drone. Her kan jeg sagtens være med på, at musikken er stemningsskabende, men jeg ved heller ikke helt hvad jeg mere skal bruge den til – som baggrundsmusik fungerer det, men når jeg aktivt lytter, sidder jeg og leder efter… ja, et eller andet, flere hooks, måske? Det er der på ‘necu da mislim, znam’, hvor koret himmelsk flyder henover en ekkoende trommebund. At der ikke er meget pressemateriale om hvad “meningen” med det hele er, er både en fordel og en ulempe, for musikken er billedskabende i sig selv, men igen kan man godt blive lidt i tvivl om, hvad det er Willaq Umu vil med lydlandskaberne.

Nuvel, det kan man passende fundere videre over, mens ‘efterårstræerne’ lyder som om de taber bladene til et soundtrack af ensomme tangenter, og den collage-agtige ‘crépuscule embaumé’ glider forbi, og koret vender tilbage i den fine ‘xylem phloem’, inden der kommer lidt mere rå kant ind på ‘sao jorge da mina’, der sitrer og knitrer og støjer ildevarslende – jeg får lidt associationer til et isbjerg, der kælver.

Tangenterne er tilbage på ‘microgravity’, der lyder som et soundtrack til en satellit alene i rummet, mens ‘Pareidolia’ gemmer på en utydelig vokal. ‘Døgnets skakt’ suser og støjer i 3 minutter, inden ‘yatakattabu’ også byder knitren og sitren, her dog igen med en vokal, der synger noget, man næsten kan høre.

Afslutteren ‘Nothing remains (the same)’ har mere melodisk struktur, og virker som en passende udgang på albummet. Jeg har efterhånden lyttet det igennem nogle gange, og ved stadig ikke om jeg “forstår” det – eller om der er noget, man som sådan skal forstå. Men jeg savner måske alligevel lidt mere end stemningen til at binde det hele sammen. Der er bestemt passager, der fanger mig ind, men desværre flere, hvor jeg står lidt af undervejs.

Som stemningsskabende baggrundsmusik fungerer Willaq Umu dog fint, og det kan sagtens tænkes andre vil blive suget mere ind i de kølige lydflader end jeg gør. Derfor 3 forsigtigt vejledende stjerner til Glacial Waves.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.