Home Artikler Repeatlisten 2022 #2

Repeatlisten 2022 #2

426
0

Det er stilhed før stormen, selvom dette er skrevet under og midtimellem vinterstorme. Singlemarkedet er ikke helt oppe i stormstyrke endnu, men vi har fået samlet lidt til bunke. Denne gang med nye numre fra blandt andre Cloudwalk, doula, Kindsight, Clara Bryld, Sort Mono, Køter, The New Weavers og The Lost Loves.

Så svinger vi lytteporten op til anden udgave af Repeatlisten 2022, en liste der stadig er lidt tyndt befolket med nye singler. Vi befinder os stadig lidt i vinterdvale, hvad nye udgivelser angår, men der drysser da nye numre ind i indbakken i stille og roligt tempo.

Da jeg samler til bunke af størrelsen 20-25 numre, så kan der også være lidt forsinkelse på linjen, selvom man har sendt i god tid. Eller er udkommet med nyt her i begyndelsen af året. Bare rolig, lige om lidt eksploderer det. Og, der kommer forsinkelse af helt andre årsager, når jeg halser bagefter med tungen hængende ud af ørerne, eller hvordan det nu lige fungerer…

NÅ, sidste gang, i første Repeatliste for i år, indførte jeg et lettere justeret format og nogle nye programpunkter for disse artikler. Hurtigt genudsendelse: Jeg skamhører lyttepuljen og vælger mine favoritter ud. De får en lidt grundigere gennemlytning og lidt ord med på vejen. De “bedste” får en plads på Repeatlisten, indtil der er 12 på den. Derefter kommer et nyt nummer kun ind ved, at sende et andet ud af listen.

Derudover kommer jeg med lidt hurtige tanker om nogle af de øvrige numre, jeg har lyttet til, hvis jeg lige har noget på hjertet. Falder jeg over en, eller flere aktuelle singler, som IKKE er blevet sendt til os, så får dem jeg finder mest interessante et par ord med på vejen i et afsnit nederst i artiklen.

I denne omgang er det blevet lyttet til 22 singler, og ingen ekstranumre.

Lyttepuljen:

Cloudwalk – “Moonshine”, Solen er Sexet – “Oksekrop”, Trope – “Som En Stilhed”, Steen Wrønding – “Tag Det Med Dig”, Lush Lullaby . “Set Me At Ease”, ISSE – “Tættere På”, Kindsight – “Sun Is Always In My Eyes”,  Clara Bryld – “Rock Stars”, Sandra Hakky – “To My Knees”, Christian Hjelm – “Idiotsikker Manual”, Sort Mono – “Sorte Fugle”, Nikolaj Paakjær – “Ved lysets sydende låge”, Moerch – “Alright”, doula – “Everybody Know I’m Out There”, Electric Boys – “Favorite Hello, Worst Goodbye”, Køter – “Jeg kom til verden med det samme som dig”, The New Weavers – “How are You Doin’, Maggie?”, The Lost Loves – “Ensomt København”, Josephine Philip – “No. 7”, Visitors Club – “Where In The World Is Mine”, SLET DET – “Forfald” og Stig Skovlind – “Kan man lære et træ at danse”.

Sort Mono – “Sorte Fugle”

Sort Mono har jeg tidligere været omkring en del gange her på siden, og blandt andet også rost og omtalt i ældre versioner af Repeat. Her var de leveringsdygtige i skæv, poetisk og alternativ popmusik, ofte med et strejf af synth. Terrorpop, som de selv kaldte det.

Dengang var de stadig lidt hemmelighedsfuide, og holdt kortene og deres identitet tæt til kroppen. Siden løsnede de op, og nu er der dømt maskefald i en sådan grad, at de fornylig har præsenteret Sort Mono anno 2022 i fortløbende opslag på Facebook. Der er ligeledes skiftet forsanger fornylig, så det her signalere måske en form for nulstilling/ny start.

Denne lille indledende omvej for, at nå frem til, at “Sorte Fugle” også lader til, at signalere et kursskifte rent musikalsk. Eller, i hvert fald én kurskorrektion. Der blæser nemlig nye vinde under vingerne på disse sorte fugle, hvor Sort Mono synes at tone mere rent popflag. I hvert fald på denne single, der virker mindre sær og “terroriserede”, en kende mere strømlinet end man har været vant til fra disse kanter.

Sort Mono stryger måske ikke direkte en ved eller med fjerene, men de ugler heller ikke fjerdragten. Der stritter stadig noget ud hist og her, noget der prikker, kilder og driller lidt. Der er stadig noget små-skævt og en lille smule off ved Sort Mono, som gør at man kan føle sig tilpas utilpas i deres selskab. Man er nødt til, at spidse ører og holde sig på mærkerne, det bliver aldrig ufarligt, selvom lyd og struktur umiddelbart virker mere medgørlig end tidligere.

Tidligere singler har demonstreret, at Sort Mono har en veludviklet sans for catchy hooks og iørefaldende melodier og omkvæd. Selvom de her fremstår mere “tøjlet” og “mainstream” end hidtil, så er “Sorte Fugle” ikke leflende. Omkvædet sniger sig dog ind på en for hver gennemlytning, ligesom den luskende melodi stille og roligt får sat sig godt fast.

Endnu en glimrende single fra bandet, og en der tilmed viser, at Sort Mono er i konstant udvikling.




The New Weavers – “How are you doin’, Maggie?”

Et andet band, som jeg tidligere har omtalt i meget rosende vendinger, er rock og rul duoen The New Weavers. Faktisk endte de old school rullestensrockende fyres første single “Don’t Make a Scene” på en flot tredjeplads, da jeg kårede de bedste singler i 2021.

Den kom lidt ud af det blå, et overraskende frisk blast from rock n rolle past, hvor de viste at man stadig kan slippe afsted med, at spille gammeldags rock. Hvis bare det swinger. Og det gjorde og gør The New Weavers, de havde bare en lidt bedre sang, at hænge de gamle, velkendte klæder op på sidste gang.

“How Are You Doing, Maggie?” er bestemt ikke et dårligt nummer, den har mange af de samme vellykkede elementer og dyder som første single. Det lyder, desværre bare knap så “sjusket på den fede måde”, og skødesløst Keith Richards slingrende. Det gælder, lidt desværre, også lyd og produktion. Der mangler et eller andet her…

Det lyder, af mangel på bedre ord, lidt pænere på en måde, der sker på bekostning af tyngden og de organiske vibrationer, der bølgende gennem første single. Og så er et andet rigtig stærkt kort fra “Don’t Make a Scene” bare knap så veludført her, nemlig korarrangementerne og vokalharmonierne. De sad lige i skabet sidst. Her rammer de ikke helt, nogle steder virker de endda overflødige, eller i hvert fald forkert leveret. Måske i en tone, klang eller stil, der netop ikke harmonerer med resten?

Samlet set, vil jeg dog stadig konkluderer, at The New Weavers har og kan noget, som ikke er alle forundt. Noget der næppe kan læres, så det føles naturligt. Enten har man det, eller ikke. De, og deres rock, swinger.




Cloudwalk – “Moonshine”

“Moonshine” er en tragisk fortælling om en alkoholikeres minder om et harmonisk familieliv, der viser sig at være en illusion og fordamper i alkoholtågerne. Cloudwalk har ikke hovedet helt oppe i drømmepopskyerne denne gang, og er blevet lidt mere jordnære siden den EP jeg anmeldte fra Brett Tottle og co i 2020.

Eller, det er måske et forkert billede, for de shoegazer elementer, som også er tilstede i deres svævende og krusende univers, har egentlig hele tiden sørget for, at de ikke mistede jordforbindelsen. Der kigges stadig i retning af fodtøjet, muligvis med lukkede øjne, mens man svajer til de berusende guitarflader. Det er virkelig en betagende og ret smuk og forførende lyd Cloudwalk har gang i her.

Man kan blive helt lullet i søvn, som en barsk og kontrastffyldt vuggevise, der bittersødt omslutter en. En blød og varm dyne, hvor fjerne stikker ud og prikker til en hist og her. Det kradser lidt, selvom den overordnede følelse er en af ro og velvære.

Det hele er elegant udført, lækkerhedsfaktorien er ret høj uden, at det bliver alt for vattet. Selvom man får fornemmelsen af, at drive mellem store, “fluffy” skyer på en mørkeblå himmel. Desværre er det også lyden af noget meget velkendt, som i sidste ende trækker ned for mig.

“Moonshine” lyder som et kærlighedsbarn mellem Mazzy Stars “Fade Into You” og Sort Sols “Let Your Fingers Do The Walking”. Uden, at have noget udpræget sangtalent, så lykkes det mig, at nynne-synge sidstnævnte over “Moonshines” melodi. Det var distraherende for mig fra første gennemlytning, og har været noget jeg ikke helt kunne slippe af med.




The Lost Loves – “Ensomt København”

The Lost Loves er tilbage efter en pause, hvor der er blevet tid til, at rokerer lidt rundt bag mikrofonen internt i bandet. Og foretage et stilskifte, eller i hvert fald en kurskorrektion.

Tidligere var der dømt frustreret, engelsksproget post-punk, nu synger bandet på dansk… Og svensk! Og har tillagt sig et lidt mere sødmefuldt/bittersødt/melankolsk poppet udtryk. Tak for det, jeg orker næsten ikke mere post-punk og den form for flosset weltschmerz i mine højtalere. Heller ikke i radioen!

Og radioen, lige her KUNNE The Lost Loves faktisk godt have en mulighed for, at få lidt hun igennem. Det er farligt og svært at spå om den slags, der virker lige så meget afhængigt af dygtighed, som held/timing og forbindelser. Jeg ved, efter at have lyttet til “Ensomt København”, at den dansk/svenske trio har det første.

For det her er en veldrevet, kamufleret duet og popvise. Alle kanter er ikke barberet af, der er stadig noget råt, lidt kantet og “primitivt” over lyden. Her fornægter punkrødderne sig ikke. Men, når The Lost Loves skruer op for poppen, og udbytter dynamikken mellem den danske mandevokal og den svenske kvindestemme, der træder ind i løbet af sangen – så får det luft under vingerne.

Der er, næsten noget “Forelsket i København”, i en moderne, lidt undergrunds klingende version over sangen? Måske er det den dansk/svenske sprogblanding, eller dele af titlen, der forstærker min association til klassikeren fra filmen “Mød Mig På Cassiopeia”? Hvor om alting er, det er IKKE en dårlig ting!

Men, der er også noget gammeldags over den fængende melodis guitarer, der roligt danser om vokalerne. Vokaler, der er ikke er helt rene og yndige, det kradser lidt, giver noget kontrast og modspil. Instrumenterne blusser op, melodien viser mere tænder.

Det kan noget det her. Virkelig godt, afvekslende, godt tænkt og lige så godt udført sang. Med hitpotentiale, om radioguderne vil. Den har, i min optik, en masse af det der skal til. (siden det her blev skrevet i midt-februar, er nummeret rent faktisk blevet spillet på P6)




Kindsight – “Sun Is Always In My Eyes”

Kindsight har et album på vej, der bærer titlen Swedish Punk. Det er lidt misvisende, da bandet både er dansk og spiller indiepop/rock. Men, tonen er da nordisk, på den der måde, som veksler mellem det let-kølige og små-lune.

Nummeret her er en liflig brise, der sender tankerne i retning af (tilsyneladende) endeløse somre op gennem 90erne. Dengang undertegnede var ung, dum, alt for fuld, ubekymret og uspoleret. Inden man blev træt og kynisk, I ved… Nuvel, der er også et strejf af vemod og melankolske strømninger i det veldrejede og sikkert udførte nummer.

Den “lillepige” klingende vokal tilfører sangen noget sødme, en uskyld og følelsen af noget “rent”. Og netop ubekymret, selvom den handler om “at stjæle penge fra sin mor og planlægge at løbe hjemmefra. Om at være velsignet og ude af stand til at se, når du har solen i øjnene”. Men, det er der egentlig også noget uskyldigt og blåøjet i. Det lille oprør, den berusende følelse af, at gøre noget ulovligt og rebelsk. Næppe noget, som vælter verden og giver meget mere end en skideballe, men dog et skridt mod løsrivelse.

Det er nok heller ikke et nummer, som kommer til at vælte, eller forandre verden. Dertil er det, muligvis lidt for konventionelt og holder sig indenfor genrelovens rammer. Men, det er sgu’ en dejlig, vellydende og smittende lille sag, der straks sætter sig fast i øregangene.




Korte kommentarer:

Jeg havde en lige ved og næsten oplevelse med “Rock Stars” fra Clara Bryld, den er det nææææsten. Der er noget fængende over den rokkende rytme, og den ret fine popmelodi. Det er bare som om, at sangen enten bliver for lang. Eller løber tør for idéer. Der er, kort sagt for lidt udvikling, eller der sker for lidt.

Der sker til gengæld en del hos SLET DET, der buldrer, hærger, gynger, groover og smadrer sig igennem undergrunden på metalhybriden “Forfald”. Det er der jo ikke noget i vejen med. Men, det distraherer mig, at det lyder som om Onkel Reje er med på vokal. Hvis han lød som en punkteret cykelslange, fyldt med røg fra en grøn Cecil.

Lille forbogstav! doula er tilbage med en ny single, “Everybody Knows I’m Out There”. Det ved jeg ikke om alle gør, men efter forrige single, “Constantly Repeating”, er det da en mulighed. Den nye lyder mindre som Baxter Dury, og er lidt mindre repetitiv. Dog heller heller ikke helt så iørefaldende, eller i stand til at sætte sig fast i knolden på en i samme grad. Stadig et udmærket nummer.

KØTER! Godt navn, og en rigtig fin metalsingle de har sluppet her. Det er nok endnu et tilfælde af “den er der næsten” for mig, jeg kan ikke helt sætte en finger på, hvad jeg mangler. Det er smadret, sludget og har masser af muskelkraft, men mangler måske lige det sidste rent melodisk.

Nå, lad os få den her omgang kørt i garagen og se, hvem der sniger sig med på Repeatlisten. Om nogen?!

Da der stadig er godt med plads, så er jeg i det gavmilde hjørne og sender hele 4 singler ind på listen: Sort Mono, The New Weavers, The Lost Loves og Kindsight.

I det her tempo får vi jo fyldt samtlige 12 pladser på listen ud snart, og kan komme i gang med den sjove del: kamp til DØDEN mellem singlerne om en af de eftertragtede pladser i det gode selskab! Endvidere var d. 25/2 en ret store releasedag, hvad nye singler angår, så det klumper sig lidt sammen i indbakken. Den klump skal vi lige have presset igennem lytteapparatet…

Følg med om en måneds tid i Repeatlisten 2022 #3.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: The Lost Lovers pressefoto

Previous articleRasmus Johansen fra Fly: På Varmestuen (Album/anmeldelse)
Next articleIlla: The Body Keeps the Score (EP/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.