The Devil’s Tiny Chains: Goodbye Lucky ★★★☆☆☆

0
512
views

The Devil’s Tiny Chains er klar med nyt album, hvor man endnu engang rider ud på de støvede, nordjyske vidder, bevæbnet med guitar, dobbeltvokal og små, country-folkede numre. Over 10 numre bliver det dog en kende forudsigeligt.

Det er sådan set det værste jeg næsten kan finde på, at sige om Rune Dollerup Larsen og hans country-western bandes sympatiske Goodbye Lucky (Luke? Ja, det er vel oplagt at spørge om?!). I løbet af 10 numre er det som om, at universet bliver lidt for lille og bogen med sangskriver-tricks bliver opbrugt.

Musikalsk er det vellydende og nydeligt udført på de fleste punkter, men det gør også at det hele føles lidt “sikkert” og pænt. Der tages ikke mange chancer her, men på den anden side synes hensigten også at være, at holde sig indenfor genrens traditioner og ramme.

“There is blood in the streets, now they got fire in their eyes… someones gonna die tonight”, lyder det dramatisk og ildevarslende i “It Won’t Make It Alright”. Leveret ret konstaterende og som et uundgåeligt faktum med flot vokalarbejde fra Larsen og…? Ja, hvem er det egentlig? Det fremgår ikke af det fremsendte materiale, hvem kvindestemmen tilhører, og det er ikke lykkedes mig, at finde oplysninger andre steder? Er det meningen? Ellers virker det lidt sjusket.

Noget andet der irriterer mig lidt er, at sangene ikke er nummererede på nogen måde, eller at tracklisten fremgår af det tilsendte, så efter endt download aner jeg sådan set ikke hvilken rækkefølge sangene falder i… det er måske lige meget, men måske er det ikke? Hvem ved…

Og se, så er jeg allerede lidt afledt fra det, som det hele burde handle om, nemlig musikken. “It Won’t Make It Alright” er et rigtig fint nummer, hvor især kvindevokalen og de kontraster det giver fungerer rigtig godt, ligesom “uh uh uh” delen giver et hjemsøgt skær, som en form for kig ind i fremtiden, hvor folk allerede er døde.

Der er mere knald på et nummer som “L.B. Schmidt”, der er country rock ‘n roll i trampetempo med en fortælling om en der falder ud af et vindue fra anden sal – og dør af det. Det er jo ærgerligt! I modsatte musikalske grøft finder vi et nummer som “Out Of This World”, hvor tempoet er sat helt ned, månen er ved at komme frem og eftertænksomheden sætter ind. Det lyder ganske stemningsfuldt, men fælles for de to numre, og andre, er at det selvom det lyder flot mens musikken spiller, så rodfæster det sig ikke for alvor i mig. Det bliver sådan lidt, “nå ja, fint nummer, nå, næste”.

I sidstnævnte er der også et eller andet ved Larsens vokal, som prikker en lille smule til mig – de forkerte steder. Det bliver endnu tydeligere i “Sweet Little Sister”, hvor der er et eller andet ved den engelske udtale og intonationen, der kommer til at lyde temmelig belastende. Som et dansk 90’er grunge/rock band, hvor det kommer til at lyde lidt karikeret, eller påtaget, med en amerikansk accent. Stemmen er ellers god, men sangstilen bliver lidt for meget for mig over et helt album. Men det er nok en smagssag!

Min favorit på albummet er nok den murder ballad møder Neil Young klingende “Too Easy Blaming America”, der, om ikke tager Amerika og deres rolle i verden i forsvar, så i hvert fald peger en tiltrængt finger mod Europa og deres rolle i verdenssituationen. Her kommer vi for alvor ud over de lyriske stiløvelser og små fortællinger fra det vilde vesten. Fed vinkel og musikalsk tilbageholdende, kontrolleret og lækkert udført.

Også den (selv)reflekterende “Heal”, der er blevet til i samarbejde med Claus Flindt Bjerg fra beslægtede SuperScum, er en vellykket, eftertænksom skæring, hvor der skabes atmosfære og virkning med ret nedbarberede og enkle virkemidler. “I’ve been running for way too long // I’ve been hanging on to trouble like a loaded gun”. lyder åbningslinjen bekendende fra Larsen, mens musikken langsomt og sagte traver ud mod solnedgangen. Inden vi når helt derud, træder Bjerg ud af skyggen og ind i nummeret med sin fine vokal og giver lidt tiltrængt variation, til den ellers fine vokalformel The Devil’s Tiny Chains kører. Men lidt afveksling skader jo ikke.

Men på Goodbye Lucky får vi så også numre som “Cash n cars and burning stars”, hvor der går lidt swinging boogie country i den. Desværre virker det lidt stivbenenet for mig, ligesom det ikke er min favorit hvad brugen af vokalerne angår. Eller “Come What May!”, en minimalistisk sag, hvor unison sang er det bærende element. Her synes jeg faktisk indpakningen, stemmerne, er rigtig indbydende og løfter nummeret, men indholdssiden trækker så i modsat retning, med en, sikkert behjertet, tekst, der bare bliver lidt… en kliché?

My heart is broken and my smile is stolen
I lost my job and I can’t quit smoking
Take me down to the valley where fields are green (x2)
Come what may…

Eh, det lyder godt når de synger ordene, men der er et eller andet der gør, at jeg bare ikke synes det er nogen særligt god tekst. Jeg kan godt se og høre hvad der sigtes efter, men det er som man rammer stolpen og bolden ryger ud igen.

Det er måske lidt den overordende følelse jeg sidder tilbage med efter, at have lyttet Goodbye Lucky igennem nogle gange. Det kører fint på mange punkter, men vi mangler lige det sidste, og så ender det hele lidt uafgjort. Om man så synes det mest er en halv sejr eller et halvt nederlag, er vist op til en selv.

Er du til country/folk i den vellydende ende af spektret, så kan du dog roligt give det her et skud og se om det er noget for dig. Vi ender på en middel karakter med pil op ad.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg The Devil’s Tiny Chains på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.