Home Interviews Hardrock uden begrænsninger – Interview med Black Oak County

Hardrock uden begrænsninger – Interview med Black Oak County

2012
0

Black Oak County fra Esbjerg spiller rock, amerikaner rock i bred forstand, og er ved at have lidt vestenvind i sejlene efter udgivelsen af deres debutalbum først på året. Vi har fanget bandet, som kan opleves til Nordic Noise Rock Festival i København i weekenden, til en snak om løst og fast.

“Det er en vej belagt med store, rockende riffs og masser af attitude og energi, med en forsanger bag rattet, som giver den fuld pedal – Black Oak County er et band, der på alle måder er larmende og VIL høres!”.

Således skrev jeg i begydelsen af min anmeldelse af nævnte album debut fra hårdt rockende Black Oak County, men hvad gemmer der sig bag amerikansk inspirerede rockmusik?

Bandintroduktion! Hvem er I, hvad laver I og hvordan fandt i sammen?

Black Oak County er:

Niels Beier – Vokal, guitar

Jack Svendsen – Guitar

René Hjelm – Bas

Mike Svendsen – Trommer

Vi startede i sommeren 2012. Jack og Niels havde mødt hinanden til en lokal koncert, hvor de faldt i snak, og Jack spurgte Niels om han ikke kunne være stand-in i et band Jack havde sammen med René. Da det var overstået, fortsatte Jack og Niels med at mødes, og begyndte at jamme sammen. Mike (Jack’s storebror) kom med ind til vores jam- sessions, og vi fandt os en bassist, som senere blev erstattet af René.

Vi spiller hard rock – mange anmeldere kalder os alt muligt, som vi umiddelbart ikke identificere os med, men som klart er genrer vi lytter til; southern rock, metal, etc. Vi har altid “sat os” på hard rock, fordi det giver en masse muligheder – mange flere end hvis vi sagde vi spillede southern metalcore eller whatever. At låse sig fast på en specifik genre føler vi ville være en alt for markant begrænsning for os!

Egentlig er vi lidt af alt muligt. Vi elsker Black Sabbath, Black Label Society, Motörhead, Black Stone Cherry, foruden alle klassikerne (AC/DC, Led Zeppelin, Aerosmith, etc.), og flere hundrede andre bands hver især. Det gør der kommer mange forskellige input, og sangidéer, der er all-over the map!

Med det af vejen, I startede i 2012, hvordan har de første 5 år været for Black Oak County. Hvad har været højdepunkterne hidtil?

SLET ikke dårligt! Vi er på mange måder kommet godt fra start: vores første show i hjembyen Esbjerg var på Tobakkens store scene, som er byens største venue. Allerede der stod vi lidt med tanken “Det kunne godt gå hen og blive ret fedt, det her!”.

Der har været mange højdepunkter – nogle af de største var dog nok da vi fik muligheden for at supporte D-A-D i Esbjerg. Men på en helt anden måde har det være mega fedt, at sidde med vores færdige plade i hånden, både vinyl og cd: det var stort for os alle sammen, og en kæmpe drengedrøm der gik i opfyldelse – foruden hvor fedt det var at indspille den plade i Hansen Studios.

Et af de kommende højdepunkter bliver klart også at supporte The Dead Daisies i Amager Bio d. 8. juni. Vi glæder os!

I udsendte jeres debutplade tilbage i januar, hvad er det for en krabat og hvordan har I oplevet modtagelsen?

Det var egentlig en plade, som slet ikke skulle ha’ været en plade til at starte med.

I 2015 gik vi i studiet, for at lave en 6-tracks EP, som vi ville bruge som et slags visitkort til spillesteder, festivaler, bookere, med mere. Inden da havde vi indspillet en demo på 3 numre, og vores sangskrivning var virkelig kommet langt siden vi lavede den i 2013.

Efter vores EP var færdig fik vi den sendt til Mighty Music, for at høre om de var interesserede i at udgive den, men de ville gerne ha’ vi havde mindst 8 sange, før de ville udgive det på deres pladeselskab: så vi gik i studiet for at lave nogle flere sange, og endte op med en 10 numre lang debutplade.

Vi trackede i Hansen Studios, sammen med Jonas Haagensen (Aphyxion guitarist/producer). Valget faldt på Hansen, fordi det var det mest nærliggende. I København har vi gode kontakter i f.eks. Medley Studios, men det blev noget rod at få fragtet alt vores grej til/fra Kbh, med indspilning over flere weekender. Det gav simpelthen ikke mening rent økonomisk. Så vi valgte Hansen, da det lå kun 30 minutters kørsel fra vores øvelokale – og så er der jo kommet nogle fuldstændig fænomenalt vellydende plader ud dernede fra i årenes løb!

Hansen Studios var meget besøgt i den tid vi var der – vi måtte indspille i off-hours, da studiet var booket af Dizzy Mizz Lizzy, Volbeat og Amaranthe, samtidig med vi trackede. Så det kostede mange sene nattetimer.

På pladen finder man lidt for enhver smag: der er en ballade, der er noget der minder lidt mere om metal, noget mere “southern”, noget tungt, og noget hurtigt. Vi er meget tilfredse med hvordan det hele hænger sammen, da vi har formået at opsummere hvad vi “er” – eller i hvert fald hvad vi var tilbage i 2015.

Sangene handler om alt fra utroskab, ulykkelig kærlighed, til en “hyldest” til en lokal alkoholiker, og om at være bange for mørke som barn.



 Artworket er lavet af Design By Disorder fra Canada, som har lavet masser af fede designs for blandt andre Aerosmith, Mötley Crüe og Sweden Rock Festival. Han har lavet alle designs for os, om det så har været til merch, pladecover eller andet. Vi er meget glade for vores samarbejde med ham.

Tilbagemeldingerne har været virkeligt positive! Vi havde lidt en dårlig fornemmelse, da et af de første reviews vi fik retur, var fra Sweden Rock Magazine – først tænkte vi: “JA! SWEDEN ROCK, MAN!” … indtil vi så karakteren! Der fik vi sgu en klump i halsen.

Men som helhed har vores plade fået virkeligt gode anmeldelser; ude som hjemme. Det gør os utroligt glade og stolte over vores plade, når vi har formået at gøre det rigtigt på den måde!




Den udkom via Mighty Music, hvordan kom den kontakt i stand?

Egentlig startede vores samarbejde med Mighty helt tilbage fra dengang vi kun havde et demo-bånd med 3 numre. Jack fik sendt vores materiale til Mighty Music, men de var ikke klar til at arbejde på det på daværende tidspunkt.

Da vi var færdige med at indspille det, vi havde regnet med skulle blive til en EP, spurgte vores ven Søren Andersen (Glenn Hughes, Mike Tramp, Electric Guitars), om han ikke skulle videresende det til Michael fra Mighty – umiddelbart efter startede vores samarbejde, og vi nåede i mål med deres støtte!

Mighty Music står også bag Nordic Noise Festival, hvor man blandt andet kan opleve jer live den kommende weekend. Hvad får publikum, hvis de går til en Black Oak County koncert?

De skal i hvert fald ikke forvente et show, hvor de eller bandet kommer til at stå stille! 



Vi går meget op i at være så udadvendte på scenen som overhovedet muligt. Der findes intet værre, end når man går til koncert, og der står et fuldstændigt livløst band med guitarerne helt oppe under hagen, hvor de udøvende musikere knapt blinker, fordi de er så fokuserede på at spille alt rigtigt, og ikke har fokus på at gi’ publikum en visuel oplevelse.

Men frygt ej! Vi kan vores shit! Selvom vi hopper rundt med guitarerne hængende lavt, og saksesparker op i luften, så spiller vi skam ikke forkert af den grund!



 Så kan du li’ at headbange? At hoppe? At danse? Så kom ned og se os trykke den af på Nordic Noise på lørdag!

Hvis vi træder et par skridt tilbage, så er I fra Esbjerg. Hvordan oplever I den lokale musikscene, miljøet omkring den og mulighederne for rockmusikken i byen?

Den blomstrer! Der findes så mange bands, store som små: alt fra gymnasiebands, til gode venner der har spillet sammen i over 20 år.



 Vi har øvelokale i et område, hvor der er massevis af bands, der spiller alt fra stoner- rock til dødsmetal, og vores nærmeste nabo er Morten Løwe, som spiller trommer i bl.a. Amaranthe.

Vores nuværende øvelokale har vi også overtaget fra Kellermensch, som lige nu har gang i et comeback i forbindelse med udgivelsen af deres nye plade – et band der har åbnet Orange Scene, spillet Rock Am Ring og meget andet.

Men selvom der er bands/musikere som Morten og Kellermensch, så er Esbjerg stadig en meget lille by. Alle kender alle, og der er ingen stjernenykker: tværtimod. Der er den samme indædte vestjyske mentalitet, så selvom man bliver mødt af fans der fortæller, hvor meget de elsker ens musik, så er svaret næsten altid: “Jo tak, det’ da fin’ nok sår’n.”



. Det fede ved det lokale musikmiljø, er at der ikke er nogen rivaler: vi er bare i samme båd, og hjælper gerne hinanden, hvis vi har spørgsmål eller brug for hjælp.

Og til sidst, frem med krystalkuglen, hvad er de næste skridt og mål for Black Oak County?

Som nævnt supporter vi snart The Dead Daisies i Amager Bio. Det glæder vi os sindssygt meget til – samt at vi har et slot på Esbjerg Rock Festival, som har været på vores bucketliste siden vi startede bandet!


.

Derudover arbejder vi henimod at komme til udlandet og spille: vi har en masse support fra nogle reelle mennesker, der vil os det bedste, og vi håber virkelig vi kan komme ud i Europa og starte en fest med vores musik.

 Og selvfølgelig arbejder vi på højtryk, så vi kan komme ud og spille landet over! 


Naturligvis er vi også i gang med at brygge på nye numre, som ryger i stakken der skal sorteres igennem, før de kan komme på plade #2!

Du kan besøge Black Oak County ud på facebook, og fange dem live på Nordic Noise Festival på lørdag klokken 18.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleThe Devil’s Tiny Chains: Goodbye Lucky ★★★☆☆☆
Next articleWeal: First of All (EP) ★★★★★☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.