Home Seneste April 2016 - Nyheder Powersolo vz Tue Track – Powersolo spørger Tue

Powersolo vz Tue Track – Powersolo spørger Tue

2029
0

Tue Track har kørt Powersolo gennem en musikalsk kødhakker på nyligt udkomne The Unreal Zound. I den anledning har Powersolo stillet Tue Track en række spørgsmål.

Albummet The Unreal Zound fusionerer hip hop med rock, Tue Track med Powersolo. Her får Powersolo lov at skyde med skyde spørgsmål efter Tue  Track, som nok er mest kendt som en tredjedel af Malk de Koijn, men også har mange andre musikalske jern i ilden. Og vi skal vidt omkring – fra navnet Tue Track, over vilde live-oplevelser og til hvilken genre Tue Track ellers ville kaste sig over hvis det ikke var hip hoppen. Og hvis du ikke har fået nok af Tue Track og Powersolo, så bringer vi senere på ugen Tues spørgsmål til Powersolo. Og så kan du se en minidokumentar om det første møde mellem de to parter HER. Vi giver ordet til de to parter.

Hvorfor navnet Tue Track?

“Jeg fandt på det, fordi min storebror og jeg modtog et kassettebånd med nogle sjove, hjemmelavede raps, fra to venner, der hed Janus og Claus. De kaldte sig KEN & DAN på båndet. Min bror og jeg lavede et kassttebånd som svar, hvor vi kom op med navnene TUE TRACK & MARNI MAND (vores gruppe kaldte vi for BOOGIE DOWN DAUGAARD). Det var meget normalt i Rap at have mere- eller mindre fjollede- eller opfindsomme kunstnernavne (Ice Cube, Q-Tip, Speciel Ed osv). Jeg valgte Tue (som dengang lød lidt som et hippienavn i mine ører) og Track for at have noget amerikansk med. Og så skal det jo lyde som “Two Track” (To Spor).

Janus der kaldte sig MC Ken, blev kort tid efter til Geolo Geo. 1989 var året og hele verden lå for vores fødder!”

Du har nævnt at du startede med at spille trommer – gør du stadig? Bruger du trommer i dine produktioner?

“Jeg startede med at ødelægge alt fra kagedåser og lampeskærme, til min mors strikkepinde i vores hjem. Mine forældre kunne efter nogle år godt se, at de hellere måtte gøre noget alvorligt ved det. Jeg fik – via avisen – et gammelt Gretsch Jazzsæt til ret billige penge (1000 kr) og spillede meget på det. Fandt aldrig et band, så da Hip Hoppen kom ind med monopol TV- og radio, begyndte jeg at interessere mig for den elektroniske lyd i form af trommemaskiner o.lign.

Det er stort set hvad jeg bruger i dag. Har spillet lidt (rigtige) trommer på nogle af de plader jeg har været med til at lave. (Malk f.eks.) Og ellers har jeg brugt Stunn Gunn/Kristoffer Sjelberg (Booty Cologne/EaggerStunn).

Men jeg spiller trommer når jeg programmerer. Jeg kvantisérer sjældent mine trommer, så det er mit “feel” man hører på min musik. Gretsch trommerne har jeg desværre ikke mere, efter een eller anden TV-vært snuppede dem?!”

Inden dette projekt, havde du da nogensinde hørt om Powersolo? Hvis ja, hvad?

“Jeg havde hørt PowerSolo. Har hørt dem i radio- og sikkert også TV – specielt nummeret ‘KAT NAZER’ kan jeg huske. De har jo også lavet titelsangen til Ramasjang Rally, som min største søn ser. Nu kender jeg meget mere til deres diskografi”

Har du fået tjekket op på WEEN (alternativt amerikansk rockband, red.)?

“Jeg har hørt, at de skulle stikke i alle mulige retninger- og det er vigtigt at have den rette indgangsvinkel. Hvor ville henholdsvis Bo og Kim sige jeg skulle starte?”

Hvorfor ikke?

“Kim Kix ignorerer mig hver gang jeg spørger.. Svaret hænger og blafrer i vinden…”

Hvad er det mest absurde/mærkelige/mm der er sket under en livekoncert? Hvordan blev det tacklet af dig/jer?

“Den skulle jeg lige tænke lidt over.. Der er sket en del, men den der popper op, er mere besynderlig..

Engang hvor Malk spillede koncert på Voxhall, stod der pludselig een eller anden fuld englænder, i jakke- og støvler som dem cowboydere foretrækker, ved siden af min DJ-pult og råbte: “Oy man. You got some AC/DC”? Jeg måbede og kort efter kom der en scenevagt og smed ham ud.. Han fangede slet ikke at der var en koncert igang, men musikken var ikke hans valg, så hvad gør man så..? Tager fat i DJ’en.. (hvilket jeg aldrig har været vild med på nogen måde..)

Ellers undrer jeg mig altid over dem, der smider ting op på scenen, og bagefter kommer og vil have det tilbage..?”

Hvis du måtte være i dit idols/ eller blot en artists sko, i dennes mest produktive, originale og bedste periode, hvem?

“James Brown. George Clinton. Jimmy Page, Paul McCartney. John Lennon. George Harrison. Curtis Mayfield. Benny & Bjørn fra ABBA (nok mest Björn), Martin Lee Gore, Dr. Dre. J Dilla, etc… Kan ikke vælge…”

Hvordan foregik en normal sangskrivning i Malk?

“Som regel med noget musik – ofte noget jeg har startet op. Nogle gange alle tre til stede.. Som regel dén der først får hul på en god idé, er den andre bliver inspireret af at følge – dog ganske frit”

Kunne du nogensinde tænke dig at gå i en komplet anderledes retning i musikken? Eks: jazz, rock og rul, punkrock? Hvad som helst uden hip hop-delen?

“Jeg har altid drømt om at lave god musik, hvilket ofte er andre genrer end Rap/Hip-Hop.. Hører dagligt numre jeg ville ønske jeg havde skrevet, spillet, produceret osv.. Og det er alt fra Rock, Rhythm’n’Blues, Soul, Funk, Klassisk, Rap, Jazz mm. Men lader mig inspirere af mange forskellige genrer.

Jeg mener, at hvis man ikke har smagt maden- OG hørt musikken i dét land man besøger, har man ikke rigtigt været der”

I morgen (fredag) følger del 2, hvor rollerne som spørger og interview-offer er byttet rundt.

Af Jonas Strandholdt Bach

Foto: Mads Jeppesen

Previous articleAnbefalede koncerter i København, uge 16
Next articlePrince – Purple Rain (live 1983) – 22/4 – 2016

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.