Home Artikler Repeat #45

Repeat #45

599
0

Denne uge er en af de mere sjældne, det er nemlig en rocksingle der løber med det meste af kærligheden! Ugens anmeldte sange kommer fra The Blue Van, Cousin, Young Couple, Amanda Rakel, Velvet Volume og The White Album.

Og jeg elsker ellers den fede rock men der af og til lidt langt mellem de rene rocksingler her i Repeat, hvad det så end kan skyldes? Nuvel, det står endnu mere grelt til med metalsingler, den kvote skal vi på en eller anden måde have rettet op på!

The Blue Van – “Heavy Load”

Så er der nyt fra The Blue Van, der lover at rocke løs som de plejer, hvilket vel ikke er verdens største overraskelse. Om “Heavy Load” lyder det kort og godt:

“Singlen hedder “Heavy Load” og den er i mange henseender et klassisk Blue Van-nummer skrevet på benzindampene fra 1970’erne rockikoner, men tilføjet moderne skævhed og oprigtig glæde ved de urenheder, der kommer, når man tør lade et one-take stå. De små temposkift og bøffer i indspilningen taler også til sangens tema”.

Den rockede og rullede så pivfrækt, den her lille sag, at jeg var nødt til bare at afspille den 3 gange i streg inden jeg begyndte af formulere nogle tanker om den. Og så har jeg i bund og grund ikke så meget, at sige til det.

The Blue Van kan deres rockhistorie til fingerspidserne, ingen tvivl om det, men det handler også om at kunne omsætte det til noget, der lyder end mere end blot en velmenende stiløvelse. Det lykkes til fulde her. Alle grundstene er der, fra instrumentering, over den “autentiske” og rustikke lyd, en fængende melodi, et uimodståeligt drive og en smittende energi.

Det KUNNE, i mindre kompetente hænder, nemt komme til at fremstå netop FOR nemt. Det synes jeg ikke det gør, det er bare skide godt rockhåndværk af netop den slags, hvor det lyder som om der er brugt rigtige hænder og hældt en god sjat rockblod oveni bagefter. Der er ikke så meget at sige til det, har du savnet god, gammeldags rock, men en lille snert af noget “glammet”, så er The Blue Van leveringsdygtige med denne nye single

Konklusion: Jeg er SÅ meget på!

Cousin – “Heart Dreams”

“Med evolution, teknologi og menneskets historie på dagsordenen, lægger Cousin op til eftertænksomhed i den mørke og sårbare debut-single ”Heart Dreams”. Singlen trækker tydelige tråde til koryfæer såsom Spleen United og Mew, men samtidig lever sangen i sit eget hårdtslående univers. Det er et potent lydlandskab af støvede/gamle JUNO-synthesizere, tung subbas og højfrekvent, falsetvokal”.

Jamen så har vi vel næsten al den forhåndsviden vi har brug for, for at give Cousin et lyt? Ok, om singlen forklarer sanger Mikkel Werling videre:

“”Heart Dreams” er et kritisk blik indad. Det er et kig på mennesket som både det fantastiske og vederstyggelige dyr, vi er. Det er et forsøg på at få os til at se sandheden i øjnene. Et forsøg på at få os til at forstå den ufatteligt privilegerede position, det er at være menneske.”

Jeg havde egentlig besluttet, at jeg nu havde nået en alder, hvor livet er for kort til traurig indie! Det var i hvert fald min første indskydelse, da jeg så de forstenede og alvorlige miner  den tilhørende musikvideo. Men, det lyder nu ret labert det Cousin har gang i her, uden at det kammer over på “lækkerhedsskalaen”.

Der er noget 80er feeling over lydbilledet, det er jo ret oppe i tiden igen, det skyldes nok de omtalte gamle synthesizere. Vi befinder os et sted, hvor musikken både føles storladen og lidt underspillet, hvilket muligvis kan lyde lidt selvmodsigende. Men, der er en vis højtidelighed i lydbilledet, hvor der er højt til loftet, samtidig holdes sangen jordbunden af den rolige vokal – i hvert fald indtil den slår over i en høj falset godt to minutter inde.

Det er flot udført hele vejen rundt og lyder særdeles indbydende, men jeg savner måske en smule mere… hmm… “knald på”, eller noget der losser lidt mere til mig, men det er nok en smagssag. Der er ingen tvivl om, at det her emmer af kvalitet og solidt sangskriver håndværk.

Konklusion: En flot single, der måske ikke lige rammer mig personligt, men som jeg forestiller mig sagtens kunne gøre sig godt i en radio nær dig.

Young Couple – “Sharpened Lines”

Så skal vi have noget “introvert og fabulerende rock” fra den københavnske kvartet Young Couple, som jeg anmeldte en debutsingle fra tilbage i Repeat #34. Young Couple forsøger at styre udenom tidens modeluner og beskriver dem selv som et møde mellem Cocteau Twins og Television.

Om deres anden single, “Sharpenend Lines”, lyder det:

’Sharpened Lines’ er søgen efter at finde sin egen plads i tilværelsen. Det er en insisterende tro på det egenartede og alsidige, som udspringer fra en eksistentiel usikkerhed, der udtrykker det smukke kaos, som tilværelsen også kan være. ’Sharpened Lines’ er en fortælling om at være ung og hvileløs.

Hmm, OK, det trækker lidt i flere retninger det her, det er næsten som om melodien værger sig mod helt at blive sat fri. Der er lidt en “elastisk” fornemmelse over det, hvor sangen i små ryk bevæger sig fremad, for så at trække sig tilbage igen. Det er både bølgende og svævende, med en saxofon som et bagvedliggende element, der opererer lidt udenfor det hele.

Alligevel falder sangen ikke fra hinanden, eller føles usammenhængende. Det er lidt en underlig, skvulpende størrelse, som jeg ikke helt kan blive klog på. Er det indie? Pop? Lidt psykedelisk? Noget mere eksperimenterende og sært? Jeg er ikke hundrede procent “på”, samtidig er der noget mystisk og tillokkende over det halv-skæve univers, som nemt kunne være blevet en urovækkende oplevelse. Men, der er alligevel noget underlidt beroligende over det.

Konklusion: Bestemt ikke uinteressant, men en noget aparte single, der bestemt ikke gør meget for at lyde som et hit fra samlebåndet. Det var en kompliment. Men jeg ved ikke helt hvilket ben jeg skal stå på – men det er jo ikke nødvendigvis en dårlig ting!?

Amanda Rakel – “I Tried”

Den “rendyrkede pop” fra Amanda Rakel var jeg omkring helt tilbage i Repeat #12, i april måned sidste år. Denne gang skal vi have et “poptrack i mol” fra dansk/svenske Rakel:

I Tried er en fortælling om en utrættelig, men svær, kamp for at få det bedre, mens ens nærmeste bliver utålmodige og frustrerede over, at man ikke heler hurtigere. Det er en meget personlig popsang, som også afslører, at Amanda kender mere til livets skyggesider end de fleste.

”Min nye sang handler om, at forandring er en tidskrævende proces. Man kan godt føle at det er to skridt tilbage og ét frem engang i mellem, og det er svært for folk omkring dig at forstå. Men det er stadig skridt, og det skal nok gå fremad”, forklarer hun.

Ehhh, jeg var ikke helt solgt da jeg i første omgang anmeldt en single fra Rakel, og jeg er det nok stadig heller ikke. Nummeret og Rakels vokal har indiskutabelt nogle kvaliteter, som gør at det ikke falder igennem. På den anden side savner jeg stadig et eller andet, noget mere, noget der gør at det skiller sig ud fra mængden af kompetente popsangerinder med en elektronisk kant.

Et eller andet personligt aftryk eller et musikalsk særpræg, så det ikke drukner i mængden og kunne være “hvem som helst” på P3. Det lyder lækkert og velproduceret, det svæver upåklageligt fremad i roligt og stilet tempo, har en snert af noget moderne r’n’b over sig, der er lidt knipse/klappen i rytmen, så alle kan være med og Rakels fine vokal går klart og tydeligt igennem.

Men vi taler om radiovenlig pop, hvor er krogen som lige skal fange mig på det her nummer? Der er ikke mange fingre at sætte på udførelsen udover, at det for mig mangler det der gør, at jeg tænker “Ah, det er da det der Amanda Rakel” nummer.

Konklusion: Virkelig nydeligt popnummer, men jeg får nok svært ved at huske det efter det rinder ud.

Velvet Volume – “Lonely Rider”

Der er efterhånden gået nogle år siden rocktrioen Velvet Volume var på alles læber med nogle heftige koncerter, optræden for Kongehuset og generelt rigtig god hype og buzz op til udgivelsen af debutpladen i 2017. Til maj lander album nummer to og første singlen derfra, “Lonely Rider”, har allerede et par uger på bagen.

Om den stilede video der fulgte med nummeret lyder det:

“(videoen)… er en romantiseret fortælling om de dæmoner, der gemmer sig lige under huden på alle mennesker og en fascination af de forskellige masker, som vi skiftende præsenterer os selv med. I videoen flygter Noa, Nataja og Naomi ind i et univers inspireret af karakteren Bonnie Parker og 50’ernes mafia grupper i USA. Videoen er instrueret af Mathias Broe, der netop har vundet en Robertpris for kortfilmen “Amfi”, og produceret i samarbejde med Miki Schack fra Mami Productions”.

Flot musikvideo, det må man give dem, virkeligt stilet. Meeen, nu er det jo lydsiden, og ikke det visuelle, jeg anmelder her. Ææææhm, jo, det er sådan set et ret effektivt og driftsikkert, men også noget “sikkert”, rocknummer det her. Det lægger i naturlig forlængelse af den stil man kender, og senest har hørt, fra den aarhusianske trio. Måske er det bare blevet en anelse mere poleret og tøjlet?

Det er ikke nødvendigvis en kritik, eller en dårlig ting, der er nok bare tale om både en modning af bandet og en naturlig “strømligning” af udtrykket. Det er lidt som om garagerocktrioen har forladt den gamle, primitive garage og har taget deres rock med ud i “pænere” omgivelser. Det har mistet en smule af sin uskolede charme og flossede nerve, til gengæld kører det hele lidt mere elegant og gnidningsfrit på skinner. Hvad man foretrækker er nok en smagssag, for mig måttet de gerne kradse en lille smule mere.

Men det virker som om Velvet Volume (og deres folk) har en ret tydelig vision for bandet og “hele pakken”, som nu fremstår endnu mere afrundet og prævis. Det er igen ikke ment som en kritik, men både i lyd og indpakning, er der filet nogle kanter og det hele pudset lidt mere op, så det skinner. Det er gennemført. Og her er en single som “Lonely Rider” en logisk udvikling.

Konklusion: Tjekket single, jeg håber dog der kommer et nummer med endnu mere bid, som kan rykke mig lidt rundt, inden pladen lander – selvom der kommer lidt mere skrald på mod slut. Men som en “reintroduktion” af bandet fungerer den fint.

The White Album – “Mystery”

“Sangen er en form for selvterapeutisk digt og en erkendelse af, at selvom man med årene lærer sig selv bedre og bedre at kende, er sindets veje uransagelige og forbliver et mysterium”.

Sådan lyder det om The White Albums nye single, forløberen for et kommende tredje album fra folkgruppen, der udkommer d. 12/3. Om dette kommende album, som markerer en slags ny start for bandet, fortæller sanger og guitarist Frederik Vedersø:

“Det er brunt-, halvfunky- og til tider endda sexet. Det er stort, flosset, beat-drevet, 90’er indie-rock krydret med vokalharmonier og nordisk melankoli. Musikken på albummet er for os mere legesyg og eksperimenterende end tidligere.”

Halv-funky indeed! Mit hoved “bobber” med fra start, selvom det egentlig er et ret tilbageholdende og dæmpet nummer. Det må være den bløde indie, der tager sagerne lidt ned. Et gennemgående tema idag (foruden The Blue Van) har været den lækre og indbydende lyd. Den finder man altså også i vid udstrækning her, fra den bløde funky rytme, over det nystrøgede 90er indie’ske lydbillede til den bløde og behagelige vokal.

Det er lige før, at det truer med at blive lidt for rart og afslappende, så man slumre lidt hen, men heldigvis kommer der små sprut hist og her, så det ikke munder ud i en alt for døsig omgang. Og så vil jeg sige, at de næsten 4 minutter i roligt tempo slet ikke føles lange, hvilket man måske ellers kunne have frygtet nå sangen vugges i gang. Den der guitar er sgu’ ret lækker!

Jeg ville egentlig gerne sige nogle flere (forhåbentlig) kloge og bevingede ord om “Mystery”, men jeg bliver alligevel sådan lidt halv-doven og dvask af gentagende lyt. På en vældig rar og afslappende måde, ikke fordi jeg keder mig!

Konklusion: Læn dig tilbage, lad skuldrene arbejde lidt og nyd lidt funky folksy velvære i små 4 minutter i hyggeligt selskab sammen med The White Album. UPDATE: Siden har jeg hørt singlen i radioen, hvor jeg straks kunne genkende nummeret da det gik i gang – så det har et eller andet over sig der bare sidder fast.

Føjes til På Repeat-listen: The Blue Van + The White Album

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Velvet Volume, pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.