Home Artikler RF’22: Reportage og korte anmeldelser fra mandag, d. 27/6

RF’22: Reportage og korte anmeldelser fra mandag, d. 27/6

150
0

Anden dag foran Roskilde Festivals Rising Scene bød på en række fine koncerter med navne, som Barbro, Lucky Lo, Daufødt og Rigmor. Men også omveje, omskifteligt vejr og forskellige kriser, men også en mulig, stigende formkurve.

Ikke mere ynk, klynk og selvmedlidenhed, det fik alle vist rigeligt af i går. Der er blevet forventningsafstemt, justeret og erkendt, nu kører bussen. Og det er fremad.

Jeg havde, inden vi tog afsted, affundet mig med, at krop og sjæl ikke længere har kapacitet til, at nå “det hele”. Slet ikke med dårlig søvn, eller en uge i telt, samtidig med, at der skal arbejdes. Så, der bliver sparet lidt op til sidst på ugen, når der ikke er nogen kære mor.

En nat i egen seng, fremfor teltet, havde dog i dette tilfælde vist været hip som hap. Fuck, det var varmt i Herlev. Det ligger da mig bekendt ikke i subtroperne?! I nattens løb, havde jeg formået, at okse havedøren i soveværelset op. Så vågnede nede i fodenden, på tværs i sengen med hovedet vendt mod døråbningen og benene dinglende ud over kanten i den anden ende.

Total optimal sovestilling! Nå, så kunne man jo lige så godt stå op og få nogle skriverier fra hånden, så Herlev Ekspressen igen kunne rulle ind i Roskilde omkring middagstid. Eller, i hvert fald Parking South, som var den nye destination. 480 kr. for parkering. Måske man alligevel skulle cykle de 30 km frem og tilbage?

Årets første backstage bajer. Og festival øl overhovedet!?

Hvor de foregående dage var forløbet fortrinligt, hvad parkeringen angår, så udviklede det her sig til et mareridt. I en skoldhed bil med barn og semi-stressede voksne, som tiden stille og roligt tikkede derudad.

For det første er der relativt dårligt skiltet, hvad Parking South afkørsler og retning på og efter motorvejen angår. Da vi endelig nåde omkring Indgang Øst og den formodede retning, var det lukket for gennemkørsel den vej GPSen ville. Nå. En servicevagt, ham der blokerede vejen med sin vejbom, fablede noget om, at vi skulle ned på motorvejen igen og af ved afkørsel 11.

Ikke noget med i hvilken retning eller andet. Ok, panik panik, skal vi vende, skal man den anden vej, weiter bitte. I gang med GPSen igen og mulige alternative ruter. Vi skulle bare lige 1.5 km “ned af vejen”. Det endte med 45 minutter i cirkler og lidt på kryds og tværs, og et vejsystem os ikke stedkendte, hvad den del af Roskilde angår, var lidt usikre på.

Vi endte til sidst, nøjagtig samme sted, ved bommen, hvor man lige ovenover vores ven fra før kunne skimte et skilt pege i retning af Parking South… Man skal bare lige ud af samme vej, ikke dreje hverken den ene eller anden vej, eller tilbage på nogen fucking motorvej. HAN STOD LIGE VED SKILTET og sendte os på afveje.

Da fik jeg det helt varmt og blive skidt tilpas. Muligvis så vred, at jeg kunne ty til ukvemsord.

Jeg faldt dog nok ned til, at erkende, at det jo ikke var hans skyld. Han har kun den information han har fået oppe fra, og var måske lige mødt på vagt. Havde han haft tid til, at kigge på skiltet? Ja. Måske hørte han det, som om vi skulle til Parking West. Måske skulle vi have kigget bedre efter selv, eller ikke stolet på ham, da han fablede om motorveje. Hvad faen, vi bliver alle forvirrede og stressede i varmen!

Halsende efter musik, og en slurk et eller andet, landede jeg dog tidsnok foran Rising til, at tale med sladderpressen. “Ved du hvor man køber cigaretter?”, var den første kontakt. Næææh, det gjorde jeg da ikke. Vent, nu hun spurgte, kan man overhovedet købe smøger på Roskilde i år?! Har ikke set nogen Tobaksalg?

Hun var fra et større dagblads sladderspalte, viste det sig. Og havde hørt rygter om et “hemmeligt cigaret salgssted”. Nu ville  hun vide om rygtet havde spredt sig. Tæller det, som en kioskbasker eller clickbait overskrift nu til dags?

Jeg havde heller ikke andre rygter, eller sladder at byde ind med. Men, det var da en meget hyggelig sludder i solen. Hemmeligt cigaretsalg, ah, det er vist årets vandrehistorie på Roskilde så…

Barbro, Rising Scenen, kl. 14.00

Man kan ikke sige, at Barbro havde vejrguder eller publikumsfremmøde og opbakning imod sig. Solen strålede om kap med menneskemængden, da Barbro indtog scenen i ensom, cool majestæt med hendes guitar. Iført solbriller, naturligvis. Og de første toner matchede det, looket signalerede. Nu kommer der lidt dyb, badass, halv-støjende tråd.

Der blev åbnet med den sarte og følte “I’m Fine”, hvor den centrale sætning i nummeret lyder “I’ll be fine”. Og det er et virkeligt FINT nummer, jeg kan lide tvetydigheden mellem titel og ovenævnte citat. Ligesom kontrasten mellem sangens sårbare og blottede udtryk og Barbros coolness på scenen.

Ellers er Barbro og band, egentlig lidt svære, at placere rent musikalsk. Er det rock? Joooh, men der er også poppet hist og her. En del af numrene var meget lange, og langsomt opbyggende ballader, og så alligevel ikke ballader. Er det roots? Måske, er det roots, eller americana? Lidt af det hele?

Barbro fik bandet i ryggen efter soloudlægget og gled flydende over i næste nummer, hvor en af koncertens “svagheder” også allerede stak snuden frem. En del af sangene var lange, måske også FOR lange. De lød godt, og det er velskrevet, uden tvivl, men jeg stod også og blev en kende utålmodig, som koncerten sneglede sig frem og endnu et længere nummer sneg sig ud af højtalerne.

Det er ingen skam, at tage sig tid og bygge op. Eller for dens sags skyld, at udfordre folks tålmodighed og insistere på, at publikum, inklusive undertegnede, skal give sig hen. I dette tilfælde, syntes jeg dog, at det i lidt for lange perioder frarøvede koncerten noget fremdrift. Men, plus point for, at stole på materialet og holde fast.

Stedvis fik nogle af disse halv-stenede sange også et løft af nogle virkelig flotte vokalharmonier, og det faktum, at Barbro altså bare havde et fedt band i ryggen. De fik også lov til i glimt, at spille lidt med de musikalske muskler. Som i et nyt, noget mere progget nummer midt i sættet. Det fik også livet publikum lidt op og hevet ud af varme-døsen. En del slikkede sol i græsset, andre stod bare og stod. Men, virkede lyttende, om end noget dvaske, hvad mobiliteten angår.

På mange måder en rigtig “lyttekoncert”, hvilket man bestemt ikke skal kimse af. Dog kan man argumentere for, at Barbro måske havde været endnu bedre tjent med en mere intim, eller lukket scene. Et sted, hvor man kunne komme helt tæt på og måske mere ind i Barbros rum.

Til gengæld var der i effektive glimt masser af nerve og intensitet. Det ulmer, hos Barbro, og det føltes som om, at det kunne lyne lige hvornår det skulle være.

“U Think I’m Strange”, et virkelig stærk nummer i Barbros arsenal, blev skudt af lige, da jeg trængte til det. Nu kom, der for alvor liv i koncerten igen og herfra så Barbro sig egentlig ikke tilbage. Tramperytmerne blev efterfølgende kørt i stilling og den hele vejen igennem vellydende violin blev sat på “rock” indstillingen. Nu skulle Barbro og co. i mål.

Det helt tunge skyts blev fundet frem mod slut, hvor den herligt country-klingende “Don’t You Wait For Me” ramte plet. Virkelig godt nummer, hvor Barbro kommer op i tempo, masser af schwung og får leveret et “hit” på under 3 minutter. Og da Barbro fik proklameret, at hun ville ønske, at hun kunne stå her for evigt, var man lige ved, at bakke op om idéen.

I hvert fald, når hun fyrer et vaskeægte perle, som afslutningsnummeret af.

Samlet set havde de lidt over 40 minutter med Barbro i solen sine udsving. Koncertens første halvdel føltes lidt mat i varmen, og var lige ved blive en lille smule søvndyssende. Den blev dog hævet gevaldigt op i anden halvdel, så koncerten sluttede på en positiv følelse. Jeg kunne lide det, men jeg ville ønske, at jeg havde elsket det.

EFTER den hede omgang var det rask tilbage i skyggen i Backstage Village, upcoming/Rising, ingen kendte, kun fede typer og de flinke folk fra Uhørt crew. De nurser og forkæler godt nok os og de optrædende, fotografen og jr medarbejderen fik endda en gratis is da de ankom med nært forestående hedeslag. Det er sgu service.

Der er ikke meget luksus forbundet med medielivet, i hvert fald ikke når man er nederst på rangstigen. Vi forlanger heller ikke meget, men der skal, igen lyde stor ros til Uhørt og backstage området ved Rising. De spreder hygge, er rare at snakke med, har en frisk bemærkning parat og sørger for nogle rammer, hvor man lige kan nå at samle hovedet op mellem koncerterne.

Der er endda massage! Det er nok meget godt til ømme fotografer, der slæber sig i stykker med tasker og udstyr. Hvis jeg spurgte pænt, kunne jeg sikkert finde en, der gad smøre mig ind i solcreme! Det havde jeg glemt hjemmefra, så mødte op i lidt halv-bagt tilstand efter Barbro.

Lucky Lo er så heldig (der var den, igen!), at hun har fået en særskilt anmeldelse HER på siden. Både for, at sprede glæderne lidt ud og prøve på at undgå, at denne reportage ender med at blive en halv-roman, som det var tilfældet med igår. Gad vide om det lykkes? (Vi er vist efterhånden tæt på en novellesamling, red.)

Daufødt, Rising Scenen, kl 17.00

De var da lettere mellemfornøjede, de der norske punkere! Daufødt betyder dødfødt, og bandet stammer fra det sydlige Norge. Som også kaldes Norges bibelbælte.

Daufødt har det stramt med autoriteter og religion.

Det skriver de nogle sange om.

Nogle virkelig sure sange. Daufødt spiller en form for støjpunk. Meget larmede støjpunk. Indledningsvis var der ikke mange foran scenen, du kunne vandre helt op til hegnet lige op til koncerten. Da de unge nordmænd indtog scene i en ordentlig sky af røg og slog de første, knasende og forvrængede toner an, stormede pladsens mest hardcore typer ud af skyggerne.

Der blev aldrig tætpakket, men nok til, at det så ud af noget. Sikkert også oppe fra scenen. Daufødt gik koncentreret til værks, ikke meget pank og pjat. Eller kommunikation fra scenen. Bare fuld smadder og intet overflødigt fedt.

Jeg har egentlig ikke det store, at sige til det. Det var satme punk. Og gennemført. Men, bandet må have fat i noget. For mig blev det lidt en monoton mur af helt fed hærger punk, men andre var tydeligvis komplet solgt.

Der blev danset, moshet, nogle så ud som om de koksede lidt ud. Crowd surfing blev det også til. Og mod slut en hæderlig størrelse circle pit midtfor scenen. Ganske imponerende.

Og så var det slut. Bang.

Efterfølgende kom der nogle brede smil frem bag de sammenbidte ansigter på scenen, da de modtog fortjent hyldest. Det er til gengæld IKKE punk!

JEG ved heller ikke, hvor punk det er, at hænge ud backstage, men jeg forsøger, at indhente det forsømte fra vores første mange år, som pressesvin på Roskilde. Da holdt vi os langt væk fra den slags, det var vi sgu for trve til! Nu har jeg nok bare solgt totalt ud, oh well, der var gratis kaffe (BUUUH!, fra den TRVE Red. …på hjemmekontoret i parcelhuset).

Vores kære ungarbejder var efterhånden ved, at være godt overophedet og trængte til skygge og moderlig omsorg. Roskilde kan være hård for alle størrelser, ikke mindst de små. Og varmen er ikke hendes ven, så der gik lidt tid med familiepleje. Inden den stod på dagens sidste etape, som blev Rigmor, mens de mørke skyer begyndte at trække ind fra vest og samle sammen til et gratis brusebad over pladsen.

Jeg var blevet lidt tørstig af al den norske punk, eller bare stemningen generelt? Så jeg tog mig festivalens først øl, på dag nummer 3. Jeg drikker jo ikke i arbejdstiden! Måske drikker jeg FOR LIDT i arbejdstiden? Det føltes rigtigt og hjalp lidt på formen. Skyndte mig, at købe en mere og tage den med i tasken ud foran Rising.

Rigmor, Rising Scenen, kl. 18.30

Man blev helt stolt og glad. På Rigmors vegne. Jeg kan ikke tage æren for, eller har nogen aktier i det der forløb på Rising. Bandet fra Aarhus fik en heltemodtagelse, og det virkede fra første sekund, som om, at den allerede var halvt hjemme.

Da jeg oplevede det poetiske indieband live første gang var det på Uhørt 2019. Under den koncert jeg jeg en fornemmelse, at overvære et band, som allerede dengang havde et eller andet. Det der famøse “det”. Der var også et par knaster, bevares og bandet virkede endnu ikke helt flyvefærdige.

Til efterfølgende koncerter, og over en række udgivelser har gruppen justeret og finpudset. Og ikke mindst hentet noget erfaring. Det kom til sin ret og blomstrede ud i fuldt flor mandag aften.

Allerede i løbet af åbningsnummeret, “Træ”, stemte det talstærke publikum i med fællessang.”Giv mig et pust, giv mig et tegn, så jeg kan se, at der er noget på spil”, er altså ikke de mest oplagte – eller synge med venlige – linjer, at få en festivalplads med på.

Hvad pokker skete der lige her?! En overraskende stor del af de fremmødte kendte Rigmor?! Jeg vil faktisk påstå, at den forreste del af pladsen virkede som dedikerede fans. Jeg troede, at jeg stadig havde dem lidt for mig selv. Bandet så også tydeligt benovede og imponerede ud. Selv Sarah Weichmann i front, som godt kan virke lidt distanceret og kølig i hendes fremtoning og optræden, havde, bogstaveligt talt, svært ved, at få armene ned.

Da hun kastede sig ud i et meget tidligt “HVA SÅ ROSKILDE”, med et smil malet i hele ansigtet, var hun i følge hende selv tæt på tårer. Det gik rent ind. Rigmor havde sænket paraderne, jeg ligeså og er ret sikker på, at resten af pladsen var med. Hele bandet havde svært ved at skjule de brede smil bag indie-facaderne.

Rigmor havde også ventet i 2 år på dette øjeblik, eftersom de oprindeligt var booket til Rising i 2020. Der gik, som bekendt, corona i den. Måske ikke en helt skidt ting for bandet, der i mellemtiden, trods nedlukninger, har kunnet samle mere liveerfaring og haft tid til, at modne generelt.

De har hele tiden haft stærke sange, “Træ” er eksempelvis fra deres første EP. Nye er kommet til, og bandets mulighed for, at sammensætte en sætliste vokset. Da jeg oplevede dem sidste efterår på Forbrændingen virkede bandet stadig søgende, som om de afprøvede nogle ting og ledte efter den optimale udgave af Rigmor som liveband. Nu er den tæt på, at være der.

Bandet kan godt lide “Citatsangen”, den var dog lige ved, at bremse koncerten her. Det er et relativt afdæmpet nummer, som kræver, at man lytter. Rising er, som vi så tidligere med Barbro, ikke de helt optimale rammer for den slags.

Det fungerer bedre, når Rigmor får kombineret dyderne. Det tænksomme og det lidt mere udfarende. Som i “Vent og Se”, hvor linjen “løber du væk fra dig selv”, ramte skiven rent. Det er ikke et voldsomt nummer, som sådan, men der er lige lidt mere fremdrift end i eksemplet med “Citatsangen”. Har man hørt Rigmor live tidligere, så ved man dog, at der er endnu mere i vente.

For Rigmor havde skruet op for tyngden i det meste af sættet. “Er du i stykker”, spørger Weichmann fra scenen, mens bandet begynder, at larme og lyne. Som altid i det nummer, er det hele ved at falde fra hinanden mod slut, mens bandet syrer godt ud. Kontrasten mellem den lyse og kølige vokal, og den ild og vildskab, der frembringes af instrumenterne på scenen, giver Rigmor kant.

Der er noget på spil her. Rigmor er ikke “bare” et Strunge inspireret band. “Det er lige meget”, nej, det er netop ikke “lige meget”, som i sangen af samme navn. Rigmor har ikke kun skruet op for tyngden i visse numre, andre steder, som her, virker de også mere “loose”. Der er løsnet lidt op, der er sprækker i de ellers lidt tilknappede, koncentrerede og seriøse facader.

Måske på grund af den indledende heltemodtagelse. Eller også er det bare selvtilliden, som har fået et boost? Jeg ville ikke have været til at skyde igennem, hvis et ellers ikke så publikumsvenligt nummer, som “Det er ved at komme igen” havde udløst dagens anden ret massive fællessang. Det er endnu et nummer fra første EP, baseret på en tekst af Michael Strunge, omsat til sørgmodig indie. Oplagt til sing-a-long?!

Men, Rigmor havde den, og havde os. De ville os, publikum ville dem. Det var en af de dage, hvor man kunne føle den gengældte velvilje og kærlighed i luften. Så har koncerter det med, at blive noget særligt.

Tiden stod stille, tiden gik alt for hurtigt, tiden var ved at løbe af med og fra Rigmor mod slut. De skulle lige nå deres “banger”, som Weichmann formulerede det. Er der tilmed humor gemt bag de nu sænkede parader?! “Gyroskop” blev skudt afsted, den havde lidt travlt, så band og sang var lige ved at lette.

Det gjorde de så under den afsluttende “Vægtløs”. Så var vi tilbage ved første EP, havde været hele vejen rundt. Kom hjem til reden. Den er Rigmor klar til at forlade nu.

Ringen virker sluttet. Fra Uhørt, over de efterfølgende år og modning, til denne stund på Rising. Vingerne kan bære. Hvor højt? Det må tiden vise, men det er på tide, at give slip og tage det næste skridt. “Det er det STØRSTE”, forsikrede Weichmann os mod slut. Ja, indtil nu.

It’s not dark yet, but it’s getting there…

DET trak for alvor op til regn, og muligvis værre ting og sager. Blæsten tog til, temperaturen faldt mærkbart. Nu blev det en kamp mod uret, at nå tørskoet ned til bilen på den sydlige parkeringsplads. Junior hankede op i sig selv, fik et energi og moralboost og klarede turen i overraskende højt humør. Mens det begyndte, at rumle faretruende i det fjerne og enkelte lyn også også dukkede op ude i det fjerne. It’s coming.

Vi passerede igen perlerækken af mere eller mindre private geschæfter, som er skudt op ud mod vejen, som festivalgæster skal passere på ruten. Købmanden og burger biksen må have kronede dage. Hvor meget salg, der er i campingudstyr ved jeg ikke, men 75 kr. for en campingstol lyder billigt i forhold til priserne på pladsen. Til gengæld virker 95 kr. for et bad i private gemakker, som en halv-dårlig deal. Også selv om der er kaffe inkluderet i prisen.

Adspurgt om ungen, efter en uge uden bad på festival, ville vælge, at bruge penge på et bad eller en pizza til 100 kr. valgte hun pizzaen. Ikke, at jeg er chokeret. Hun nåede også lige, at bestille en fransk hotdog ud gennem bilruden, da vi forlod pladsen og passerede pølsevognen på hjørnet af parkeringspladsen Hun spiser efterhånden mere, og bedre, end mig på festival?!

I morgen venter sidste dag på Rising. Jeg håber på “fuldt program”, nu jeg har skånet mig selv lidt de seneste dage. Nu kommer teltet i brug herfra og festivalen ud. Jeg ved ikke heeeelt, om det lokker? Og, jeg lader til, endelig at have fundet en formel og arbejdsform, som fungerer for mig i år.

Af Ken Damgaard Thomsen (plus mobilfotos)

Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival

Previous articleRF’22: Reportage og korte anmeldelser fra søndag d. 26/6
Next articleRF’22: Lucky Lo, Rising Scenen, mandag d. 27/6

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.