Home Artikler RF’22: Reportage og korte anmeldelser fra søndag d. 26/6

RF’22: Reportage og korte anmeldelser fra søndag d. 26/6

171
0

Åbningsdagens på Rising bød på lidt af hvert, med koncerter fra kunstnere som Reveal Party, Viik, Joe and The Shitboys og AySay. Den bød også på selverkendelse, varme og festivalens første seriøse skylle. Er der mere af det hele i vente?

Jeg er blevet gammel. Det var vist den største “åbenbaring” og konstatering, som søndagen bød på for mit vedkommende. Og kræfterne og energien, er ikke som de var engang. Ligesom manglende nattesøvn, tilsyneladende, også kan være en buzzkiller.

Som jeg skrev i reportagen fra første dagen, så var planen hele tiden, at tage en nat mere i egen seng, efter alt det praktiske var ordnet. Og pladsen inspiceret. Glimrende plan, syntes jeg selv, selvom jeg også havde det lidt underligt og antiklimatisk ved, at forlade festivalen for, at vende tilbage igen. Det er vist første gang, at det er sket ud af de 21 Roskilde Festivaler jeg har deltaget i.

Det indgik dog ikke i planen, at jeg lige skulle skrive lidt efter hjemkomst og komme lidt sent i seng. For så at vågne efter en hæslig “vende dreje” nat lidt i 4. Under 4 timers søvn, så kunne jeg jo lige så godt have sovet i det skide telt, jeg alligevel havde slået op!

Nuvel, op før fanden fik sko på og skrive færdig. Det kunne man jo lige så godt, så var bagkanten og afgangen mod Roskilde på dejlig afstand. Jeg røg lidt for mange smøger dagen før. Kunne man mon stadig løbe 10 km med så meget tobak i systemet? Hvorfor ikke bruge tiden fornuftig og få en god løbetur presset ind? Fantastisk idé! Det kom tilbage og bed mig i bagdelen senere.

Overkompensation og en presset harddisk

Jeg overkompenserer også. Det har jeg/vi nok altid gjort, lige siden vi startede. Vi var ikke de største, de mest smarte, mest “kendte” eller hvad ved jeg. Men, vi kunne fandme out work’e hele bundtet af andre musikmedier. Og dække mere, set i forhold til vores beskedne størrelse og antal skribenter. Og jeg skulle kraftedeme nok selv gå forrest.

Det brænder man lidt ud af. Også en af grundene til, at vi midlertidigt trak stikket sidste sommer. Vi kunne ikke holde frekvensen, men forsøgte stædigt og endte med, at køre mere ren vilje end lyst og reelle kræfter. Det holder ikke i længden, men holdt længe. For længe. Vi skulle have droslet ned længe før og undgået mæthedspunktet. Det er dog blevet meget bedre, efter vi vendte tilbage og tog det mere loose.

Og accepterede, at vi alle har rundet de 40 (nogle af os for længst). Andre interesser, familieliv, og bare det at blive ældre. Der er ikke den samme plads på den mentale harddisk, og der kan ganske enkelt ikke presses lige så meget ind længere. Så kortslutter den. Og man bliver helt utroligt træt. Også fysisk?!

Nu nåede jeg samme erkendelse, hvad angår koncerter og Roskilde. Jeg vidste det jo godt. Tidligere var vi to afsted der skrev, og dækkede stort set alt der skete på Rising. Plus det løse og alt vi magtede på selve festivalen. De seneste par festivaler har jeg været enlig skribent, men stædigt (det ord igen) holdt fast i og forsøgt, at producere den samme mængde læsestof og dække lige så mange koncerter.

Nu er der så gået 3 år siden seneste festival i 2019, og de 3 år kan ærligt talt mærkes. Harddisken er blevet tiltagende langsommere, og lagringspladsen mindre. Det må jeg så tage konsekvensen af. Og tilpasse arbejdsbyrden, tiden og ikke mindst hviletiden og de indlagte pauser. Bloody hell…

Der bliver ikke kastet noget håndklæde i ringen, ikke før manden i ringhjørnet siger vi ikke KAN fortsætte. Men det er slut med overkompensationen. Jeg har følt, at vi på en eller anden måde “skyldte”, eller skulle leve op til mere end mange andre. Fordi vi var den lille fisk i søen. Jeg tror vi har ydet rigeligt, leveret over evne og også mere end nogen egentlig forlangte?!

Så, jeg slapper hermed officielt af i mit gamle røvhul og letter foden fra speederen. Jeg når, hvad jeg når på Roskilde. Accepterer min alder og det uundgåelige fald i energiniveau, samt pakker stædigheden væk. Nu vil jeg bare nyde, tage ind og glemme fiktive forpligtelser. Det er OK.

Roskilde Rising… rising!

Og SÅ skruer vi lige ned for dramaet, navlepilleriet og det galloperende selvterapitrip. Lad os i stedet for skrue op for musikken, for den begyndte at spille på Rising Scenen.

Vi ankom i vanlig flot stil, lavede samme parkeringsfinte som lørdag, den går kun i weekender, så fra i morgen er det en længere vandring fra automobil til pladsen. Den tid, den sorg – jeg lover, at jeg ikke løber nogen steder mandag morgen og sparer på kræfterne!

Vores Junior medarbejder fordrev vandringen mod pladsen, gennem den indre plads, med at score pant. Der er ingen konkurrenter af nævneværdig grad på den rute, modsat ude på campingområdet, hvor pantmafiaen styrer showet. Hun skulle jo egentlig også TikTokke løs, den arbejder vi stadig på. Hun sprøjter ellers videoer ud når det er i privat regi, men går åbenbart lidt i baglås, eller overtænker sagerne, når det  er til @gfrdk profilen. Hvor har hun mon det fra?!

Vi fandt en plads i skyggen, med ryggen op mod mu, hov, Shu-Bi-Dua brainfart. En plads i skyggen i nærheden af Rising. Stadig heiss på Roskilde, men dog ikke så morder lummert som dagen før, hvilket helt sikkert heller ikke hjalp på energien. Og endda en let sval brise. Indtil vi opdagede, at vi sad lige ved indgangen til Backstage Village Rising udgaven.

Et lille åndehul for medietyper, branchefolk med tilknytning til vækstlaget og de optrædende på Rising. Bestyret og bygget op af de gode folk fra Uhørt Festival, et logisk match. I det man ofte ser et overlap mellem navne, der optræder på Uhørt det ene år, og året efter på Rising. Nå ja, og så hele upcoming/vækstlagstingen generelt.

Det er ikke syg luksus og lir, bare en lille oase med siddepladser, lidt pressehalløj, en lille bar og nogle toiletter. Og så ellers bare rolig og afslappende atmosfære. Det skulle jo være så sundt, har jeg fortalt mig selv i år.

Klokken 14.00 var “freden” dog forbi, og Rising åbnede for de musikalske sluser og kom dermed regnen lidt i forkøbet. Jeg har skrevet en anmeldelse af første koncert, Reveal Party andetsteds, da jeg fik den hakket af umiddelbart efter koncerten. I et anfald af möchtegern ungdommelig kådhed for, at være lidt på forkant med skriverierne og fordi, jeg havde nogle indtryk jeg bare MÅTTE ud med. Jeg ved ikke helt om det lykkedes efter min hensigt, det kan I jo selv læse.

Det var dog her, at det for alvor begyndte at dæmre. Ned i tempo, mester. Jeg sprintede bogstaveligt med varme laptop lår fra Backstage og direkte ind foran scenen for, at nå den næste koncert. Helt sort og tåbeligt, det kunne ingen da være tjent med, slet ikke bandet på scenen.

Viik, Rising Scenen, kl. 15.30

De gjorde ellers hvad de kunne fra start for, at holde min kortslutning på afstand. Der var dælme dømt folkemusik med et udlæg, der bogstaveligt talt kunne folkedanses til.

Viik er en skandinavisk konstellation med danske, svenske og norske medlemmer, anført af den norske sangerinde og frontkvinde Elisabeth Vik. Og hun havde da forstået, hvad det vil sige, at stå i front for et orkester. Sikken en udstråling, tilstedeværelse og autoritet. Nå ja, og så kunne hun tilmed synge, hvis det også er vigtigt!?

Momentvis havde hendes performance en snert af heavy metal forsanger. Hvilket sådan set også, mellem linjerne, eller tonerne, gjorde sig gældende for hele Viiks udtryk. Man fornemmede klart et slægtskab med klassiske metal dyder, om ikke andet i ånden. Der er også en form for overlap, det kan man jo se med en kunstner som Myrkur. Eller utallige folkmetal navne. De hiver lidt inspiration fra samme sted, drikker af samme kilde eller hvordan man nu vil formulere det.

Der var djævlehorn, kampråb, dramatiske, lange sange og middelalderlig stemning. Der trak tilmed de første alvorligt mørke skyer ind over pladsen og Rising, helt symbolsk og meget passende.

Jeg tror, at bandet lagde ud med den meget dansable, og klassisk folkemusikklingende “Alle Barn Skal Sove”. Der er godt nok schwung og kædedanspotentiale i det nummer. Og det smittede da også af på et ret stort fremmøde – folket var sgu kommet for, at danse og høre nogle gammeldags toner. Viik blev nærmest modtaget, og hyldet som nogle hjemvendte sejrherrer fra et vellykket togt.

Der var da også grund til, at hylde denne flok Viikinger (ba-zing), den 6 mand store gruppe efterlod et særdeles kompetent indtryk. De spillede, kort sagt, deres traditionelle nordiske folk sikkert og ganske medrivende. Der var masser af bid og attitude, vi fik tilmed en art harmonikasolo. Naturligvis med tilhørende djævlehornssalut fra den evige indpisker Elisabeth Vik.

Hun fik også gjaldet sæsonens første “HVA SÅ ROSKIIIIIILDE” ud fra en scene. Efter 3 år uden var det næsten tilladt igen! Med mine egne tilbøjeligheder in mente var det dog lige før, at Vik fik overkompenseret, eller bare ikke kunne skjule begejstringen. Det var dog svært ikke, at dele det brede smil MED hende.

Folkemusik af denne art kan godt tendere til, at blive en lidt for “gøglet” affære for mig. Hvis der går for meget fodstamper rytme og middelaldermarked stemning i den. Jeg synes dog, at Viik leverede et musikalsk tilpas alsidigt og varieret sæt til, at det aldrig kammede over.

Og med Vik i front, havde Viik også en karismatisk, velsyngende og vokalmæssigt varieret furie i stævnen af skuden, som kunne holde gang i folket foran scenen. Det mundede ud i en mere end godkendt folk-fest.

DA jeg vendte tilbage i Backstage Villiage Rising Edition var fotografen fordybet i en nysgerrig samtale med en fra Uhørt crewet. Og andre omkring det bord vi havde “reserveret” til GFR Redaktionen, det viste sig, at dele af selskabet stammede fra Højer. Det er 5 km fra den by i Sønderjylland, hvor undertegnende er vokset op og 10 fra fotografens hjemstavn. Dele af min mors side af familien har dybe rødder i, og bor stadig i Højer.

Hvad kan I bruge den oplysning til? Muligvis vis ikke en skid. Ud over, at verden er fucking lille, Roskilde lige så. Og falder man i snak med “fremmede”, så er man ikke kun 6 led fra Kevin Bacon, men sikkert også Højer.

Regn! LØB!

Lille tip til læskedriksaficionados, den mest udbredte cola på pladsen er Fritz Kola. Har faktisk ikke set et konkurrende produkt endnu. Den plejer, at være glimrende, især den variant jeg har nydt på Stengade. Den fås i to andre varianter på Roskilde: den biodynamiske et eller andet med grøn label og en sukkerfri med hvid. Vælg for guds skyld den sukkerfri, den smager langt bedre og meget mere af cola. Den grønne er nærmest udrikkelig og smager af… jeg ved ikke hvad det er, men det er ikke cola. Jeg har holdt en lille uofficiel meningsmåling, samtlige adspurgte foretrækker den sukkerfri. Hvilket jo egentlig er fint for folkesundheden og alt det der.

Det var også heromkring, at himlen pludselig åbnede sig over Roskilde og gav en lille forsmag på, hvad der kunne være i vente til senere på ugen. Ikke en syndflod, det var hurtigt overstået, men man glemmer helt, hvor våd man kan nå, at blive på kort tid, når der er tryk på fra oven.

Der var dog andre mere presserende ting i vente end møde i den nystiftede Sønderjyske kaffe & kach klub, cola smagsprøvning og fugtige skuldre. Færøsk queer-punk.

Joe and The Shitboys, Rising Scenen, kl. 17.00

Det var da også lige til, at få galt i halsen og spytte op igen. Jeg valgte dog af sluge. Det tænker jeg også Joe and The Shitboys foretrækker? De lagde ud med, hvad jeg skød til var 6 numre i løbet af koncertens første 3 minutter.

Hæsblæsende tempo, hovedet under armen, dillermanden i hånden og stolte afsted, sprøjtende det ene små-debile punkriff ud over et modtageligt og samtykkende publikum. Punk af denne her korte, komprimerede art har bestemt sin charme og kan fungere, som et sanseoverfald. Virkningen har det dog også med, at kunne fortage sig relativt hurtigt.

Monotoni og ensformigheden kan sætte ind, et band løbe tør for energi, eller bare udmatte publikum. Jeg vil skyde på, at den helt optimale længe for en punkkoncert af denne slags ligger et sted mellem 7 og 14 minutter. Jeg har set Smertegrænsens Toldere køre nogenlunde den stil og afvikle koncerter indenfor sådan en kompakt tidsramme. Wham, bam, thank you ma’am (and mister).

MEN. De rasende, pågående og bevidst provokerende og anmassende færinger på Rising slap sgu næsten afsted med, at holde dampen oppe og lemmer sprællevende i samtlige 40 minutter. Fra deres selvpromoverende åbningssalut, der hylder bandet, til de var så frække, at lukke med Rage Against The Machines “Sleep Now In The Fire”, som kækt ekstranummer.

Det hele er nemlig slet ikke så “dumt” og simpelt, som det måske kan fremstå på overfladen. Joe and The Shitboys virker helt bevidst fladpandede i stil og humor, men det er effektiv sløring og Jedi Mind Tricks. De har noget på hjerte. Og mere mellem ørerne end dickjokes og kvikke oneliners måske kan signalere – ikke, at det ikke også kan rumme et vist raffiniment.

“Har I fået spist noget røv?”, spurgte forsangeren friskt. Og fortsatte med, at det her nok også var den sidste festivaldag, hvor det var fornøjeligt. De har også et nummer, der hedder “Don’t Fear The Nipple, Free The Nipple”. Den lød, som hvis Electric Six fik bank på disco dansegulvet med en påspændingsdildo.

“Life Is Great, You Suck”, blev dedikeret til en mand i grøn t-shirt blandt publikum. Ikke mig, selvom jeg også var iført grønt. Da var jeg dog vandret fra den del af kampzonen, front til venstre, og bagom mod højre for, at suge lidt stemning der og få lidt overblik over, hvor langt Joe og hans overallsklædte slæng nåede ud.

Det nummer lød, som om de med fuldt overlæg plankede et riff fra The Hives. Og trampede på det med træsko. Herligt! Ligesom den herligt betitlede “Personal Space Invader”, der blev skudt af lige inden. Det kunne være svært, at holde trit i sangtitler, overgange mellem numre og hvor mange sange de nåede at fyre af. De fleste varer under 1 minut, nogle kun gansk få sekunder.

Som det “covernummer” af Gasolin Joe påstod, at de ville spille. Har I hørt deres udgave af Oasis’ “Wonderwall”? Den er smadret til ukendelighed. Det samme blev dette “Gasolin nummer”. Jeg er ikke i tvivl om, at de i deres egen optik spillede en Gasolin sang. De kogte den bare ned til 8 sekunders total hærgen.

Nummeret “Fuck Fake Allies” var dedikeret til mennesker, der siger, at “de ikke har noget i mod bøsser, bare de ikke prøver noget med mig”. Der er meget mere i og på spil her end nogle punkgale, muligvis rabiesramte og deliriske færinger på slap line. Under “Macho Man Randy Savage” (en hyldest til den afdøde wrestler? Hvem ved) skulle vi, naturligvis også alle ned at sidde. Det lykkedes faktisk, at få alle med, undtagen “that guy”, I ved ham, der skal være helt speciel og stå og blomstre lidt midt i det hele. Og så skulle vi hoppe op. Gamle tricks, men det virkede.

Subtile er Joe and The Shitboys ikke! Det er ikke deres hensigt eller angrebstaktik. Det er full frontal charge, take no prisoners. Og det fungerede, lidt mod alle odds, i meget længere tid end jeg troede nogen havde kondi og modtagelighed overfor. Inklusive mig selv.

Dem tager jeg sgu gerne en ladning punk fra, lige IN THE FACE, på et mindre spillested en anden gang. Jeg skal nok tørre røv inden.

Efter man fik tørret de værste pletter af, efter sådan en rusketur foran Rising, stod den på forplejning. Dagens MADANMELDELSE bliver dog en second hand beretning, jeg havde selv pakket en lille madpakke og kom igennem på bananer og andet, der sikkert er sundt for en træt krop.

Aggemam? Ja, mente nogen?!

De kvindelige redaktionsmedlemmer købte dog pizza hos… hmm.. sufflør!? (biksen ligger lige til venstre for Rising Scenen. Lemonade biksen for helvede! Og pizza, åbenbart)

I min optik lignede den såkaldte pizza mest den paptallerken, som den blev serveret på. 100 kr, men så fik man da også lidt fyld med, pesto og lignende snask, samt en tomatsovs med samme udseende, som “budget” udgaven fra Fakta. Køberne gav dog udtryk for stor tilfredshed, roste smagen og syntes, at den var meget mindre “slasket” end den umiddelbart så ud. Så, udfra value for money princippet, i disse tider, så lander vi på 4 ud af 6 til Rising Pizzaen.

AySay, Rising Scenen, kl. 18.30

Jeg havde set frem til mit Rising møde med dansk/tyrkisk/kurdiske AySay, der som band har rødder i Aarhus. Jeg vil ikke sige, at jeg blev direkte skuffet, men jeg havde nok sat næsen op efter en lidt større koncertoplevelse? Måske var mine forventninger også lidt urimelige? Der er trods alt, med al respekt, tale om et band på Rising – de er i princippet “på vej frem”.

Det var bestemt ikke den musikalske levering eller kompetencerne, som jeg syntes haltede lidt i perioder. Ej heller, som sådan, Luna Bülow Ersahin på sang og saz og hendes udstråling og karisma på scenen. Men, det var som om, i hvert fald i koncertens første halvdel, at Luna og resten af AySay kæmpede lidt med, at nå helt ud over scenekanten og ud til publikum.

Også her er jeg dog lidt i tvivl om, om det bare var mig, den var gal med? For, når jeg kiggede rundt på de små-trippende fødder og “bobbende” og svajende skuldre på pladsen, så, så det egentlig ud som om, at AySay havde fat. Jeg kunne bare ikke rigtig mærke det?

De lagde ellers stærkt ud, med en af gruppens mest medrivende numre, “Ben Beklemem”, faldt allerede som sang nummer to. Da VAR jeg dog med. Det nummer har en helt uimodståelig rytme, forankret i den tyrkiske folkemusik tradition, men alligevel med et pop/rocket vestligt præg. Men den rytme og det riff, den er dælme vanskelig ikke at blive hypnotiseret af.

Her introducerer Luna os også for en kurdisk “glædeslyd”, sådan en art trallende, high pitched hyl, som hun fik publikum med på. Det lød slet ikke så skingert og tonedøvt, som man kunne have frygtet af et publikum på Roskilde tidligt på aftenen. Og et ganske snedigt “trick” fra Luna. Så kommer man i øjenhøjde med publikum, inddrager dem tidligt og nu føler man, at vi har et eller andet tilfælles.

Desværre fulgte koncertens mindst medrivende periode ikke lang tid herefter. Jeg syntes, at der manglede en lille smule fremdrift, eller bare et bedre flow i det man kunne betragte som den 40 minutter lange koncerts midterdel. Bevares, sang og musik faldt aldrig i niveau, det var bare, som om at sangvalget, eller bare materialet generelt her, var lidt… “eh”? I den periode, så jeg en langt fremme mod scenen en fyr stå og få renset tænder af sidemanden. Så har man da set det med til en koncert.

Luna fik berettet om den ulykke hendes elskede saz havde været ud for dagen før, inden en anden koncert. Forestil jer en stor lut. Hvis I ikke ved, hvordan en lut ser ud, så spørg internettet! Nå, men den faldt ned fra en monitor, tror jeg det var. Og flækkede. Men, hun havde fået den klistret sammen med sort gaffatape, og den lød stadig ret godt. Det gjorde den. Og hvis jeg syntes at sangene i denne periode blev en mindre ørkenvandring, så var der altså fut i den lut. Eller sazzy saz? Fedt instrument, fed lyd.

Det var dog som om, at AySay fik hævet koncerten op igen, som vi kom ind i anden halvdel. En række sange, som hun både introducerede under deres kurdiske titel og danske oversættelse, fik endelig helt fat i undertegnede. “I Min Verden”, og en hvis titel betød “hvor kommer du fra”, ja tak, nu var vi der.

Og som afslutning inviterede Luna os tilmed til fest på en kurdisk natklub. Altså i sangform med – og her prøver jeg at sjusse mig frem til titlen ud fra, hvordan jeg hørte det og et nummer fra AySays album Su Akar – “Asiti”? Det ville så være den danske stavemåde. Nå, pointen var, at AySay sluttede af med en dansefest. Og den virkede.

De hev stikket hjem, og fik løftet koncerten på fornem vis, efter jeg syntes den havde tendens til, at slæbe sig lidt afsted i midten. Som et kuriøst punktum, så ramte trommeslageren Luna lige i knolden, da han ville kaste en trommestik ud i publikum efter koncerten. Heldigvis ikke noget alvorligt, men det tror jeg heller ikke jeg har set før…

Det lakkede herefter også mod enden. 4 koncerter i rap, plus en anmeldelse skrevet og smidt på nettet, på 4-5 timer – jeg havde ikke lært lektien helt udenad på daværende tidspunkt. Alle 3 i vores lille flok var møre, gårsdagens strabadser, lummervarmen og søvnunderskud er en stille dræber.

Jeg valgte, at sadle om og gentænke, hvordan jeg/vi gør det her, så det bliver holdbart. Det bliver learning by doing, og forsøge at finde et passende niveau. Jeg startede med, modsat min oprindelige plan, at tage med hjem endnu en aften/nat og forsøge, at lade ordenligt op.

I skrivende stund, har jeg nu indset og accepteret det, som jeg også rablede løs om i den lange indledning. Og, eftersom pressecenteret faktisk først åbner kl. 10 i opvarmningsdagene, så får jeg mere skrivetid ved, at køre med frem og tilbage og skrive hjemmefra?! Lidt absurd.

Beklager, hvis det blev lidt for meget ananas i egen juice. Men, det er også en del af processen, Roskilde og livet generelt, hvis det skal blive helt højtragende. Lær og tilpas derefter, eller dø med støvlerne på. Jeg vil, for en gangs skyld, forsøge, at lytte til min krop og hjerne, og sigte efter førstnævnte. Støvlerne har været igennem nok kampe.

De bliver ikke stillet, men jeg skruer lidt ned for blusset og egne forventninger, som jeg alligevel ikke kan holde til, at prøve på at leve op til. Målet er, at komme helskindet igennem Roskilde Festival uden, at det skal være en opslidende kamp, men også sjovt.

I dag, mandag, er den foreløbige plan, at dække de første 4 koncerter på Rising, og så se hvordan vejret arter sig. Jeg er ikke sart eller har vandskræk, men jeg har været gennemblødt nok i løbet af mit Roskilde liv (BUUUH, det var garanteret værre i ’07!, Red.). Der skal spares på krudtet til en formodentlig lang tirsdag på Rising, og herefter går det for alvor løs. Point of no return.

Denne gang vil jeg være MED og ikke bare forsøge at overleve.

Af Ken Damgaard Thomsen (plus mobilfotos)

Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival

Previous articleGods and Forest: Arbitrary (Album/anmeldelse)
Next articleRF’22: Reportage og korte anmeldelser fra mandag, d. 27/6

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.