Home Artikler Repeat #63

Repeat #63

522
0

Sommer, sommer og sol, havet og blæsten og duft af kaprifol! Og singler! Denne uge efterlades der musikalske sommerdufte fra Simone Tang, Leizure, Lukas Vanggaard, Riot Sun, Annette Odimer og Tom Bjerg.

Denne uges indledende blablabla bliver en kort beskrivelse af, hvordan arbejdsprocessen her i Repeat egentlig er (hvilket måske er på tide efter 1 ½ år?), da det måske også kan give noget af forklaringen på, hvad der påvirker bedømmelsen af singlerne. Intet system er perfekt, heller ikke det her. Det er i høj grad formet af tid og omstændigheder.

Nuvel, singlerne lander i indbakken, så ligger de der og keder sig indtil jeg når til dem, hvilket i perioder godt kan tage rigtig lang tid, da der kan være mange om buddet! Jeg tager singler i nogenlunde, NOGENLUNDE, den rækkefølge de kommer ind. Hvis der lige er lidt for mange inden for “samme” genre i samme artikel, så spreder jeg kunstnerne lidt ud – jeg fordeler som regel singler til 2-3 artikler af gangen, så jeg har lidt brikker at flytte rundt med.

Desuden tilstræber jeg, fuldstændig kønskvote diktatorisk og femi-fascistisk at have kvindelige kunstnere, eller bands med kvindelige medlemmer, med i hver udgave af Repeat. Det er, desværre, stadig sådan at der er færre kvindelige islæt end mandlige der når vejen til vores indbakke, hvad det så end kan skyldes. Men jeg forsøger altså at få dem fordelt så ingen artikler ender som ren “pølsefest”.

Jeg lytter sangene igennem 2-3 gange hver, i den rækkefølge de tilfældigvis er blevet plottet ind i den pågældende artikel, i mens jeg skimmer presseteksten, udvælger eventuelle citater osv., eller bare sidder og kigger ud i luften. Det er “dag 1” processen. Dag 2 lytter jeg hver sang igennem igen, igen en 2-3 gange, i mens jeg skriver anmeldelserne. Nogle gange, alt efter tid og øvrige planer, så skriver jeg måske anmeldelsen af et par af numrene som en del af dag 1-planene.

Det er kort og godt processen. Som man kan se er der måske ikke så meget tid til at fordøje de enkelte numre, og som alle ved er der nogen sange der vokser over tid eller som man måske ikke lige er fanget af ved første lyt – eller den pågældende dag. Det er en risiko ved denne metode, helt klart. Omvendt så synes jeg også, at noget at det en single skal kunne gøre, uanset genre og stil, er at fange hurtigt – helst med det samme.

Simone Tang – “Vera”

Simone Tang har du måske set på film, hun medvirkede nemlig i Niels Malmros’ 2009 spillefilm Kærestesorger, ligesom hun fornylig har medvirket i Aveny Ts C.V. Jørgensen teaterkoncert Skygger og Magi. Som musiker har hun blandt andet givet koncert på Spot Festival og været support for Annika Aakjær. Af musikalske forbilleder nævnes navne som Frank Ocean og Beyonce.

“Vera” er fjerde single fra Tang, så vi hopper på toget et stykke inde på ruten må man sige, om nummeret lyder det:

“Sangen prikker til tvivlen på egne evner og det at føle sig alene, men den handler også om tætte venskaber og om at drømme godt kan gå i opfyldelse, hvis man drømmer dem i farver. Udgivelsen suppleres af en super skøn video jeg i samarbejde med grafiker Jeanette Nørgaard har skabt. Med mine bedste venner på fælleskor og mig selv på elguitar, sender jeg jer Vera”.

“Vera” er en vemodig, lille sart sag, en af den slags sange, hvor man kan kan være bekymret for, at den er så skrøbelig, at den krakelerer inden man når igennem de lidt over 3 minutter den varer. Men ligesom det (og den slags) venskaber der synges om, så tager den til i styrke og ender med at fremstå stærk og opbyggelig.

Der lægges sagte ud, der er næsten lidt Jeff Buckley over el-guitarens klang og rolige anslag, men når korstykkerne falder i begynder det at vokse. Kerne forbliver den samme, men den tager lidt til i intensitet i små glimt, inden der bøjes af og vokalerne igen får mere plads. Ført an af Tangs fine, klare og ganske rørende stemme. Selvom hun bakkes flot op af det smagfulde og tilpas doserede kor, så er det hende der er i førersædet sangen igennem.

Det er i bund og grund “bare” en rolig, lille singer songwriter vise af typen, som ikke byder på de store overraskelser, eller armbevægelser men, det er godt og elegant udført.

Konklusion: Når jeg skriver “lille” så er det ikke ment på nogen nedladende måde, overhovet. Det her ER en på mange punkter lille sang men, af den type der får udtrykt og vist rigtig meget uden behov for at smøre tykt på eller gøre ting i stort format. Less is more i dette tilfælde.

Leizure – “Caveman”

“The bastard love child of Iggy Pop and Dean Martin” fører selvsikkert, lidenskabeligt og brutalt sit orkester igennem første single fra det kommende debut-album.

Sådan lyder det kort og godt i mailen fra No-wave bandet Leizure, så, let’s get it ON, Caveman style!

Det er sgu en ret ildevarslende og krads krabat det her. Ikke fordi den er tung og ekstrem i sin lyd, som sådan, Leizure arbejder mere med urovækkende og foruroligende stemninger og følelser her. Den lidt kulørte og kække beskrivelse af Iggy Pop møder Dean Martin, giver egenlig rigtig god mening når bandet hakker sig truende igennem nummeret og der punk-croones løs fra en lettere eksalteret forsanger.

Vi befinder os lidt på randen af det klassiske “punk på randen af et nervøst sammenbrud”, som Iceages grimmere, mere ildelugtende og stor-svedende undergrunds fætter. Det er samtidig ret filmisk i sin lyd, på den måde hvor musikken og den psykotiske og maniske stemning der fremmanes sætter gang i en lille, grum indre film. På den led er der også en hel del indtryk at tage ind i forhold til, at sangen “kun” varer lidt over 4 minutter.

Skal man sige noget negativt om nummeret så er det et nummer af den type, som jeg lige skal være i det rigtige humør til. Grundet den intense stemning og den ret kompromisløse facon og attitude, så er det en sang der fylder ret meget og insisterer på, at blive hørt og følt. Er man ikke lige den rette sindsstemning, så kan det godt virke en kende anmassende og omklamrende men, det virker jo så samtidig til sangens fordel når man har plads i knolden til den slags.

Konklusion: Hulemanden her er af den mere uforsonlige og kompromisløse, hvis ikke konfronterende slags – det skal man lige være klar på. Er man det, så byder Leizure på en oplevelse der er noget nær det modsatte af hvad deres bandnavn (sådan cirka) antyder.

Lukas Vanggaard – “Göteborg”

Jeg har for ganske nyligt anmeldt en virkelig fin debut-EP fra Vanggaard, der viste en popsanger og sangskriver med godt med glimt i øjet og som ikke var bange for at udstille sig selv som lidt af en “lovable loser”, i hvert fald hvad kærligheden angår. Nu er han allerede ude med nyt, i hvert fald var den nye single “Göteborg” ikke en del af EP’en, hvor den i følge Vanggaard (jvf. et opslag på Facebook) ikke passede ind.

Der ligger en lang, sød og gribende historie forud for “Göteborg”, som lyder som noget ud af en helt klassisk rom-com, som jeg vil anbefale at man lige bruger et par minutter på, at læse inden man kaster sig over sangen. Både fordi det et en god historie men også fordi den indirekte får introduceret hvilken slags kunstner og sangskriver Vanggaard er. Den er for lang til at gengive her, og for velskrevet til at omskive, men kan læses i sin fulde længde HER.

Efter selv at have lyttet til (og anmeldt) omtalte EP så kan jeg egentlig godt forstå, at sangen er blevet undladt. Den passer rent musikalsk ikke helt ind, det er mere mere elektronisk/baspulserende poppet funderet på en eller anden måde, noget som jeg heller ikke er sikker på, at jeg synes klæder Vanggaard lige så godt som når han blot kører den lidt mere rene popstil. Det kommer til at virke en kende stressende og forceret på mig og musikken ender med at distrahere mig fra både vokal og lyrik.

Det er jo lidt ærgerligt når der ligger en så fin og detaljeret (for)historie til grund for nummeret. På den anden side, så skal sange jo fungerer på deres egne præmisser og uden at man nødvendigvis kender forhistorien eller har anden forhåndsviden. Og her er “Göteborg” nok bare ikke lige min kop te, selvom jeg ellers er faldet en hel del for Vanggaard og hans stil på EP’en Håndspillede Hits.

Som Vanggaard forklarer så introducerede pigen i sangen ham til Håkan Hellström, og den Hellström’ske energi og måden at bygge et nummer op på fornemmer man faktisk et eller andet sted som “Göteborg” skrider frem. Det fungerer rigtig fint med lidt svensk highway/heartland rocket fornemmelse og får fortrængt noget af den pulserende bund, som jeg ikke er helt solgt på.

Konklusion: En lidt anden side af Vanggaard, som han måske selv fornemmede ikke helt passede sammen med hans øvrige materiale. Det gør det ikke til en dårlig sang, bare en der stikker lidt af mod Sverige uden at jeg helt er med på turen. Det kan ske!

Riot Sun – “Elegy”

Så skal vi have os en dosis punk, post-hardcore og 90’er alt-rock fra østjyske Riot Sun, en hårdtslående blanding der “kalder til oprør mod hverdagens monotoni og småborgerlige konformitet. Den guitardrevne debutsingle ‘Elegy’ er et opråb til en verden, der er gået af lave og en tvetydig klagesang over tingenes tilstand. Det er en fuckfinger til de grå mænd i jakkesæt og systemets fejlbarlige natur”. Sådan præsenteres den i hvert fald i den tilhørende pressetekst.

Hey, hallo, stop og sæt det her nummer på repeat (og på Repeatlisten nederst i denne artikel!). Jeg vil gøre det forholdsvis kort, for jeg har sådan set ikke så meget at sige: det er en skide god single, det her!

Fængende, medrivende, energisk og med godt med krudt bagi, der forplanter sig ud i ens bentøj og pudselanker. Så skal vi satme ud på gulvet og danse-slås, eller slåsbolle? Bolleslås? Nå, noget med sart vold og lidt halv-voldsom kærlighed. “Elegy” minder energimæssig en smule som et orkester som Night Fever, bare mindre Motorhead truckende og mere Bad Religion punkede, hvis sidstnævnte var et lidt uvasket undergrundsband. Eller hvis Kvelertak stadig var fede?

Konklusion: Fuck this shit, jeg er på! Ikke de store overraskelser,nytænkning eller den slags pjat, bare pedalen i bund og afsted ud over stepperne. Hey, nogle gange er alt man behøver en god melodi, et iørefaldende råbe-omkvæd og et los i røven.

Annette Odimer – Love Your Way – “Portal Stone”

Jeg skulle lige læse mail og tjekke links et par gange inden jeg fattede, at sangen altså hedder “Portal Stone” og kunstneren er Annette Odimer – Love Your Way, eller? Jeg er forvirret, om det er et godt eller skidt udgangspunkt må vi jo så finde ud af! Hvad jeg ved med sikkerhed er, at singlen er indspillet og produceret af Nikolaj Nørlund og handler om, at “give sig fuldt og helt hen til naturen”.

Noget af det fede ved, at sidde og lave det her Repeat-ræs og ikke være så bundet af genre og faste rammer (og at være sin egen goddamn boss, like a boss) er, at man får masser af afveksling – og ofte indenfor kort tid. Noget af det lidt mindre fede er, at man får masser af afveksling indenfor kort tid…

Annette Odimer kommer (jvf. arbejdsprocessen skitseret indledningsvis) til at lide en smule under, at jeg lige kommer fra prustende fra en møgvarm og ildelugtende kælder og så vælter lige ud i lyset og den friske luft i dette meget organiske og “åndende” lydbillede. Overgangen og kontrasten kan virke lidt voldsom og jeg skal lige have pulsen ned og finde Odimers musikalske ditto. Det er sgu ret pænt og dufter godt i det lydlandskab der roligt, men meget målrettet foldes ud her… og så sniger der sig stille og roligt noget mørke ind, som nummeret skrider frem.

Odimer begynder at vise mere og mere tænder, mens musikken langsomt men sikkert stiger i intensitet og lydstyrke, det nærmer sig efterhånden noget helt Radiohead’sk. Desværre så synes jeg, at det ellers over 5 minutter lange nummer stopper for tidligt, simpelthen lige inden det afgørende klimaks. Det kunne altså sagtens have varet lidt længere for min skyld, jeg savner en slutning eller en form for endelig forløsning. Til gengæld er opbygningen og vejen til den lidt anti-klimatiske slutning meget kompetent og sikkert udført.

Det virker på overfladen roligt men der lurer noget lige under overfladen her og der er en hel del lag, at kaste sig over, eller dykke ned i skulle man måske sige – hvis vi forestiller os “Portal Stone” som det hav man ser i den tilhørende musikvideo. Jeg er især vild med brugen af strygerne, der giver noget drama og storslået stemning men også en vis sørgmodighed og vemod. Ord og stemninger man også kunne knytte til Odimers glimrende og ret afvekslende vokal, der er lige ved at nærme sig noget frustreret og mere flosset da nummeret rinder ud. Jeg havde gerne lige haft det sidste “skrig” eller noget endnu mere udfarende med, som man finder det hos eksempelvis Lingua Ignota.

Konklusion: Hmm, jeg kan på den ene side rigtig godt lide det jeg rent faktisk får her men, jeg bliver på den anden side grådig og vil have mere. Jeg ved ikke om det er helt fair?

Tom Bjerg – “Timer Nok”

Sydfynske Tom Bjerg er ude med et nyt album og anden singlen derfra, “Timer Nok”, har også været tilgængelig i et stykke tid men har altså først fundet vej til Repeat nu hvor sommerferien for alvor står for døren. Om “Timer Nok” lyder det:

En sang der handler om en af de stunder hvor livet er allermest simpelt. En af de morgener, hvor hvor alt emmer af ro, kærlighed og tid nok! En ukuelig tro på livet og hinanden. Uden nogen sammenligning iøvrigt, kan man måske sige at “Timer nok” er vores version af Benny Andersen (og Poul Dissings) “Svantes lykkelige dag (om lidt er kaffen klar)”. Velproduceret dansk popmusik, der lyder som intet andet i tiden – Referencer til bla. CV Jørgensen. Glimt tilbage til 80’erne, med en nutidig kant.

Tom Bjerg har med “Timer Nok” lavet et helt igennem tilforladeligt nummer, som jeg bestemt ikke ville være modstander af tilfældigt spillede i en radio jeg havde kørende i baggrunden. Det kan måske opfattes sådan lidt nedladende, dumsmart og som en slags forklædt fornærmelse – sådan skal det ikke forstås.

Men det var den første tanke der slog mig, da jeg lyttede “Timer Nok” igennem første gang. Det kunne også være et udmærket “kørenummer”? Det driver fint afsted med nogle små buk i knæene, hvor bassen lige får lov til at brumme igennem, samtidig med at Bjergs fine vokal giver nummeret noget en følelse af noget luftigt. Hvis sangen havde en kulør, eller var et billede, så ville det være en lyseblå sommerhimmel, med drivende, højtliggende skyer.

Der er også lidt en heartland-rocket fornemmelse tilstede, eller måske er det, det der kaldes “glimt tilbage til 80’erne” i presseteksten? Eller minder det mig en lille smule om midt-80’er TV2 hist og her? Den der lidt vindblæste “jeg står og kigger ud over vesterhavet” fornemmelse? Naaah, så afbrydes den af varmere blæsere, der lige stryger igennem sangen som en lun brise. Det er sådan set ikke fordi, at man mangler indtryk at fordøje, eller der ikke sker en masse i “Timer Nok” – måske savner jeg bare lige dén ene ting, som virkelig fænger mig og som brænder sig fast?

Konklusion: Jeg kan ikke helt sætte en finger på, hvad det er jeg mangler her… måske er det her “bare” en fin sang, hverken mere eller mindre? Det blev så den lidt vage konklusion under punktet “konklusion”…

Føjes til På Repeat-listen: Riot Sun

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Annette Odimer pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.