Home Anmeldelser Live The Entrepreneurs + Rigmor, Forbrændingen, lørdag d. 23/10 – 2021

The Entrepreneurs + Rigmor, Forbrændingen, lørdag d. 23/10 – 2021

228
0

Den allerførste gang og de overvældende indtryk den efterlod. De tilhører fortiden. Nutiden var Albertslund, Forbrændingen en lørdag aften. Tilhører fremtiden mon poetiske Rigmor eller foranderlige The Entrepreneurs?

Jeg havde, endnu engang sadlet den trofast jernhest op og forladt hovedkontoret i Herlev. Rullede ud på de mørke, tiltagende efterårsramte cykelstier i og omkring København for, at fange noget livemusik. Jeg er inde i en fin stime med, at få indhentet noget af det Corona-forsømte. Denne gang er kursen sat mod Albertslund og Forbrændingen.

En rask lille tur på 45 minutter, så man lige kan nå at vende verdenssituationen med sig selv, resette og tømme det mentale askebøger og genoplade med tonerne af Rigmor og The Entrepreneurs i ørerne. En genopfriskning. Et forsøge på, at indhente noget af det forsømte også på den front.

Begge bands er navne, som jeg tidligere har fanget live, rost udgivelser fra og måske lidt mistet forbindelsen og kontakten til… “… jeg tror også bare at folk godt kan lide når ting er nye”, som The Entrepreneurs’ Mathias Bertelsen formulerede det, da vi snakkede med gruppen på Roskilde i 2015.

Jeg har fulgt de to bands perifert, fra sidelinjen, med et halvt ører. P6 spiller dem stadig. Eller igen? Same same. Forbrændingen nærmer sig, billeder fra en efterhånden fjern, og knap så fjern fortid med de to bands dukker op på nethinden. Umiddelbart kan det virker, som et mismatch med de to bands på samme plakat, sarte Rigmor og savende The Entrepreneurs. Som aftenen skrider frem, giver matchet dog mere og mere mening.

Et knap så stille Rigmor-skrig i mørket

Der er et ganske pænt fremmøde på Forbrændingen, folk hænger i krogene i det lidt specielle rum. Der er en trappe og rampe “ned” til scenegulvet og baren, som gør at det virker som om man “stiger ned” i Forbrændingen. Med scenen placeret på det, der i forhold til den brede trappe, der også fungerer som en art tribune, virker som den ene side, i stedet for en endevæg.

Omkring 30 publikummer, er stimlet sammen i mørket foran scenen. Det virker faktisk som om, at der er lidt summen og forventning i luften? Er Rigmors rygte løbet dem i forvejen? Har de medvind, derude på vækstlagets brede vidder? Er det en lille P6-effekt, kanalen har spillet deres singler ganske flittigt? Har folk hørt om skriget?

Skriget. Det var DER Rigmor for alvor ramte og indfangede mig. Deres koncert på Uhørt 2019 blev lidt af en milepæl for det unge band. Som kulminerede med et dybfølt skrig mod slut i nummeret “Rebel”, fra forsanger Sarah Wichmann. Jeg var tryllebundet, efter stille og roligt, at være blevet indfanget og indhyllet i den dengang helt nye aarhusianske gruppes poetisk indie/pop toner.

“Rebel” tilhører lidt bandets fortid, denne aften kigger de faktisk en hel del fremad. Vi får både nyere singler, som “Hva med dig selv?” og et hidtil u-udgivet nummer, der stammer fra bandets kommende album. De falder omkring midt i det knap 50 minutter lange sæt. Da har Rigmor for alvor sat tænderne i publikum, der hele vejen igennem koncerten lader til, at have lyttet koncentreret og med fokus på de 4 unge indie-musikere på scenen.

De er tilstede i nuet, både band og publikum. Der er ikke bare det sædvanlige, lidt pligtskyldige og høflige “opvarmningsbandbifald”. Publikum behandler Rigmor, som et værdigt hovednavn denne aften. Det smitter af på det umiddelbart sarte og delikate band, der under overfladen fremstår som en ulmende vulkan. Både musikalsk, hvor det blusser op i intense glimt og i gruppens poetiske tekstunivers.

Michael Strunge og hans smertelige, ungdommeligt rodløse, dybfølte og punk-energiske poesi var en vigtig og væsentlig inspirationskilde for de følsomme aarhusianere. Noget af et litterært udgangspunkt, en sværvægter indenfor nyere dansk digterkunst. En skikkelse hvis værk fyldte meget for min egen generation. I gymnasietiden var han pensum, og hans samlede værker fra 90erne stod på mangen en ungdomshybels borgreol.

Da var hans selvmordsramte krop (næsten) stadig små-lun, poesien nogenlunde frisk og myten i sin etableringsfase. Strunge tog sit eget liv i 86, vi terpede hans neon-blinkende, beton-tyngede og asbest-inficerede plastik-poesi i 96. Rigmor lånte, opdaterede, satte musik til og byggede ovenpå 25 år senere.

Der synges om Strunges plastiksol fra Forbrændingens scene under åbningsnummeret. Den pinte poet stikker igen den blege snude frem senere i sætte, da Rigmor blotter følelserne på “Det er min egen skyld”. “Nu spiller vi et stille nummer”, indledte Wichmann med fra scenen. Hun, og bandet, er vokset som performere siden Uhørt, hvor de allerede var gode. Nu fremstår de mere sikre, og dermed også mere “loose” og samtidig selvsikre, på den måde rutine kan manifestere sig.

Wichmann, der kan have et lidt distanceret og fjernt blik og aura, som om hun forsvinder ind i sang, lyrik og musik, kigger intenst på en blandt publikum under det stille nummer. Et godt “trick”, der virker. Der skabes nærhed. En forbindelse mellem band og publikum, hvor sangen får lov til, at vokse og få endnu mere liv. Vi synker helt ind i væggen og ind i mørkets tryghed, Strunges ord strømmer fra en ny kilde. En anden generation end min. En fortsættelse, og samtidig noget helt nyt.

En ny generation, der suger kreativitet fra en af de samme kilder, som min generation dyppede snablen i for 2-3 årtier siden. Jeg føler mig gammel, men kun i et flygtigt øjeblik, da tanken om fortiden strejfer mig. Nutiden tilhører Rigmor denne aften, hvor de viser, at der er sket en del siden jeg oplevede dem på Vesterbro for 2 år siden. Det er et band, der tydeligvis udvikler sig, vokser og afsøger. På godt, og lidt ondt, når det gælder at omsætte det til koncertformatet.

På Uhørt havde de nok ikke meget mere materiale end de kun lige kunne fylde 30 minutter ud. Nu spiller de 50, og kommer udtryksmæssigt ret vidt omkring. Det går lidt ud over den homogenitet, som prægede Uhørt koncerten. På Forbrændingen flakker Rigmor lidt mere, hvilket giver et sæt, der fremstår en kende mere ujævnt. Ikke nødvendigvis dårligere, bare mindre sammenhængende. Det stritter i lidt flere retninger, der prøves grænser af.

Af og til er Rigmor lige ved, at sprænge rammerne, og sig selv. Under “Træ”, i begyndelsen af koncerten, virker det som om, at især bassisten og trommeslageren virkelig skal koncentrere sig om, at styre sig og ikke lade vulkan gå i for tidligt udbrud. Der holdes igen, de brusende musikalske bølger forsøges inddæmmet. “Træ” og dens stamme er stabil og stillestående, men det rusker i den grad i bladene.

De blæses dog hurtigt af, da stammen i bandet ryster så meget, at Forbrændingen skælver. Rigmor viser, at der er bid i gebisset, så tænderne klaprer. Man, glemmer for en stund, at der faktisk er små-koldt i lokalet pga. en kold brise fra den åbne hoveddør. Indledningsvis satte jeg pris på, at jeg havde valgt lange underhylere til cykelturen, nu giver Rigmors musikalske vulkans opblussen varme baller.

Der kommer mere rytme og tempo i sættet med den efterfølgende “Det er lige meget”. Hvis det er noget, det ikke er, så er det lige meget. Både publikum og band FØLER, det her og er tilstede i det der “nu”. Det lover godt for Rigmors fremtid. Sangen indledes med en trommemaskine, en tilføjelse, der går igen flere steder, sammen med noget backtrack hist her. Maskinelle tilføjelser til gruppens ellers organiske og skvulpende, varme lyd, som jeg ikke erindrer om de også havde med på Uhørt?

“Er du i stykker, er du itu”, spørges der fra scenen. “Løber du panden imod min mur”, støjen tager over, instrumenterne blusser op. Pludselig afslører den ellers besindige og tilbageholdende Rigmor sig, som værende et iltert og temperamentsfuldt, larmende bæst og koblingen til The Entrepreneurs giver fuldstændig mening.

En ulempe ved disse passager med passioneret vildskab er, at det tager noget af effekten fra bandets afslutning på koncerten. Vi får, naturligvis “Rebel”, som ekstranummer og lukker. Og det der famøse skrig, der fejede bentøjet væk under mig på Uhørt. Nu har jeg allerede set og mærket Rigmor lette på vulkanens tryk i løbet af sættet, hvilket kan være fornuftigt nok. Men, det frarøver, det ellers imponerende, afsluttende skrig lidt af sin virkning.

De lange underhylere blev, måske ikke blæst af mod slut. Men, Rigmor viste, at de slet ikke er færdige med, at udvikle sig som band. Eller, fremtiden er skrevet, hvad retning og lyd angår. Det gav, momentvis et lidt stilistisk flakkende sæt. Men ikke famlende, Rigmor viser leveringsmæssig ingen slinger i indie-valsen.

Rå og “nøgne” Entreprenører i konstant udvikling

Efter en tur ud i kulden for, at se om jernhesten stadig var tøjlet, hvor jeg efterlod den, vendte jeg tilbage til varmen med lidt tjære i lunger og sjæl. Eller, varme og varme, det var sgu’, som nævnt en kende køligt i Forbrændingens nedsunkne lokale. Hvor de, muligvis havde sparet lidt på varmeregningen, så havde The Entrepreneurs også sparet på sceneopsætningen.

Det var spartansk, stripped to the bone og lige på og råt. Absolut intet, som kunne fjerne fokus fra trioen og deres musik. Intet bagtæppe, ingen rekvisitter, ingen pynt og patina, bare tre musikere og deres instrumenter. Selv lysshowet virkede bevidst nedskalleret til et absolut minimum.

“The Entreprenuers har umiddelbart “hele pakken”, styr på deres stil og lyd, kan appellere nogenlunde bredt og udenfor en snæver niche eller tillukket undergrund, men uden at miste kant og virke for mainstream”.

Sådan skrev jeg, efter at have oplevet The Entrepreneurs live første gang. Det var på Rising Scenen, på Roskilde Festival, en mandag aften i 2015. “Hele pakken”… de havde bestemt noget, og lod til at have godt med upcoming-medvind dengang. Senere på året cementerede de førstehåndsindtrykket, da de blæst af sted på scenen i Lille Vega.

Nu er der gået 6 år, og det er på en eller anden måde lykkes mig, ikke at fange larm og romance bandet live siden dengang?! Man har jo så travlt med hele tiden, at opdage nye fremadstormende navne og hele tiden bevæge sig videre til det næste.

De lægger fra land, som havde de fanden i hælene på Forbrændingen med den gamle “klassiker” “It Strikes Again, Love”. Fuld fræs, stålsat, viljefast og stram som en ung rockstjerne røv i læderbukser. Man kan næsten ikke nå, at tage det ind, inden den velsmurte rock-ræser trio fyrer videre derudaf med “Joaquin”.

Vokalen sidder lige i skabet, han kan satme synge, ham Bertelsen i front. Der er noget Brian Molko fra Placebo over hans klang og visse fraseringer. Men, i en mere high pitched, tempofyldt og lettere “manisk” udgave. Han kan også med sindsro koncentrere sig om sang og guitarspil, der er totalt styr på bas/tromme-maskinrummet, som omgiver ham.

Stammen i The Entreprenuers blev plantet allerede i gymnasietiden, hvor bassist Anders Hvass og sanger og guitarist Mathias Bertelsen mødte hinanden. Teenagere i Thy, man kan næsten høre og fornemme den ungdommelige energi og udlængslen, sigtet over Vesterhavet og Nordsøen mod de britiske øers musikscene, blafre i Vendsyssels stærke vestenvinde.

Senere kom trommeslager Jonas Wetterslev til, efter The Entreprenuers for en tid etablerede sig på den blomstrende Thy’ske musikscene, som en duo med en trommemaskine. Det maskinelle beat og drive kan stadig fornemmes i deres musik. Ikke mindst på debut-udgivelsen og deres første singler.

I mens jeg står og tænker fortid og genbesøger den her, så er bandet på ingen tid nået frem til “Say So”, en af de trioens nyere numre. Tempoet er hæsblæsende i uforandret grad, noget det har taget med fra bandets ungdom. Det er et nummer, der samtidig viser, hvor meget de også har rykket sig. Det er mere eksperimenterende i sin form og lyd, bygget ovenpå fortidens fundament. Det har stadig en genkendelig sangstruktur, men bandets lyst til, at lade det stritte og fremstå mere ufriseret skinner igennem.

Selvom de smækkede et catchy og passende label på dem selv og deres musik, “noise and romance”, så manglede The Entreprenuers måske stadig, at finde dem selv og deres endelige form, dengang jeg oplevede dem live i 2015. EPen Tony Rominger, en lettere obskur reference til en schweitzisk cykelstjerne fra 90erne, som man nok skal være vokset op med Tour de France på TV2 og Mader og Leth for, at fange eller kunne relaterer til, fik dem ikke på podiet.

Jeg var ikke vild med produktionen, og syntes sangene mistede noget pondus og nerve i forhold til live- og singleversionerne. EPen kastede lidt P6 airplay af sig, noget trioen aldrig har haft problemer med, at opnå. De fulgte 2016 debuten op med et egentlig debutalbum, kaldet Noise and Romance, i 2018. Da var bandet, af mange grunde, røget lidt af min radar, udover de singler jeg fangede i radioen.

Da de førte numre fra deres aktuelle album, Wrestler, ramte æteren var jeg i første omgang ikke videre fanget eller pirret til, at genoptage lydromancen. Jeg vil dog gerne rose The Entrepreneurs for, at gå deres helt egne veje med deres seneste singler. Det er ikke numre, som stilistisk eller form var oplagte singler. Modigt.

Det er også med numre fra Wrestler, som “(What’s So Fucking Strange About) My Idea”, “What’s Up With Your Head” og titelsangen, at koncerten for alvor skifter form og retning. Efter den hæsblæsende start, der næsten kunne efterlade en stakåndet og halsende efter bandet med en bøvs fra den cola, der blev indtaget under Rigmor, siddende i klemme, kunne det føles som et lille tab af momentum.

Jeg synes dog ikke, at koncerten decideret dykkede, eller dalede i intensitet, men den drejede i en markant anden retning. Det blev mere løssluppent. Ikke kun musikalsk, hvor The Entreprenuers virkelig får leget med form og indhold på de nævnte tre numre. Hvor det veksler mellem det spruttende og hakkende, over til det tågede og udsvævende på “Wrestler”. Også på scenen, hvor Bertelsen viser sig, at være i det hyggesnakkende hjørne.

Det bryder med det noget tilknappede og stramme udtryk, og også med det image, som et band af få ord, no nonsens, fuld skrue og ingen svinkeærinder, jeg fik for år tilbage. Måske er bandet bare faldet mere til ro, har fundet deres naturlige “groove” og er tilpasse med deres nuværende position? Efter mange år med hårdt arbejde på al verdens upcoming scener, er det, åbenbart stadig “bare”, at spille for 30 mennesker en tilfældig lørdag aften i Albertslund.

Al ære og respekt for det, og det er der ABSOLUT intet galt i. Overhovedet. Men, det viser nok også, at den buzz og hype, som bandet havde for 6 år siden, aldrig helt blev omsat, eller vekslet til noget større. Det var ikke The Entreprenuers forundt, at blive store rockstjerner. Det vindue, hvis det stod en lille bitte smule på klem dengang, er nok lukket nu. Og bandet virker i den grad som om, at de har affundet sig fuldstændig med omstændighederne.

Det giver dem også frihed til, at gøre fuldstændig som det passer dem. At blive ved med, at eksperimentere med deres lyd, gå deres helt egne veje og ikke følge andre spilleregler end dem, de selv laver. Og tilmed hygge sig med det, også i Albertslund. Det er sgu’ ikke den værste position, at befinde sig i, vel?

Heller ikke den værste koncert jeg har overværet, men heller ikke den bedste The Entreprenuers koncert. Den har jeg sikkert allerede oplevet, dengang. Dengang vi alle var yngre og et andet sted i livet. Nu står vi her. Det var som end også hyggeligt nok, selvom man godt kan savne følelsen af, at blive blæst bagover af noget man ikke kender, første gang man oplever det. “It Strikes Again, Love”, bare ikke helt så hårdt og virkningsfuldt som den allerførste gang…

Således smeltede fortid, nutid og fremtid sammen til en ganske fornøjelig aften på Forbrændingen. Det kunne man så forsøge, at lade simre og varme sig lidt med, mens jeg rullede ud i den klare oktober aften og satte kursen mod halv-kolde Herlev.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleDe Efterladte: Skrevet i sand (Album/Anmeldelse)
Next articleIlldisposed, Voxhall, 23/10 – 2021 (Live/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.