Home Anmeldelser Live RF’22: Reveal party, Roskilde Rising, d. 26/6

RF’22: Reveal party, Roskilde Rising, d. 26/6

187
0

Reveal Party indtog Rising Scenen som første navn søndag middag, bevæbnet med smukke sange. De var lige ved, at smelte om kap med publikum i varmen, men budskaberne brændte igennem.

Jeg plejer egentlig, at samle til bunke og gemme anmeldelser og andre skriverier til dagen efter. Men, vi bryder rytmen, holder os unge og friske og forsøger, at smede mens skrivejernet er varmt. Så, det bliver skud fra hoften, hjertet og hjernen, få minutter efter koncerten stoppede.

For Reveal Partys eftermiddagsstund i solen var, om ikke andet, tankevækkende.

Bandet, og dets frontfigur Emily besynger svære emner om kønsidentitet, at være queer, transkønnet og den slags, som normalt godt kan blive ømtålelige emner. Jeg er ikke berøringsangst, men jeg er “bange” for, at sige noget “forkert”. At støde, såre eller bare fremstå taktløs. I min verden må og skal man være lige nøjagtig den man er, men det kan være vanskeligt at navigere i disse emner. Især i vores tid. Og som en hvid, midaldrende heteroseksuel mand.

Jeg spinger ud i det, no harm intended. Ligesom Reveal Party sprang ud på scenen (det er, måske, et pun. Og et dårligt et). Det her var for mig, som koncert, en fin og momentvis rørende oplevelse. Rent musikalsk, er jeg stadig ikke helt solgt, eller ved hvad jeg egentlig skal mene. Det er nok en smagssag. Deres langsommeligt, meget opbyggende og “voksende” numre er effektive. Men, det kan også føles som en formel, der genbruges en gang eller to for meget. Måske endda en sangskrivningsmæssig blindgyde.

Der er virkelig smukke og stærke sange imellem, som “I’m a Girl”, der faldt som koncertens næstsidste nummer. Som koncert var der dog også mere stillestående perioder. Og stedvis manglede koncerten måske en lille smule fremdrift, eller et bedre flow. Måske også fordi, at gruppen kun har to EP’er ude med en samlet spilletid på omkring en halv time, og de skal helt op på 40 på Rising.

Emily talte en del mellem numrene. Jeg blev aldrig helt sikker på, om Emily er sky, eller strutter af underspillet selvtillid. Der er noget indie-nørdet over humoren. Knastør, sarkastisk og meget selvudleverende/slettende. Det kan dog også være et våben. Og et effektivt et. Især hvis det, igen, bliver brugt med måde. Det blev nok lige en tand for meget for mig i længden. Men, man kan ikke tage fra Emily, at der er en naturlighed og scenetilstedeværelse.

Der hvor jeg dog virkelig blev ramt, og begyndte at tænke og føle noget var i budskaberne. Løsrevne sætninger, ord og stemningen. Det er her vi bør lytte og lære noget. Jeg kender ikke Emilys historie, men der er en smerte tilstede i teksterne og musikken, som jeg vanskeligt kan sætte mig ind i. Men, for pokker hvor jeg føler den! En brutalitet ligefrem.

Lige meget hvad man går og bokser med, forestillingen om at være født eller “fanget” i en “forkerte” krop er smertefuld nok i sig selv. Så kommer omverdenens syn, reaktioner og opførsel oveni. Som om, at man ikke havde det svært nok med sig selv i forvejen…

Den smerte, formidlet gennem sang, om det så var Emily eller keyboardspilleren på lead, og brutaliteten, som lynede i glimt i de øvrige, velspillede instrumenter – den sved. Jeg blev rørt, lidt utilpas af og til, fattede sympati, blev vred. Vred over uretfærdigheden… Fik lyst til, at råbe “så lad dem dog være sig selv”!

Jeg stod også og kæmpede lidt med egne fordomme. For en, der er født i en helt anden tid, hvor vi slet ikke snakkede om emner som disse, skal man lige tune ind – sådan er det bare. Ungdommen virker mere “ligeglade”. De har ikke den første indgroede hurdle, som de lige skal over, inden man blive modtagelig. De ser, måske, slet ikke de samme ting som mig? Det skal nok blive bedre, når os gamle, firkantede stivstikkere uddør.

Ja, jeg generaliserer. For, at understrege noget af pointen, hvor og hvorfor Reveal Party gjorde et stærkt, dybt og meget personligt indtryk. Det her handlede om meget mere end “bare” musik. Det VAR meget personligt. Emily indledte med, at forklare, at hun ville strippe. Det er det en Reveal Party er. Det gjorde hun. På en helt anden vis end bogstaveligt. Hun klædte sig, og mig (os?) emotionelt af i solen. Så når man igennem mine anmelderparader.

Emily og hendes Reveal Party talte til og ind i mit hjerte. Og satte noget i gang i min hjerne. Så kan man næsten ikke forlange mere af en åbningskoncert.

Beklager, at jeg ikke skrev mere om musikken. Der var andre og større ting i spil her. Jeg vil slutte med, hvad jeg håber er den ondeste sætning og afslutning på et nummer, jeg kommer til, at høre i år. Jeg kender ikke på siddende røv sangens titel, men det lød som et nummer om afvisning. Den mest brutale jeg kan forestille mig:

“I only like real girls”… lad lige den synke ind…

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival

Previous articleRF’22: Reportage og stemningsrapport, lørdag d. 25/6
Next articleGods and Forest: Arbitrary (Album/anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.