Home Anmeldelser Maj 2022 Josephine Philip: We Get Lost And Found (Anmeldelse / Album)

Josephine Philip: We Get Lost And Found (Anmeldelse / Album)

356
0

Der er dømt fuld femme fatale som bærende element på Josephine Philips fremragende debutalbum, We Get Lost And Found. Tre æstetikker; en klassisk, en trip-hoppet og en stor-produceret balanceres og bindes sammen af vokalen. En tidsløs udgivelse med internationalt format.

Josephine Philip er på ingen måde et ubeskrevet blad i dansk musik: Darkness Falls og Hun Solo-projektet har især fået meget opmærksomhed og med rette, for disse indeholder højt kvalitetsniveau.
På We Get Lost… er det tunge emner om håb og håbløshed der behandles, men det til trods emmer pladen af overskud og kontrol.

Udtrykket kombinerer femme fatale-med-sovekammerøjne-vokaler og et mere maskinelt udtryk. Og med den let luftige stemmeføring samt at der er en svag distortion på næsten ALT på pladen, sendes tankerne nærmest automatisk i retning af Beth Gibbons.

På den konto må det også siges, at pladen har internationalt format og for så vidt godt kunne være lavet i Bristol. Det er ikke for at indikere, at det ikke er en original plade. Overhovedet. Det er for at give noget af den største ros, man vel kan give.

Så vi sidder altså med et tidsløst værk med internationalt format. Take a bow!

Flere numre har allerede med rette fået godt med airtime på især P6 Beat: The Clue er måske det mest Nancy Sinatra-agtige femme fatale nummer på pladen, mens Call My Name også har noget Bond-tema over sig.

Men dykker vi ned i de øvrige numre på pladen, så bliver det hele lidt mere maskinelt. Allermest tydeligt bliver det på Deliverance, hvor en distorted bas fræser omkvædet midt over, mens mekaniske trommer holder fremdriften og Philips vokal lægger sig papirtyndt og småkøligt ovenpå.

Waiting For Your Love har endda et tyndt orgel og trippet beat, så Portishead lyser klart igennem som inspiration.

I den mere ’klassiske’ afdeling finder vi nummeret No, der som åbneren, Beginnings, bæres af en latinsk inspireret akustisk guitar. Det er balladestof (åbneren dog instrumental) og sammen med The Dance og Death og lukkeren, Sea of Hope, udgør de en tredje æstetik: en klassisk, rolig, akustisk femme fatale-fortælling.

Der hvor We Get Lost And Found bliver virkelig god, er at disse tre æstetikker blander sig og ikke stikker af fra den røde tråd: Den store Bond-agtige produktion, den skrabede akustiske og den mere maskinelle trip-hop æstetik holdes sammen af vokalen, temaet – og en mild distortion, der enten ligger på vokalen, instrumenterne eller begge steder.

Denne plade kommer med sikkerhed til at stå i mange hjem og lykkes med at være både behagelig, klassisk – men også udfordrende, hvis man lytter efter.
We Get Lost And Found er dermed ikke blot en masterclass i at balancere tre forskellige æstetikker, men i at skabe noget behageligt med dybde.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleSpol Tilbage: Gammel rendestensromantik ruster ikke?
Next articleTvivler, Kollapse, Oxx, Radar 21/5 2022 (Anmeldelse/live)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.