Home Upcoming & Rockin' Februar 2020 - U&R Swash: Osiris Reaps ★★★★☆☆

Swash: Osiris Reaps ★★★★☆☆

702
0

Er du til upoleret lo-fi alternativ rock, hvor ikke alt behøver lyde lige kønt for at det alligevel fungerer, så bør man give københavnske Swash et lyt.

Swash er en relativt ny, men ret produktiv størrelse. De startede som en DIY duo i 2019, inden de voksede til kvartetstørrelse. Siden dannelsen sidste år har de allerede udsendt to EP’er, og er nu altså ude med en tredje, der viser et band med masser af potentiale.

Noget af det første der slog mig da jeg lyttede denne 7 numre lange EP igennem var, hvor utroligt nem at lytte til musikken var. Og det mener jeg på den mest tænkelige positive måde, jo, sangene er i den kortere ende, men de glider også bare upåklageligt ned.

Det er nærliggende, at sammenligne med et band som Pixies. Det støjer og kradser, der er en god mængde quiet-loud dynamik, uden at det bliver en krykke i sangskrivningen og så er Swash bevæbnet med ikke så få fængende melodier. Af andre referencepunkter kunne man nævne et band som Weezer og en mindre hær af mere lo-fi orienterede rocknavne. Pointen er, at her er der både plads til at det kan kradse og at man blive aet med hårene.

Som nævnt er numrene trimmet så de fremstår tilpas fit for fight uden, at det kommer til at virke for afpillet. 7 numre på lidt over 15 minutter, meget overflødigt fedt finder man ikke på Swash, der åbner ballet med den kun 1 minut og 50 sekunder lange “Green Screen”. Her får man allerede en demonstration af nogle af bandets forcer, skrigende og kværnende guitarer med guitar på, lidt tilbagelænet, slacker’ish vokal og så… rocker det det bare? Lidt firkantet sagt, så vil jeg påstå at man kan høre når nogen “har den” og andre ikke har. Swash har den. It rocks.

Dermed ikke sagt, at der ikke er rum til forbedring, Osiris Reaps er en på flere punkter upoleret og (dejligt) uperfekt størrelse. Det er især produktion/mix der svinger noget i kvalitet over de 7 numre, så man jævnligt bliver i tvivl om det er meningen at vokalerne skal være mikset så lavt, om bandet overdøver forsangeren eller om det rent faktisk er hensigten, at det hele skal lyde sådan? Jeg siger ikke, at Swash skal smide gud ved hvor mange penge efter en eller anden dygtig producer/studietid, måske ville noget af den spontane og umiddelbare følelse der gennemstrømmer det her ligefrem gå tabt, hvis man piller for meget ved det – men, hvis de SKULLE gøre noget anderledes, kunne man måske dreje lidt på knapperne her.

På den anden side er der også noget utroligt charmerende ved, at tingene er lidt ude af synk og skønt der bliver slået nogle musikalske skæverter hist og her. På et nummer som “Red Glow” lyder det som om forsangeren kommer helt skævt ind i sangen, tonelejet virker for dybt, vokalens “flow” tæt på ikke-eksisterende, mens det lyder som om instrumenterne kæmper for, at finde melodien og fange vokalen. Men… så er det som om hele bandet bare beslutter sig for at sige “pyt”, satser hele butikken og rammer et eller andet der bare spiller omkring et minut inde i den lidt over 2 minutter lange sang. Hvorefter nummeret slingrer mere eller mindre uskønt mod målstregen. Herligt!

Til gengæld fremstår et kort nummer som den 1½ minut lange “Cooking Show”, EP’ens næstsidste nummer, som en halv-bagt idé, der både mangler en slutning og ellers lyder som en skitse fra øveren, som har sneget sig med. Jeg kan næsten ikke tyde, hvad vokalen (vokalerne?) synger, det er måske hensigten, hvem ved og sangen virker egentlig bare som en lille melodistump, der ikke er helt flyveklar.

Men hvad gør det, når Swash så andetsteds på udgivelsen disker op med små perler som den sejt rockende “Gravity Slider”, der emmer af 90’er alt-rock stemning. Eller den mere dovne “Family Computer”, der lyder som noget Weezer har glemt i en varm vindueskarm, så det er blevet lidt blødt i kanterne. Her er vokalen også lige ved at skride ud/gå i stå omkring 1 ½ minut inde i det 2 minutter lange nummer, men bandet får hævet nummeret op og sendt i mål med et pludseligt, skramlet og støjende ryk.

Man ved aldrig helt hvor man har Swash på denne EP, der lader til bare at kaste sig ud i det uden mange regler og begrænsninger. Der er noget vidunderligt uskolet og uspoleret over udtrykket, som gør det virkelig smittende at lægge ører til. Det er nærmest helt befriende, at høre noget hvor alt ikke lige sidder i skabet, det giver noget uforudsigelighed og liv.

Vi ender på 4 opløftedne stjerner for en udgivelse hvor ikke alt lykkes, men det, der gør, til gengæld er rigtig godt.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.