Home Artikler Repeat #93

Repeat #93

327
0

Chief 1 pop, en Vocoder hos Gro og en gang beatnik solskinspop fra De Nøgne Øjne, er blandt de ting man kan opleve i denne udgave af Repeat. Hvor der også anmeldelse singler fra Artifact Collection, Diplomatic Immunity og Jerkstore.

Ikke det store, at berette i denne uge. Der er stadig, nogenlunde kontrol over indbakken (minus numre jeg muligvis har overset i farten, beklager. Den stadig noget korte På Repeat spilleliste finder I, som altid nederst. Obligatorisk disclaimer: det er ikke en “de bedste” liste, men mere en subjektiv “favorit singler blandt de anmeldte”… liste.

Sniger der sig nogle nye numre med i denne uge? Lad os komme i gang!

Chief 1 ft. Mathilde Falch – “Håb”

Fra hver deres ståsted og med hver deres etablerede solokarriere, er Chief 1 og Mathilde Falch gået sammen på sangen “HÅB”.  Efter flere år med et godt øje til hinanden fandt de under nedlukningen melodien og ordene. Da Chief 1 sendte Mathilde Falch en demo af “Håb” var hun solgt, og efter et par timer i studiet havde de indspillet og skrevet sangen færdig sammen.   Et umage par der begge kender til livets stormvejr, med et fælles mål – at sprede håbe.

Opløftende er “Håb” da i hvert tilfælde, som den pumper lystigt derudaf. Godt, gammeldags catchy. Det er måske også en lille svaghed, at opbygningen og “tricks” virker en kende velkendte. Det er en velafprøvet formel Chefen bringer i spil her.

Det er næsten som om man kender melodien, og kan nynne med allerede inden man er nået halvvejs ind i første vers. Man ved hvor vi skal henad. Det er ikke, nødvendigvis såfremt nummeret så leverer noget man gerne ville have. Chief 1 er ikke kommet for, at overraske her, det er lige før man tror at “fløjtetemaet” kunne være bøffet et eller andet sted fra?

Chief 1 brød igennem som en del af Rockers By Choice i slut-80erne. Det er meget længe siden, både i år og musikhistorie og han har de seneste mange år skrevet sange for andre, og selv bevæget sig indenfor det mere radiovenlige og poppede. Blandt andet har han også været leveringsdygtig i numre til Melodi Grand Prix. Det er altså en herre, der har styr på “hitskabelonen” og den effektive popsang. Lyt eksempelvis til “Alt er Godt”, som visse medlemmer af husholdningen har skamspillet, så det grænsede til det maniske…

Her har han allieret sig med Mathilde Falch, der som altid, fristes man til at sige, ikke skuffer. Hun gør simpelthen de ting hun medvirker på, med hendes let-grødede og glødende vokal, bedre. Der tale om en klassisk skåret, pop-duet, der gør lige nøjagtig det den skal. Vokalerne supplerer hinanden godt, det er måske et lidt umage par, på papiret, men synes der er harmoni, så det svinger. Melodi og omkvæd er fængende, uden at være for anmassende og leflende.

Det er sgu’ bare en fin popsang.

Konklusion: Chief 1 kan sit kram. Og han ved det og holder sig til det han kan. Det er der kommer (endnu) en virkelig driftsikker og gnidningsfri popsang ud af. Overraskelser, kant og eksperimenter må du finde andets steds, hvilket er helt OK. Nogen gang er en god popsang lige det man trænger til.

Gro – “Fade In Time”

Bag GRO står sanger, multi-instrumentalist og producer Julie Møller Christiansen. Med en forkærlighed for effekter og synthesizere dyrker hun en eksperimenterende tilgang til popmusik. Den minimalistiske produktion på debutsinglen “Fade In Time” er lavet af hende selv i hjemmestudiet – et sted hun bruger som terapeutisk frirum til at bearbejde tanker og oplevelser.

”Fade In Time er lavet med en sampler, en bas og en vocoder som gør min stemme syntetisk, en effekt jeg synes står i god kontrast til den ærlige tekst, som handler om at skulle acceptere at miste. Jeg mistede min mor, da jeg var 22 år. I en periode isolerede jeg mig i min lejlighed på Amager og gav mig selv lov til at blive lidt i de svære følelser. Fade In Time er en af de sange der kom ud af mig i den tid”, fortæller Julie.

Uha, Vocoder, den frembringer normalt en allergisk reaktion på samtlige GFR-redaktionens mandlige medlemmer! Vent, vi er faktisk kun mænd? Midaldrende endda? Nå, det var et sidespor, men alt for at aflede fra, eller formidle en Vocoder. Den er ikke god for min hud.

Det er nemlig problemet, Vocoder giver udslæt. OK, morfarhumoren dropper vi. Nej, den effekt og dens klang “kryber under huden på mig”. Ikke på den måde, hvor det betyder at noget rammer og kommer tæt på. Det er mere “negle mod tavle” fornemmelsen, bare hvis man erstatter tavlen med indersiden af min hud – i overført betydning.

Pyha, nu fik jeg skrevet mig igennem hele første gennemlytning og kan stadig trække vejret.

Gro bruger stemmen som et instrument, i den henseende giver det god mening med Vocoderen. Der er nærmest ikke andet til stede i det meget afklædte musikalske rum, som hun befinder sig i her. Den forvrængede, maskinelle stemme. Et par, vage og sagte effekter. Eller bare stemmen og tomheden.

Det er på den ene side ret stærkt (og ikke mindst modigt!), effekten udebliver ikke. Man tvinges til, at lytte og jeg er egentlig, aversioner mod Vocoderen til trods, også interesseret i at høre hvad der foregår og er på spil her. Når man på den måde klæder musikken af og lader den stå så “nøgen”, så må det være fordi man har fundet et eller andet man virkelig gerne vil have i fokus.

Jeg formoder, at det er teksten og selve stemningen. Stemningen køber jeg ind på, jeg synes det er ret virkningsfuldt, hvad Gro gør med meget enkle midler. Teksten har jeg omvendt svært ved, at høre Både fordi den drukner i effekten og fordi mine ører stritter imod, og forsøger at krølle sig sammen.

Konklusion: 2 minutter og 45 sekunders ret fascinerende lytning. Som udgangspunkt er det ikke mig, men der er noget fængslende over det. Det er både meget skrøbeligt  og porøst, men samtidig intenst og stærkt. Jeg applauderer modet og eksperimentet og villigheden til, at tage chancer med en single.




De Nøgne Øjne – “Yndlingsspurv”

Vi er De Nøgne Øjne, og vores genre er neopsykedelisk solskinspop, der blander garageguitar med et groove og fed synthesizer.

Jamen så kort kan det da næsten siges. Og så er det tilmed sandt!

Jeg har tidligere anmeldt to EPer fra den københavnske trio (sidst var de i hvert fald tre), til henholdvis 3 og 4 stjerner. Det er, dømt ud fra denne nyeste single, nok deres naturlige leje. Dog lidt nærmere en god 4er end en lidt jævnt kedelig 3er.

“Boblende, beatnik solskinspop”, kaldte jeg deres musik i seneste anmeldelse. På den front er der ikke sket det store. De syder og bobler stadig af overskud og energi i det 60er-inspirerede love-in lydbillede De Nøgne Øjne danser rundt i.

Der er noget lidt rastløst over dette nummer, eller også bobler det nærmest bare over af glæde og krudt i røven. På coveret står der også “om spurven der ved nærmere eftertanke besluttede sig for at flyve fremfor at gå”. Det er også fornemmelsen man får, når De Nøgne Øjne spreder vingerne, letter og suser afsted i lidt over 3 minutter.

Lufthuller er der et par stykker af, så sangen får en sjov, vibrerende og let “hoppende” følelse, selvom der stadig er fart og fremdrift over løjerne. Det giver en fornemmelse af, at det hele ånder og lever hos De Nøgne Øjne. Hvilket klæder den varme og analoge lyd og følelse trioen lykkes med, at pumpe ud i denne sangs årer.

Konklusion: Jeg kan lide den. Det er ubesværet, friskt og smittende. Intet nyt under solen, men De Nøgne Øjnes solskinspopsol står ret skarpt her.

Diplomatic Immunity – “Take Me Away”

Gennem spontane jams i øveren har DIPLOMATIC IMMUNITY fremdyrket en fængende fusion af årtiers amerikanske og britiske rock af både hårdtslående og psykedelisk karakter, men netop 90’er-heltene i Nirvana er den musikalske lim, der binder visionen sammen: Den larmende rocksang med den gode melodi, som du ikke kan slippe og nynner med på, i princippet for altid. DIPLOMATIC IMMUNITY formår at give aktualitet og friskhed til referencerne og rockformatet gennem et råt, uimponeret swing og en sangskrivning, hvor bandets personligheder skinner igennem med sin direkte, ærlige og åbenhjertige facon.

Jeg har tidligere anmeldt en rigtig potent EP fra Diplomatic Immunity, hvor de gav den godt med fuld gas rockhåndtag. Det her virker en lille smule mere tæmmet og velfriseret. Ikke, at er noget galt i det og bandet har også stadig med nosser og hestekræfter (hestenosser!), at gøre godt med.

Først og fremmest er det en velsmurt fartbølle, det her. Det er måske også det, der er med til at det føles lidt mere striglet end EP – som jeg husker den. “Take Me Away” har et enormt godt drive og fræser ubekymret derudaf. En rigtig drønnert af en køresang, der lige samler kræfter til en effektiv slutspurt på det helt rigtige tidspunkt.

Så man rigtig kan fornemme suset i mellemgulvet, når en fin, lidt kort solo slippes fri og vi krydser den figurative målstreg efter lidt over 2 ½ minut. Ros skal de have for, at begrænse sig og ikke trække en turboladet sang i langdrag. Men, det føles også en lille smule kort og som om der var lidt mere at hente, eksempelvis i afslutningen. Den kan jo så evt. forlænges live..

For det her er også rock af den slags, som man fornemmer ville gøre sig ekstra godt på en scene, gerne i en lille, varm og svedig rockklub. Så kan det også være den lidt pænere fernis ryger af en sang som denne, og et mere uhæmmet og beskidt møgdyr slippes fri?

Konklusion: Kort, godt og effektivt. Det er bare rock og rul, ved I nok.




Artifact Collective – “Talking Too Much”

ARTIFACT COLLECTIVE er et københavnsk pop-band bestående af fem mænd i midt-20’erne, der designer, skriver og producerer deres musik på egen hånd. Bandets forskellige personligheder skaber i fællesskab kollektivets unikke lyd, der er karakteriseret af musikalsk kvalitet og skarpe produktioner med organiske elementer.

Forsanger Victor Oliver siger om sangen:

“‘Talking Too Much’ tager, med udgangspunkt i kærlighed, fat i konflikten mellem ord og handling. En løftet pegefinger til dem, der verbalt sætter kærligheden op på en piedestal, men som aldrig handler derefter. Vi befinder os i grænselandet mellem frygt og håb, og i dette limbo befinder mange mennesker sig, når de er forblændede af kærlighed. Jeg synes det var vildt spændende at dykke ned i den fase af et forhold, hvor alt er uvist og alt bliver vendt og drejet til ukendelighed.”

“Hvad fanden er det for noget LÅRD”, var nogenlunde min første tanke, da jeg vågnede op med et sæt, halvvejs igennem omkvædet. Havde sangen spillet hele tiden?! Nuvel, så må man jo “spole tilbage”.

Det er velproduceret og åleglat og velpoleret i sin stil og kompositionsmæssig, det må jeg give de 5 gutter. Jeg har lyst til at ridset overfladen med en gaffel (jeg går ikke med kniv. Men, åbenbart med gaffel?). De rammer også et fint, bølgende, halv-dvask solskinsgroove, som nok skal gå rent ind i de rette kredse. Det her er så måske bare ikke en af den slags kredse?

Hør, jeg hader det ikke som sådan. Det er bare en form for flødet pseudo-soulpop, som giver mig lidt myrekryb, når jeg lytter til det. Jeg får nærmest en fysisk reaktion, hvor jeg kan mærke min krop gør modstand og gerne vil væk. I en fart. Det har ikke, som sådan noget med bandet eller deres musik at gøre. Lad os kalde det “naturen”.

Men, jeg anerkender, at det her er fermt radiovenligt og velsmurt pop-håndværk. Der er styr på sangskrivningen og sangen “gør det den skal”, hvilket også gør, at man lidt får fornemmelsen af, at det her kunne være “hvem som helst”. Det er en smule generisk og skabelonpræget, både i lyd og udførelsen. Men, det er også noget af det der gør, at det virker.

Konklusion: Der er mange af den slags sange her om buddet. Nogle bliver hits, hvis de lige rammer rigtigt. Andre drukner i mængden. “Talking Too Much” er ikke noget for mig, men hvis den ramte et bredere publikum, ville jeg omvendt hverken være fornærmet eller overrasket.

Jerkstore – “Blindness”

Vi har tidligere været omkring Jerkstore her på siden. Både en pladeanmeldelse og en single her i Repeat, er det blevet til det metalliske hardrock band med rødder i Aalborg. Uden, at nogen af delene imponerede voldsomt, men heller ikke blev underlagt massivt had fra vores side.

Jerkstore føles, som en af den slags orkestre, som hænger noget fast i fortiden. Det kunne i dette tilfælde være 90erne og start-00erne. En stil, som man også kunne høre som en del af eksempelvis MyRocks sendeflade (sender de stadig, egentlig?). Det var sådan set ikke ment negativt, eller nedladende, blot en konstatering.

Er du til den slags pumpet metal-rock, der heller ikke er bleg for, at have en vis catchyness i melodierne, så er Jerkstore sikkert et hæderligt bekendtskab. Det er driftsikkert, sangskrivningen falder ikke igennem. Men, udover lidt kvindevokal et sted i mikset, så er det også en kende konservativt og uden overraskelser. Der er ikke rigtig noget der imponerer, eller har “wauw”-faktor.

Tværtimod virker en sang, som denne her, en smule tung i bagpartiet. Det bliver sgu’ lidt stivbenet og gumpetungt, når Jerstore forsøger, at få det til at groove og svinge, så gulvbrædderne gynger. I stedet er det, som om at der ikke rigtig kommer den fornødne schwung i sagerne. Det kan skyldes produktionen, det kan være selve sangen, udførelsen eller lidt af det hele.

Der mangler et eller andet, som løfter sangen, stort set hele vejen rundt. Jerkstore falder ikke igennem, det letter bare ikke. Det gør, at det bliver en lidt træg omgang, at brumme sig igennem en single som denne.

Konklusion: Ikke forfærdelig. Det er også en form for kompliment.




Føjes til På Repeat-listen: Ingen i denne omgang

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Gro, pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.