Home Anmeldelser Live RF’22: Brimheim, Rising Scenen, tirsdag d. 28/6

RF’22: Brimheim, Rising Scenen, tirsdag d. 28/6

173
0

Brimheim kom, så og spiste Rising. Selv et enkelt hik, da lyden røg, kunne ikke stoppe bandet. Next stop: Orange Scene?

“Skal vi ikke ses på Orange Scene næste år?”, råbte Helena Heinesen Rebensdorff i front for Brimheim, kækt lige inden hun og band modtog en sidste hyldest fra publikum. Og jeg tog mig selv i, at tænke: Ja, hvorfor egentlig ikke?!

Den massive bølge af brusende rock, som Brimheim lod skylle ud fra Rising tirsdag aften ville MÅSKE være nok til, at tæmme det Orange bæst. Rising blev i hvert fald tygget, slugt og spyttet ud, som koncerten skred frem. Men, det var tæt på, at gå helt helt galt.

Lad os dog gemme “dramaet” lidt, og spole tilbage til start, inden det stikker helt af. Der var mødt mange frem i solen for, at dele det perfekte festivalvejr med Brimheim. Som indledningsvist lod flokken falde helt ned, komme tættere på, og lullede dem ind i en beroligende døs. Åbningsnummeret var højtideligt, det var næsten som at blive kaldt til messe med den hvidklædte ypperstepræst i midten.

Prædikende via sang med en vokal, der godt kan minde om en blanding af Kate Bush og Florence Welch. Skinnet bedrager. Hun var IKKE kommet for, at forføre og sætte forsamlingen i en døsig tilstand. Brimheim var kommet for, at rocke vores fucking støvler af! Så det gjorde de!

Sangene og sættet blev hurtigt mere rocket, og lydtrykket steg mærkbart i løbet af de næste numre. Hvor højt kan anlægget på Rising mon spille? Det virkede som om en velsyngende Rebensdorff var opsat på, at hun og resten af Brimheim var kommet for, at prøve grænserne af. For der blev efterhånden spillet voldsomt. Og voldsomt højt! Ikke, så det mudrede til eller føltes ubehageligt, det var bare massivt.

Som en naturkraft. Brimheim er færøsk og betyder “brændingens hjem”. Det må være der, hvor bølgen slår ind over land? Her kom hele havet væltende ud fra Rising og ind over publikum. Det var decideret, som at blive ramt af en flodbølge af lyd, der bare blev ved. Bestående af nogle virkeligt medrivende og velkomponerede sange.

Jeg er ikke helt sikker i Brimheims diskografi udover de singler, som jeg tidligere har anmeldt. Jeg har simpelthen ikke haft tid til, at sætte mig ordenlig ind i deres debutplade, “can’t hate myself into a different shape” fra tidligere i år, beklager. Fed albumtitel, i øvrigt og en der signalerer, at der er noget på hjertet og på spil hos Brimheim. Hvis man skulle være i tvivl, når man hører dem synge og spille. Jeg er ret sikker på, at vi fik titelsangen fra pladen, jeg synes jeg fangede sætningen omgivet af syndfloden af brusende og berusende rock.

FOR FUCKING HELVEDE (undskyld), hvor spillede de fucking højt og med tyngde, jeg er nødt til, at gentage det. I introduktionen af bandet på festivalens hjemmside, bliver deres musik beskrevet, som “indadskuende indierock”. Live fremstod bandet, som et frådende rockmonster, der var stålsatte på, ikke at stå og kigge indad. De ville ud over hele pladsen.

Da vi nåede omkring halvvejs gennem Brimheims ædegilde, og jeg lige stod og tænkte for mig selv, at de nærmest spillede mere massivt end selveste Neil Young sidst han gæstede Orange, kapitulerede Rising. Med en underlig timing havde Helena lige snakket om fri abort, og at den slags stadig ikke er fri på Færøerne. Så gik strømmen. Politisk sabotage?!

Jeg ved ikke, hvad der skete, men pludselig røg lyden. Åh nej. Bandet havde lige bygget fornemt op, og havde overvældende momentum. Fra scenen blev det gestikuleret “vi er nødt til, at gå af scenen, men kommer snart igen”. Selvom det kun tog 5-8 minutter, så kan den slags være en fuldkommen momentum dræber. Heldigvis lod det ikke til, at det hylede bandet det mindste ud af den – det kræver sgu alligevel is i maven, ro og rutine.

Og, det var på så “heldigt”, hvis det nu skulle være, et tidspunkt i sættet, at næste nummer var et af de mere tempofyldte. Så Brimheim samlede den fornemt op, fortsatte hvor de slap og havde kort efter Rising i deres magt igen. Endnu et bevis på, at der er mere end bare krummer i det her band.

I forhold til studieudgaverne var materialet lettere omarrangeret og, hvis det ikke fremgik tydeligt nok, “rocket” betydeligt op. Det klædte sangene, der på plade har en skrøbelighed og godt kan virke lidt stramme og delikate. Den timing og elegance i sangskrivningen blev her omsat til råstyrke og rå energi. Noget af det, der tester en sangs kvalitet er, om den kan tåle at blive leveret i andre udgaver. Det kunne de.

Den forrygende single “Exquisite Bliss”, som jeg muligvis fik undervurderet i en gammel repeatanmeldelse, blev til et fantastisk rocknummer. Stadig med det pop-dansable element til stede, et eller andet sted, men opbygning, udførsel og lyd var nu ren rock. Det var lige før, at den blev en highway rocker?

Da det tidligt i koncerten blev klart, at Brimheim havde iklædt sangene rockklunset, og ikke var kommet for, at danse stille og roligt, “frygtede” jeg lidt, at det betød undladelsen af “Call It What You Want”. En af mine favoritsingler fra 2021, en skøn, fejende flot og meget følt kærlighedsballade. Den ville nok ikke passe ind i et sæt som dette. Medmindre, at man tilpassede sangen, naturligvis.

Og det gjorde de. De tog det sidste stik hjem og kørte koncerten i garagen med en smuk, omarrangeret, men ikke mindre fremragende version af sangen. Jeg blev ikke kun en smule bevæget, bevares, men er da blevet en sentimental, halv-gammel idiot. Nej, jeg fik også Springsteen associationer. Udgaven her, mindede mig om, når Bossen tager et nummer som “Thunder Road” og i visse liveversioner gør den til en “rolig” flyder, fremfor en brølende anthem.

Kald det kærlighed, kald det lige hvad du vil, “Call It What You Want” FLØD betagende ud fra scenen. Som den perfekte lukker på et vildt ridt. Nu driver vi ud mod horisonten…

Er lyset orange derude?

Efter den her demonstration burde Roskilde bevise, at de stadig har nogle rocknosser. Og at de er lige så store som Brimheims. Jeg synes, at vi skal ses på Orange, sidst på eftermiddagen næste sommer.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival

Previous articleRF’22: Lucky Lo, Rising Scenen, mandag d. 27/6
Next articleRF’22: Reportage og korte anmeldelser fra tirsdag d. 28/6

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.