Home Anmeldelser Juni 2022 Gods and Forest: Arbitrary (Album/anmeldelse)

Gods and Forest: Arbitrary (Album/anmeldelse)

301
0

Hvordan får man et punket udtryk med begrænset melodi-materiale til at fremstå tilgængeligt?
Gods and Forest besvarer på Arbitrary det spørgsmål rigtig fint og giver i samme åndedrag en masterclass i produktion og mix.

Der er noget genkendeligt over den drengede punk, Gods and Forest leverer.

Umiddelbart minder frontvokalen mig lidt om Lack – ret meget overdrive, råbt men ikke ’scream’ som vi kender det.
Dog er der – tilsyneladende – ikke nogen babysæler, der er kommet til skade på Arbitrary og man skal derfor finde andre ting til at fange opmærksomheden hos Gods and Forest.
Det er der heædigvis også nok af: vokalen leveres overbevisende – ikke bare teknisk, men også som om teksterne er vigtige. Og så er der er underlægningen.
De støjende guitarer ligger ofte i flader eller ret enkle støj-figurer, mens mixet har været en masterclass i at få bassen til at styre: Hvis ikke melodien som sådan (for den er der ikke så meget af), så akkorderne og feelingen.

Det er ret fedt og sikkert vældig svært at lave live – men her på pladen fungerer det perfekt. Nåh, ja. Indtil femte nummer, Thomas, Kelly, hvor det ukarakteristisk buldrer en del.
Mere imponerende er det dog, at duoen (?) selv har stået for produktion og mix – det er dygtige drenge, vi har fat i her!

Nu har jeg kaldt pladen punk og det sætter selvfølgelig en ramme for hvordan du, kære læser, læser om musikken.
Det er nok cirka lige så meget punk som Iceage er – men også på samme måde rundet af noget poppet. Selv om melodien, som nævnt ovenfor, måske ikke er Gods and Forests styrke.

Det er energien til gengæld og pladen er på én gang en knytnæve i synet og underligt behagelig at lytte til.

Punk kan måske også for nogen betyde ensformighed, hvilket ikke er tilfældet her: Radio Hanoi blive egentlig et fint billede på hele pladen, da der bruges et enkelt trick med call-resonse mellem vokal og tonalitet, så ét vers råbes med én tonalitet og svaret så kommer i en anden. Det er enkelt, men yderst effektivt og virkelig godt tænkt!

Ikke sjældent varieres der mellem mere egal og overdriven vokal og den variation, det giver kompenserer noget for de relativt enkle melodistemmer.

Og det ER nu heller ikke sådan, at der ikke er melodier i projektet. Det er bare ikke som sådan dem, der løber med opmærksomheden. Eksempelvis er der et rigtig fint college-punket stykke i outroen på Epicenter, hvor guitaren introducerer en melodi, vokalen tager over og der slutlig råbes en pointe.
Rigtig fint!

Når Arbitrary lukker ned med nummeret Calm the Fuck Down giver det anledning til refleksion over, hvad det er for en plade. For selv om energien er definerende, så er det ikke sådan en plade, der gør lytteren forpustet eller ansporer til ro efter den er løbet ud. Det vil faktisk være oplagt at trykke ’play’ igen.

For ud over en rigtig fin produktion, en generel styrke i variation og i øvrigt en passende længde med ni skarpe numre, så er helhedsindtrykket både energisk og behageligt.

Balance bliver dermed et opsamlende begreb for Gods and Forest og Arbitrary en rigtig fin, college-punket plade. Ja, man fristes til at sige at meget lidt er vilkårligt på Arbitrary.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Hør Gods and Forest her:
https://www.dr.dk/musik/karrierekanonen/artist/gods-and-forest

Previous articleRF’22: Reveal party, Roskilde Rising, d. 26/6
Next articleRF’22: Reportage og korte anmeldelser fra søndag d. 26/6

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.