Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Sneglefeber: Sneglefeber ★★★★☆☆

Sneglefeber: Sneglefeber ★★★★☆☆

174
0

Som navnet antyder går det ikke hurtigt hos Sneglefeber, der spiller klassisk, laaaaangsom doom med psykedeliske elementer. Det slipper de fra med sneglehuset intakt på deres selvbetitlede debutalbum.

4 numre med en fortælling om menneskehad og fordærv med en samlet spilletid, der sniger sig lige på den anden side af 40 minutter, det er hvad det østjyske doomband Sneglefeber leverer på debuten. Med inspiration fra navne som Neurosis og Sleep, samt nogle bluesede riffs og en psykedelisk tåge efterlader det slæbende band sig noget af et tykt og slimet spor, når det kryber målrettet henover det ru underlag.

Albummet er hængt op på en rammefortælling om en teenage dreng, der får en ondsindet snegleparasit med hjem efter en svømmetur i Malawisøen som efterfølgende overtager og får “total kontrol” og samler en række disciple. Historien er måske ikke så vigtig, og kun meget løst defineret i presseteksten, så man kan sagtens høre pladen uden at kende til den, men den tilføjer da om ikke andet Sneglefeber en ekstra dimension af horror elementer. En stemning, der allerede er til stede i deres 4 lange numre.

Det viser også et orkester, som lader til at have tænkt tingene igennem. Sneglefeber kommer med en pakke, som lyder meget færdig og voldsomt stilsikker. Der er virkelig styr på genrens virkemidler og “regler”, hvilket måske også gør pladen til en lidt konventionel oplevelse. Nu er doom jo ikke ligefrem kendt for at være den mest progressive eller overraskende genre, følger man grundreglerne og opskriften så vil resultatet blive klassisk, eller lidt konservativt, hvis man skal bruge nogle lidt stive og støve betegnelser. Men der er en grund til, at formlen virker, hvis den som her er i kompetente hænder og dunkle hjerner. Det er doom der lyder som doom SKAL lyde, er du fan vil du nok kunne lide det, er du ikke, er det her ikke en plade der omvender dig.

Det betyder ikke, at der ikke er variation at finde på Sneglefeber. Forvandlingen og turen derhen foregår bare i, nå ja, snegletempo. Efter den fine, stemningssættende, men relativt dvælende og repetitive åbner, den 9 minutter lange “Spawn of Grief” er sæden plantet i den ildelugtende muld og bandet begynder for alvor at vokse. Den næsten 13 minutter lange “Fear of The Salt” vrider sig mægtigt afsted og når faktisk igennem flere faser, der viser at Sneglefeber ikke er en helt stillestående størrelse. Vokalen er dybt begravet under mudder og slagger, så det lyder som om den kommer fra en dyb grotte, eller et sted indefra. Er det parasitten der vokser inden i dig og kalder fra de mørkeste afkroge af dit sind? Bandet brummer tuuuungt og trækker let zigzaggende slimspor efter sig, som de arbejder sig længere og længere ind i sangen og mørket.

Når vi er nået halvvejs kommer der en lille psykedelisk udskridning, hvor guitaren får lov til at flamme op, men den stålsatte, langsommelige kurs ud i det sorte ingenting fortsætter ufortrødent. Sneglefeber er lyden af et mystisk, klistret væsen, der trækker sig frem på maven, og stille og roligt lægger mere og mere vægt bag, jo tættere de kommer på målet – overtagelsen. Intensiteten stiger og rytmen bandet frembringer er nu næsten hypnotisk og lyder som taktfaste, messende trommer der kalder på en… sangen rinder ud og vi når frem til den selvbetitlede “Sneglefeber”, albummets korteste skæring (og det ER faktisk en skæring, pladen er også udkommet i et stærkt begrænset oplag på 150 LP’er) på “kun” 8 ½ minut. En letvægter! Nå, ikke. Overhovedet ikke, faktisk.

Sneglefeber svajer med hele deres kropsvægt her, så det virker som om de kaster lange skygger og truende læner sig ind over en, mens doom kaskaderne vokser sig større og større. Det er som at stå foran en truende mur af grumset, stinkende vand, der bare venter på at vælte ind over en og knuse hver en knogle i din sørgelige krop. Hov, er det nu det sker?! Nej, det var blot et kort glimt af stilhed 3 minutter og 50 sekunder inde i nummeret. Meget af charmen ved doom kan være den tålmodige og monotone opbygning, hvor spændingen stiger som en feber i kroppen, og den del har Sneglefeber rigtig godt fat i. Hvordan man har det med forløsningen, er nok lidt en smagssag. Nogle foretrækker at dæmningen sprænges og naturkræfterne slippes fri på et eller andet tidspunkt, andre foretrækker en mere knugende, kvælende og lidt uforløst opbygning, hvor der ikke er et decideret peak. Bare det uundgåelige mørke, som får overtaget… det er mest sidstnævnte vej Sneglefeber sværger til.

Derfor føles albummet og de 4 numre også meget som én lang sang, eller en sammenhængende rejse mod undergangen, hvor enden på det hele synes at være målet. Håb og lys skal man spejde langt efter, du finder den heller ikke i den grumme lukker “Stankman”, men det er dog som om der skrues en lille smule op for tempoet og det psykedeliske element i musikken. Det gør, at albummet lukkes ned med en lidt større følelse af bevægelse og dynamik. Ikke at de sidste 11 ½ minut dermed bliver en løssluppen fest. Nej. Det er mere lyden af den parasitfyldte krop og fordærvede hjerne, der koger over, smelter sammen i doomgryden og endeligt fortæres af det onde. En rigtig stærk afslutning på Sneglefebers jomfrurejse.

I sidste ende afhænger ens nydelse af at bliver overtaget af denne snegleparasit nok af om man synes Sneglefeber er voldsomt stilsikre eller leverer en habil stiløvelse. Jeg synes bandet leverer en plade, der både viser at der er styr på håndværket og spillereglerne men også, at man måske ikke helt tør satse hele huset endnu.

Sneglefeber er overordnet en ganske medrivende og dragende plade, uden de store overraskelser eller sats. Jeg ender på 4 af de store, slimede stjerner for en helt igennem god og overbevisende debut.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.