RF 15: Reportage og korte anmeldelser fra lørdag d.4/7

0
1303
views

Lørdag er blevet sidste dag på festivalen, efter at søndag i mange år har været skueplads for lidt af et masseexodus fra pladsen, samtidig med at endagsfolket strømmer til for at se det afsluttende hovednavn. Vi blev hængende foran Orange (næsten) til den bitre ende, og dagens oplevelser, musikalske som øvrige, kan du læse om her. 

Lad os bare afsløre det med det samme. Lørdag bød ikke på samme mylder af mennesker med bunker af pakkenelikker på ryggen, som travede rundt på pladsen for at få det sidste med, inden de stampede mod et tog (vi har selv været i situationen, så det er bestemt ikke for at tage noget fra folk, der gør dét). Bevares, der var enkelte, der havde pakket telt og rygsæk på ryggen, men ellers betød lørdag egentlig bare et mærkbart øget antal mennesker på pladsen. Især indfandt en del ældre, nyvaskede voksne mennesker sig i løbet af dagen og spadserede nysgerrigt rundt i solen og kiggede på menageriet.

Også i mediebyen var der run på – dog ikke så meget om morgenen, da vi indtog medieladen fordi solen jog os ud af vores telt havde da nok været gang i nogle mediefester om fredagen, for vi havde god plads at boltre os på. Det udnyttede vi til en episk effektiv arbejdsindsats, så vi kunne trampe ud i solen til flokken. Bogstaveligt talt ud i solen, for selv om vi efterhånden er nogle halvgamle og rutinerede festivalgængere, endte vi da alligevel med at sætte os lige i solen, udenfor Pavilion-teltet, hvor de tyske krautrockere Warm Graves spillede. Deres velspillede lydflader vakte ind i mellem minder om et andet tysk band, nu opløste The Blue Angel Lounge, som spillede på Roskilde for to år siden, blandt andet på grund af trommespillet. Vokalen hos Warm Graves var dog ikke synderligt imponerende og ofte nedtonet i lydbilledet.

Alt i alt var det dog en mere end godkendt, og semi scifi-stenet begyndelse på en lang og varm dag på pladsen. Trangen efter skygge drev os over mod Avalon, hvor der var anderledes kradse og voldsomme toner på programmet.

Dase dase dase i solen
Dase dase dase i solen

Her stod Massachusetts crust-punkerne All Pigs Must Die nemlig for at uddele musikalsk prygl og flyveskaller, i et knusende tempo og med drøjde nok til at hvirvle støvet i varmegryden Avalon er placeret i, op. Avalon er en scene der virkelig har oppet sig i år, efter en lidt so-so start sidste år, med dårlig lyd og logistik til lidt for mange koncerter, men i år oplevede man ikke rigtig den slags problemer – medmindre man ankom sent til Father John Misty om torsdagen, eller blev udsat for forsinkelse i forbindelse med Einstürzende Neubauten fredag.

Det ret smart indrettede telt, der sørger for mange adgangs- og udsynsmuligheder hele vejen rundt om teltdugen, har dog den store ulempe at, er vejret godt og tørt så bliver det hot as hell og støvet så man næsten skulle have udleveret maske.

Den slags venlige hensyn tror jeg ikke interesserer All Pigs Must Die og deres grumme brøle-frontmand Kevin Baker synderligt, de var kommet for at hærge, rive ned og sandblæse stedet. Og så havde de noget af et møgdyr af en trommeslager placeret bag tønderne, hold nu kæft, han huggede igennem. Så var den gris ligesom hakket i stumper og stykker.

Skyggen kaldte for alvor og sugede os over til træerne mellem Avalon og Pavilion, hvor det blev daset igennem, hvilet lænden og indtaget en forholdsvis hæderlig mængde alkohol, alder, form og normal fornuft taget i betragtning. I mens begyndte der at sive bløde og ganske medrivende afrikanske toner ud fra Avalon og over i skyggen til os i form af The Polyversal Souls. Bandet leverede en art sammensmeltning af afro- jazz, beat og rock, tilsat smagfulde og uhyre smittende blæsere. En af den slags “baggrundsmusik”, for det blev det jo eftersom vi dasede igennem, hvor man uden helt at opdage det alligevel sidder og vipper og svajer med.

Lige lidt nede...
Lige lidt nede…

Jonas tog sig en afstikker til Arena kl. 16, hvor danske WhoMadeWho spillede op til dans. Trioen har et ualmindeligt velfortjent stærkt liverygte, og især efter bagtæppet gik ned nogle numre inde i sættet (efter Mark Lanegan-coveret ‘Under a Cherry Moon’) og afslørede en håndfuld ekstra musikere, et lille særindslag til Roskilde-koncerten. Ind i mellem var det desværre svært for blæserne at trænge igennem den bastante lydmur WhoMadeWho skabte, hvor Thomas Barfods trommer konstant piskede tempoet fremad, så det var svært at stå stille.

Til gengæld så var det fængende, det bandet leverede, og den medrivende rytmik, som er et af bandets trumfkort, havde gode forhold på Arena, hvor lyden, der hvor jeg stod, var høj og skarp på trioen. Dansere på scenen kom der også til sidst, og hvor det ofte kan virke som et unødvendigt og/eller forstyrrende gimmick, så gav det god mening hos WhoMadeWho under deres levering af Benny Benassis ‘Satisfaction’, som blev drevet frem, så man måtte vippe veltilfreds med.

Selvom det var hyggeligt med The Polyversal Souls, så rykkede det dog lidt i leveren hos “flag-gruppen”, en følelse der antydede at det måske var en idé at bevæge sig om hjørnet og se om der ikke var nogle store drinks der burde slås ihjel i Gutter Island Baren. Det var der. Og et lille hjørne med skygge, tilmed, hvor vi lige kunne krybe sammen og gemme os lidt fra den onde sol. Det er sgu et helt fint lille hjørne Gutter Baren har fået etableret sig ved Pavilion over de senere år, det er næsten en lille festival, eller privatfest, i festivalen, hvor det ser ud som om, at det meget er det samme slæng der hænger ud dag efter dag.

Sol over Gutter Island (bar)
Sol over Gutter Island (bar)

Det kan måske lyde lidt indspist, men stemningen er meget laidback og rolig, det er faktisk næsten som at være på rockbar… altså bare udenfor og med en scene lige ved siden af. Den blev indtaget af walisiske Joanna Gruesome lidt over kl. 17, men folk der dermed frygtede forsinkelse af resten af Pavilions program havde intet at frygte, for kl. 17.30 gik en let betuttet konferencier på scenen og takkede bandet for koncerten. Da havde der allerede været stille fra scenen et par minutter, så Joanna Gruesome spillede næppe mere end 25 minutter, hvis endda så længe.

BANG, fuld skrald på den ruskende og fuzzede garage-rock, klampen helt i bund og så ud over stepperne. Gad vide om de skulle nå at se Corrosion of Conformity?

Corrosion Of Conformity
Corrosion Of Conformity

Lidt samling på tropperne kom der igen til rutinerede Corrosion of Conformity, som havde fået kl. 18-tiden på Avalon. Pepper Keenan er tilbage i bandet, og selv om hans vokal er et par niveauer over det Brett Hinds lagde for dagen for Mastodon, så slingrede den lidt i aftenvarmen, i hvert fald indledningsvist. Ellers var der egentlig ikke så meget at udsætte på bandets optræden – de spillede rutineret og professionelt, og bandet sydstatsgroove, hvor det ind i mellem bliver helt blues-rocket, har nogle elementært effektive elementer.

Det var dog ikke helt nok til at få den solstiksramte flok til at bevæge sig helt ind i teltet. Til gengæld fandt vi en kabelrulle at læne os op af og stå og hænge, mens vi betragtede omgivelserne. Blandt andet noterede vi os nogle ungersvende ved Jægermeister-baren, der forsøgte at balancere rundt på en bænk uden at røre jorden. Det resulterede i flere lige-ved-og-næsten forsøg, og en del ung-mand-vælter-med-bænk-over-sig-moments. Ja, det lyder måske mærkeligt, men det er faktisk lidt svært at beskrive.

Corrosion Of Conformity
Corrosion Of Conformity

Vi kørte lidt kolde i at stå udenfor Avalon, så vi bevægede os et kort stykke vej og placerede os udenfor teltet ved Pavilion. Her var der samlet en hel del mennesker for at opleve det nye blues-rock håb, Benjamin Booker.

Indledningsvis havde vi noget svært ved at gennemskue hvorfor den hæse, raspy og skrattende Booker skulle være the new shit? Han har fået en del hype rundt omkring i de hippe musikmedier, og er blandt andet udnævnt som “den nye Jack White”. Den slags er normalt et dødskys, hvor mange “de nye Nirvana” har vi for eksempel været igennem nu?

Det knaste nu mere end godt er i starten, hvor lyden også virkede som om den nærmest kun var på/kom fra scenen. Det blev heldigvis bedre, også det det nye håb på garage-blues-med-meget mere-scenen leverede. Da vi ramte god gammeldaws knastør country, var det ikke kun de seneste dages bagende sol i nakken, der fik den til at blusse op og se dejligt rød ud.

Om Benjamin Booker bliver meget større må tiden vise, der skinnede klart noget talent igennem som koncerten skred frem, og bliver diverse musikmedier ved med at tale ham op, så er der måske grobund for mere… men der hang nu en snert af over-hype i luften, ikke kun fordi Nicki Minaj var ved at give Orange Scene runde former samtidig.

Sir Paul står deroppe mens mørket fucker med vores kamera
Sir Paul står deroppe mens mørket fucker med vores kamera

Efter Booker var færdig på Pavilion kom der igen uorden i geledderne og pludselig var Roskilde-redaktionen blevet flagansvarlige. Vi tog os først en pause i skyggen, nær Avalon, og bevægede os så langsomt mod Orange, hvor folk var begyndt at stimle sammen for at vente på Sir Paul McCartney. Vi provianterede et par liter hvidvin og fandt en vej gennem menneskestrømmene, og fandt et relativt roligt spot midt foran scenen. Her kom der igen samling på tropperne, og selv om det aldrig helt blev singalong-fest, så var der periodevist en eller anden form for andægtighed at spore ind i mellem. Især når den aldrende herre ikke fortabte sig i solomaterialet og Wings-numre. Hvordan Ken oplevede koncerten får du en masse ord på i en separat anmeldelse.

Og bang! Så eksploderede det hele igen, og folk styrtede i alle mulige retninger. Nogle tog hjem, nogle skulle besørge, andre blev stående ved Orange, og så det meste af Suspekt. De bundliderlige Albertslund-rappere Bai-D og Orgi-E satte fut i festen, og hvis Sir Paul sad ude backstage et sted, må han have tænkt noget i retning af “good molly!”.

For der var knald på Suspekt, og selv om det var tyndet godt ud i publikum, så var der i hvert fald lidt af en fest oppe foran. Jeg (Jonas) var godt tilfreds med leveringen af numre som ‘Prima Nocte’, ‘Kælling’ og ‘Få din flask’ på’ og ‘Hvor er mit jernrør?’. Det var lumsk lystigt og Bai-D og Orgi-E sendte deres linier afsted med overbevisning og intensitet. Jeg luskede lige så stille ud fra pladsen under den første af fire omgange ‘Kinky fætter’, men der havde jeg også fået hvad jeg havde brug for af Suspekt. Der blev uddelt farvelkrammere, og så gik turen tilbage over broen til fredelige Restricted Camping, og en sidste morgenkoger i teltet.

Mylder ved Arena
Mylder ved Arena

Nuvel, det er måske ikke lige det perfekte punktum at blive grillet i sit telt og skulle pakke og slæbe sit defekte legeme hjem efter en uge med for lidt søvn og for mange øl, men alle de gode stunder vejer nu engang endnu engang så rigeligt op for det. Og HIMLEN! Se på himlen!

Madhjørnet

Og maden, hvad med maden, tænker du måske, trofaste læser. “Hvad fik de mon  at spise?” Jo, vi fik prøvet lidt forskelligt, faktisk! Først udsatte Ken sig for en portion pasta fra den italienske biks. Det var han ikke glad ved, og det glemte vi helt at mobbe ham for resten af dagen. Schade. Og så tager Ken lige ordet, for magen til smagløse fuser af en omgang ubrugelig blødt papspise skal man da lede længe, og ihærdigt, for at finde. Den såkaldte Chunky Bolognese var uden sammenligning det fattigste måltid på dette års festival, til gengæld var den med 65 kr. helt urimeligt prissat. Helt ærligt, at man vil være det bekendt. Pastaen var let smattet, nuvel, den slags er man forberedt på når det tilberedes i under disse forhold, men har I hørt om salt? SALT! De klæge gummistykker var rullet i hvad der lignede og smagte som en dåse hakkede tomater, igen helt klinisk renset for smag, mens jeg med tiltagende desperation forsøgte at finde kødet?! En skål intetsigende ingenting uden smag til overpris. Shame on you! ☆☆☆☆☆☆

Jonas fulgte derimod et råd fra lejrens svenske indslag, der anbefalede asiatiske kødboller fra Frikadiller-boden (tror jeg det var). Og det var en god anbefaling! En fin ret til 60 kr, med god balance mellem krydrede kødboller, en sesamsauce, ris og grøntsager. Blandt årets bedste madindslag, så…husk den til næste år.  ★★★★★☆

Efter den skandaløse omgang pseudo-pasta måtte Ken en tur forbi Hjaltes, endnu en festival-klassisker, hvor man altid kan finde en driftsikker toast med skinke og ost, eller i dette tilfælde to – fordi jeg fortjente det! Før i tiden var det næsten med garanti en sikker søndagsspise, når man havde brugt det meste af budgettet og lige skulle holde gang i systemt for under en 20’er. Nu koster det relativt simple og skrabede produkt 22 kr, lige i overkanten, men hverken smag eller smeltet ost bliver man snydt for, så det går an! ★★★☆☆☆

En Dixieburger blev det også til for Jonas til eftermiddagsmad – den var som den skulle være, men den har vi jo ligesom været omkring. Så videre til natmaden, som kom fra Tokyo food. Ken var MIA så Jonas tog en dobbeltportion for holdet. Først to friske forårsruller, hvor fyldet næsten var lidt for friskt og knasende – måske det bare ikke var helt så finthakket som det burde være. Men ok smag. For 40 kr var det også relativt hæderligt. Hovedretten blev en omgang kylling med nudler og soya til 50 kr. Solid størrelse for pengene, og også god, men lidt ensformig smag. Kvalitet og kvantitet kontra pris giver: ★★★★☆☆

Surprise! Jeg (Ken) var slet ikke blevet væk, men søgt mod Skiburger  i jagten på endnu et fast “sidst på ugen” indslag på min spiseseddel – fish ‘n chips. Som så meget andet kan man konstatere, at portionen skrumper lidt, kvaliteten i hvert fald ikke er opadgående, men i det mindst er det så tilpas overpriced (55 kr.) så man føler sig lidt ripped off. Jeg havde det på fornemmelsen, og bestilte ekstra pommes frittes som sidevogn, sådan en servering koster så lige 30 kr. oven i. Så er det sådan set også betalt, når man tænker på den samlede mængde pommes frittes, eller i dette tilfælde store humpler kartoffelbåde (hvilket ikke er pommes fritter, bastards! Giv mig fritter!!), som med lidt koncentration kunne ligge i min hånd. I stedet røg de i maven og fik følgeskab af 2 stykker……. “fisk”. ★★☆☆☆☆

Af Ken Damgaard Thomsen og Jonas Strandholdt Bach

Foto: Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.