Home Arkiv Anmeldelser - Albums & EPer Rasmus Johansen fra Fly: På Varmestuen (Album/anmeldelse)

Rasmus Johansen fra Fly: På Varmestuen (Album/anmeldelse)

320
0

På Varmestuen introducerer lytteren til livet på varmestuen, og livet, der for nogle fører til varmestuen. Det er næppe for alle, men som introduktion til livet på en anden side af Danmark, end den de fleste kender bedst, er det en fin og sympatisk plade. 

Rasmus Johansen fra Fly, som tidligere har udgivet under navnet Telestjernen og som del af Keminova Cowboys, har lavet et album inspireret af besøg på Kirkens Korshærs varmestue i Holstebro og delvist sammen med brugere derfra.

Det er et grundlæggende sympatisk projekt vi er ude i her. Kirkens Korshærs Varmestue i Holstebro tog selv kontakt til Rasmus Johansen og inviterede til “leg”, hvilket betød at sangskriveren besøgte varmestuen mange gange over nogle måneder. Målet med albummet er i følge den medfølgende pressemeddelelse “at male et håb med lyd”.

Johansen gør i hvert fald hvad han kan, fra den instrumentale åbner ‘Erling no. 1’, og ‘På Varmestuen’, der følger efter og introducerer os til en hverdag med “lidt for mange bajere og kyllinger igår”, men hvor der på varmestuen er smørsovs, smil og “lidt fred”.

‘Vårvisen om Solfrid’ er en sang, Johansen har skrevet til en af brugerne af varmestuen, mens en anden selv kommer til orde på ‘Det skjulte samfund’. Det er også et af de numre, der sætter sig i hukommelsen når man er nået igennem albummet, for her bliver man som lytter virkelig konfronteret med, hvordan tilværelsen også kan opleves i Danmark, fortalt af en stemme, der bærer vægten af, at have oplevet det på nært hold. “Mens vi render rundt i det skjulte samfund/Render I rundt med jeres curling-afkom”, indledes der, mens flowet afbrydes af fortælleren, der forklarer at hun gerne vil nå “de unge pige i stiletter og med falske øjenbryn”, og vise dem, at der er værre ting i livet end en flækket negl.

Johansen selv står for vokalen igen på ‘Den skrigende måge’, der udvikler sig fra en observation af en måge, til at fortælleren konstaterer at “den skrigende måge er mig”, og er et af de numre på albummet, der er vokset på mig med gennemlytningerne.

Den bliver fulgt af den afdæmpet fortællende ‘Vinduespladsen’, som står for mig som albummets måske stærkeste nummer. Underlægningen er diskret, mens Johansen beretter om en mands tur gennem byen på vinduespladsen i bussen, hvor han “kigger på alt og ingenting (…) Det er så fedt at komme bare lidt omkring”. “Jeg vil hellere sidde her end være en stuepotteplante/Der skal dø”, lyder det på omkvædet, og hvad der på overfladen kan virke som en relativt banal fortælling om at fordrive tiden med at køre i bus, og de trakasserier, der kan støde til, når dagene går med det, får en eksistentiel dimension, der udfoldes på sin egen stilfærdige facon.

Der er et par mellemspil undervejs i form af snakke-stykket ‘Den er helt lyseblå i dag!’ og ‘Erling no.2’, og i mellem dem finder man ‘Banjokatten og Tromboneræven’, hvor det nok er titlen, der gør mest væsen af sig. Men den er nu også ret god!

Både Kim Larsen’sk intonation og Allan Olsen’sk dialekt-sprogleg mødes på ‘Æ’er så glå ve’ fisk å æ disk’, hvor jeg gætter på det er varmestuebrugeren Christian, der står for vokalen. Herefter skal vi en tur ‘På Solitude Bar’, som inviterer til fællessang med linierne “Det er ikk’ en kunst at gå på værtshus/Men det’ en kunst at vende snuden hjem”. Det er nok albummets bedste bud på et ‘hit’, især i kraft af det fængende omkvæd, der ville stå sig glimrende til at blive sunget i kor på det lokale vandhul, hvor der er “både fællessang og bægerklang/Her bliver sjælen så fri og så rank”.

Punktummet sættes med ‘Bob Ølhunds Viseverden #1’, hvor “Hancock-hanen den glammer/Så smukt over Hancock-land”. Det er på sin vis også en ganske fængende lille sag, der også manifesterer den geografiske rodfæstethed i Limfjordslandet og det nordvestlige Jylland i øvrigt.

På Varmestuen giver på mange måder et fint indblik i tilværelsen for en gruppe mennesker, der sjældent tager de store overskrifter, og som vi til daglig hører meget lidt om. Spørgsmålet er så, om albummet kommer til at ramme bredere, end dem, som alligevel interesserer sig for socialt udsatte. Rasmus Johansen’s musik har den fordel, at den er ret let tilgængelig og spiller på nogle genrer, som man kan finde på jukeboxen på den lokale bodega – folk, dansktop, pop og rock, i et enkelt lydbillede uden det store fikumdik i produktionen.

Tonen er også ligefrem og historierne er i centrum. Men der mangler måske alligevel noget, der kan fange dem ind, der ikke er interesserede i forvejen. Dertil er Rasmus Johansen fra Fly nok også lige tilpas meget sit eget kantede selv til, at nogle nok vil synes det både enten er for meget eller for lidt musikalsk og vokalt. Og selv om sange som titelnummeret og ‘Solitude Bar’ fænger, så er det næppe heller hits på P4 til eftermiddagskaffen vi er ude i her. Men som vej ind i et univers, mange næppe har det store førstehåndskendskab til, er På Varmestuen en fin udgivelse, der forhåbentlig kan være med til at gøre mennesker som Erling, Solfrid og Bob Ølhund og deres skæbner relaterbare for os andre, der ikke kommer på varmestuen.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

 

Previous articleTrist og forurettet popstjerne, der både elsker og hader sig selv – Interview med Chopper
Next articleRepeatlisten 2022 #2

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.