Home Anmeldelser Maj 2022 De Sidste Bohemer: Husk Mit Navn, Nattedreng (Album/anmeldelse)

De Sidste Bohemer: Husk Mit Navn, Nattedreng (Album/anmeldelse)

128
0

Husk Mit Navn, Nattedreng er ‘kvart i musical’ og bliver som en konsekvens en dramatisk oplevelse, hvor balladerne – og dem er der en del af – hæver sig over det øvrige materiale. Musical-associationen kan dog også blive grus i maskineriet for lytteoplevelsen. 

De Sidste Bohemer har et fedt bandnavn. Min første indre visualisering, når jeg hører ordet ’bohemer’ er fra filmen Moulin Rouge – en i øvrigt rigtig fin musical.

Husk Mit Navn, Nattedreng har også i høj grad en musical-æstetik: Jeg har svært ved at 100% kvalificere det, men der er noget over både måden teksterne synges på, produktionen under og hele udtrykket, der giver en fornemmelse af musical.

Og inden nogen måske begynder at tænke, at det er et ’stab’, så vil jeg understrege at der findes fremragende musicals. Det skal altså forstås derhen, at musikken her med fordel kan forstås i en ramme som musical – så håber jeg, jeg har kommunikeret hvilken sejlbane, der sejles på.

Der synges meget tydeligt på pladen og den rolige mandevokal ligger helt fremme i mixet. Alt rimer, og den er i særgrad stærk i de mere patetiske numre som balladen Opgang, hvor der også kommer lidt kant/overdrive på vokalen.

Lidt sjovt følges det nummer så op af en ørehænger af noget, der kunne være en fodboldsang: Boulevardens Drenge nævner ’Danmarks gaders egne børn’ og lægger fint fra med højt rocktempo og igen lidt overdrive.

Underlægningen er i øvrigt rigtig fin om end lidt pæn: Åbningstonerne spilles på en overdrive-guitar og der pumpes bas og gås i alle breve med åh-kor. Rigtig fint.

På balladen Clemensbro får strygere – ikke mindst en cello – lov til at understrege det sarte.

Der er dog en distance i hele projektet: Som når man ser en storsminket person synge en andens tekster og man som lytter aldrig HELT tror på det, der synges.

Det er ikke grelt, men der er bare hele tiden et element af dette.

Nuvel. Det er de færreste bands, der kan forføre folk hele vejen igennem – og ret beset er folk som Nick Cave også kendt for at have en kunstner- og en personlig persona.

Ikke at De Sidste Bohemer overhovedet nærmer sig Cave – det er noget andet, der er på spil – men ret skal også være ret: Balladematerialet har en vis forførende appeal og det er der, DSB er bedst.
Der er heldigvis en del ballader og det er egentlig heller ikke fordi et nummer som Danmarks Gaders Egne Børn er ringe – mine associationer går bare i retning af noget lidt tungt, folkelig fodboldssangs-agtigt.

Jeg sad med samme fornemmelse, da jeg anmeldte Verdens Sidste Idé: Hold nu kæft for et band-navn og sikke det sætter barren for forventningerne højt!
Det er jo ikke bandets skyld, at mine forventninger på den måde måske sidder lidt urimeligt højt – men jeg kan ikke lade være med at tænke, at med sådanne navne burde de lægge på linje eller over det leverpostejs-agtige bandnavn Mellemblond. Men både VSI og DSB lægger sig et andet sted.
Og det skal de have lov til – der er med garanti et publikum til det her!

Tager man De Sidste Bohemer for hvad det er, så får man da en fin, lille plade hvor især balladerne – og herunder; særdeles Clemensbro – lyser igennem.

Fordi det er en velspillet plade, fordi den lægger sig så tæt op af en musical-æstetik, er der også åbnet for muligheder; tricks er helt legitimt, for man kan sige meget om genren, men den handler i høj grad om (dramatisk) effekt. Og på den måde er det også interessant at konstatere hvordan human beatbox-elementer (som egentlig burde være forfærdelige) bliver passet ind i mixet og enkelte numre på en smagfuld og løftende måde. Det er noget, mange andre bands egentlig kunne lære lidt af: Leg med effekter, muligheder og det lidt sære – og gøres dette med talent, er der bestemt noget at hente! Og her tager jeg hatten af for De Sidste Bohemer.

Der er talent, der er god produktion og i glimt også noget forførende over Husk Mit Navn, Nattedreng. Personligt kan jeg ikke slippe de direkte associationer til musicals og alt hvad der følger deraf af godt og skidt. Og det ødelægger lidt min, personlige oplevelse.
Men jeg er ikke i tvivl om, at der nok skal være et publikum til det her!

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleKill Trip: Sifting the Ashes EP 1 (EP / anmeldelse)
Next articleAstrid Cordes: Hurry UP (EP/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.