Repeat #17

0
409
views

Flere vilde valgløfter, undskyld, singler! Denne omgang byder på sovekammerpop fra Puppy Loop, halvnostalgisk rock fra Jours, tyggegummi rock fra Peppermint B, screamersongwriter brøl fra Stöj Snak, en tv-titelsang fra Juncker, punkrock fra Rebecca Lou og nyt fra Lou Z.

Ikke så meget indledende snak, jeg halser stadig lidt bagefter i strømmen af tilsendte singler.

Puppy Loop – “Love”

Vejret er blevet bedre (i skrivende stund) og Puppy Love lover “en rigtig forårsbasker, der hylder kærligheden og de komplekse facetter den medfører”. Desuden leverer duoen, der består af sangskriver og sanger Kasper, der også står for keys og samples, samt Kristian på guitar og bas, “farvestrålende sovekammerpop og bittersød 80’er tristesse”.

Lad os tage en tur ud i Lo-Fi land.

Førstehåndsindtryk: Kasper er “sick and tired to sing about love”, så her følger en kærlighedssang! Hmm, er indtil videre helt med på duoens Lo-Fi pop. OK, lagenerne skal vaskes, “they smell like piss and love, love, love”, er vi på vej mod et lille hit her?

Efter flere lyt: Sangen har en lidt “sjov” struktur for et popnummer med en indledning, der er netop det, en indledning og så starter nummeret først rigtig efter ½ minuts tid… og bobler afsted uden rigtig, at følge en stram vers/omkvæd struktur. I stedet for hopper sangen lystigt fremad, mens der fyldes på, twistes og tilføres hen ad vejen.

Det er både nummerets force og en lille svaghed. Som single og “hit” mangler den måske lige det der genkendelige hook eller omkvæd, som kan give sangen noget genkendelsesfaktor. Til gengæld fungerer hele sangen i sig selv på en måde, som ét langt “omkvæd”, eller en fængende flade, som gør sit bedste for, at forføre og tage en med ind i Puppy Loops’ let bittersøde popunivers.

Et eller andet sted minder det mig lidt om metoden The Flaming Lips brugte i “The Yeah Yeah Yeah Song”, hvor “yeah yeah yeah” bliver “omkvædet”, her er det “love love love”. Og det virker.

Konklusion: Den er røget på repeat! Dejlig sang.

Jours – “Trick”

“Med en lyd der let kan give mindelser om den tidlige britpop er det påfaldende at tænke at Jours bare er endnu et ukendt rockband blandt tusindvis andre for tiden – og at “Trick” bare er endnu et halvnostalgisk rocktrack. Men måske er det ikke altid så vigtigt at gøre krumspring for at fremstå revolutionerende og nyskabende – for kan man gøre det man gør godt, og om muligt bedre end gennemsnittet, så er man vel rimeligt godt kørende?”.

Jours er et relativt nyt københavnsk tre-kløver, singlen er fra sidst i marts (beklager ventetiden) og forsanger Christina Mardahl tilføjer:

“Vores musik er blevet pissemeget bedre efter, at vi stoppede med at prøve at være
fede”.

Er det så fedt?

Førstehåndsindtryk: I kommentarerne på Youtube nævnes The Smiths og Morrissey, tjo. Måske? Det er ikke helt “Jangly” nok til, at være The Smiths og ikke krukket/lidende nok til, at være deres frontmand. Men der er bestemt elementer af disse i de knap 2 ½ minut “Trick” varer. Der er også en mere post-punket understrøm i den let-sitrende energi, der strømmer gennem sangen. Dermed passer termen “tidlig brit pop” måske meget godt? Ved dog ikke helt, om jeg synes det er fedt, men… flere lyt?

Efter flere lyt: Energien og attituden nummeret igennem er en klar styrke hos Jours, der måske lige mangler det allersidste? Der er egentlig lidt tidlig R.E.M. over den semi-jangly stil, som fyrer derudaf og giver sangen en fin, slingrende fornemmelse, som kontrast til den lidt mere mørke og “alvorlige” vokal.

Spilletiden er dejligt stram og skåret ind til benet, men det er lige før, at det kommer til at virke lidt for kort, eller som om sangen er et uddrag af noget større? Måske fordi der, et eller andet sted lige mangler noget, der får sangen til at gå fra “udmærket” til “glimrende”. Det virker lidt som et band, der stadig er på vej og ikke helt har knækket koden endnu uden, at de af den grund falder igennem her.

Konklusion: Good not great, men bare klø på. Og kom til, at lyde endnu mere som Jours truely?

Peppermint B ft. Freja Loeb – “Good Boys In The Suburbs (So Young)”

Peppermint B er forsanger i i The Blue Van Steffen Westmarks mere solskinspoppede alterego, som vi blandt andet anmeldte et dejligt album fra for et par år siden. En ny plade er på trapperne og en ditto single ude, denne gang med assistance fra Freja Loeb. Samtidig er den oprindelige nordjyde rykket fra København og ræset til Fyn og har fundet lykken i Svendborg. Om sangen lyder det blandt andet:

“Den nye single reminiscerer over det at vokse op i provinsen med alt, hvad der følger med; fra teenage-forelskelser over mobning til kedsomhed. Sangen reflekterer over, hvordan ens opvækst påvirker ens personlighed, og over hvordan den menneskelige hukommelse også har tendens til at glorificere minder ved at fortrænge dårlige minder og fremhæve de gode”.

Førstehåndsindtryk: OK, temmelig pågående rytme fra start, ikke noget med lige, at løbe singlen varm. Nåmenøh, den “chucker” da let til bens og ubesværet derudaf, måske lidt mere rocket i sit udtryk end seneste album fra Peppermint B?

Efter flere lyt: Hvad laver Freja Loeb egentlig på sangen, er det noget guitar eller hvordan? Det fremgår ikke helt. Nuvel, energien er god og sangen har et effektivt drive. Der er både lidt sommerstemning og en smule nostalgi i luften, både hvad angår sangens klang og teksten om, at kigge tilbage få tingene sat lidt i perspektiv.

These images are golden, but when I look back
I know that what I got now is what I wished I had
When I was young

Sådan lyder de opsummerende linjer, der runder det fine nummer af.

Konklusion: Hvis der er noget Westmark kan, så er det at skrue et effektivt poppet rocknummer sammen. Overraskelser er der ikke mange af, men det er solidt håndværk, der bare fungerer.

Stöj Snak’ – “Apex Predator”

Så skal der skæres ind til benet, 1 minut og 19 sekunder varer nyeste single fra råbe-singer songwriter punkeren Stöj Snak, som vi også tidligere har anmeldt en plade fra. Nummeret er en del af en split udgivelse, som Stöj Snak er en del af sammen med The Speed Dionsaurs.

Førstehåndsindtryk: OK, sangen varer faktisk under 1 minut, de første 20 sekunder er indledning til videoen og så går det ellers over stok og sten i et hæsblæsende tempo. Med hvinende mundharmonika og stakåndet tempo lyder det næsten som en form for hillbilly punk med akustiske intrumenter. WE ARE FUCKED!

Efter flere lyt: Vi er nemlig fucked når dinosaurerne kommer tilbage, då! Det er ikke kujn den tilhørende video, som giver Stöj Snak et lidt tegneserie agtigt præg. Jeg mener det positivt, der er noget herligt karikeret og “animeret” over deres galoperende singer songwriter punk.

Men det er svært, at gøre sig de store tanker om nummeret, det fræser afsted, man er underholdt mens det varer og så er det overstået lige så pludseligt som det begyndte. Det har også sin charme!

Konklusion: Hey, jeg var fint underholdt og så var det slut.

Juncker – “Wallenberg”

Sanger og sangskriver Juncker (der blandt andet har hittet med P3 “plagen” “Mogens og Karen”) er aktuel med titelsangen til TV2 serien Kurs Mod Nord, efter også at have lavet nummeret “Havanna” til serien Kurs Mod Fjerne Kyster. Det har jeg ingen anelse om hvad er, jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har set TV2? Eller TV i det hele taget, men det skal da ikke skille os ad, at jeg er så nærig at jeg ikke gider betale for en tv-pakke, og så snobbet at jeg synes, at TV2s sendeflade er en åndelig losseplads!

Førstehåndsindtryk: “Wallenberg”, lyder som en svensk krimi? Formoder de her TV2 programmer er noget med at sejle, måske endda med nogen der er i familie med Troels Kløvedal? Åh, det er skibet der hedder Wallenberg kan jeg forstå på det hele? “Vi er i samme båd, på et gammelt skib”, lyder det fra Juncker, der som er en af den slags sangere man bare føler sig i godt og sikkert selskab med.

Efter flere lyt: “Heeeer er skibet Hvalborg, stoppet ud med va…”, hvad, nå, det er en anden sang… Wallenberg lyder da lidt som Hvalborg. Men det var en hval og det her er et gammelt skib, hvor man kommer vidt omkring og kan mærke bølgerne i sit blod.

OK, det er sådan set en rigtig god sang Juncker får leveret her, under en lidt vanskelig præmis, kunne jeg forestille mig. Den skal både fungerer som titelsang til et tv-program, sikkert helst indeholde et “soundbite” man kan spille igen og igen som underlægning og i teaserne til programmet, samt give mening som en enkeltstående sang i sig selv. Det synes i hvert fald, at være det Juncker har sigtet efter her. Og missionen lykkes faktisk rigtig godt.

Jeg kan sagtens forestille mig, hvordan nummeret passer til en intro, som gentagende underlægning hvor dele af det instrumentale bruges, samtidig med, at det er en sang der også godt kan stå alene og ikke kun giver mening som tv-sang. Det er nok ikke en helt nem balance, at få til at lykkes, så et løft på hatten for det til Juncker.

Konklusion: Mission fuldført, sangen stjæler ikke for meget opmærksomhed fra de den skal understøtte, den er heller ikke for anonym og den går mig ikke på nerverne ved gentagende lyt.

Lou Z – “Before You Go”

Lauritz Carlsen, eller bare Lou Z i denne forbindelse, har udsendt sin debut-EP når dette skriv ryger online, og kollega Jonas har en anmeldelse trapperne. “Before You Go” er 3. single forud for EP’en, så, han kan vel næsten nå, at udsende hele EP’en som singler? Meget moderne!

Om sangen, som sangerinden Hannah Schnieder (AyOwA) medvirker på, lyder det:

”I sangen spiller den danske hip-hip og pop trommeslager Abas Bathily (Iris Gold), som også er en af mine gamle venner. Han er med til at frembringe den tunge fornemmelse fra et solidt, langsomt neo-soul eller hip-hop track. Eller lidt ligesom The Black Keys – de har også den tunge bund. Lige siden sangen blev skrevet har det været tanken at den skulle have et filmisk univers. Da vi arbejde på sangen lod vi os inspirere af bl.a. Raveonette’s ”Somewhere In Texas” og lagde med det samme nogle meget våde reverb-dryppende guitarer som en demoversion og til at skabe en stemning. Et par af disse demo guitarer endte faktisk med i det endelige mix og kan høres i versene hvis man lytter godt efter. Da jeg begyndte at producere sangen lavede jeg et meget distorted trommeloop som et supplement til de rigtige trommer. En af mine venner som hjalp med at færdige produktionen blev ved med at sige: ”Skru op for loopet, skru op!”, så det loop endte faktisk med at være ret dominerende i rytmesektionen”.

Førstehåndsindtryk: Uh, lidt nedslående og tungsindig start, vi slæber os ud af starthullerne, mens der stadig hænger lidt dug og smuds i håret. Schneiders bidrag lader til, at være “skyggevokal” til Lous’ og bringe lidt lysere toner ind i tusmørket. Umiddelbart er det et nummer af den slags, hvor jeg under første lyt tænker, “kompetent udført, men jeg keder mig lidt”. Meeeen, det er derfor vi lytter flere gange!

Efter flere lyt: Det er ikke problemfri lytning for mig, det her. Jeg kan på den ene side sagtens høre, at det her er godt udført, lyder lækkert og lyder meget “rigtigt og som det skal”, på såden en lidt chic og moderne måde. Samtidig har jeg meget vanskeligt ved, at føle sangen og finde noget der taler til mig i løbet af de 2 minutter og 40 sekunders spilletid.

Der er noget stemningsfyldt og “mystisk” over lydbilledet, det kunne sagtens være soundtrack til en scene i en eller anden thriller, der foregår uden for lov og ret, hvor noget ikke helt er som det skal være. Men hvis det spillede i baggrunden, ville jeg nok ikke helt lægge mærke til det?

Konklusion: Håndværket fejler ikke noget men nummeret er bare ikke lige mig.

Rebecca Lou – “Take ur Time”

Rebecca Lou kan nu skrive “Roskilde aktuel” på CV’et, efter at have larmet ihærdigt i undergrunden med en række singler og en EP de seneste par år. Hvis den live performance hun/de langede for dagen for et par år siden på Uhørt er nogen indikation, så er det fuldt fortjent, bandet er nok ikke blevet mindre sammenspillede siden.

Nyeste poppunk rockede single hedder “Take ur Time”:

“Take ur Time handler om kærligheden. Dér, hvor den er berusende og altopslugende, men også blændende og destruktiv – hvor den sætter tænderne i dig, overskygger dine drømme og tager dig med helt ud på kanten.”

Førstehåndsindtryk: Så for pokker, fart over feltet fra start. Lyden er mere old school end jeg lige huskede fra deres side, som i, det lyder mere 90er, måske? Måske skal vi endda lidt længere tilbage? Er det bassen der snurrer sådan i lydbilledet? Det giver noget fin “grums” til noget, som helst ikke må blive FOR pænt, selvom det stadig er den iørefaldende del af punkrocken Rebecca Lou gør sig i. Måske er omkvæddet ikke helt så akut fængende, som på nogen af deres tidligere singler?

Efter flere lyt: Sangskrivningsmæssigt er det her bare bundsolidt og driftsikkert ad helvede til, og det mener jeg som en kompliment og ikke som at de er kedelige. De ved hvad de gør og hvad der virker og leverer uden, at det mister nerve og tænding. Skidtet virker! Bandet spiller både råt og fedt, og Rebecca Lou har en glimrende vokal, som hun ikke mindst forstår at tøjle og dosere i tilpas grad.

Jeg er lidt i tvivl om, i hvilken udstrækning nummeret fungerer som single, det føles, hvis I kan følge mig, mere som en “album sang” end en single… meeen… det kunne også være en langsom men sikker “grower”, der viser sig mere robust som single end først antaget? Det ville nok kræver endnu flere lyt, over en længere periode end det helt er konceptet her i Repeat-biksen. Hvorfor hedder det så Repeat? Øh… fordi jeg leder efter sange som ender med, at ryge på repeat? Tænker jeg?

Konklusion: “Take ur Time” kunne godt være et nummer, som jeg vender tilbage til!

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Rebecca Lou, pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.