Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Silque: Odyssey ★★★★★☆

Silque: Odyssey ★★★★★☆

211
0

Klar til en pop-odyssey? Køge-bandet Silque inviterer dig med på tur ind i deres kulørtblinkende og let-melankolske popland på deres andet album, Odyssey.

Det er i hvert fald deres andet album under navnet Silque, bandet startede egentlig som rockbandet Disarray Son, der spillede klassisk RAWK, men siden har de både skiftet navn og stil til noget der klæder dem endnu bedre. En af de helt store forcer Silque er i besiddelse af, er nemlig at deres rundtur i et varieret pop-univers føles meget naturligt og organisk. Der er ikke meget syntetisk plastikpop at finde her, selvom der leges både med synth, effekter og anden manipulering, hvilket måske også skyldes at bandet blander de poppede toner op med en god portion indie-vibe i instrumentering, stil og det samlede lydbillede.

Lydbilledet hos Silque har mange facetter, og findes i mange afskygninger igennem rejsens 10 numre fordelt på 35 minutter. Lidt groft sagt falder sangene helt overordnet i to kategorier: de mere uptempo og bevægelige, dansevenlige numre og så nogle, hvor lydlandskabet er mere åbent med et strejf af melankoli og sørgmodighed. Indenfor den ramme findes dog masser af variation, så man aldrig når at kede sig på Silques rundtur i deres poppede verden.

Samtidig er der også en god følelse af sammenhæng pladen igennem, understreget af nogle generelt vellykkede og elegante overgange numrene imellem, så pladen, trods variationen, det meste af vejen fremstår som én samlet rejse, en odyssey. Der er dog enkelte numre, der skiller sig ret markant ud, det første man møder, efter en kort instrumental intro, er den meget dansable og diskofilt æggende “Venus”, som jeg også tidligere har rost i Repeat, da jeg anmeldte den da den udkom som single. Det er pladens bedste bud på en fængende single med gennemslagskraft, der med sit smittende groove og iørefaldende melodi overtager dansegulvet i selvsikker stil. Men den skiller sig også markant ud med sin glitrende æstetik i lyden, at der er fare for, at den overskygger nogle af de resterende numre på pladen. Derfor er det nok et meget klogt træk, at få den skudt af tidligt på albummet – både for at starte med et brag men også for, at give albummet en chance for, at finde sit naturlige leje og lade nogle af de andre numre komme mere til deres ret.

Midt på pladen kredser vi omkring “Luna”, der har antydningen af nogle af de samme dansevenlige kvaliteter, men tempoet er lavere, melodien mere bølgende og oplagt til tættere dans, end den mere flamboyante “Venus” – men med de titler er de da om ikke andet beslægtede. Hvor “Venus” er mere “fjern” og viril, så er “Luna” nærmere, “seems like we are getting closer all the time”; lyder det ud af den let tågede nattehimmel “Luna” drejer rundt på. I bedste Robyn-stil startede sangen ellers med, at man var “dancing on my own”, men som natten skrider frem kommer man åbenbart tætter på dette skinnende himmellegeme på dansegulvet.

På “The Love You Give” bliver det mere pågående, med en indie-pumpet rytme og et cyklende drive, der giver rejsen et godt los bagi på sidste tredjedel af pladen. Bevægelsen fra “Venus” til, at man nu får fornemmelsen af at drøne gennem byens neonlys i ly af natten på vej mod eller hen til et eller andet, der åbenbart kun kan gå for langsomt, kan virke ret stor. Lægger man alle de mere atmosfæriske mellemstationer man også har været omkring til, at er det noget af en musikalsk udflugt Silque tager en med på, på Odyssey. Men selvom tempoet er et helt andet og stilen en der inviterer til, at man får pulsen ned og skruet op for eftertænksomheden, så fornemmer man alligevel den grundlæggende sammenhæng i et nummer som den stille, svævende “Anticipation”, der følger op på “Venus”.

Nummeret hedder “Anticipation”, næste nummer “Waiting For Time”, det er som om de to titler “taler sammen” og leger med en forventning – tid dynamik. I “Anticipation” er første linje “where do we go from here”, som også er titlen på et nummer sidst på pladen, ligesom der synges “the sunlight will show me the way // the moon will show a place where I can stay”: moon = luna. Det er som om sangene taler med og refererer hinanden, og der er sikkert flere eksempler, det var bare lidt et der faldt mig ind. Pointen er, at det giver mig en følelse af, at der er tænkt over tingene og i et større, bredere perspektiv, som “folk” måske ikke normalt forbinder med pop. Det er jo “bare” popmusik. Silque sigter mod noget større.

Hvor vi ender henne er jeg ikke helt sikker på, tingene tager i hvert fald en lidt dyster og noget mere krads drejning i løbet af næstsidste nummer “You Fell Love With a Love Song”, hvor Silque ender med at vise tænder og noget flammende temperament som sangen skrider frem. Det ender næsten i en slags dunkelt dunkende rockrave. Det bygger noget ildevarslende og voldsomt op mod odysseens afslutning der bærer den tvetydige titel “Right/Wrong”. “We are one the edge, wating for the day…” lyder den længselsfulde åbningslinje, sunget med stor overbevisning, som hele pladen igennem, af Anders Friis.

Måske er det symptomatisk, at jeg først nævner sangeren her mod slut, for jeg synes faktisk at en af de store styrker hos Silque også er, at de lyder som en stærk enhed og et band, hvor alle får lov til at skinne i skæret fra de mere eller mindre kulørte lamper. Jeg fik faktisk først læst pressematerialet igennem her da jeg nærmede med afslutningen af anmeldelsen for at få sat nogle navne på medlemmerne og kan se, at bandet selv har været igennem noget af en personlig odyssé, siden de udsendte deres debut-plade (under Silque navnet) tilbage i 2017. Det er måske også nogle af de følelser der afspejles i denne plades varierede og dog sammenhængende indhold – det er jo alt sammen en del af en større rejse, eller et samlet billede.

Turen Silque ender med at tage på, og inviterer en med på her, er til 5 funklende stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.