Home Artikler Repeat #72

Repeat #72

287
0

Det blev en længere omgang af Repeat i denne uge, der var åbenbart en del ord at knytte til nye singler fra Bjergtaget, TigerSwan, Montand, Himmelrum, Liva Mo og Fugleflugten.

OK, det er ikke alle singler jeg havde lige meget at sige om, det afspejler ingenlunde kvaliteten af de enkelte numre, men de her anmeldelser i Repeat er meget præget af, at være en strøm af tanker. Når strømmen stopper, ja, så stopper jeg også!

Som altid finder man den opdaterede På Repeat-listen nederst, og bare fordi en single ikke kommer med, betyder det ikke, at den ikke er god. Listen er lige så meget et udtryk for “personlige favoritter”, som det er en “best off”. Sidste uge kom ingen nye numre med på listen, i denne uge 3, så det svinger.

Lad os komme i gang.

Bjergtaget – “Her Står Jeg”

Well, this is awkward… Vi lægger ud med et nummer som vi såmænd også har premiere på den tilhørende musikvideo på, i dag. Da man der vil kunne læse mere fakta-baseret info om sangen, kan jeg jo her passende henvise til den (premieren er online kl. 11 i dag) og her blot sakse fra pressemeddelsen:

”Jeg vil gerne give folk et tydeligt billede af, hvad der foregår inde i mit hoved, når jeg spiller mine sange på min guitar.” fortæller Stephan C. Krabsen, der er sangskriver og manden bag Bjergtaget. For det er det, der er DNA’et i Bjergtaget: Sange, der kan holde til at blive klædt af og leveret helt ind til benet kun ved hjælp af en guitar og Stephans vokal”.

Lige det der med, at give et tydeligt billede af hvad der foregår inde i sanger og sangskriveren hoved, når Bjergtaget flyder roligt ud af højtalerne, er måske den tricky del med en single som denne. Musikalsk gør den ved første lyt ikke det store væsen af sig, det lyder som langsomt udviklende, eftertænksom tusmørke musik. Hvor ordene danser stille rundt i skyggerne, nogle gange er meningen tydelig at afkode, andre gange skal man lige tage dem ind og lade dem simre lidt…

Det er kort sagt ikke et nummer, som lever på det umiddelbare og dermed er det også en single af den slags, som lige kræver at man giver den lidt tid. Stemningen får dog greb i mig relativt hurtigt, der er noget blødt og stofligt over måden melodien smyger sig afsted på. Mens teksten, i hvert fald i første vers, virkede lidt flimrende for mig, “her står jeg // ingen vakler mere nu end jeg”, lyder åbningen af nummeret. Men det er måske også en del af meningen, der er jo tale om en fortæller der “vakler”, så er det måske naturligt at man som lytter også for lov til at søge lidt efter meningen.

Nummeret gennemstrømmes af hvad jeg tolker som tvivl og usikkerhed, “her står jeg”, men hvor skal dette “jeg” hen og hvilken vej skal “jeg” vælge? Den umiddelbare rolige overflade af sangen er muligvis også en illusion, der dukker en akustisk guitar op som understrøm, der faktisk virker en lille smule “nervøs”, eller rastløs, så nok står “jeg’et” her, men det er ikke det samme som, at der ikke ulmer en indvendig uro. “Hvem er jeg // når verden hvirvler hvileløst rundt om mig?”, lyder det i begyndelsen af andet vers. Er det en eksistentiel krise der kommer snigende?

Jeg er nu kun omkring 1½ minut inde i det næsten 5 minutter lange nummer, så jeg vil overlade resten at tolke på til nysgerrige lyttere inden jeg får skrevet en halv roman om én sang. Men, som man kan fornemme, så er der en del at komme efter her, hvis man giver sangen en chance. Det er en fordel og en lille ulempe, i hvert fald når der er tale om en single. Jeg er bange for, at mange vil “zappe videre” fordi der ikke er et hurtigt pay off, men giver man “Jeg Står Her” lidt tid til at folde sig ud, så er der faktisk gode chancer for, at du får et ret tydeligt billede af, hvad der foregår inde i hovedet på denne kompetente sangskriver.

Konklusion: Det her er ikke et hurtigt fix eller musikalsk junk food, det er et nummer som skal have lov til at simre og trække. Ting tager den tid, ting tager, hos Bjergtaget, det kan næsten virke provokerende og som en modreaktion mod vores tidsalder. Men du HAR tid, Bjergtaget står lige der – giv dem et lyt.

TigerSwan – “You Got Style”

Jeg var måske lidt hård overfor TigerSwan da jeg anmeldte forrige single tilbage i august, eller “konfronterende”. Var det meget poppet og tilgængeligt eller kalkuleret og leflende? The jury is still out. Bandet er i hvert fald gået i en mere poppet retning, hvilket der jo i sig selv intet er galt i.

Om nyeste single “You Got Style” lyder det kort og godt:

“Det er et af bandets mere rå og funky popsange, og udgangspunktet for tracket blev skrevet i et sommerhus, for snart 2 år siden, mens trioen sad og drak stuekolde øl og havde en lille skid på… Verset blev til i en ’freestyle’ over et Michael Jackson beat, og så gik det ellers slag for slag”.

Ok, det her fungerer meget bedre for mig, der er dømt funky fresh sommerstemning, uden at det virker alt for kalkuleret og designet til at hive folk ud på dansegulvet. Nu kender man jo så forhistorien lidt, så måske spiller det ind i ens opfattelse af nummeret, men jeg bilder mig selv ind, at man godt kan fornemme de omstændigheder sangen er opstået under. Der er noget lidt løssluppent, festligt og “hygge med vennerne” over sangen.

Det er stadig eksekveret temmelig stramt og “pumpet”, så det bliver en ret dreven og ferm dansegulvsbasker. Der er altid en risiko for, at den her form for semi-funky dansemusik kommer til at fremstå lidt bleg og stiv, når den leveres af en gruppe danske fyre, meeeeen jeg synes egentlig TigerSwan slipper hæderligt fra det. Jeg synes melodien er fængende, den har et godt omkvæd, jovist, men fornemmer arven efter noget tidlig Jackson, dog uden at det lyder som et covernummer.

Sangen er måske i den letfordøjelige ende og slutter lidt brat, men man har jo ofte heller ikke brug for noget, der ligger alt for tungt i maven, når man skal ud og svinge træbenet.

Konklusion: Fin single, det er ikke raketvidenskab eller videre dybsindigt, men jeg hyggede mig i TigerSwans selskab denne gang.

Montand – “Merry Mount”

Så skal vi til en halvt dansk, halvt britisk kvintet dannet i år. Vent, halvt dansk og halvt britisk kvintet… så 2 ½ af hver? OK, det kan vel godt lade sig gøre, hvis et af medlemmerne har både danske OG britiske rødder. Hvad står der mon ellers i mailen?

“Montands lyd bærer præg af synth poppede toner, blandet med new wave, punk og ambient musik, der til sammen former deres helt unikke lyd. Deres første single “Merry Mount” bliver båret af store følelser, og vi bliver som lytter lukket helt ind i bandets storslåede univers”.

Og så er der også en pressemeddelelse in english, så den springer vi lige elegant henover, vi har vist også the basics på plads, right?

Ser jeg godt ud i en poncho, burde jeg købe mig en hest og har vi andre steder, der ligner noget fra en spaghetti-western, end grusgrave i Danmark? Spørgsmålene hober sig hurtigt op i takt med, at Montand blæser “Merry Mount” i gang med sagte trompet, sadler op og rider i rask trav ud på de støvede vidder.

På et tidspunkt gjalder en dyb stemme ud af baggrunden og snakker om “sharks” and “vampires”, det er sikkert metaforer for anløbne typer man kan løbe ind i på sin færd rundt i Montands let-surfede, filmiske western-rock univers. Men, det bidrager også til den herlige b-films stemning, der i forvejen gennemstrømmer det billed- og stemningsskabende nummer.

Der sker faktisk en hel del i løbet af det lidt over 4 minutter lange nummer, hvor den americana-klingende vokal veksler mellem et dybt og mere lyst toneleje, bakkes op af en kvindevokal i visse passager, mens melodien suser afsted, og svinger sig op på højere, luftige tinder i omkvædet. Så er der snakkedelen, hvor den underliggende musik bliver helt Morricone’sk. Jeg kan sådan set lide det hele ved det her nummer! Det er fængende, iørefaldende, afvekslende og sætter gang i en indre film.

Konklusion: En glimrende single, kort og godt!

Himmelrum – “Kære Blå, Sender Sonar”

Jeg har den luksus, at jeg stadig har Himmelrum og dette nummer nogenlunde frisk i erindring, da det i skrivende stund kun er 3 dage siden, at jeg oplevede den 4 mand høje grupper opføre nummeret live til Uhørt Festival. I den forbindelse udvidet med 3 sangerinder. Live, hvilket næsten må have været en ur-opførsel af den nye single, blev nummeret måske ikke helt forløst. Måske var der simpelthen for mange elementer og mennesker i spil med 7 på scenen med Uhørts stramme tidsplan pustende i nakken.

Nuvel, her er lidt om singlen og bandet:

“Med sangskrivning, der matcher tidlig Mews progressive legesyge og teknisk overlegenhed, den massive ud-af-kroppen-stemning fra shoegaze, samt moderne hiphop og eksperimental elektronisk musiks detaljeorienteret produktion, præsenterer kvartetten Himmelrum her første single fra deres kommende album (ude i oktober). Lydbilledet – bestående af trompet, guitar, trommer, synths og dansksprogede vokaler – er lige dele velkonstrueret, tilbagelænet – næsten Stone Roses-agtig – og hypermoderne. ‘Kære Blå, sender sonar!’ fremtryller oplevelsen af, at alle sanser højnes i mødet med havets kraft; fra den accelererende prikken af dråber på hænderne, når en bølger bryder tæt på, til suset, når vinden blæser én op imod en skyfri himmel, som billedliggjort af en shoegazet lydmur i bevægelse”.

Jeg tror min hjerne var stået lidt af efter mange musikalske indtryk og koncerter, da jeg oplevede Himmelrum som sidste navn for mit vedkommende. For det første spåede jeg, at bandet nok kunne komme på Roskilde Rising næste sommer (hvis vi må komme på festival til den tid). Flot forudsigelse, Hr orakel, Himmelrum VAR på plakaten til Roskilde Rising i år… Beklager min brainfart. Og så undrer det mig, at jeg ikke straks tænkte Stone Roses, da “Kære Blå, Sender Sonar” messer og danser i gang, ikke pga. kvindevokalen der indleder sangen, men der er sgu da dømt ren madchester rytme og danserock her?! Enten var jeg døv og uskarp, eller også var lyden ikke helt skarp nok på Uhørt til at jeg fangede den… Jeg hælder mod det første.

Men efter det indledende trip på britiske dansedrugs, så udvikler nummeret sig, det vil sige, det gør det sådan set konstant. At lytte til dette nummer, og Himmelrum generelt, er lidt som at overvære en blomst der langsomt springer ud og åbner sig, eller at betragte en solopgang og udviklingen på, ja, himmelrummet, over de følgende timer. Bare i lidt mere komprimeret form. Men der er noget “timelaps” over musikken, som når man ser en af de her lettere speedet op videoer af naturen, hvor du får hele udviklingen og forandringen med, samtidig med at man snyder med tiden. Sådan føles det også lidt, at lyttet til Himmelrum, hvis det giver mening og kan overføres i en musikalsk kontekst. Og det har jeg bestemt det kan.

Der er noget frygtløst over Himmelrum, ligesom det heller ikke skorter på ambitioner, noget der kombineret med bandets hang til at skrue numre sammen som ikke lige følger den gængse skabelon og opbygning, godt kunne resultere i noget der er ret krævende at lytte til. “Kære Blå, Sender Sonar”, er nok heller ikke for alle, men jeg synes ikke det kammer over og bliver utilgængeligt, eller lukker sig om sig selv. Det er udfordrende, men stadig imødekommende nok i kraft af sine fængende elementer, som det repeterende bidrag fra kvindevokalen (erne?), den cirklende danserytme og tone som på bedste vis kan virke lidt naiv og blåøjet.

Konklusion: Himmelrum spiller et eller andet sted popmusik, de tillader sig bare at vende tingene lidt på vrangen og lege med elementer, sætte dem sammen på nye måder og tænke skvæt. Det giver her en spændende, lidt udfordrende men også sært dragende single.

Liva Mo – “Never There”

“Liva Mo er klar med sin anden single, som i sit smukke, rolige univers kredser om afsavn og sorg. Liva er en modig, sårbar og spirituel sangerinde, komponist og multiinstrumentalist”.

OK, så ved vi da det, jeg kan godt lide pressetekster der er så konstaterende og skråsikre! Det er… modigt! (hov, der blev jeg vist lidt kæk!)

“Liva Mo tror på styrken i at acceptere sine følelser. At den egentlige styrkeprøve i livet er at turde være sårbar, og tage livet ind med alt det, det byder en. Never There er en sang om svigt”.

”Det ligger jo i titlen, at sangen handler om fravær. Men mest af alt handler den for mig om at huske, hvor vigtigt det er at være tilstede – ikke mindst for sig selv. At man giver sig selv lov til at mærke svigtet, mærke livet, for der ligger en kæmpe styrke i at turde være sårbar. At give følelserne plads og nå en accept af det der sker, og på den måde også finde ind til en plads i sin egen historie.”

Jeg vil lige gentage, at jeg lytter til numrene i den rækkefølge de er anmeldt her, en rækkefølge der er helt vilkårligt sammensat efter hvornår en single er landet i indbakken. Og nogen gange lytter jeg til flere sange i træk, bare lige for at få en føling med numrene. Det var ikke udpræget en fordel for Liva Mo og “Never There”, i den forstand at de skulle følge op på Himmelrum, der er ude i et helt andet legesygt, afsøgende og originalt ærinde end Mo, der alt andet lige, befinder sig et noget mere klassisk funderet og sangskrivningsmæssig konservativt sted.

Mo har en flot, klar røst, der her sammen med den spartanske musik er dyppet i melankoli og efterårsstemning – ting der åbenbart passer godt til et tema som “svigt”. “Han var der aldrig” tematikken og de rolige, sørgmodige og lidt længselsfulde toner giver billeder af nedfalden, brune blade, fugtige skovstier, dis i luften og en duft af forfald og ting i opløsning. På den måde, kan man sige at sangen fint løser sin mission. Nummeret er stemningsskabende, ret elegant og smagfuldt udført så det ikke bliver for rørstrømsk eller melodramatisk og der holdes tilpas igen og doseres hvad virkemidler, inklusive Mos emotionelle vokal, angår. Det er en sang af den slags, hvor den hurtigt kan få for meget, så man som lytter føler at man får påduttet en masse følelser, less is more og her styrer Liva Mo også skuden sikkert i havn.

Skal jeg komme med nogle kritikpunkter, så er det at sangen, som single, måske ikke gør det store væsen af sig – det er en “lytter”. Og så kræver sangen, det siger måske sig selv, at man lige skal være i humør til den slags og her er nummeret og mig måske ikke ligefrem på bølgelængde. Jeg er nok for kold, afstumpet og en emotionel krøbling til helt at kunne føle de her ting, så det er ikke et nummer der for alvor rør mig. Men derfor kan man jo godt sætte pris på, at andre kan og kan udtrykke det.

Konklusion: På mange måder ganske klassisk og uden de store overraskelser, men håndværket er i orden og jeg sætter pris på den mådehold og selvkontrol der udvises, så de store følelser ikke får nummeret til at kollapse.

Fugleflugten – “Solar Plexus”

Vi lukker og slukker denne omgang med den første smagspræve fra Æon, det nye album fra Fugleflugten, der lander den 30/10. Om sangen lyder det i kort form:

“Singlen tager dig tilbage til teenageårene med lejrture og de første forelskelser. Til en tid hvor følelser blev følt for første gang. Lidende, skærende og vidunderlige stunder, et katanasværd lige i solar plexus”.

Uden at kaste nogen under bussen, eller bryde folks tillid, så tillader jeg mig lige at indlede med at fortælle, at bandet i den tilsendte mail skriver, at de godt ved at vi måske ikke vil synes om sangens indledning/første del. Det vidner da, om ikke andet, om et band der godt er klar over, at de tager nogle chancer og måske også risikerer at støde nogle lyttere væk med deres valg og nye retning. Jeg kan faktisk rigtig godt lide måden nummeret starter på, der hvor jeg måske ikke er helt væltet bagover, er faktisk måden der følges op på!

Ikke at det er et dårligt nummer, jeg synes alt i alt at det er en god single Fugleflugten præsenterer her og en hvor de, måske ganske klogeligt, træder nogle skridt væk fra og ud af den mere post-punkede kasse, som man godt kunne have tilbøjelighed til at placere dem i efter tidligere singler som “Salamander”, som du måske har hørt på P6. Det her er noget lidt andet, for det første er den drivende, pumpende puls erstattet med noget mere atmosfærisk, luftigt og “stigende”. Som om sangen bevæger sig op ad, i stedet for fremad. Det kunne godt lyde som om at Fugleflugten også havde fundet inspiration i moderne pop eller rapmusik? Der er et eller andet ved den meget vokal-bårne intro, og få toner som en antydet bund, der lyder som noget mere poppede navne andre genre ville have autotunet eller vocoder-forvrænget alt hvad den kunne trække? Her får du det så i den “rene” udgave.

Det er måske bare mig… Nuvel, der leges med noget kor/andenstemme, som giver sangen noget lyst og optimistisk, en følelse af opdrift, mens sangen stille og roligt får mere bund, en rytme og melodi, som jeg igen synes flirter med en opbygning og følelse, som man ellers forbinder med mere pop eller poppet rap. Sangen bliver ved med at stige frem mod noget, som kunne virke som en art forløsning, der også rummer et skær af noget dansevenligt, uden at festen bliver sluppet helt fri. Det er her jeg måske godt kunne have tænkt mig en større og mere voldsom forløsning, måske hvis nummeret endda havde været en smule længere, så der kunne bygges op til et vildere peak efter de 3 minutter og 20 sekunder sangen varer. På den anden side, så ville de måske også have været forventeligt, “vildere klovn, vildere”, disse forventninger og troper styrer Fugleflugten udenom – og respekt for det!

Konklusion: Fugleflugten udforsker nye veje og forfalder ikke til de nemme løsninger på “Solar Plexus”. På flere punkter virker det som om de har taget deres mere post-punkede udgangspunkt og på ganske vellykket vis ført det over i en mere “poppet” kontekst. Om ikke andet efterlader singlen da en nysgerrig på at se hvor Fugleflugten trækker hen fremover! Dristig single.

Føjes til På Repeat-listen: Bjergtaget + Himmelrum + Montand

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Montand, pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.