Home Artikler Spol Tilbage: Gammel rendestensromantik ruster ikke?

Spol Tilbage: Gammel rendestensromantik ruster ikke?

328
0

Er nostalgi godt eller skidt, eller direkte skadelig? Kan man bruge den til noget, eller er det en blindgyde? Hvorfor bliver noget musik stille og roligt, som et ekko fra fortiden, der runger helt op i nutiden? Inspireret af en tilbageskuende aften i selskab med Suede følger her nogle strøtanker om nostalgi…

Han sveder. Kampsveder. Men ligner ellers sig selv, som han vrider sig på velkendt vis i spotlyset i Falconer Salen. Brett Anderson er som altid treatralsk, en evig indpisker, der ligner en, som trænger til, at blive vredet som en drivvåd karklud. Er det efterhånden ikke lidt pinligt og patetisk? Du er 54, Brett, kunne være nogens morfar! Grow up.

Jeg voksede op med Suede, det var start/midt-90erne, så jeg er lovligt undskyldt. Hvad der er mere suspekt er, at jeg har betalt omkring 500 kr. for, at overvære en optræden, jeg har set efterhånden mange gange før. Tilmed med en sætliste, der er bevidst tilbageskuende, da den delvist markerer et eller andet jubilæum for Suede 1996 album Coming Up. Deres kommercielle peak, der hvor de sold out og cashed in, gik all in på poppen og aldrig helt kom sig over.

Hvorfor gør jeg det her? Jeg har set dem mange gange før, på Roskilde i slut-90erne, i Aarhus op gennem 00erne, Northside og DRs Koncertsal i 10erne. Ja, selv på fucking Grøn Koncert. Jeps, Suede var en del af Grøn Koncert karavanen engang i start 00erne, da de havde ramt den kommercielle bund, den kreative åre var løbet tør og de kørte på de sidste dampe. De gik i opløsning (for første gang) ikke lang tid bagefter…

De kom tilbage, selvfølgelig gjorde de det. Og har siden den første sporadiske gendannelse udsendt 3 studieplader, der er blevet tiltagende gode. Den seneste fra 2018, er nok deres bedste plade siden Coming Up, måske endda bedre end den hitplade. De har genvundet fodfæstet, men ikke genopfundet dem selv. Deres bedste single fra Suede v. 2.0 perioden er “Outsiders”, der lyder som det mest Suedede nummer, de nogensinde har Suedet. Den er skøn.

De er blevet et velsmurt ekko af dem selv, der rummer et ekko af noget som var engang, men nu er kraftigt nok til, at det kan høres og mærkes i 2022. Men, hvad føler jeg? Alt og ingenting.

Jeg formoder, at de fleste har den her slags band, eller kunstner, som de hænger på, eller der hænger ved. For min generation (jeg er født i 1979) er det Grunge, start 90er metal, Britpoppen, Gangster Rap, Triphop eller måske nogen fra den der danske Grønne Bølge. I lang tid var det (og er det stadig tildels) en betydelig del af P6 Beats DNA. Nu er de delvist ved, at “foryngre” kanalen, så det er 00erne, der udgør nostalgi-delen.

Det kan jeg ikke rigtig bruge til noget, det er for tidligt til mig til, at 00er musik kan være nostalgisk. Men, for visse kunstnere fra den periode er ekko-effekten allerede ved, at sætte ind. Arcade Fire har netop udsendt nyt, hvor de lyder som om, at de samler op på karrierens hidtidige faser. I det mindste kommer der “nyt”, selvom det lyder en del som det gamle. Fair nok. Det vil sikkert glæde P6 Beats nye demografi i fokus: de der nu er mellem 30 og 40.

Jeg er ved, at blive for gammel. Så må jeg tage i Falconer Salen og finde lidt trøst i, at høre et ekko fra fortiden. Finde trøst? Næh, egentlig ikke. Jeg bryder stadig min hjerne med, hvorfor jeg gjorde det – det gjorde jeg faktisk allerede i dagene optil koncerten, da jeg genhørte nogle af de gamle (og lidt nyere) Suede travere. Men, jeg vidste godt hvad jeg gik ind til uden, at have genopfrisket sangene. Svedige, stadig spændstige, fysisk såvel som vokal, Brett i spotlyset. Som altid. Til evig tid, indtil Suede for alvor bliver et nostalgi act, der kun er store i Danmark. De nye Smokie?

Da Suede dominerede hitlisterne og sendefladen (ikke mindst her til lands) kørte der uendelige reklamer i tv for den nyeste opsamling fra bandet Smokie. Jeg grinede, da jeg opdagede, at min far havde to forskellige udgaver af den samme opsamling stående på reolen – ny indpakning, same shit. HA, sucker! Nu laver jeg playslister på Spotify med de sange, som jeg kender til ukendelighed, som jeg ved de nok kommer til at spille til koncerten i Falconer Salen…

Passende sted, forresten. Jeg troede, at Falconer havde været lukket ned fordi stedet skulle moderniseres?! Det lignede sig selv. Slidt, brunt, deprimerende, som et ekko fra fortiden. I Foyeren hænger der plakater for kommende koncerter med Simple Minds og Anni Lennox. Jeg griner overbærende, og glæder mig til, at Suede spiller “Lazy” og “So Young”. Får så min selvfedme i den gale hals, da vi sælges en cola til 32 kr…. glasset er, bogstaveligt talt, kun halvt fuldt!




Det er glemt, da jeg med tør mund tager mig selv i, at stå og skråle med på “We Are The Pigs” og “Outsiders”. Se, jeg kan synge med på BÅDE de gamle og de “nye”, NÅ!! Modsat dem blandt det, lad os kalde det “modent, ret bredt udsnit af folk fra min egen generation” publikum, som tydeligvis mest kendte “Trash”, “Saturday Night” og “Beautiful Ones”. Jeg fucking hader overspillede “Trash” og “Beautiful Ones”, og har mest foragt til overs for dem, der synger med på det bras. Hadede mig selv lidt, da jeg opdagede min fod vippe med…

Glæde. Føj, jeg væmmes. Jeg har egentlig også mest foragt til overs for nostalgi. Nostalgi, når den kun peger bagud. Når den er det eneste man klamre sig til, som et ynkeligt, tyndt strå fra en for længst tabt ungdom. Eller den eneste form for underholding og ventil, man stadig har. Dig der tager til Metallica, som den eneste koncert lige det år. Og som ellers ikke hører nyt, opsøger det eller bare prøver et eller andet. Det er en sølle trøst, en sutteklud.

Nu patter jeg selv på kluden og lapper “She” og “By The Sea” i mig. Studser lidt over, at Suede til denne ekstrakoncert for første gang på turnéen har valgt, at justerer sætlisten?! De åbner med “She”, og ikke “Trash”, og følger herefter IKKE slavisk tracklisten fra Coming Up, hvilket ellers har været kutyme for koncerterne på denne tour. Coming Up fra ende til anden i første sæt, og så et sæt nummer to med blandet fra bagkataloget.




Har de rystet posen? Nah, ikke mere end, at Coming Up er sat på shuffle… jeg ville personligt blive vanvittig, hvis jeg skulle spille den samme plade fra ende til anden, aften efter aften… Jeg skrev dagbog, en kort periode, omkring 1996. Jeg har genlæst den. Ikke det jeg ville betegne som fed nostalgi.

Nyder Suede overhovedet, at stå aften efter aften og leve på fortidens meritter?! Hvis det var mig, som stod der i spotlyset, 25 år efter mit peak og gentog mig selv i de uendelige, som en levende jukebox ville jeg nok hellere skyde mig en kugle for panden. Ja, jeg kommer fra en tid, hvor det var “ok”, at joke og være letsindig omkring selvmord. Skyd mig!

Tænker de, det samme som mig, eller nyder de bare øjeblikket. Er tilstede? Bassisten og trommeslagerne ligner nogen, som hellere ville være alle andre steder, men det gjorde de også i videoen til “Saturday Night”, der kørte på bagtæppet da sangen blev leveret. Brett og “new guy”, Richards Oakes (der nu på solid vis har imiteret Bernard Buttler på guitaren i et kvart århundrede) lignede nogen, som sugede den ellevilde jubel og fællessang ind. Kontrasterne, som jeg selv føler, virker også til stede i bandet.

Og tvetydigheden. Nu er den endnu mere åbenlys. Før gjaldt det mest bandets udtryk og tekstunivers, legen med seksualitet, køn, det grimme og det skønne, skønheden I det grimme. Sange om et “she”, der både kunne være “hende” og stoffer. Kærlighed af den uforløste og rådne slags. Forstæderne. Outsiderne. De smukke fortabte. Alt det der. Nu er det også en tvetydighed og kontrast mellem ungdommen og alderdommen.

Minder Suede mig om ungdommen, eller min egen dødelighed? Måske, jeg ved det ikke. Jeg synes ikke engang, at de er verdens bedste band, eller har skrevet verdens bedste sange! Jeg kan endda høre, hvordan de gentager dem selv, allerede på deres klassikere. Ikke kun lyrisk, men også, at de har en skabelon, eller en foretrukket fremgangsmåde, som de bedste af deres sange alle læner sig op ad. Den virker, “Animal Nitrate” lyder stadig dyrisk, “Metal Mickey” overraskende vital. Brett snerrer nærmest teksterne ud i de mest aggressive af sætlistens 21 numre.




Hvorfor så Suede?! De minder mig ikke engang om en specielt fed tid i mit liv eller noget i den dur. Ja, de tager mig tilbage. “Starcrazy”, “Filmstar” og “The Chemestry Between Us” transporterer mig uvilkårligt tilbage til børne/ungdomsværelset i den ombyggede garage hjemme hos mine (nu afdøde) forældre i Sønderjylland. Det sted, og de personer, findes bogstaveligt talt ikke mere. Og kunne for så vidt lige så godt ikke have eksisteret, det er så fjerne minder, at det kunne være drømme eller fantasi.

Suede giver mig ikke en direkte forbindelse tilbage til en svunden tid. De giver mig heller ikke trøst, eller “varme”, eller… bliver til et soundtrack til en indre hjemmevideo fra de gode gamle dage. Suede var noget, jeg OM noget, havde for mig selv. Jeg delte ikke musik med andre dengang. Var for genert og kejtet til, at gå til koncerter. Og for umoden. Det var 96, 3 år senere forelskede jeg mig i Roskilde Festival, hvor jeg oplevede Suede give 3 koncerter. Jeg husker kun brudstykker.

I brudstykker var jeg en del af noget større fredag aften, som blev til en “Saturday Night” med passioneret fællessang. Men, jeg følte ikke rigtig noget, nød dog, at andre kunne have det fedt og få “det sunget ud”. Helt følelseskold og kynisk er jeg, trods alt ikke. Men, “We are the pigs, we are the swine”, den kunne et eller andet… Det fællesskab, som kan virke lidt nostalgi-frembragt og forceret i fællessangen på “Trash” og “Beautiful Ones” fortrænges af den vrede, som stadig skummer over i “We Are The Pigs”. Det er vi nemlig…




Det største øjeblik i Falconer Salen var, da Brett, helt som forventet, trådte frem i spotlyset i ensom majestæt med en akustisk guitar. “Nå, nu kommer The Wild Ones”, ligesom på resten af touren, den er da også dejlig, nåede jeg at tænke… så slog han de første akkorder an og nogle andre, men også velkendte toner begyndte, at flyde ud fra scenekanten og ud over det respektfuldt mussestille publikum.

Fucking hell. Det er “Still Life”. Ja. JA! JAAAAAA!! Rungede det, for mig selv, indeni, bag mit tilknappede ydre, med korslagte anmeldertypearme. Den spiller de stort set aldrig mere. Tror den er for “svær” for Brett, at synge nu til dags. Selvom stemmebåndet virkede utroligt frisk her til aften, så må det, selv i hans yngre dage have været et nummer, som pressede stemmen til det yderste. Den får ALT, hvad piberne kan trække i denne bombastiske og storladne ballade.

Så jeg lod armene falde ned, og lukkede øjnene. Både for, at tage øjeblikket HELT ind og for, at værne mig mod en eventuel katastrofe. Hvis Bretts stemme IKKE kunne bære den helt i mål, når sangen peaker, så vil det i denne solo-opsætning være HELT tydeligt og fejle på spektakulær vis.

Han har den, og han kan mærke det – og jeg kan mærke, at han kan mærke det, sammen med publikum. Han har den akustiske guitar, som eneste mulige redningsplanke, hvis stemmen ikke helt kan trække læsset alene. Anderson går planken ud.

Og synger, som var det sidste gang nogensinde, at han kaster sig ud i det nummer… stemmen holdt. Jeg stod med lukkede øjne og følte et eller andet. Det var ikke nostalgi, det var noget i nuet. Var det en form for… glæde?!




De spillede en håndfuld sange efter “Still Life”, hvor de gav den alt hvad den kunne trække på scenen. Jeg var mæt, fyldt, havde fået noget med hjem, som “bare” var tom nostalgi. Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvorfor jeg bliver ved med, at holde fast i lige netop Suede. Måske er der ikke noget præcist svar. Jeg ved, at de ikke hver gang giver mig lige den følelse jeg oplevede under “Still Life”.

Men, de gjorde mig opmærksomme på et eller andet, som jeg ikke rigtig har skænket en tanke tidligere. Hvor Suede tidligere var meget en ting jeg havde for mig selv, så er noget af det de i glimt har givet mig i nyere tid en følelse af, at være en del af et eller andet. Jeg er måske ikke helt med på legen under “Beautiful Ones”, men jeg er også en lidt træls type. Men, det jeg mærkede under “Still Life” var ikke en individuel følelse, selvom jeg stod med lukkede øjne. Jeg følte en form for fællesskab i, og omkring, lige dette øjeblik…

Suede lukkede og slukkede med “Life Is Golden”, hvor der blandt andet synges “you are not alone”… det kan jeg jo så tygge lidt på. Og trods, at aftenen som udgangspunkt stod i nostalgiens tegn, så valgte de altså at spille en sang fra deres nyeste album som sidste ekstranummer. Det ved jeg ikke hvad, eller om man overhovedet skal, lægge noget i?




Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleSidste Udkald: Hyg (EP/Anmeldelse)
Next articleJosephine Philip: We Get Lost And Found (Anmeldelse / Album)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.