Home Artikler RF’22: De sidste ord og tanker

RF’22: De sidste ord og tanker

371
0

Roskilde Festival nummer 50 er en saga blot. En til historiebøgerne bliver det rent musikmæssigt nok ikke, dømt ud fra hvad vi fik set. Rising skinnede om kap med solen, men selve festivalen var også ligesom vejret under den. Hvad kan man konkludere ud fra det?

Som jeg skrev i optakten, så er det næsten en umulig opgave, at bedømme en festival på Roskildes størrelse samlet set. 180 musiknavne på en uge, det kan virke som at spille lotto og håbe på det bedste, når man vælger koncerter. Måske er der gevinst, endda en af de store, men man risikerer også, at komme derfra med mindre. Mens andre måske var mere heldige.

Derfor er en samlet bedømmelse også en meget individuel størrelse. Der også kan være afhængig af personlig smag. Et ubetydeligt navn for mig, kan være et hovednavn for dig. Derfor vil en samlet bedømmelse af musikåret 2022 på Roskilde være en balanceakt.

Man kan finde links til mine lange, daglige reportager og anmeldelser nederst. Der er nogle af de mange “mellemregninger” og delkonklusioner med, som jeg vil forsøge, at styre udenom her. Så jeg ikke ender med 4-5000 ord. IGEN. Inden jeg skrev denne konklusion og afrunding har jeg skrevet 33.450 ord siden lørdag i sidste uge om Roskilde + hvad pokker optakten løber op i. Det er mange. Absurd mange. Det er også FOR mange, men det er min egen skyld, at jeg ikke kan styre det.

Tilpasning og overlevelse

Til gengæld lærte jeg, på den lidt hårde måde, at tilpasse og styre mit festivalliv anno 2022. Det var tydeligt efter dag 1, at den ikke gik efter den gamle model. Den her model var blevet 3 år ældre siden sidst, og 43 år gammel var åbenbart der, hvor min krop og hovedet sagde fra overfor en uge på festival i telt. Især hvis man insisterer på, at skrive 33.450 ord om strabadserne.

Der blev sadlet om, justeret, lavet en ny forventningsafstemning med mig selv, bidt i nogle sure æbler og slugt nogle kameler. I starten havde jeg det som om “jeg snød”. At det var, at sælge lidt ud og ikke være autentisk nok, ikke at tage den en uge i telt som før.

Den “hurdle” skulle jeg lige over. Men, så fandt jeg ud af, hvor rart det var, ikke at køre på reserverne allerede efter Rising dagene. For jeg har jo reelt været “for gammel til det her pis” i nogle sæsoner inden.

Og så siger de, at man ikke kan lære en gammel cirkushest nye tricks.

Måske skal du prøve, at komme lidt mere ud?

Kan se, at nogle medier (OK, det var Treo) erklærede Roskilde Festival død lørdag aften, endnu før festivalen var færdig. Det er måske lige vel tidligt nok, begge dele.

Kan ellers godt lide ham Treo, han er meget mindre flink end mig, og mere underholdende. Men lyt ikke til Se & Hør pressen i dette tilfælde. Eller folk, som tydeligvis har udvalgt de koncerter til anmeldelse inden festivalen overhovedet startede, som han vidste han ville hade. Der skal produceres fængende overskrifter og billige kliks.

Gør som “os”, kig dig omkring i stedet for. Faen, gør som Undertoner, Soundvenue, Gaffa, Good Because Danish, Devilution og alle de andre mindre medier (sorry, jeg forsøger, at begrænse ordene!). Kom ud på de mindre scener, hvis det der er på Orange eller Arena ikke lige tiltaler dig. Det er DER Roskilde virkelig lever. Og stadig har sin berettigelse og “ånden”.

Jeg håber, det vil blive modtaget (såfremt nogen læser det her?!), som et forsøg på konstruktiv kritik, fra en lille stemme på pladsen. En, der rent faktisk har forsøgt, at nå lidt rundt på den, frem for, at skaffe clickbait venlige og saftige overskrifter. Eller fokuseret på, hvor mange dinglende dillermænd, mudderpøle og unge på stoffer, som de kunne opsnuse ude på campingområdet. Mit bud er: lige så mange, som alle de andre år, jeg har været her?

Den slags handler kun om, at stimulere læsere og seere, som sidder derhjemme og kigger ind ude fra. Vi (og tidligere nævnte medier) forsøger rent faktisk, at dække og byde ind med noget, som forhåbentlig er til gavn for de gæster som ER her.

Orker du ikke, at læse alt det, så tjek Bloggers By Choices dækning ud. Det er nogenlunde kort og skåret ind til benet, de dækker på deres måde lidt af alt. Det er flimrende snapshots i Twitterformat, samlet så man får følelsen af, at zappe rundt på pladsen sammen med dem. De undres, kommer med kritik, har humor, ironisk distance, kærlighed og begejstring. Alt det jeg gerne ville være, hvis jeg havde evnerne og kunne fatte mig i korthed! Nå ja, og var mere end bare mig afsted.

Selvfølgelig er Roskilde Festival ikke død. Det er useriøst, at konkludere det ud fra manglen på hovednavne, eller manglende kvalitet af hovednavne. Men trods masser af livstegn og puls på de mindre scener, kan man godt ane, at der på sigt kan opstå komplikationer. Også nogen, som kan true, om ikke festivalens eksistens, så i hvert fald dens værdigrundlag og måske også relevans.

Festivalfredag morgenmad #guttermælk

Roskilde, vi har nogle problemzoner

En stor del af dette grundlag er frivilligheden, som holder festivalen kørende før, under og efter. Der er tusindvis af frivillige hænder, i alle ender og kanter, som skaber Roskilde Festival. Deres tid og indsats, hvad motivet end måtte være, er grunden til, at festivalen overhovedet eksisterer.

Roskilde Festival er ikke en kommerciel festival med en ejer i ryggen, der skummer fløden. Overskuddet går til driften og til godgørende formål. En ædel tanke, måske et levn fra hippietiden og også en der er presset. Manglen på frivillige kunne virkelig mærkes. På alle niveauer, ikke mindst da festivalpladsen åbnede. Det virkede kort sagt underbemandet, hele vejen rundt.

Et problem, som måske skyldes en masse tilfældigheder og faktorer, eller tegn på en begyndende tendens? (Det er i hvert fald en tendens mange andre arrangementer baseret på frivillighed har mærket, red.). Er sikker på, at Festivalen selv er meget opmærksomme på det og arbejder på mulige løsninger. Men, bliver det en tendens, så er det, det der for alvor kan true Roskilde Festival, som vi kender og elsker den.

Man ser allerede det aftryk en tiltagende kommercialisering har sat på Festivalen. Det ønsker jeg ikke, at se mere af. Synet er bestemt ikke lige kønt overalt.

Roskilde Festival justerer løbende og prøver på, at optimere indretningen og udformningen af især den indre plads. Det fungerede ikke helt optimalt i år. Især passagerne og vejene mellem Avalon og Arena virkede på en eller anden måde lidt forvirrende. Flowet blev bremset, der opstod flaskehalse og der var dårligt skiltet, så mange endte ved indgangen til Backstage Village, hvor de ikke kunne komme videre og måtte vende om.

I det hele taget virkede pladsen lidt “ude af balance”. Et kæmpe område oppe i det vestlige hjørne, til højre for Apollo stod gabende tomt. Ud over en pantbod (der var der en!) var området goldt og trist. Central Park var en fin idé, men måske en, der også er under udvikling. Især Mantra Scenen, som lå i “parken”, kunne godt trænge til en ansigtsløftning. Den var noget trist at kigge på, og selve pladsen bare sådan lidt… kedelig?

Og så kunne du nærmest ikke vende dig, og ikke få øje på bar det ene og det andet. Alkohol skal der til, og der er kommet et større og større ønske om og behov for alternativer til fadøl. Det er jeg helt med på, jeg går også selv død i øl. Men det virkede som en lidt grotesk udnyttelse af pladsen, at mange områder var plastret til med barer.

Hvis du skulle have en smøg, måtte du til gengæld en tur på tanken. Eller have med hjemmefra. Fair nok. Jeg ville endda have forståelse for, og bakke op om, hvis det var en “politisk beslutning”. Og Festivalen havde valgt, at nu var den røgfri (men bestemt ikke alkoholfri!). Uanset hvad, meld det tydeligt ud! Så kan folk købe forsyninger hjemmefra, eller bare forberede sig på, at der ikke var cigaretter, at købe nogen steder.

Og så var der musikken

Der findes ikke dårlige Roskilde programmer, det er stort set altid spændende, interessant, nogenlunde tidssvarende og fremadskuede. Men med så mange “ukendte” navne, at dykke ned i, så virker det uoverskueligt og næsten formålsløst, at prøve på, at danne sig et overblik inden.

Det er for meget til, at man kan rumme det. Så ender man med, at satse på nogle formodet sikre heste man har udset sig. Der kan gemme sig gode, ligefrem fantastiske, oplevelser imellem. Og nogle små perler, som man bare ikke finder mange andre steder. Alligevel ved man, hvordan det ender. Lige pludselig trænger man til noget man kender, og ved man kan lide.

Roskilde i disse år kan godt føles, som en kæmpestor, ugelang (hvis du napper Rising med) festival for upcoming/ukendte navne. Rising ER for vækstlaget, og var, som altid en blandet landhandel. Men, generelt en god en, hvor man kan få “lidt af det hele”, som Roskilde Festival byder på i bredere format senere på ugen.

Koncerterne på Rising var generelt velbesøgte, og den nye (eller gamle, hvis man husker 2013) placering på Øst fungerede upåklageligt. Nu Camping Øst har det største opland af campister igen, fremfor West, så virker flytningen logisk og nødvendig. Og vellykket. Jeg så endda en af festivalens bedste koncerter der, i hvert fald for mit vedkommende.

Og så skal der (en sidste gang) lyde en stor ros til Uhørt crewet, der stod for Backstage Village området. De sørgede for, at man lige kunne puste ud, i uhøjtidelige rammer, hvor man følte sig velkommen.

Men ikke alle kommer for Rising og ukendte navne (eller for, at fede den backstage!). Dog kommer nogle også med et forskruet billede af, hvad Roskilde er og skal være, og kan være vældig bedrevidende omkring det.

Vi afbryder tankestrømmen med en lille “breaker”:

Bedst var:

Brimheim (Rising), Yola (Mantra), Richard Dawson (Pavillon) og Sara Parkman (Gloria)

Værst var:

Sky Ferreira (Avalon) og The Strokes (Orange)

Popkilde eller Rockilde Festival?!

“Engang var Roskilde en rigtig rockfestival, der satte tidens overflade pop skakmat”, så jeg lige et sted, da jeg scrollede igennem mit Facebook feed (sorry, har glemt kilden!). Come on. Den sang igen? Den er lige så fortærsket, som at der ikke er nok store navne, slet ikke til Orange. Sidstnævnte er jeg selv kommet til, at bidrage til i et tidligere skriv.

Dengang var der så også nok rockfans til, at festivalen kunne sælge 90.000 billetter og aktive, tilgængelige navne til, at man kunne plastre en hel plakat til med dem. Det er der ikke i dag. Og hvis Roskilde bookede dem, de kunne få fat i, eller så forholdsvist smalt, samt undgik “overflade pop”, så VILLE Roskilde dø. Tror simpelthen ikke, at de ville kunne sælge billetter nok. Og hvis de kunne, ville gennemsnitsalderen blandt publikum være nærmere 50 end de 20. Det regnestykke behøver man vist ikke være professor for, at kunne greje.

Gennemsnitsalderen har i mange år ligget under 25 på Roskilde. Det kaldes fremtidssikring og konstant fornyelse og udskiftning. Derfor skal man ikke glemme os gamle røvhuller, der hænger på med kanten af neglene. Men, at kalde musikken (her er det nok igen hovednavnene der tænkes på) overflade pop, eller “fordummende”, som man har kunnet læse andre steder, synes jeg ærligt talt er ekstremt nedladende og fordømmende overfor publikum.

Det er ikke det samme som, at man ikke må være lidt kritisk, eller synes at det bliver lige vel kaloriefattigt på de store scener. Men hvad vil du gøre ved det? Blive ved med, at booke Bob Dylan til, at skræmme publikum væk? Sidste han var forbi, var han rent faktisk ved, at slå Orange ihjel. Det kan man så synes er cool, og sikkert vildt udfordrende, men sgu ikke særligt samlende. Og det gik helt hen over hovedet på “de dumme unge”.

De unge ville hellere Dua Lipa, vi gamle tosser sneg os med og forsøgte, at være med til festen midt i det hele. Og det VAR en fest. Vi måtte gerne! Og var fælles om det? Jeg lærte nok ikke noget om livet, meeeeen så alligevel… Jeg tog i hvert fald mere med end Onkel Bob og andre rockkoryfæer har givet mig de sidste mange år: glæde.

Men, Roskilde appellerer dermed til laveste fællesnævner, og har kapituleret til den let fordøjelige ungdomsfest! Ikke på scener som Avalon, Mantra, Pavillon og Gloria. Hvis de gammelkloge gamle rent faktisk gad lette bagdelen og komme lidt rundt, ville de opleve festivalgæster opsøge samtlige afkroge af pladsen og programmet. Og rent faktisk lytte og tage ind. Minus snakkeklubben, som jeg, heldigvis, kun oplevede forsøge at kuppe koncerter to gange. Der har sikkert været flere tilfælde, men generelt oplevede jeg kun velbesøgte koncerter, med et nysgerrigt og deltagende publikum i alle aldre, på de mindre scener.

Så lad dem dog feste på de store scener, hvis det kan sælge nogle billetter og det også er det nogle vil have. Vi skal bare have lidt mere til “alle os andre” kilet ind på samme scener, så man føler, at man får fuld valuta for pengene.

Vi vil også have gaver!

Vi har brug for nogle flere lunser. Og her taler jeg om et “vi”, hvor jeg prøver, at se det fra et perspektiv, som dækker folk, der ikke har tid, lyst eller interesse for, at forsøge at gennemskue programmet på forhånd. Et eller andet, som føles som belønninger for indsatsen og pengene (det ER blevet en dyr fornøjelse!) Ellers bliver det en lang festival, hvor man risikerer, at miste nogle af de trofaste.

Så bliv væk! Ah, det er for nemt, ik’? Det må være muligt, at tilse “alle” på en eller anden måde. I hvert fald dem der år efter år vender tilbage til Roskilde, selvom de føler, at de ikke rigtig får noget tilbage længere. Der skal ikke gå overset gammelfar i den, jeg har hørt fra mange kanter, at der var en del skuffelse over programmet. Især for et jubilæumsår og #RF50 alt det der. Så lad os sige man kan udskifte håbet/ønsket fra min aldersgruppe med hvilken som helst.

Det er ikke kutyme på vores breddegrader, at dem, der fejrer en mærkedag uddeler gaver til deres gæster. Det plejer, at fungere omvendt. Derfor kan vi gæster dog godt lide, hvis der er lidt til ganen af vådt og tørt, måske endda en god buffet? Roskilde KAN efterhånden, hvis man skal stille sig på siden af de kritiske røster, godt virke, som en vært der bare vil have, og ikke giver noget tilbage.

Der er også noget psykologi i det. Hvis man på en eller anden måde, især i et jubilæums år havde formået/ønsket booke lidt flere “legender”, kunne man måske være kommet kritikken i forkøbet. Jeg ved, at Roskilde helst vil undgå, at der går “Grøn Koncert” i den (selvom man bookede Helmig). Men, der kunne vel godt have været plads til et ekstra navn på Orange hver dag, som på en måde kunne symbolisere festivalens historie uden, at det var gået ud over ambitionsniveauet?

Dermed ikke sagt, at kritikken hovedsageligt gik på, at der ikke lige blev plads til eksempelvis D-A-D på Orange. Det er hele vejen rundt på pladsen, at der er brug for små, spredte gaver til den del af publikum. Omvendt kan man sige, at navne som Modest Mouse, The Whitest Boy Alive og Kings of Convenience jo netop udfylder den rolle. Hvis det så ikke lige falder i folks smag, er det sådan set ikke Roskildes skyld. Det kan nemt ende i en situation, hvor bookerne bare ikke kan gøre noget rigtigt.

Personligt kan jeg se det fra “begge” sider. Jeg beundrer festivalen for den dedikation til, at booke, som den gør. Og opdager altid noget nyt, inden eller under festivalen, som jeg ikke vidste eksisterede. Men, jeg kan sagtens se, at dem der savner flere navne, der vækker genklang har en valid pointe.

Det er (igen) en balanceakt, i år var den måske lidt ude af synk. Eller også manglede der bare et par navne, som kunne have givet plakaten lidt “wauw-faktor”.

Et langstrakt break-up?

Det er aldrig rart, at blive afvist. Roskilde Festival kan, for folk på min alder og opefter, godt føles, som en eks-kæreste, der er kommet videre, mens man selv hænger fast i fortiden. Så vi burde vel bare komme videre?

Men, grunden til, at folk (i alle aldre) brokker over programmet er jo også, at man gerne VIL Roskilde. Lige meget, hvor meget festivalen forsøger, at vende en ryggen. Jeg førte en længere samtale med en gut på min alder, hvor vi kom omkring mange af de meninger, jeg her har ridset op. Alligevel var konklusionen ikke specielt overraskende. Han ville blive ved med, at komme på Roskilde, indtil han ikke var mere.

Så er spørgsmålet om Festivalen i sin nuværende form kan, og overhovedet skal, eksistere så længe? Jeg bliver sgu nok også hængende derude, i en evig jagt på de der øjeblikke. Om det så er musikalske, eller af mere personlig karakter.

Det ville kraftedeme være dumt, at bruge så meget tid, energi og ord på noget, hvis man ikke et eller andet sted stadig brændte for det. Og syntes man fik noget ud af det. Der var bestemt spredte mindeværdige øjeblikke, men måske ikke så mange som jeg havde håbet på. Og som jeg tog med mig hjem. Ud over følelsen af, at det var dejligt, at være tilbage. Og at have Roskilde tilbage – trods alt.

Om ikke andet fik jeg (og stort set alle jeg kender, som var på Roskilde) Corona efterfølgende. Det er da også en form for fællesskab…

Det var så 36.369. Det må være nok for i år.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival

Du kan finde mine reportager inkl. diverse anmeldelser fra de enkelte dage fra lørdag til lørdag ved, at klikke HER. Desuden blev det til separate anmeldelser af følgende koncerter på Rising: Reveal Party, Lucky Lo og Brimheim.

Udvalgte billeder fra hele ugen:

Previous articleRF’22: Reportage, anmeldelser og de sørgelige rester, lørdag d. 2/7
Next articleHoeg & Nilsson: Endless Journey (Anmeldelse/EP)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.