Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Astrid Cordes: Hurry UP (EP/Anmeldelse)

Astrid Cordes: Hurry UP (EP/Anmeldelse)

340
0

Astrid Cordes udsendte den første EP i en planlagt trilogi tilbage i maj måned, en 5 numre lang udgivelse, der kredser omkring temaet at føle sig alene. Kan man være alene, når man er blevet mor og altid har selskab? Det er der der kommet en rigtig stærk pop-EP ud af.

Cordes viste allerede som en del af pop-duoen Shy Shy Shy, at hun har øre for en fængende melodi og virkningsfulde stemninger. Det blev der bygget videre på, på hendes efterfølgende solo-udgivelser, der også lå i naturlig forlængelse af Shy Shy Shys univers.

At Cordes ikke hænger alt for meget fast i fortiden, men er i konstant udvikling og forandring, viser den nye EP Hurry Up. Udtrykket er i tiltagende grad mindre syntetisk og radiopoppet, og hælder mod et mere stemning- og sjælfuldt udtryk. Soul sniger sig ind, poppen er blevet mere “moden” og “voksen”. Om det er moderskabet, som har smittet af og modnet skal jeg ikke udtale mig om, men det klæder Cordes ikke at stå stille.

Hurry Up er ikke en hurtig EP, men alligevel en der føles i bevægelse. Der lægges virkelig godt fra land med det to singleforløbere “Good Time” og “Male Lead”, som man nok allerede har stiftet bekendtskab med, hvis man har lyttet til P6 indenfor de seneste måneder. Her røg de velskrevne og fermt udførte sange i A rotation, og det ganske fortjent. Der er virkelig tale om nogle stærke singleudspil, der trods den lidt afdæmpede stil har masser af gennemslagskraft.

“Good Time” virker næsten som en langsom kinddans, der elegant indleder EPen. Det er ikke en gnidningsfri dans, det hele er lidt akavet. Der er noget tvetydigt og tvivlende over Cordes lyrik, en usikkerhed. Noget sart og skrøbeligt, men også stærkt og selvstændigt. Den slags umiddelbart modstridende følelser og stemninger kan sagtens eksistere side om side.

“Male Lead” er lidt mere pågående, noget af forsigtigheden kastes overbord, men usikkerheden lurer stadig. Cordes har selv udtalt, at Hurry Up er en refleksion over det, at føles sig alene, når man er blevet mor. “Det er både forbundet med frihed og med ensomheden. Det er stærkt at kunne stå alene, men det er også en udsat position”. Den fornemmelse opsummeres måske bedst rent musikalsk i netop “Male Lead”, der både virker kraftfuld og sårbar.

Tempoet falder i den efterfølgende “Strangers Now”, hvor man allerede kan fornemme melankolien og tabet i selve titlen.

“I know you didn’t keep the pictures but I, I still remember We used to live in the same house”, lyder det midt i nummeret. Det kunne nemt blive lidt rørstrømsk og klistret, men Cordes slipper ud af sødsuppedasen ikke kun fordi hun har en flot vokal, men noget næsten ligeså, hvis ikke mere, vigtigt. Hun har god levering, timing og lyder troværdig, når hun synger hendes tekster. Det kan lyde, som noget der giver sig selv, og burde være en selvfølge. Det er det altså bare ikke.

Jeg tror på, at Astrid Cordes tror på de ord hun synger. Det giver altså en helt naturlig følelse af noget “ægte”, som er med til, at løfte det i forvejen fine materiale. Et materiale, som også er pakket kompetent ind og flot præsenteret af producer Jacob Brøndlund.

Hurry Up er indspillet live i studiet med band, og jeg bilder mig selv ind, at det kan høres. Her er noget nerve, nærvær og tilstedeværelse, fornemmelsen af noget levende og organisk, der gør at musikken får lov til, at ånde og leve. Det bidrager sikkert til den nævnte følelse af noget “ægte”. Ægte er måske et forkert ord, al musik kan jo føles ægte, selvom det er hundred procent frembragt af maskiner. Stofligt så?

Jeg leder lidt efter ordene, den der ubekendte x-factor, der gør at man kan mærke Cordes og musikken på Hurry Up. Måske er det svaret, at man netop kan mærke det?

Mod slut kaster Cordes sig for første gang ud i et nummer på modermålet, hvilket hun også slipper helskindet fra. “Jeg Venter” bygger efter sigende bro til den næste EP, der er sat til at udkomme engang til efteråret. Om det betyder, at der kommer mere på dansk ved jeg ikke, men det er bestemt en vej, som også er værd at udforske for Cordes.

Hun er velsyngende og har også et internationalt tilsnit, når hun synger på engelsk. Men, lakmustesten er næsten, at synge på dansk. Det er her man virkelig kan blotte sig, eller falde igennem, når/hvis manglerne bliver udstillet og tydeligt hørbare for en dansksproget lytterskare. Men, også stedet, hvor man så har mulighed for, at ramme endnu dybere og fremstå endnu mere personlig, måske?

Det kommer der også nogle fine formuleringer og billeder ud af på “Jeg Venter”, som:

Jeg tegner udenfor stregerne
Når det er dig jeg maler…

Jeg er bundet af en navlestreng
Jeg kan mærke du trække…

“Er der stadig plads til mig?”, spørger Cordes gentagende gange mod slut. Ja, ja der er.

Cordes tegner lidt uden for hendes velkendte streger på Hurry Up, men navlestrengen er ikke helt klippet. Hvis hun føler for det, så virker hun dog helt flyveklar og klar til, at forlade den sikre rede og se hvor meget og hvor højt vingerne kan bære.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleDe Sidste Bohemer: Husk Mit Navn, Nattedreng (Album/anmeldelse)
Next articleSolen er Sexet: Solen er Sexet (LP/anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.