Home Upcoming & Rockin' April 2020 - U&R War Drums: Gummo ★★★☆☆☆

War Drums: Gummo ★★★☆☆☆

293
0

War Drums tager tilbage til fremtiden med tunge rytmer, masser af synth og en punkrocket energi. Desværre når man mæthedspunktet inden man når helt igennem albummet.

Gummo udkom egentlig sidste sommer, så det er lidt et hængeparti der et tale om her. Vi befinder os i en fjern fremtid, en ikke så fjern fortid, eller en retro futuristisk blanding? War Drums lyder på en måde som et punkband, som har lavet musik til klassiske arcade eller hjemmecomputerspil. En form for dunkende, synth punkrock, der brager derudaf over 12 numre fordelt på lige knap 40 minutter.

Selv kalder duoen deres lyd og stil for synth brutallity og brutalt er det da også i sin mur af synth og dunkende trommer og beats. Men nedenunder fornemmer man et ret poppet fundament, i hvert fald i glimt, som på åbneren “Trust”. På overfladen er det en tung og massiv digital sag, men melodien der driver sangen fremad er egentlig ret iørefaldende og, ja, poppet.

War Drums virker dog ret dedikeret i ihærdigt, at begrave eller overdøve deres mere poppede side. Det er lidt en skam og bliver i længden også en af pladens svagheder. Som den skrider frem bliver jeg lidt immun overfor den konstante strøm af synthflader, dunkende beats og forvrænget vokal. Og så begynder numrene at flyde en anelse sammen for mig. Det er lidt en skam, for det er ikke kun albummets åbning der er ganske stærk, hvor “Trust” afløses af den mindst lige så fængende “dgaf, der er værd at udforske.

Et nummer som “Slaves”, albummets fjerde sang, viser en noget anden side af duoen end den dunkende brutalitet. Tempoet er justeret en anelse ned, nummeret vrider sig på en eller anden måde fremad og ud af højttalerne. Og lige pludselig kommer jeg til at tænke på Babylon Zoo og deres 90er megahit “Spaceman”?! Ja, War Drums minder mig sgu lidt om Babylon Zoo?? Anyway, “Slaves” er blandt pladens højdepunkter og får albummet tilbage på sporet efter nummeret “Snow”, hvor det går for meget blipblop og hakkede rytme i den til min harddisk.

På albummets anden halvdel er den kun 2 1/2 minutter lange “Chemicals” også i den mere eksperimenterende ende. Her har jeg dog lidt mere fidus til, eller kan bedre processere, War Drums påfund, hvor det lyder som om en maskine/robot/syntetisk livsform taler til mig henover et for dem mere afdæmpet og atmosfærisk lydbillede. Det lyder lidt som en advarsel mod den moderne verden, inden sangen slår over i mere velkendt territorium i omkvædet.

Herefter taber War Drums dog stille og roligt flyvehøjde for mig. Det ender ikke med en nødlanding, der er mere tale om pladen bare ruller mod stilstand på landingsbanen. Problemet er nok, at jeg føler pladen bliver for lang, eller at de får brugt deres bedste ideer og skudt de fedeste sange af på første halvdel. Anden halvdel er solid, men det føles også som mere af det samme i en lidt mere tøjet udgave, hvor numre som “Moon Palace” og “Pace Yourself” bare lidt “er der” og ikke efterlader det store indtryk. “Ata” fanger min interessere lidt igen mod slut ved, at lyde som lydsiden til et eller andet spaced out tech-noir computerspil, eller at være den sang der kørte i baggrunden på en eller anden mennesketom fabrik. Det er det her robotter lytter til når de kører truck eller står ved samlebåndet.

Der er masser af godt og interessante lyde, at finde hos War Drums og også spredte rigtig gode numre. Desværre sætter der noget fatigue ind som albummet skrider frem, både hos mig som lytter og hvad selve musikken angår, så det samlede indtryk bliver lidt ujævnt. Derfor bliver det “kun” til en stor 3er for helhedsindtrykket, men er man til synthrock med punket energi og tunge beats bør man tjekke War Drums ud.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.