RF 15: Reportage og korte anmeldelser fra fredag d.3/7

0
1606
views

Det blev fredag på Roskilde, varmen blev hængende, og selv om vi på forhånd ikke var overstadige over dagens program, med enkelte undtagelser, så endte vi alligevel med at tage godt for os i musikbuffeten. 

Efter morgenrutinen med at vågne og stå op alt for tidligt, hoppe i bad og på tønden, og skrive hvad vi havde på hjerte, nåede Jonas også at gennemføre et interview med De Underjordiske – det kommer på siden engang efter festivalen. Herefter blev dagens første handling på pladsen at købe Megapita – mere om den i madsektionen (Spoiler alert: den var pengene værd). Efter lidt runderinger og sms-kontakt til slænget, delte vi os op og gik lidt på opdagelse hver for sig.

Opdagelsesrejsen bragte os, for begges vedkommende, forbi The Tallest Man on Earth, som spillede kl. 16 på Arena. Den svenske singer/songwriter havde trukket godt med folk ud i solen, og det lød såmænd også ganske fint fra en plads i solen udenfor teltet. Han havde taget backing band med, men det fungerede egentlig bedst når Kristian Mattson var alene på scenen med sin guitar. Fra pladsen i solen blev det aldrig voldsomt engagerende, men omvendt var nu egentlig på en måde meget passende til sted og tid. En slapper i solen hører sig også til på Roskilde.

Mylder ved Arena
Mylder ved Arena

Efter lidt mere slentren rundt teamede vi op til Lars H.U.G.-koncerten på Arena, den kan du læse mere om i Kens anmeldelse. Efter en omgang fællessangshygge krydret med lidt hvidvin og fadøl, valgte vi at blive stående og vente, vente, vente på Run the Jewels. Man skal sgu huske at lytte til andet end rock og metal nogen gange! Den amerikanske rapduo blev desværre ramt af dårlig lyd på Arena, hvilket blev forstyrrende for en ellers energisk performance fra Killer Mike og El-P. De to herrer virkede ellers oplagte, og det spartanske setup med de to rappere i front og en DJ bag en pult bagved, var egentlig alt rigeligt til at underholde  – El-P sørgede for det meste af publikumskontakten, mens bastante Killer Mike viste sine danseevner ind i mellem.

Hvis bare mikrofonlyden havde været bedre – for begge rappere er dygtige, også live, og men det er sgu bare svært at nyde teksterne når man ikke kan høre dem tydeligt. Samtidig var der heller ikke voldsomt meget knald på bassen i lydbilledet, og det betød at koncerten aldrig rigtig kom helt op at flyve, trods et relativt entusiastisk (og relativt begrænset, i hvert fald indledningsvis) publikum. Numre som ‘Lie, Cheat, Steal’ og ‘Close Your Eyes (And Count to Fuck)’ fik sat lidt fut i Arena, men altså…den lyd der (Ken: AAAARRRRGGGH!).

Til gengæld fik vi indtaget en liter hvidvin under koncerten, så humøret var nu alligevel højt, og der kom endda atter nogenlunde samling på tropperne mens vi ventede på Lamb of God, som overtog Arena efter Run the Jewels.

Run the Jewels blev ramt af sløj Arena-lyd
Run the Jewels blev ramt af sløj Arena-lyd

Lamb Of God   ★★★★★☆

Jeg (Ken) erkender blankt, at Lamb Of God og deres mange breakdowns normalt ikke er sundt for mit tarmsystem og sindsstemning, men hold nu kæft hvor spillede de bare fedt, højt og knivskarpt foran et godt pakket publikum. Mine forbehold overfor genren til trods, så var det umådeligt vanskeligt at stå stille under Virginia slængets 90 minutter lange knogleruskende opvisning! Klasse fornægter sig ganske enkelt ikke, og Lamb Of God, og ders velbrølende frontmand og indpisker, Randy Blythe, leverede årets metalkoncert på Roskilde.

Koncerten virkede på mange måder som eet langt peak, hvor hidsig skæring efter skæring blev tyret ud blandt publikum som tonstunge bowlingkugler, der tog kegler hele teltet rundt. Det virkede nærmest tragi-komisk at Mastodon blev præsenteret som “verdens bedste liveband” dagen inden samme sted, og herefter blev druknet af skod lyd og deres egne tydelige begrænsninger som liveband. Den præsentation havde virket mere fair, hvis den var tilfaldet Lamb Of God.

Det er muligt jeg i min egen semi-brandert og forbehold overfor genren stod og prøvede paa ikke at lade mig rive med, men under numre som “Omerta”, “Ruin”, “Walk With Me In Hell” og den forrygende “Black Label”, maatte jeg bare overgive mig betingelsesløst. Jeg synes egentlig Lamb of God er bedst når de lyder som en opdateret udgave af Pantera, men det her var sgu en næsten total triumf fra ende til anden.

Lamb of God rykkede Arena rundt
Lamb of God rykkede Arena rundt

Kære Rokilde, og især Arena, her kan I se hvad der sker når I booker det rigtige metalband, på den rette scene, på det rette tidspunkt og med optimale lydforhold. Så giver metalkoncerter pludselig mening på Roskilde Festival igen.

Jeg gik derfra med en langt større oplevelse end jeg kunne have håbet på inden, og må skamfuldt pakke mine fordomme sammen (i hvert fald live) og smide 5 store stjerner efter Lamb Of God, BOOM, nailed it!

Efter Lamb of God ramte spredevinden igen, Ken styrtede mod Pavilion og polsk dødsmetal med Decapitated (som jeg kun nåede 10 minutter af, Ken), mens Jonas fandt vej til Gloria, der lagde scene til den dynamiske instrumentalduo Fossils. Gloria viste sig at være en passende setting til Fossils og deres tunge rocklegering, hvor bas og trommer går i symbiose og bombarderer lytteren med massive lydblokke. Jeg har hørt Fossils før, og der var ikke nogen overraskelser i Fossils’ kødhammer denne sene nattetime, men derfor kan den jo godt ramme plet alligevel. Der er ikke så meget fikumdik i Fossils, men det er sgu stadig imponerende at der kan komme så meget tung lyd ud af to mand.

Fossils hamrede løs på Gloria
Fossils hamrede løs på Gloria

Madhjørnet

Belært af gårsdagens bitre erfaring, havde vi planlagt hvor vi skulle købe frokost da vi forlod mediebyen. Valget faldt på en kæmpepita fra Gigapita-boden. 80 kroner koster sådan en bandit, og det lyder måske af meget, men i forhold til hvad man får for pengene, ja, så er det sgu næsten dobbelt så god værdi for pengene som det meste andet på pladsen (I’m looking at you, Kristinedal Burger!). Det er egentlig meget enkelt. Et dejligt, friskt brød, godt fyldt med kebab, salat, ærter, agurk, tomat og dressing. Lidt noget svineri at spise, især når vi ikke kunne finde ud af at bede om en gaffel, men det var sgu godt.  ★★★★☆☆

Megapita holdt os kørende længe, og næste proviantering fandt først sted ud på natten. For Jonas’ vedkommende kom den til at bestå af en andeburger fra den franske biks i Food Court (mens Ken røg i Dixie fælden igen, ovre ved den polske død). Der var i hvert fald godt med smag i den, men atter engang var størrelsen til den mindre side. Dog blandt de bedre bud på natmad på årets festival. ★★★☆☆☆

Af Ken Damgaard Thomsen og Jonas Strandholdt Bach

Fotos: Jonas Strandholdt Bach/GFR

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.