Fribytterdrømme + The Entrepreneurs, Lille Vega, d. 16/10 ★★★★★★

0
1950
views

To “upcoming” bands formåede i går at sælge Lille Vega ud, uden selv at sælge ud, selv om de trak både mand, mus og et lidt hipt in-crowd til Vesterbro. Musikalsk efterlod hverken Fribytterdrømme og The Entrepreneurs mange spørgsmålstegn, de leverede hver især, og på meget forskellig vis, blændende koncerter.

Klokken viser i skrivende stund 00.52, normalt er jeg typen der ynder at sove på en live anmeldelse, inden jeg farer til tasterne. Liiiige give indtrykkene lidt tid til at sive ind, bundfælde sig og undgå spontane knee jerk reaktioner. Men i dette tilfælde gør jeg lige en undtagelse.

Det jeg oplevede i et stopfyldt, og halv-varmt vil jeg lige tilføje, Lille Vega her til aften levede nemlig især af sin umiddelbarhed og de tanker der for gennem hovedet på mig i mens Fribytterdrømme og The Entrepreneuers, på hver deres måde, holdt publikum i et jerngreb og fik entusiasmen til at bryde løs i salen.

Det var, ikke mindst, en aften i kontrasternes tegn, både musikalsk, attitudemæssig og hvad virkemidler og fremgangsmåde angår. Faktisk så meget, at det kunne undre en, hvorfor og hvordan disse 2 bands var endt på samme plakat som udgangspunkt? Var der en booker der havde lyttet til P6 Beat eller haft fingeren på hype-pulsen og slog til?

Fribytterdrømme
Fribytterdrømme

Der var dog alligevel en række fællesnævnere, selvom de to bands på papiret ligger meget langt fra hinanden. Fribytterdrømme, og deres poetiske, flimrende, organiske, følte og nærmest sanselige psykedeliske toner og The Entrepreneurs stramme, stringente, stilrene og på mange måder kontrollerede udtryk. Umiddelbart noget af en kontrast, men alligevel med en række fællesnævnere, hvor det hele endte med at give utrolig god mening, spejle sig i hinanden og ikke mindst blev en musikalsk helt forrygende aften.

Selv om udstrålingen på og fra scenen næsten ikke kunne være meget længere fra hinanden, med de 7 på hver deres måde flagrende fribyttere, med hver deres distinkte persona og de 3 entreprenører, mutte og fokuserede, badet i blinkende stroboskop lys og alvorstung attitude og atmosfære. Selvtilliden. Troen på materialet. Sammenspillet. De musikalske muskler. Sulten. Glæden. Sætlisten. Det havde de til fælles.

Indledningsvis var jeg ikke helt solgt på, og revet med af, The Entrepreneurs, selv om de fyrede en af de trumferne, “It Strikes Again, Love”, af som andet nummer. Jeg tror ganske enkelt ikke at sanseapparatet var helt klar efter endnu et triumftog fra Fribytterdrømme, der åbnede aftenen. Et band som jeg har meget, meget svært ved ikke at sætte op på en piedestal, hvor jeg muligvis ender med at gøre dem en bjørnetjeneste.

The Entrepreneurs
The Entrepreneurs

De rev fuldstændig benene væk unde mig med et skvulpende trip på Stengade tidligere i år, gårsdagens koncert nåede måske ikke samme transcenderende højder, men til gengæld var jeg så nærværende nok til, at sætte pris på nogle andre ting. Blandt andet sammensætningen af sætlisten, som jeg synes sad lige i skabet, og var blevet twistet lidt siden sidst jeg svævede væk på det magiske tæppe. Tæppet hos Fribytterdrømme er nemlig ikke flyvende, det er magisk, men et eller andet sted et jeg nok klar til, at der bliver lagt linoleum i dansk psych-rocks drømme-stuer. Ikke flere tæpper af nogen slags i teksterne, tak.

Nuvel, Fribytterdrømme lagde ud med kun to mand på scenen under den sømandsvise klingende “Kviksand”, der afslutter debut-albummet Labyrintens Farver, inden resten bandet luskede på scenen da det fine nummer bølgede ud. Så gjorde det ikke så meget, at det lød som om der var en smule pitch på vokalen i første strofe. Det er jo bare mennesker for helvede. Og DET er en af Fribytterdrømmes HELT store forcer, at selv om de virker enormt sammenspillede og rutinerede, så er deres sange og performance så levende og ånder så meget, at der er plads til små-fejl, udflugter, side- og krumspring. Uden at det løber af sporet. Det er simpelthen i live.

Fribytterdrømme
Fribytterdrømme

Anderledes “rent” og tøjlet virker det hos The Entrepreneurs, der med lyden skruet op på 11 bankede igennem det ene stramt komponerede, og eksekverede, uudgivede nummer efter det andet. Uden at fortrække mange miner eller med antydningen af sprækker i den mørkt tonede, melodisk støj-rockende facade. Og dog. Anede man et et smil hos frontmanden, der ikke kunne holdes tilbage, under den stormende begejstring der mødte “Brutal Summer” sidst i koncerten? Det er sgu’ også et fedt nummer, så man forstod både at salen for alvor kogte på dette tidspunkt, og at frontmanden reagerede på det.

The Entrepreneurs store styrke ligger ellers i, at deres storladne støj-udladninger bare for lov til at tale for sig selv, og blive banket ud i smasken på publikum i takt med det epilepsi-fremkaldende lys, uden nåde. De følelsesladede knæk og ture op og ned i registret på vokalen, mens musikken banker ubønhørligt løs, behøver ikke yderligere forklaring. Men måske musikken i længden ville vinde på, at det ikke lyder som om den samme formel bliver anvendt i lidt for mange numre?

The Entrepreneurs
The Entrepreneurs

Den slags småting behøver Fribytterdrømme ikke bekymre sig om, deres materiale og opbygningen af numrene er så rigeligt varieret. Bandet virkede som om de næsten har fundet det perfekte sæt, hvor “Himmellegemer” for alvor fik sparket koncerten i gang og sendt op i mod skyerne, inden vi trippede ud i den varme, psykedeliske “Ørken”. På daværende tidspunkt var jeg allerede ved at være godt mør i anmelder-armen, citronmunden var tøet op og jeg tog mig selv i at stå og klappe og synge med. Fy for helvede!

“Mod fribytterdrømme for drømmefangere // I serafens funklende teater // Under sølvmånens ætsende tåre // Kan jeg føle din smag og smage dine følelser”, lyder det i den fremragende “De Konstruerede”, der indledes med et messende “jeg har et vinduet hvor solopgangen går ned”. Jeg ved hvordan det ender, og jeg ved hvordan det brænder, solnedgangen går op – og alt det der.

Fribytterdrømme
Fribytterdrømme

Min umiddelbare tanke var, at et band som Fribytterdrømme måske kunne komme lidt til kort overfor et fyldt, og inden koncerten vold-snakkende, Lille Vega, hvor man kunne formode at en del af publikum måske var ude og se giraffen, fordi det havde de fået at vide de skulle. Kort sagt, at de ikke kendte sangene og koncerten ville lide lidt under det, i forhold til Stengade triumfen, hvor alle virkede som fans af gruppen. Det skete bare ikke. Folk brugte generelt munden til at juble og ikke til snak? Stemningen nærmede sig nogen gange endda kogepunktet, så man som snobbet anmelder måtte pakke sin fine fordomme i lommen og tænke, “nå ja, ok, så kan jeg nok ikke have dem ‘for mig selv’ meget længere”.

Det samme gør sig gældende for The Entrepreneurs, der jo som nævnt kun har 2 numre ude, så folk kendte enten ikke de andre numre, eller har været til så mange koncerter med trioen, at de har fået fat i mere af materialet. Eller også ER The Entrepreneurs bare SÅ godt et live-band, at det er lige meget – de vinder alligevel til sidst?

The Entrepreneurs
The Entrepreneurs

Gruppen udstråler, under det mørke og reserverede udtryk, en eller anden fascinerende flammende galskab og en indebrændt energi, der får det til at virke som om det hele kunne selvantænde eller eksploderer hvert sekund. Men også en form for aparte og barok humor af en art, som i nummeret om manden der møder en måge. Fedt nummer, skæv tekst – det af den jeg opfangede.

Materialet bliver leveret med overbevisende autoritet og trods det lidt tilknappede udseende, også med følelserne ude på tøjet. Det virker nemlig som om der er masser af drama og højstemte følelser til stede i numrene, det bliver nærmest en form for larmende melodrama – på den fede måde. Et højdepunkt indtraf for mig i det nummer jeg så af mangel på bedre, og viden, må kalde “Believe”, som jeg også syntes stjal showet, da The Entreprenerus imponerede på Rising Scenen tidligere i år.

Eneste rids i den flotte lak var slutningen. De skulle aldrig være kommet tilbage og have spillet det ekstranummer, så det glemmer vi lige. For mig stoppede deres koncert med et langt, langsomt udviklende og slutteligt intenst glødende nummer, der lukkede sættet på fuldstændig formidabel vis. Det startede drømmende og svævende og kulminerede, efter et perfekt timet tilløb, i rensende forløsning. WOW! Aldrig gå på igen efter den!

Fribytterdrømme
Fribytterdrømme

Da havde jeg for længst pakket notesblokken væk, den kom faktisk aldrig frem igen, efter fotografen udbrød “man får helt lyst til at have bare tæer”, da Firbytterdrømme fyrede “Kosmonauten” af til vild jubel i den medlevende sal. Nå, den kendte de sgu’ nok fra P6, hva’?! Ok, alle sætter sig ned under bandets nyeste single, “Fribytterdrømmen”, hvilket er kutyme (lærte jeg selv på Stengade), så er der sgu’ nok nogen der kender mere end “radio-hittet”!

Indrømmet, der var da også lige nogle klynger af folk hist og her i salen, der kiggede lidt undrende på folk, da de begyndte at parkere bagpartiet i øl-sjatterne på Lille Vega’s gulv, et par minutter inde i det 20 minutter lange, dvaskt vuggende, nummer. Men satte sig, det gjorde de. Mens Lau Pedersen i front, inspireret af digter Tom Kristensens ord, tog os med helt ind i fribytterdrømmen, væk fra Vesterbro og ud i natten. “Har du indtaget lidt for meget af regnbuens væde”? Det ved jeg ikke, har jeg??

Er en fribytter ikke en sejler? Er en fribytter ikke en samler? Er en fribytter ikke en drømmer? Er en fribytter ikke en skaber? Lyder det spredt ud i nummeret. Fribytterdrømme sejler på psykedeliske vande der trækker tråde helt tilbage til 60erne og fremefter, samler det op i deres musikalske net de føler for, tilsætter de poetisk drømmende tekster og skaber noget jeg synes faktisk føles nyt, og ikke som en kliché – selvom jeg har forståelse for, at nogen ville synes klichéen lurer i baggrunden et sted.

_MG_7226 (3)
The Entrepreneurs

Det samme gør sig gældende hos The Entrepreneurs, her kunne man fristes til at isolerer referencer til Joy Division, Placebo og et væld af mørk klædte støj-bands, men de genkendelige grundelementer til trods, så ender det alligevel med at fremstå som en nyfortolkning af noget gammelt, og ikke en sammensmeltning af klichéer. Om det så er de medrivende melodier, den overlegne vokalpræstation eller de bastante trommer, der får referencerne til at virke lige gyldige i øjeblikket?

Hvor The Entrepreneurs lige gav et nummer for meget, de skyldte bestemt ikke det overrumplede publikum noget, så fik Fribytterdrømme afsluttet trippet på perfekt vis, med den netop trippede og hypnotiserende “5 Er Det Magiske Nummer”. Smittende fra de første dansevenlige rytmer, salen var med, så forsætter den, og forsætter, og forsætter, går ned i tempo, bliver mere og mere repeterende, indtil den fantastiske ko-klokke tager over og begynder at dikterer nummeret. Publikum fik armene ned, men begyndte i stedet for, frivilligt eller ufrivilligt, at stå og små-danse/trippe på stedet, mens nummeret ulmede videre. Forløsningen blev en eksplosion af psykedelisk rock for fuld udblæsning, hvor frontmand Lau heller ikke kunne styre kroppen længere og dansede rundt som en kombination af en drømmemaner/shaman og en farverig fugl der gør kur til sin mage.

5 ER det magiske nummer, men jeg skal ikke kunne sige hvorfor!

Fribytterdrømme
Fribytterdrømme

I overskriften står der 6 stjerner, de er sådan lidt til deling på tværs af de to bands, der på hver deres måde leverede til topkarakter denne aften, hvor meget forskellig artede toner og udtryk fik lov til at smelte sammen. Var det perfekt? Nej, vores skala dækker heller ikke “det perfekte”, de 6 stjerner signalerer, at jeg ikke kan se hvordan det skulle være gjort meget bedre indenfor den ramme der er stille op.

Både Fribytterdrømme og The Entrepreneurs fremstod som bands der lever på en scene og fik smittet en udsolgt sal med disse vibrationer. Så kan man næsten ikke forlange mere.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard Thomsen/GFR

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.