Nelson Can: So Long Desire ★★★★★☆

0
348
views

Nelson Can er ude med deres andet album, men samtidigt også deres sidste album, da de har meldt ud at bandet er stoppet og de har spillet deres sidste koncert. Vi har på GFR lyttet til albummet – så hvis ikke allerede du har lyttet, så giv et lyt med – det vil du ikke fortryde.

For jer der måske ikke rigtig kender Nelson Can, mere end overfladisk, kan jeg kort fortælle, at den kvindelige københavnske trio har været i gang siden 2011, hvor de undervejs har udgivet 3 EP’er og i alt 2 albums. Navnet ’Nelson Can’, er en oversættelse af ’Niels på Dåse’ – Niels På: Nels-on / Dåse: Can, hvilket stammer fra punkbandet som Signe SigneSigne (bas) og Selina Gin (sang, percussion) startede sammen. Senere kommer trommeslageren Tam Vibberstoft med i bandet, men forlader dog bandet igen og bliver erstattet af Maria Juntunen. Nelson Can har i de seneste år haft stor succes, i DK såvel som i udlandet, hvor de bl.a. har været ugens uundgåelige på P3 samt opvarmningsband for The Black Keys og Royal Blood. Efter smagsprøver fra deres nye album, i form af singler i 2019, kom albummet So Long Desire, sidst i januar 2020. Jeg vil nu, lidt slavisk, gennemgå de elementer der har fanget mig på numrene – det er tilladt at springe rundt efter behag.

Første nummer ’Ambitious’, er et ganske kort nummer (1:10), som starter ud med et metallisk beat, som et tikkende ur sammen med en tung synth-agtig bas. Introen bliver fulgt op af vokal- og korelementer – her er der smagsprøver på hvordan Nelson Can evner, at benytte sig af vokalerne til at sætte en hel speciel stemning og give fylde i nummeret. Som titlen antyder, handler nummeret om at være ambitiøs, om at sigte højt og turde gå efter de mål man sætter. Sidst i nummeret forsvinder det metalliske beat, der høres udelukkende bassen der er fri for effekter, sammen med vokalerne, der på den måde får ’pakket’ budskabet ud, skåret helt ind til benet.

’Limelight’ starter blidt og minimalistisk med bas og vokal – det bliver efterfulgt af et lækkert minimalistisk beat. Herfra bygger nummeret hele vejen igennem stille og roligt op imod et klimaks – her er der en fin dynamik, og nummeret bygges roligt op igen, imod endnu et klimaks. Der kommer igennem nummeret gradvist flere instrumentale og vokale elementer på, hvor der efter breaket er en god udnyttelse af hele lydspektret – det fylder, uden at mudre. Nummeret har en melankolsk stemning og en form for mystik over sig, der gør det interessant at lytte til – de mange vokalske elementer skal i den sammenhæng have en stor ros.

Vi bliver i den samme melankolske og elektronisk-inspirerede verden med ’No Longer Afraid’, ligesom i de to foregående numre. Nummeret starter med en dyster vokal og et beat der får hårene på armen til at rejse sig –  Nelson Can er eminente til at sætte en stemning. I den sammenhæng, synes jeg stemningen der bliver skabt, passer super godt med hvad titlen refererer til; angst – og det at slippe af med den. Her bliver vokalerne igen udnyttet til fulde og bliver leveret med stor indlevelse – det giver for mig en meget gyserfilmsstemning.

’Madness’ starter ud med en lækker basintro der bliver kombineret med en vokal der kommer ind få takter længere inde i nummeret – det er super fængende og forskelligt fra de foregående numre. Undervejs kommer der trommer på, det er meget fint og let, men et minut inde i nummeret skifter stemningen – her bliver det mere svævende, man får nærmest en form for tribe-fornemmelse.  Det bliver godt skabt af beatet, percussion og korstemmerne (heho heho heho heho madness) – der er nogle elementer af vokalerne der her minder mig om elementer også Falluah bruger – det virker meget kraftfuldt.

’Interlude’, igen et ganske kort nummer, starter med et fængende basriff (temaet), samtidigt med at bandet høres i baggrunden, der diskuterer hvordan riffet skal bruges. Der bliver vendt nogle ting som der opnås enighed om, hvorefter optagelsen igen går i gang, til hvad der må formodes at være næste nummer på albummet.

Nummeret ’I Wanna Be with You’ starter på samme måde som de foregående numre, minimalistisk og nøgent – her med synth og et beat der efterfølgende bliver fulgt op af bas og til sidst den silkebløde leadvokal. Efter omkvædet kommer et instrumentalt mellemstykke – her høres temaet fra bassen, fra foregående nummer ’interlude’, der på den måde binder de to numre sammen med en fin sløjfe. Der er god dynamik i nummeret og den minimalistiske bas og riffet i den instrumentale del er meget fængende.

Fælles for mange af numrene er, at de omhandler forskellige aspekter af kærlighed, og dette nummer er ikke en undtagelse, som titlen på nummeret også antyder.   

’So Long Desire – I’m Getting Over You’ handler om den kærlighed man har, til en som man ikke kan få. Man ved at man bliver nødt til at komme videre, det er ikke sundt at være styret af. Nummeret bliver ligesom foregående nummer drevet af bassen, synth og de stærke vokalske præstationer. Her bliver dynamikken igen brugt godt og får skabt ekstra intensitet i budskabet – ’Im Getting over you – uhh uhhhhhhh’, står rimeligt godt plantet i hovedet efter en del gennemlytninger.       

’Akebono’ fungerer på samme måde som ’Interlude’, som en form for forspil til I Used to Sleep Through Everything’. Nummeret starter med, hvad der nærmest lyder som en hangdrum, der er en lækker form for mystik over det. Mystikken bliver overtaget af et insisterende forvrænget basriff, stemningen skifter og bliver meget kraftfuld og stiler efter klimaks. Her kommer der også hviskende vokal på, der øger lydbilledet og giver ekstra kant til stemningen. Nummeret slutter i et naturligt break over i nummeret ’I Used to Sleep Through Everything’. Det fungerer super godt synes jeg – efter første gennemlytning var jeg ikke klar over at det var to numre på albummet, de hænger godt sammen og overgangen sidder lige i skabet.

’I Used to Sleep Through Everything’ rammer igen, for mig, en fed stemning. Den slæbende bas, korstemmerne, og de minimalistiske trommer er med til at give en søvnig stemning, igen helt i tråd med associationerne, titlen på nummeret sætter i hovedet på en. Det er samtidigt melankolsk, på samme måde som resten af numrene på albummet, og her er titlen en skærende kontrast til første nummer på albummet, der handlede om at være ambitiøs og sætte sine mål højt.    

Afslutningsnummeret på albummet ’Yeah’ I Didn’t Think So’ er meget blidt, men stadig melankolsk. Her fylder vokalerne igen en stor del af lydbilledet, helt elegant sammen med keys. Halvvejs inde i nummeret, kommer der bas på, og der bliver yderlig bygget på lydbilledet, med forskellige andre elementer henimod afslutningen af nummeret. Nummeret afslutter på fin vis rejsen omkring de forskellige aspekter af kærligheden, der kan opleves igennem livet – ’I should have done more’ bliver der blandt andet sunget, med reference til forlist kærlighed, eller forsøget på at gøre mere for sin kærlighed uden succes?

Afslutningsvist vil jeg sige at det har været en fornøjelse at lyttet til hele albummet. Der er kræset for lyden, sangene er gode – de rammer ned i et tema alle kan forholde sig til, og de er realistiske og eftertænksomme. Budskaberne er pakket ind i sprøde, minimalistiske trommer, bas og elektroniske elementer – det dur bare! For mig personligt, er det dog ærgerligt at der ikke kommer mere smæk på albummet. Jeg er opløftet, men mangler lige det sidste for at være helt oppe at ringe – der mangler måske lidt af deres punk? Albummet får 5 store stjerner ud 6.

Anmeldt af Andreas Møller

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.