Schultz and Forever: Grand Guignol ★★★★☆☆

0
450
views

Det store dukkespil, Grand Guignol, er titlen på Schultz and Forever’s længe ventede debutalbum, som er en alsidig musikalsk størrelse, som tematiserer overgange og opgør. 

Grand Guignol er Schultz and Forever’s debutalbum, men det har efterhånden også været længe undervejs, og følger op på 3 EP’er, der sikrede Jonathan Schultz’ projekt en del omtale. På EP’erne er der eksperimenteret med og sprunget mellem udtryk, og alsidigheden er kommet med på albummet, som i pressematerialet beskrives som “en coming-of-age plade i en ekstrem forstand”, da den omhandler Schultz’ opgør med sin opvækst, hvor han indtil gymnasiet gik på kristne skoler. Big Bang kom helt bogstaveligt til at sprænge hans verdensbillede i stykker, og en ny verden åbnede sig i kunsten, musikken og litteraturen.

Men hvordan lyder det så rent musikalsk? På albummets ni numre er det oftere tangenter, synthflader og trommer, der fylder i lyden, end guitar, og supplerer Schultz’ vokal, der altid er genkendelig, men samtidig meget varieret – fra let vrængende halvsnak til højstemt croon, nogle gange på samme nummer. For eksempel på ‘Exquisite Fruits – Ego Death’, der er blandt de numre man bider mærke i under de første gennemlytninger.

Albummet åbner med nogle dæmoner, der skal ud på ‘Demons’, eller måske er de der bare? “It’s like demons are thriving inside of me//I’m not free//Should I repent or give myself to Jesus?”, crooner Schultz, som bekender at han har forsøgt begge dele, mens nummeret bevæger sig over i noget, der næsten lyder som tilbagelænet, pianobåret soul-pop fra 70’erne. Måske ikke helt ulig noget Father John Misty kunne finde på – her dog knap så kammerpoppet og ironisk distanceret.

Schultz har bekendt sig til Nick Cave som stor inspirationskilde, men det lyder ind i mellem mere i retning af Cave’s yngre landsmand, Alex Cameron, som for eksempel på den melodisk stærke ‘Backwards’, hvor 80’er keys er et dominerende element, og det musikalske udtryk er mere letbenet end det lyriske. Det slutter endda så man vipper og nynner med til sidst, inden nummeret klinger ud.

Den ildevarslende betitlede ‘Satan is Coming’ indledes godt nok ominøst, men er også musikalsk lettere i tonen. “Satan is coming//And there’s no tomorrow” lyder det på det pompøse omkvæd, og så fornemmer man måske at det indre opgør stadig raser i Schultz – en samplet stemme undervejs er måske netop en del af det indre stormvejr.

Der er mere mørk lyrik på ‘Exquisite Fruits – Ego Death’, som leveres croonende på en bund af diskret percussion og brusende synths, inden tempoet sættes op og Schultz delvist snakke-synger, mens ‘Anxiety’ trods rumlende bas-udlæg hurtigt finder et lettere vuggende leje – hvor lyrikken igen står i kontrast til musikken. “You are killing me” synger Schultz henover “dah-ba-da-dah”-kor på omkvædet.

Mere uptempo-poprocket bliver det på ‘Interstate of God’s Children’, hvor der igen er en bismag af 80’er lyd, et udtryk, der faktisk fungerer ret godt for Schultz and Forever. Det er en lyd, der kan rumme noget af patossen i vokalen, og, som tidligere nævnt, fungerer i kontrast til de alvorstunge tekster. Nærmest luftigt indie-poppet bliver det på ‘Alone’, hvor Schultz bare gerne vil være alene, “without you//All alone”, mens ‘Make Beliefs That Resemble Everything’ bruger “baa-ba-ba-bah”-kor og call-response mellem guitar og keys og i det hele taget rummer en del fine nuancer.

Til sidst sætter guitarerne fart på lukkeren ‘Shade of Bliss’, der næsten lyder som noget Powersolo  kunne have strikket sammen med sin opskruede 50’er rock-lyd, ud over det vokalmelodiske omkvæd. Et punktum, der stikker ud på et ellers ret stilsikkert album, og som jeg måske egentlig helst havde været foruden – albummet virker på en måde mere homogent uden. Der er ellers nok af nuancer at gå på opdagelse i undervejs, det er ikke det, men lydmæssigt er der en stærkere rød tråd mellem albummets øvrige otte numre end mellem dem og ‘Shade of Bliss’.

Gennemgående lykkes Schultz and Forever godt med at iscenesætte teksterne om de indre dæmoner, opgøret med barndommen og kampen mellem Satan og Jesus, i et relativt lettilgængeligt musikalsk univers, hvor Schultz’ alsidige croon rummer mange følelser, og hvor kompositionerne ind i mellem også rammer gode melodier. Der er et anerkendelsesværdigt ambitionsniveau på albummet, som dog ikke helt slår benene væk under mig alligevel, trods, eller måske på grund af, kombinationen af patos og legesyge. Måske fordi det virker en smule konstrueret i modsætningsforholdet ind i mellem?

Omvendt er der også mange fine lag og detaljer musikalsk og lyrisk og det fortjener også kredit. Vi lander på 4 store stjerner.

Du kan finde Schultz and Forever på Facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.