Home Live Maj 2022 Mogwai, Voxhall 2/5 2022 – support: BDRMM (Koncert/Anmeldelse).

Mogwai, Voxhall 2/5 2022 – support: BDRMM (Koncert/Anmeldelse).

145
0
Photo: Steffen Jørgensen (https://photo.stffn.dk)

Mandag var der støj på Radar. Mogwai viste overskud og bevægede sig mellem det skrøbelige og voldsomme, mens BDRMM viste, at støj måske ikke er en kvalitet i sig selv.

Voxhall åbnede nok en gang dørene en hverdag, og Mogwai med support var tilbage i Danmark efter en hurtig smuttur til Sverige lørdag. Det blev til en koncert i København søndag, og nu altså Århus mandag.

Med sig havde Mogwai BDRMM fra Manchester.

Støjkvartetten bestående af to guitarister, en bassist og en trommeslager, lagde godt fra land og det stod hurtigt klart, at de elsker at høvle guitar, karte rundt på scenen – og vokalerne var så sovsede ind i ekko og rumklang, at de må regnes for instrumenter mere end bærer af mening.
Så langt så godt! Masser af energi, masser af støj og post-rockens dyder om at gå ned i dynamik for så at gå op igen blev holdt i hævd.

Bassen blev flittigt brugt til akkorder og trommerne lød som en drøm – fuld fart frem og noget mere smadret end det post-punkede udtryk, jeg synes at have sporet på studieoptagelser i min forberedelse.

Der nikkes med blandt publikum – en ret blandet skare, nok med en lille overvægt af herrer som jeg; med stigende grad af gråt hår. Især når bassen skiftes ud med et Moog, bliver det voldsomt og potent. Men BDRMM (udtales ifølge Stuart Braithwaite ’Bedroom’) bøvler gevaldigt med variationen. Ja, støj er fedt, men 45 minutter med pretty much den samme opskrift: Numrene flyder lidt sammen og de største øjeblikke opstår, når guitaristerne får øjenkontakt inden de shredder så hurtigt de kan. Det kunne være kogt ned til en halv, støjende time.

Vi var da varme, ørerne var godt renset igennem, men jeg begyndte da at overveje om der var et sted at sidde, da vi kom ud på den anden side af den halve time…

Mogwai

Photo: Steffen Jørgensen (https://photo.stffn.dk)

Jeg er kæmpe fan. Det kan jeg lige så godt tilstå. Mogwai er ét af de få bands, jeg har rejst for at se koncerter med og forventningerne var tårn-høje. Ikke mindst fordi jeg før har set dem på Voxhall – en koncert der sluttede med ti minutters tromme-smadder (angiveligt på bagkant af at de havde fået skældud over at have spillet for højt på Vega kort forinden).
På denne aften balancerede koncerten noget mere og hvor lydtrykket var gået noget ned med alderen, så lykkedes bandet i høj grad med at opnå den samme effekt ved at være usandsynligt tighte da de kom i gang, styre dynamikken og balancere det skrøbelige – ja, rørende – med mere voldsomme udbrud.
Mogwai varierer – det er især dét, der gør at de er verdensklasse.

Bandet åbner med ‘To The Bin My Friend, Tonight We Vacate Earth’ der også åbner den seneste plade, As The Love Continues. Nummeret illustrerer på én gang Mogwais evne til at finde på snørklede, ofte voldsomme titler – men er også en instant classic, da den starter blidt, sfærisk og så efter to et halvt minut eksploderer i støjende vellyd. Post-rock much? You bet! Ja, faktisk vil folk, der påstår at de ikke fik gåsehud i det øjeblik, være en flok elendige løgnere!

Pointen med at lydtrykket er skruet ned, men tightness’en er det, der bærer får vi allerede vist med andet nummer: ‘Christmas Steps’. Det starter roligt og jeg når at blive lidt urolig, da bandet liiiige skal fange hinanden under den stille start, men som nummeret udvikler sig – først uden gains på guitarerne men dog med godt med smadder – så fanger de virkelig hinanden, giver et smadret udtryk – og da gainsene så kommer på inden i nummeret, behøver man ikke ørepropper i. Fornemt!

‘CODY’ følger op i en smuk, virkelig håndholdt version og igen må hårene på armene op at stå. Det er vildt at et så gammelt nummer stadig kan leveres med så stor indfølelse og den lidt banale tekst på den måde rammer og skaber sympati.

Så følger ‘Richie Sacramento’, som har decideret hitpotentiale, men hvor de sjældne vokaler drukner lidt. Det stopper dog ikke publikum for at være med og der hoppes endda foran scenen.

‘Ceiling Granny’, det mest voldsomme nummer fra den nye plade følger og mangler måske lige to decibel, men fungerer fint endda.
Og da ‘I’m Jim Morrison, I’m Dead’ følger op opnås den der følelse af vederkvægelighed, postrocken i sin fineste form leverer: Jeg vil stikke af, have børn med og slå mig ned i en bungalow på en strand med det nummer!

I sagens natur er det svært at samle op på dén, men Mogwai arbejder med ophøjet ro igennem ‘Fuck Off Money’ og snart besøger vi ‘White Noise’ fra Hardcore Will Never Die… før vi igen er tilbage til As The Love Continues, som bandet forståeligt nok gerne vil vise frem, men som også gør, at jeg frygter om den da når alle de gode numre, jeg så gerne vil se dem spille?

Svaret kommer i høj grad da ‘Remurdered’ fra Hardcore… falder – i klassisk suspense / release form – og Like Herod så river hele pisset ned. Dynamik? Ja, for fanden! Ikke mindst fordi nummeret går fra det helt stille til det smadrede: Mogwai er som en bomberydder, der går med noget højeksplosivt i hænderne, smider det – og så losser til det for at maksimere eksplosionen. Awesome! Stærkt!

Så er det vist også på tide med en pause, så ud med bandet for at vende tilbage med ‘Dry Fantasy’, som i sin stille fremtoning for første gange i løbet af aftenen kommer til at virke lidt som et momentumtab, men som så – selvfølgelig, fristes man til at sige – følges op af ‘Mogwai Fear Satan’. Dog uden fløjtesolo, men komplet med store dynamiksving, høvlen på guitaren, endda lidt wah til at stikke af fra formen og en tåre på min kind.

Mogwai? Der er ingen som dem! Jeg havde forventet en koncert med ørepropper hele vejen igennem, men fordi de er så skarpe, fordi Voxhall lydmæssigt kan noget – og måske også fordi balkonen var lukket, så behøver man ikke åndenød fordi lydtrykket tømmer lungerne.

Det gjorde de en gang. Nu gør de noget, der er lige så sejt.
Fed aften på Voxhall!

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleDeep Drive: Human (Anmeldelse / Album)
Next articleThe Mukherjee Development: Burning Time (Album/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.