Home Seneste December 2018 - Nyheder Udvalgte koncerter i København, uge 49-52

Udvalgte koncerter i København, uge 49-52

2027
0

Så er der december opsamling, spillestederne trapper ned og vi tager et kig ud over resten af året på spillestederne i hovedstadsområdet og lukker derefter ned indtil engang i januar, hvad koncerter angår.

Vi lægger ud med en svensk energi indsprøjtning bestående af punkerne Viagra Boys, som blandt andet har spredt sved og begejstring på Roskilde Festival sidste år.

Denne gang er det så Lille Vega, som det skal gå ud over. Jeg havde egentlig lidt “glemt” bandet, indtil de lidt tilfældigt dukkede op på min Spotify Discover Weekly, som jeg får tjekket cirka en gang i kvartalet. Måske skulle jeg tjekke oftere, for det var sgu’ fedt!

Lille Vega // d. 5/12 // Kl. 20.00 // 185 kr.

Vi forsætter med et smut i Musikcaféen, i Huset-KBH, som torsdag aften byder på koncert med Schultz and Forever, der tidligere i år udsendte debutalbummet Grand Guignol. Et album domineret af synthflader og trommer, som Jonas sendte 4 stjerner efter:

“Grand Guignol er Schultz and Forever’s debutalbum, men det har efterhånden også været længe undervejs, og følger op på 3 EP’er, der sikrede Jonathan Schultz’ projekt en del omtale. På EP’erne er der eksperimenteret med og sprunget mellem udtryk, og alsidigheden er kommet med på albummet, som i pressematerialet beskrives som “en coming-of-age plade i en ekstrem forstand”, da den omhandler Schultz’ opgør med sin opvækst, hvor han indtil gymnasiet gik på kristne skoler. Big Bang kom helt bogstaveligt til at sprænge hans verdensbillede i stykker, og en ny verden åbnede sig i kunsten, musikken og litteraturen”.

Support: Slår Skår

Huset-KBH // d. 6/12 // Kl. 20.00 // 50 kr.

Fredag slår vi et smut omkring Loppen, hvor der er Second Hand Sessions Rockklub med Shred og Zoo Me Now, som jeg har har tildelt 4 stjerner for 2 EP’er her på siden.

Først var der One Day, der blandt andet fik følgende ord med på vejen:

“Godt og velsmurt lyder det sgu’, det de 5 gutter i bandet får leveret over 3 numre, der alle afvikles tempofyldt, med varierende grader af fart og drive”. Hele anmeldelsen kan læses HER

De fulgte op med EP nummer 2, High On Speed, hvor udtrykket var blevet yderligere fintunet:

“Generelt synes jeg, at man fornemmer en udvikling, nogen ville måske kalde det modning, i sangskrivningen. Ikke at numrene fra One Day var dårlige på nogen måde, men det er som om det hele lige flyder endnu bedre og mere elegant på den 5 numre lange High On Speed. Desuden er der skruet lidt op for hardrocken, og lidt ned for “festen”, hvilket falder lidt bedre i tråd med min personlige smag, end det var tilfældet med de fleste numre på forrige EP”. Resten af den anmeldelse kan læses HER

Loppen // d. 7/12 // Kl. 21.00 // 40 kr.

Videre til lørdag d. 8 og Spillestedet Stengade, der får besøg af de svenske metal/rock/stenere Deville. Det er sikkert udmærket, men det er nu opvarmningen, Black Swamp Water, som vi tidligere har været omkring, da silkeborg rockbandet udsendte deres debut i 2016:

“… en tungtrockende sag hvor bandet kommer vidt omkring, fra whiskey-stinkende rock og rul, over en tur ud i sumpen og numre der nærmer sig metallisk heavyrock. Materialet er bundsolidt, men næsten så varieret i tone og stil, at helhedsindtrykket bliver en kende diffus”.

Spillestedet Stengade // d. 8/12 // Kl. 20.00 // 100/120 kr.

Normalt ville jeg kalde mandag aften og et rockband der i bedste fald kunne kaldes et større kultorkester, med en meget kort “berømmelse” på denne side af Nordsøen, op af bakke. Men jeg kan egentlig godt lide nordirske Ash og deres alt-rock ala 90erne, så jeg håber det bedste for dem, når de rammer Lille Vega.

“Goldfinger” er sgu’ stadig et ret fedt nummer… de har åbenbart udsendt 8 plader? OK, jeg kunne så åbenbart ikke lide dem mere end, at jeg ikke rigtig har fulgt med i bandet gøren og laden de seneste 20 år.

Support: Indoor Pets

Lille Vega // d. 10/12 // Kl. 20.00 // 190 kr.

https://www.youtube.com/watch?v=olavgqfQcnQ

Dagen efter, tirsdag d. 11, er der RAWK på Amager, når Beta præsenterer svenske Lucifer. Et ubeskrevet blad for mig og et lidt anonymt bandnavn, men, jeg faldt over dem fordi Nicke Andersson (Entombed, The Hellacopters, Imperial State Electric) er med på bandfotoet. Og han er CHEFEN, ikke bare indenfor svensk rock og rul, men sådan helt generelt.

Det her projekt er mere over i klassisk heavy, så det burde være noget for 70er hovederne derude.

Beta // d. 11/12 // Kl. 20.00 // 125/150 kr.

Vi er nået til torsdag d. 13 og svinger for første gang i denne omgang forbi Loppen, hvor den står på dansk post-punk. Boundaries er ude med deres debut-EP, efter singlen “Composure”, har fået en del airplay på P6 det seneste 1 ½ års tid.

Bandet er aktuelle med en EP, som efter planen anmeldes her på siden i næste uge.

Support: Blood Child

Loppen // d. 13/12 // Kl. 20.30 // 85 kr.

Endnu en fredag, denne gang d. 14, bare så vi ikke mister overblikket og en tur tilbage i Huset-KBH venter, hvor Sons of Cain indtager Musikcaféen. Gruppen fra Aalborg eksisterede i første omgang kortvarigt i midt-90erne, hvor de medvirkede på soundtracket til Niels Arden Oplevs film Portland.

De sange er netop blevet genudgivet som en EP af Indisciplinarian, ligesom bandet har et mindre følge af fans og musikere, der er blevet inspireret af gruppens mørke rockmusik. Blandt andet Kellermensch forsanger Sebastian Wolff, der denne aften er med som “special guest”, som det hedder her.

Jeg har fået lyttet lidt til udgivelsen, og man forstår både fascinationen for gruppens lyd og kan sagtens høre, at den kunne have inspireret og påvirket en mand som Wollf. Det er sgu’ good shit og dejligt dunkelt! Anmeldelse følger i næste uge… (ELLER kan læses lige HER via noget, som kunne minde om en rejse ud i fremtiden!).

Huset-KBH // d. 14/12 // Kl. 20.00 // 80/100 kr.

Andetsteds, nærmere betegnet i Pump’arn… er der nogen der kalder det, det? OK, i Pumpehuset er der samme aften Hardco’arh aften med hele 5 bands! Der er fest og ballade med Career Suicide, Night Fever, The War Goes On, Noise Family og Larma.

Her vil jeg lige slå lidt på trommen for Night Fever, der godt nok har holdt lidt lav profil et stykke tid, men deres 2014 punk n roll udgivelse, Vendetta, er mere end de 30 spir værd, som den kan downloads til på deres Bandcamp.

Pumpehuset // d. 14/12 // Kl. 20.00 // 160 kr.

Så tager vi tilløb, hægter op i julesulet og flæskedunken og laver et hop frem til d. 28/12, hvor der endnu engang fejres Sankt HellLoppen. 4 bands får man i sen julegave, de svenske hardrock veteraner Mustasch og landsmændene Hypnos, doom fra Konvent og sludgy toner fra Dirt Forge, som jeg oplevede åbne Rising Scenen på Roskilde Festival i høj sol, i sommers:

“Og hvad man kunne have frygtet ville være en tur på udebane, både hvad angår omgivelser, spilletidspunkt og publikum endte med en lille sejr på en lille, hård hjemmebane. For at blive ved den slidte fodbold metafor lidt endnu, der kom mere bold i vejen senere på dagen, så er Dirt Forge måske ikke ligefrem FC Barcelona eller Brasilien, de er mere et klassisk engelsk arbejderklassehold. Muligvis ikke de dygtigste eller største på banen, men bloody hell om de ikke kæmper med det de nu har og vinder på fight og holdindsats”.

Loppen // d. 28/12 // Kl. 21.00 // 160 kr.

https://www.youtube.com/watch?v=XZL72uql0cw

Glædelig jul, godt nytår, ses!

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR, Dirt Forge på Roskilde Rising ’18

Previous articleMønsterrapporten: Samlet spilletid: Ca. 33 min. ★★★☆☆☆
Next articleSingvogel: Uh Ulvehånd ★★★★★☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.