Home Artikler Repeat #101

Repeat #101

962
0

Så er vi nået om på den anden side af Repeat nummer 100! Hvad venter der mon i #101? Flere singler! Denne gang med numre fra Filippa, Johannes Smed, Brimheim, Neptun, Ida Lilja, Lasse Storm og Fribytterdrømme.

Vi ræser videre gennem indbakken, der er stadig lidt single-flaskehals. Så, igen i denne uge napper vi lidt flere end de sædvanlige 6. Beklager ventetiden til dem der har sendt os numre, det er åbenbart højsæson for forårssingler, men vi skal nok få styr på dem inden sommerferien.

Videre!

Filippa – “Restless Soon Insane”

FILIPPA kickstarter sin næste udgivelsesrække med sin single ”Restless Soon Insane” og den dertilhørende musikvideo der udkommer d. 2 april 2020. Den nye single byder rastløsheden op til dans hjemme i stuerne. Musikvideoen til Restless Soon Insane viser de frustrationer et socialt menneske oplever i denne tid og har brug for at danse ud af kroppen.

“Jeg tror seriøst jeg er ved at blive sindssyg” sagde sangerinden Filippa de Neergaard, da hun en efterårsdag mødte modløs og uinspireret op i studiet. Da det var sagt højt vendte stemningen og de grinede af det. Det fødte Restless Soon Insane og modløsheden vendte sig pludselig til en danselyst.

Og danselysten er “Restless Soon Insane” da også, der lyder som en opfordring fra og til vores fortællerstemme til, at give slip og give sig hen. Droppe hæmningerne og bare gøre, hvad man har lyst til og føler for, i stedet for at lade sig begrænse.

Indpakningen er moderne popmusik med lette elektroniske strømninger. Rytmisk er det huggende og vuggende, grænsende til æggende bevægelser, der går lige i danseben og hofterne. Ikke på en løssluppen og tempofyldt vis, det her er mere lokkende og forførende i lyd og bevægelser.

Det er en kort og relativt stram musikalsk sag, der får leveret sit budskab og danser af inden der er gået 3 minutter. Den følger en snorlige popskabelon opbygning, det gør mig ikke noget, formlen fungerer jo passer til, et fint, lille dansenummer som dette. Filippa har en god, lys vokal, der rummer en lige tilpas med kant og nerve, så det ikke bliver for glat og mekanisk.

Bliver jeg så forført af tonerne og følger med ud på det uforudsigelige dansegulv? Mjaaah, joooh. Jeg har intet imod sangen og Filippas stil og levering, men jeg er nok ikke helt målgruppen. Det er som om, at jeg har danset af på det punkt og hvad denne genre angår. Men, var jeg nu P3-målgruppen, så ville et nummer som dette, da ikke falde udenfor den kanals sendeflade.

Konklusion: Godt, lille popnummer, som nok ikke kommer til, at vælte et helt diskotek, men sagtens kan overtage dansegulvet for en stund og få gang i yngre, mere spændstige kroppe end min aldrende sæk knogler.




Johannes Smed – “Modner”

Johannes Smed er en multikunstner med erfaringer fra mange musikalske områder. I begyndelsen af 2020 valgte han at prøve kræfter med et solo-projekt og udgav det anmelderroste debutalbum På Kanten Af Det Hele..

Johannes fortæller om sin nye single, “Modner”:

”I barndommen blev jeg rettet af, jeg fik min far til at flippe ud og min mor til at bryde sammen. De kunne ikke magte min energi, så min rolle blev at undertrykke mig selv og underholde og løfte stemningen for hele familien. Nu, 40 år senere, kæmper jeg stadig for at slippe ud af de mønstre og roller, kæmper for at tilgive opvæksten og slippe mig selv fri.

Det har givet mig en rolig, tålmodig, eftertænksom overflade, men indeni føler jeg mig stadig desperat, ivrig og indespærret. Jeg ved, at vejen ud af kasserne er lang, men jeg synes ’(tit), at vi bevæger os lidt for langsomt. Jeg prøver på at give slip, men det hænger lidt for godt ved.’”

Rolig og tålmodig kunne også beskrive lyd og stemning på “Modner”, der tager sig god tid og langsomt sniger sig afsted. Måske tager Smed sig også lidt for god tid her, mit eneste kritikpunkt er umiddelbart, at singlen lige føles en omgang eller to for lang.

På den ene side, så kan jeg godt lide at opholde mig under det beroligende, let-vuggende og små-døsig musikalske slumretæppe Smed trækker over en. Men, det bliver også lige en kende ensformigt, når der melodisk og opbygningsmæssig ikke sker de store udsving. Det er egentlig ikke fordi sangen går i stå, eller savner dynamik, den kører bare en smule i ring.

Alligevel er det noget kraftfuldt og opbyggeligt over sangen, hvor Smed på fin vis får sat ord og musik på følelsen af, at sidde lidt fast og gentage mønstre. Det er der, naturligvis også en hel pointe i forhold til nummerets længde og udformning. Der er noget næsten hypnotisk, eller i hvert fald beroligende og trykt over Smeds stemmeføring. Det spiller godt sammen med budskabet om, at sidde fast: det kan der også være en tryghed i.

Melodien er god, og på sin egen rolige og afdæmpede vis ret fængende. Ingen tvivl om, at jeg synes det her er et godt og dragende nummer, der er måske bare lidt for meget af den – især for en single.

Konklusion: Kunne måske være skåret lidt til, på den anden side er spilletiden og den tryghedsskabende og slumrende stemning, muligvis også en del af, og med til at understrege den overordnede pointe?

Brimheim – “Call it What You Want”

Sangen udspringer af en meget specifik oplevelse, Brimheim havde, da hun for år tilbage overnattede hos sin kæreste Lorri, som Brimheim i dag er gift med. Lorris forældre – særligt hendes mor – er ikke accepterende overfor Lorris homoseksualitet, og Brimheim havde derfor kun mulighed for at overnatte, fordi Lorris forældre var ude og rejse. Brimheim sov dog ikke særlig meget, da hun konstant lå og var bange for, at Lorris forældre skulle komme hjem og gå fuldstændigt amok. Her oplevede Brimheim på egen krop den rædsel, som Lorri har måtte kæmpe med hele hendes liv:

“Hele sit liv har hun levet med den form for ulmende frygt. Frygt for ikke at blive accepteret, frygt for at blive udstødt fra sin familie og for at blive opdaget i en af de løgne, hun har været nødt til at fortælle, for at kunne overleve”, fortæller Brimheim om Lorri.

Jeg har været ret begejstret for Brimheims tidligere singler, hvor mit eneste kritikpunkt er, at hun i glimt, især på vokalen, kunne minde lidt for meget om forbillederne. De tæller blandt andet PJ Harvey, og, som her på denne single, Florence Welsh fra Florence + Machine.

På “Call It What You Want” bliver er det dog ikke noget stort problem for mig, at vokalens klang og stil minder om Welsh. Det bliver i hvert fald ikke distraherende, eller føles uselvstændigt. Det skyldes måske også, at sangens tone virker meget personlig og dybfølt. Jeg tror kort sagt på det Brimheim udtrykker og føler her.

Det er et roligt, grænsende til balladepræget nummer, som tager sig tilpas tid til, at bygge op og udfolde sig. Sangskrivningsmæsigt er der måske ikke de store overraskelser, eller nybrud, det er på mange måder ret klassisk. Men, det er en velafprøvet formel, der holder, hvis håndværket, som her, er i orden.

Melodien er god, og iørefaldende, jeg er straks indfanget og grebet af den og den let-storladne og emotionelle atmosfære, der etableres og bygges op. Vokalen rammer plet, smuk, klar og følelsesladet uden, at det kammer over i melodrama, eller for svulstige armbevægelser.

Det er sgu’ bare en rigtig god sang!

Konklusion: Brimheim læner sig stadig lidt op af nogle musikalske inspirationskilder, og eksperimenterer ikke med form og indhold her. Men, for pokker, det gør ikke noget, når det er så veludført som her.

Neptun – “Det Ku’ Blive Til Noget”

Det er ikke meget information vi har fået om Neptun, bare et link til et nummer. På deres Facebook kan man læse følgende:

“Velkommen til Neptun. Vi tager dig med på en sonisk rejse gennem et univers af forskellige følelser og stemninger, der blander den blå melankolske dybde med det rå og energiske”.

Okay så, det er da en dejlig bred definition! Og bandet lever da også op til den, i det, det kunne være en beskrivelse af den lyd, og overordnede følelse, som omhylder en når man introduceres til dem via “Det Ku’ Blive Til Noget”.

Og det kunne det da, altså blive til noget, for Neptun. De lægger sig i slipstrømmen af moderne, poppet indie, lad os bare kalde det, det. Moderne indie-pop af den slags, som man sagtens kunne støde ind i på eksempelvis P6.

Det er melodiske og catchy på den der sommerlige “frisk, rolig brise” vis, luftigt og let, men samtidig med en ret tydeligt markeret rytme, der giver en fin puls til, at drive sangen fremad. Det lyder relativt ubesværet, og sådan “casual henkastet” uden, at det bliver for porøst, eller tilbagelænet/”sjusket”.

Der er et godt drive og effektiv fremdrift sangen igennem, det står aldrig stille, vi er i konstant bevægelse. Uden, at det føles forhastet eller stressende. I sangens anden halvdel leges der med en mere “hakkende” passage, hvor sangen får en virkningsfuld, vibrerende og “nervøs”/rastløs fornemmelse. Det giver lige sangen et pift og frisker formlen op.

Tone og stemning er let-blålig, små melankolsk og med en snert af noget ungdommeligt længselsfuldt og higende. Det kunne måske blive til noget? “Luk mig ind”, lyder det med en antydning af både tvivl og stille desperation. Langt væk og samtidig tæt på, håbefuldt med alligevel tvivlende.

Konklusion: Virkemidler og stil er sådan set ret velkendt, både nutidig og lidt nostalgisk. Men, det virker og Neptun virker ret lovende og har måske en sang på hånden, der har potentiale til, at få noget radio airplay.

Ida Lilja – “Impossible”

I et elektronisk univers af synth-harmonier, tung bas og catchy fraser, resonerer menneskelighed – grundlaget for refleksion på dansegulvet er lagt og her er plads til alle.

Ida Lilja er navnet på den 24-årige sangerinde og sangskriver, som i samarbejde
med producer Frej Darger, bringer deres egen kant til poppens verden. Med hendes unikke klang, hvori ydmyghed og diva-vibes fletter fingre, bliver alt fra luft-let kærlighed til karakterskabende episoder belyst. I centrum befinder sig altid et relaterbart budskab der, med jordnær og umiddelbar lyrik, opfanges ved første gennemlyt.

Måske er det disse “divavibes”, som ikke helt falder i min smag. Lilja har en god, og alsidig vokal, og er sådan set også i nogenlunde kontrol over dens nuancer og spændvidde. Alligevel er det som om, at den får mig, lige prøver lidt for meget her. Der går ikke Mariah Carey eller Beyonce overdrev i den, men der er en del udflugter og stemmebåndsakrobatik.

Den presses ikke ud over, hvad Liljas stemme kan bære, men det lyder alligevel bare lidt… forceret? Less is more. Og det ville, måske også passe lidt bedre til den relativt dystre og dunkle, blålige atmosfæriske pop, som Lilja leverer på “Impossible”.

Det starter rigtig godt ud med en dragende, mystisk og mørkt dunkende indledning, inden Lilja byder stemningen med hendes stemme. Derefter drejer sangen lidt mere mod lyset og den gængse elektroniske pop, med en dunkende, pulserende bund, mens Liljas vokal folder sig ud ovenpå den solide bund.

Omkvædet stiger og løfter sangen længere op mod lyset, men vi mister aldrig helt jordforbindelsen. Det er som om både vokal og musikken holder lidt igen, og ikke slipper kontrollen helt. Hvad vokalen angår, er det fornuftigt, musikalsk mangler jeg måske lige det sidste skub/løft i omkvædet for, at overgive mig.

Konklusion: Endnu en udmærket, om end lidt forglemmelig og ikke helt flyvefærdig popsang i denne omgang af Repeat. Jeg synes, at der er en del gode elementer her. Både hvad musik og vokal angår. Potentialet er, muligvis ikke helt indfriet endnu, men med lidt små justeringer hist og her…

Lasse Storm – “Ung, Fuld og Dum”

I januar i år solodebuterede Lasse Storm med den personlige og rørende single Holmegårdsvej, som afslørede en mere akustisk og countrypræget singer/songwriter stil, end vi har kendt ham for i DØR NR. 13.

Nu er han klar med opfølgeren “Ung, fuld og dum”, der tager tendenserne fra Holmegårdsvej skridtet videre med både steel guitar og train beat i en flabet flirt med americana-inspireret indiepop.

Ung, fuld og dum er draget fra Lasse Storms erindringer. Fra barndommen i Fensmark, som vi fulgte i Holmegårdsvej, bliver vi med den nye single  taget med ind i en personlig fortælling om tilværelsen som rodløs teenager i provinsen.

 ”Sangen er en hymne til ungdomsforelskelser, og alt det der var, men aldrig blev til mere”, fortæller Lasse. ”Det er et livtag med min egen historie. Jeg tror på, at de autentiske beretninger, alle de små historier, vi hver især bærer, har en kæmpe betydning i vores fælles forståelse af hinanden som medmennesker”.

Jeg var ret glad for “Holmegårdsvej”, der viste en lidt mere rolig, og måske også reflekterende/tilbageskuende udgave af Storm, der ellers kan virke som en herligt, flabet spradebasse bag mikrofonen/på scenen. “Ung, Fuld og Dum” er anderledes uptempo og meget mere poppet.

Strukturelt kan det godt virke som to forskellige sange, der på ret vellykket vis er smeltet sammen. En dansabel visesangerpop og så nærmest rendyrket dansk sommerpop med fængende radioomkvæd. I princippet synes jeg blandingen fungerer udmærket, sangen knækker i hvert fald ikke.

Men, jeg sidder med en fornemmelse af, at det kunne være blevet endnu bedre, hvis Storm bare overgav sig fuldstændig til poppen. Her tænker jeg både i sangens klang, stil og produktion. Ikke fordi, at det der er til stede her på nogen måde lyder dårligt, men det er som om, at de sidste lænker ikke helt smides.

Det her skal ikke lyde på nogen måde nedladende, eller skal tolkes som det siges med et blink i øjet: men, ring til Chief 1! Det her er en Chief 1 radio/grand prix basker i Dør Nr. 13 forklædning, smid kludene og går all in. Chefen kan noget med ultra, nærmest provokerende fængende melodier og omkvæd, hvilket Storm demonstrerer, at han også har en god fornemmelse for her.

Sangens poppede del er næsten ved, at falde over sig selv for bare at tage over. Dermed ikke sagt, at sangen i sin nuværende form ikke fungerer, eller at man skal gå rendyrket hitskabelon. Man kan sagtens blande tingene, som her, men jeg føler bare, at popelementet skriger efter at tage over. Det kunne være spændende at se hvad der skete med Storm og hans musik, hvis den fik lov.

Konklusion: Ring til Chief 1, seriøst!




Fribytterdrømme – “Se Hun Har Solen Som Kronen På Hovedet”

Viben er ren Manchester ’91 med inspiration i den tidlige rave, men i et poppet univers med en virkelig god kombination af guitar og trommemaskine. Teksten er en dansk gendigtning af Lucy in the Sky with Diamonds, og verset kan faktisk mere eller mindre synges én-til-én over den gamle Beatles-melodi.

Forsanger og sangskriver Lau I. V. Pedersen fortæller, at nummeret er:

”Et surrealistisk dansabelt trip med lysten som centrum. Teksten blev skrevet, fordi jeg skulle optræde til en hyldestkoncert for John Lennon. Jeg valgte at lave en dansk oversættelse af Lucy in the Sky with Diamonds. Koncerten blev desværre aflyst, men teksten levede videre og endte som Se Hun Har Solen Som Kronen På Hovedet.”

Nuvel, den introduktion afslører jo en hel del, så… hvad er der næsten tilbage, at sige, som Fribytterdrømme ikke selv har sat ord på? OK, bandet, der nu er reduceret til en mere strømlinet og stram trio, har for alvor omfavnet dansegulvet og dens rytmer. Det har jeg det helt fint med, og det er en hel logisk udvikling, hvis man har fulgt med i bandets gøren og laden over årene.

De går da også nærmest all in på den dansable rave-pop her. Efter en madchester-lignende indledning med et snakke-sample, hives vi straks ind under dansegulvets blinkende lamper. Rytmen er fængende, melodien en fin kombination af blød og bastant, det spiller sgu’ egentlig OK.

Lau Pedersen giver sit bud på den oversatte Beatles tekst, det fungerer også ganske udmærket. Jeg har en lille smule problemer med noget, der lyder som en lidt tillagt affekteret accent i begyndelsen af omkvædet, men det er blot en detalje. Han suppleres af en nydelig og velfungerende kvindevokal, som giver den vokale del af nummeret noget ping-pong og dynamik. Som en form for god stemme-svingom.

Mod slut sniger der sig noget danserock-guitar ind i nummeret, det kommer til, at virke lidt halv-hjertet i mine ører. Den er så udklattet og ikke-rocket, som det næsten kan blive, klangen læner sig op af det kunstige/digitale. Jeg ville næsten foretrække ingen guitar, fremfor pligtskyldig guitar. Jeg kan godt se, at det trækker tråde tilbage til bandet mere guitar-drevne rødder i det psykedeliske.

Fribytterdrømme har længe bevæget sig i retning af dette, dansevenlig madchester-poprock. Det har gjort deres udtryk mindre kantet og flagrende, men også mere glat og poleret. Om man foretrækker det ene eller det andet, er en smagssag, men udviklingen virker ikke forceret eller påtaget. Det er måske bare blevet et nummer for pænt og maskinelt?

Konklusion: Fribytterdrømme danser effektivt videre på nyeste single, der nok skal fortsætte festen ud i natten. Kan de blive FOR velsmurt, så man mister for meget personlighed, særpræg, skævhed og mekanisk? Måske, Fribytterdrømme balancerer på kanten af det her.

Føjes til På Repeat-listen: Neptun + Brimheim + Lasse Storm

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Hey Jack,  Brimheim pressefoto

Previous articlePremiere: Ny video fra A Mess
Next articleJune Beltoft: Twilight Dreams (EP) ★★★☆☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.