Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Sidste Udkald: Hyg (EP/Anmeldelse)

Sidste Udkald: Hyg (EP/Anmeldelse)

190
0

Mols roots! Ja, det er en genre! Måske er Sidste Udkald eneste bud i genren, men det er så også et ganske solidt et. Sekstetten er ude med en “håndspillet EP”, der er rig på personlighed og “udtryk”, og de få irritationsmomenter der er virker tilsigtede.

Man kan i hvert fald ikke klantre Sidste Udkald for, at lyde som mange andre. De har på godt, og en lille smule “ondt”, en personlig og særegen stil og klang. En form for rolig, tålmodigt udviklende og langsomt opbyggende roots-rock med noget på hjertet.

Rødderne består af et forgrenet miks af folk, blues og en sjat country. Forenet i et rustikt og analogt klingende lydbillede, hvor man får lov til, at høre instrumenter, vokal og bandets “sjæl” på ret uploleret vis. Det ville næsten klæde musikken, hvis den knirkede og knagede som en gammel LP. Jo flere ridser i lakken, jo bedre fristes man til, at sige. Lyden er på Hyg dog klar og tydelig, “hygge-lun” kunne man næsten sige.

Centralt i lydbilledet er den karakteristiske vokal, der lyder som et sært miks af Povl Dissing, Allan Olsen og Eik Skalø – men, mest helt sig selv. Den vil nok være et springende punkt for en del lyttere, og den er da også særpræget. Om ikke andet anderledes! Der er Dissing’sk “snøvlen” og vrængen, stedvis tydelige åndedræt ala Olsen og så Skaløs skævhed og underlige tonale “udfald”.

Sidstnævnte er måske mest tydeligt på åbningsnummeret, “Der er noget galt”, hvor vores fortæller er “træt”. Træt af jobbet, fortiden besynges, “man kan sagtens skyde skylden på sin mor og far”, eller hvad med skolesystemet? “Jeg er født til depression”, lyder det videre, “min genetik var et trafikuheld”, ja, “hvad sker der, der er noget galt”.

Teksten og leveringen er her opgivende og apatisk, i glimt desperat og frustreret, omvendt er melodien underligt opløftende. Næsten “trællende”, når den hygge-dribler derudaf, i et varmt lydlandskab med masser af plads og frisk luft. Det giver en sjov kontrast, noget der trækker i flere retninger.

Bandet er generelt velspillende og melodiarbejdet bundsolidt, men jeg har forståelse for, hvis den konstant “udfordrende” stemmeføring og levering kan hyle nogle lyttere lidt ud af den. Inklusive mig selv, der af og til tog mig selv i, at blive lidt irriteret på den. Men, det virker også som hensigten. Nok hedder pladen Hyg, og dele af Sidste Udkald lever også op til navnet. Dog virker de også som om, at de gerne vil prikke og stikke lidt til lytterne. Bringe os lidt ude af balance, så man hele tiden er på stikkerne.

På den mere afdæmpede og udsvævende “”Bliv Ved Forstanden”, er vores fortæller stadig træt. “Virkelig træt”, og også en kæmpe egoist, “jeg kommer først, du kommer sidst”. “Løber, fryser, finder ingenting”. Det lyder ensomt og koldt. Men, musikken er igen ganske varm. Her ovre i det mere country-klingende med store, glidende bevægelser, der ruller ud over Mols bjerge, som morgendug på en en solbeskinnet sommermorgen.

Igen er Sidste udkald gode til, at lege med kontrasterne i musikken, lyrikken og en stemme, der kører lidt sit eget løb. Vel at mærke uden, at det trækkes fra hinanden. Der er stadig noget meget organisk og sammenhængende over Sidste Udkalds lyd.

Der er dog ikke nogen tvivl om, at der er noget galt her. “Solen den går sin vej, bliver det mon godt igen”, lyder det eksempelvis på “Vi To Vi Ska”, der lusker afsted med en hakkende takt. “Du står i skygge, mens jeg ligger og sygner hen”, det lyder temmelig nedtrykt. Igen kommer der dog modstridende signaler fra Sidste Udkald, der i omkvædet nærmest lyder helt opstemte. Som om, at der nu skal hankes op og den her depressive stemning fandeme skal være løgn.

Hvad gør man så, når den bare ikke går længere? Når kærligheden ikke bliver gengældt, selvom man siger højt, at man elsker et andet menneske? Så bliver man forladt. Det sker på “Nå Noget Andet”, hvor vores vingeskudte fortæller efterlades med hans hjerteskærende kærlighedserklæring på læberne.

“Vi kunne gå, gå på vandet”, men hun skulle nå noget andet. Her bliver stemningen på Hyg mere knugende og nedslående, selvom musikken i korte glimt løftes af noget smagfuldt kor, der bakker vores kærlighedssyge fortæller op. Så kan man ikke gå på vandet, men må sejle i sin egen sø…

Der er mange facetter på spil på Hygs 6 forholdsvis lange skæringer, der gør det til et ganske interessant bekendtskab. Sidste Udkald er ikke bange for, at punktere hyggen, faktisk virker det som en stor del af missionen for det 6 mand store orkester. Både musik og lyrik får i kraft af kontrasterne, tvetydigheden og modstridende signaler følelsen af noget “ægte”.

Følelsen af livet på godt og ondt, nogle gange mest det sidste. Følelsen af liv, et levet liv og livet, som det ofte er. Ikke sort eller hvidt, igen nemme løsninger eller noget, som er helt ligetil. Og hvem kan man så skyde skylden på for det? Spørgsmålet Sidste Udkald måske i sidste ende stiller uden, at give dig løsningen er: “hvad har du tænkt dig, at gøre ved det”?

Svaret hænger måske og dingler et sted i vinden på Mols?

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleRepeatlisten 2022 #5
Next articleSpol Tilbage: Gammel rendestensromantik ruster ikke?

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.