Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Ring Them Bells: Things That Come Slow ★★★★☆☆

Ring Them Bells: Things That Come Slow ★★★★☆☆

423
0

Trænger du til et “sikkert valg” af en rockpladen, som kan sættes på i de fleste situationer? Ring Them Bells leverer et helt igennem godt og afvekslende bud med Things That Come Slow.

Ring Them Bells præsenteres med overskriften “dekadent Lynch Univers i rockformat”, hvilket jo er en rigtig lækkerbisken, hvor man næsten kan smage skidtet bare ud fra beskrivelsen, nammenam. Things That Come Slow er dog en hel del andre ting end “blot” Lynch-rock, det er faktisk en ganske varieret rockpalette der præsenteres over 10 numre fordelt på 35 ret kompakte minutter.

Allerede i løbet af de to første numre er vi gået fra netop noget Lynch’sk møder støvet filmisk western rock med ekkoer af et band som The Raveonettes til noget mere britisk 00er alt-rock klingende ala Kasabian. Førstnævnte hører “Eternal Guest” til, hvor det indledningsvis er sløvt og ganske lummert hos Ring Them Bells, på et nummer der lyder som den perfekte introsang/underlægningsmusik til når en mystik fremmed klædt i sort ankommer til bygrænsen med sammenknebne øjne, vindblæst hud og et sammenbidt udtryk på de smalle læber. ELLER, måske endnu bedre, sangen der spiller i jukeboksen, når vores mystiske, dragende femme fatal puffer døren op på den lokale diner og elegant og langsomt vrikker henover gulvet, mens hele baren vender sig… “I stepped in from the streets of distraction and confusion”, vrænger forsangeren. Det er ren Lynch her, stemningsmættet og billedskabende og meget lækkert udført.

Den efterfølgende “Favorite Gun” er mere tempofyldt og jeg måtte lige undersøge om den ikke er udkommet som single, for det er sgu’ en single. Og jo, den udkom med tilhørende video i april, et nummer jeg åbenbart ikke er nået til endnu i repeat-anmeldelserne. Men så kan vi jo tage den her for det er en stærk sag, der gør alt det man kan forlange af en single. Det filmiske rumestere igen, mest i den maleriske guitar og teksten “you were only a toy i was playing // Was I a killer / Was I a killer for you”, lyder det mens trommerne pisker sangen insisterende fremad. Det er nok albummets mest catchy nummer, i hvert fald på den umiddelbart fængende måde og med et godt omkvæd, der straks sætter sig fast.

I en lidt anden boldgade finder man senere på albummet singlen “Ringo”, som vi havde videopremiere på i slutningen af sidste år. Den er mere afdæmpet og mindre tempofyldt og “påtrængende”, men ikke mindre fængende, melodien er sådan en der sniger sig ind på en, mens man gribes af den let psykedeliske stemning. Ring Them Bells har altså en ret veludviklet sans for nogle melodier, der både virker akut smittende og som også formår at sætte sig fast så man husker dem.

Når det altså er det de lige har lyst til, for lige så ofte arbejder de med det mere stemnings- og billedskabende. Ud over den nævnte åbner, så er der også et mere afventende nummer som “You Don’t Have To Go”, hvor stemningen bliver mere ildevarslende og tynget, mens guitaren glimt vrider nogle støjende flader fra sig. “12 Wild Horses” er mere døsig, næsten stenet, det fungerer også ganske fint og de “12 cups of whisky you are drinking every day” og “hey there mister won’t you come with me today” får da også startet en lille indre film. I det hele taget er der noget “episodisk” over en del af de 10 numre på albummet, som gør at sangene fungerer godt i mens musikken spiller men, zoomer man ud og kigger på albummet som helhed kan det godt virke en smule fragmenteret af samme grund.

Og så får det også lidt en blød landing i form af de 3 sidste numre let an af ovennævnte “12 Wild Horses”, den psykedelisk tågede “We Could Slide” og den ellers fine, ganske opløftende roligt rockende “Sleepwalker”. Det er måske noget med rækkefølgen af numrene, som man kunne have byttet lidt rundt på, eller også er det bare fordi det ender med lige af blive en kende for afvekslende hos Ring Them Bells.

Things That Come Slow er for mig næsten indbegrebet af en gennemgående god og bundsolid 4-stjernet plade. Bundniveauet er aldrig under “godt”, der er glimt af noget decideret fremragende, man får en afvekslende og på mange måder nem lytteoplevelse – det er kort og godt en plade der er let at gå til, just press play og så kører det. Der er numre, som det er værd at fordybe sig mere i men helt overordnet er der ingen dårlige numre på pladen, vis 35 minutter suser afsted uden at man når at kede sig.

Det er simpelt hen “bare” en rigtig god plade, hverken mere eller mindre, som jeg er sikker på, at jeg kommer til at sætte på igen i forskellige situationer, hvor man lige trænger til et sikkert valg.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.