Swindler: The Game Is Rigged ★★★★☆☆

0
286
views

Bevæbnet med samfundskritiske tekster, tunge rifs og lidt koklokke buldrer Swindler igennem på deres debutalbum, The Game Is Rigged. På mange måder en tiltrængt, velmenende opsang, men alligevel en smule trættende over et helt album.

Der er på mange måder noget dejligt gammeldags og in your face over Swindler, der hugger tungt afsted og brøler dig i fjæset over 10 hårdtpumpede metalliske rocksange. Her uddeles der tørre tæske til griske pengemænd, religion, verdens uretfærdigheder og andet ukrudt, som skal rives op ved roden. Det er noget jeg måske har savnet lidt i dansk rock, at nogen (der ikke hed I’ll Be Damned) for i flæsket på verden anno 2019, fra den pissed off side af hegnet.

Død ved hegn synes så også, at være fremgangsmåden. Tunge, hoppende 90’er riffs, gyngende rytmer, bidsk attitude, tonsende energi og en arrig brøle-vokal og 42 minutters konfronterende amokløb. Desværre bliver det bare en kende udmattende og lidt monotont i længden, også selvom bandet prøver at variere tempoet med en mere langsomt rumlende basse som “Underwhelmed”. “but if the planet’s dead, what’s your money worth?”, spørges der i den udstrakte langemand til stupide benægtere af klimaforandringer. Det nærmer sig afslutningsvis sumpet Monster Magnet territorium i det ret fedt nummer, men så er det som om der bliver rundet af lidt for tidligt? Her kunne man for min skyld sagtens have sumpet lidt videre, mens man i andre, længere numre måske får trukket den en kende i langdrag.

Eksempelvis kommer det 6 minutter lange titelnummer, “The Game Is Rigged”, pladens 6. nummer, til at virke lige vel lang i spyttet. “The table has been tilted // The game is so unfair // it favors the few who rigged it // But nobody seems to care”, lyder det fra forsanger Esse, der på ret effektiv vis veksler mellem rå-råbe vokal og noget der i de mere bløde stunder kunne minde lidt om Corey Taylor (Stone Sour/Slipknot), når han slapper af. Det er måske ikke ligefrem en dybsindig analyse af finanssystemet og verdens fordeling af goder, og kan også lyde lidt “pegen fingre paranoidt”, men det her er heller ikke ment som en indviklet, videnskabelig afhandling eller et læserbrev i information. Det er en brosten sendt i retning af “the man”, man.

“Take from the poor, give to the rich, life’s a bitch”, det er det simple budskab som møder en her og pladen igennem, med lignende forenklede konklusioner om, hvad der nu lige falder bandet for brystet. Effektivt i mindre doser, som nævnt lidt endimensionelt over en hel plade. Det er ikke fordi, at jeg personligt ligger langt fra Swindler hvad overbevisning og holdninger angår, fornemmer jeg, men jeg har måske bare ikke helt energien til, at lægge ører til de syngende lussinger i tre kvarter. Nuvel, Swindler er ikke nuancernes debatforum, det er op på barrikaderne og frem med paroler og kampråb.

Måske trænger The Game Is Rigged bare til mere koklokke? Den sniger sig lige ind i begyndelsen af den effektive åbner “Name Your Price”, der sparker døren ind med et gyngende groove og øksehuggende riffs. Hvad er det værd for dig, “no lies, name your price”? Swindler er endda frække nok til, at der bliver råbt “guitar!”, inden der fyres en solid solo af. Det kan virke lidt bøvet og fra en svunden tid, men gjort ordenligt, som her, så siger jeg: mere guitar! Det viser også, trods de voldsomme armbevægelser og truende attituder, så er bandet ikke uden humor og selvironi.

Der er dog ikke meget at grine af i den olme afslutter, “Hushmoney”, der handler om den katolske kirke og dens skammelige håndtering af præsters misbrug af børn. “For more than half a century the chuch has set the policy, to pay off victims families to shut em up // But isn’t it tragic, no matter how public the perversions become, they protect the scum”, budskabet trampes samtidig igennem med massive musikalske tramp, så gulvet skævler under Vatikanet. Subtilt er det ikke hos Swindler, heller ikke når svinske pengemænd hænges til tørre i den flintrende “Tax Havens”, hvor de sammenlignes med “modern day cannibals”, der brødfører sig på “the working people”. Men jeg kan ikke fornægte, at det leveres med en smittende arrigskab og indigneret passion, der både lyder troværdig og smitter.

Hvor lang tid man så orker, at lægge ører til de tordnende løjer og højlydte paroler, det er nok en smagssag. For mig er det mest effektivt i mindre doser, selvom jeg ikke får decideret sidestik eller ondt i ørerne af, at lytte hele pladen igennem. Jeg bliver bare lidt lammet periodevis, men hey, det understreger måske netop bare noget af pointen. Der er nok at være fortørnet over her i verden, Swindler har i hvert fald ikke tænkt sig, at deres mening ikke skal høres på The Game Is Rigged.

Vi lander på en 4’er for besværet, hvor man i næste forsøg måske godt kunne ønske sig lidt flere værktøjer i kassen til, at viderebringe sine holdninger og budskaber på en lidt mere varieret og nuanceret vis. Men i første omgang handler det måske bare om, at råbe verden og dem der gider lytte op?

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.