Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Nikolaj Nørlund: Hverdag i Paradis ★★★★☆☆

Nikolaj Nørlund: Hverdag i Paradis ★★★★☆☆

455
0

Hvordan kan vi savne dig, hvis du aldrig er væk? Nikolaj Nørlund er en ganske produktiv herre og er nu aktuel med sit 14. soloalbum siden debuten i 1996. Endnu en stærk plade til det bugnende katalog.

Nikolaj Nørlund behøver vel næppe den store introduktion. Han synes altid at svæve lidt over vandene, eller operere lige bag tæppet, i den danske musikbranche. Som solokunstner, eller producer for andre. Efter en fortid i blandt andet Trains and Boats and Planes, Rhonda Harris og diverse afstikkere, som pladen fra forrige år med Aidt/Nørlund, er han nu aktuel med sit 14. soloalbum.

Skabt i samarbejde med pianisten Adi Zukanovic har det i følge Nørlund ført til en ny lyd og en ny vinkel i sangskrivningen. Den slags kan for en lægmand, som undertegnede, måske være lidt vanskelig helt at fange. Det ligger ofte i detaljer, nuancer og processen. Medmindre der er tale om et radikalt stilskifte, er den slags ikke altid åbenlyst for en lytterne.

Derfor siger jeg lidt vævende, at der måske ikke ligefrem er tale om et hørbart nybrud. Men jeg har heller ikke et indgående og dybt kendskab til Nørlund. Han er en af de der kunstnere, som enten “altid har været der”, og man derfor har et perifert kendskab til. Eller en del af ens personlige “to do” liste, når man lige får tid. Måske bliver den lidt bittersødt betitlede Hverdag i Paradis mit gateway drug?

“Du skal tættere på, tættere på”, lyder det på den lidt fjerne og mystiske “Hun Læser Op”. Den har noget af det, som i de senere år har tiltalt mig ved Nørlund. Der er en ro, men ikke af den døsige slags. Det er drømmende, lidt urovækkende og alligevel beroligende. Måske fordi Nørlund i sin kerne er en sanger/sangskriver af den klassiske slags: der er gode, fængende melodier.

Indpakningen kan, som her, så være indhyllet i flere lag af musikalsk tåge og elementer. Det er svævende, alligevel fornemmer man en tæthed i lagene. Køligt, og alligevel med en understrøm af varme, ofte forankret i Nørlunds rolige, monotone vokal. Smuk og stor er den jo ikke, men den er udtryks- og virkningsfuld.

“Send billeder, hvis det er muligt, af bygninger, du elsker”, lyder det næsten messende på “Send flere Billeder”. Nørlunds tekster er en sjov blanding af noget meget relaterbart og hverdagsagtigt, og så noget mere abstrakt, diffust og poetisk. Manden er jo digter. Og sangene kan godt have præg af en form for digtoplæsning sat til musik. Men han formår ofte, at få de to dele til at smelte sammen, forstærke hinanden og blive til et betagende hele.

Sammenholdt med hans sans for gode melodier, der ligger på lur under det hele og driver værket, giver det en stærk kombination af noget iørefaldende og kunstnerisk potent. Et eksempel herpå er titel- og åbningsnummeret “Hverdag i Paradis”. Den danser umiddelbart tyst rundt i skyggerne, Nørlunds vokal her lidt lysere end normalt. Eller den vellykkede duet med Oh Land, “Rumskib”, pladens nok mest umiddelbart fængende nummer. Lidt af en ørehænger.

“Det er hverdag nu, hverdag i paradis // Hvor hverdag er lige præcis, så uperfekt, så ulogisk, som et mesterværk”, lyder mantraet i denne slangende sang. En slange hvis æble, er en sang, som smyger sig elegant, lokker dig, fortryller og forfører, men måske ikke helt er til, at stole på? Er hverdagen en fest i paradis? Er der en hverdag “der”? Og er det her paradis? Jeg skal ikke gøre mig klog på den helt konkrete mening, det er jo poesi og åbent for fortolkning.

Det væsentlige er, at Nørlunds lyrik og sange skaber billeder, sætter tanker og følelser i gang. Og det gør de på Hverdag i Paradis, hvor jeg ikke er stødt på mange rådne æbler, eller orme i skroget blandt de 10 numre, fordelt på 42 minutter, som udgør pladen.

Det virker både som et sammenhængende sang- og tekstunivers med en række fællesnævnere, og en plade, der trods sin blålige tone musikalsk set er rig og afvekslende. Man når måske et lille mæthedspunkt omkring halvvejs på pladen, hvor en række halvlange numre klumper sig sammen.

Pladen taber ikke som sådan fremdrift. Dertil er den for snusfornuftigt og rutineret sammensat. Lige når “Sonia” er ved at føles lidt lang i spyttet, selvom det er et udmærket nummer, så træder han lidt på speederen og leverer den noget mere sprælske og dansable “Vi er de tilfældige”. Ikke nok med, at det er albummets længste nummer med sine næsten 5 minutter, så fremstår det som en form for krautet danserock?

Igen med Nørlunds vokal, som det stabile fyrtårn og pejlemærket ud på og sikkert henover det halv-dunkle dansegulv. “Vi svømmer i en sø // Vi svømmer parallelt  // Vi taler sjældent om noget kontroversielt”, lyder det ud af den dunkende diskoteksrøg. Fulgt op af et ønske om, at høre/snakke om noget netop mere kontroversielt, som “fortæl mig om din ekskone”. “Har du mistet din retningssans, er du klar på en sidste dans”, spørger Nørlund senere, inden sangen danser ordløst af…

“Hey Krysantemum, giv et magnetisk kys/ din hud er transparent, hvid og blank og marmorlike/ Du leger Askepot, svøbt i elektrisk blåt/ valser du i slow motion gennem altid perfekte åbne rum”. Nørlund sender “signaler i en farlig frekvens”, på næstsidste nummer, “Krysantemum”. Her vrider musikken sig mere, føles momentvis lidt genstridig, inden den slår over i noget næsten 80’er klingende synthpop/rock.

Sangen virker både som en kontrast og en god opfølger på den dansende stil fra “Vi er de tilfældige”. Sangen ebber ud ved stille og roligt at skrælle lagene af og nærmest gå i opløsning i en alternativ form for fade out. Det leder over i den sagte, afdæmpede albumlukker “Ugræs”, hvor jeg lige skal anstrenge mig lidt for, at bevare koncentration. Måske er jeg klar til, at gå til ro sammen med Hverdag i Paradis?

Jeg kommer nok til, at kæmpe lidt med min egen, “moderne” utålmodighed, som pladen skrider frem. Det er nok både en arbejds- og miljøskade, som man næppe kan klandre Nørlund for.

Det ændrer dog ikke på, at jeg stagnerer en smule, som albummet skrider frem. Vi starter dog så højt, at den samlede oplevelse aldrig daler under “god”. Selv 14. soloalbum inde i karrieren lader det hverken til, at Nørlund selv er stagneret musikalsk eller lyrisk. Stilen og tonen er muligvis velkendt, i hvert fald på et overordnet (og måske overfladisk?) plan, men jeg får stadig en fornemmelse af en nysgerrig, udforskende og inspireret kunstner.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.