Low besøgte Voxhall fredag og gav en overbevisende, støjende og smuk koncert.
Uden for SPOT-programmet går koncertlivet i Århus videre: Voxhall havde booket Low og der var i øvrigt også Fed Fredag-koncert i Tivoli Friheden.
Da jeg ankommer er Divide and Disolve i fuld gang med deres set: Det lød egentlig ret fedt, smadret og ikke mindst støjende, men jeg valgte dog at stemple lidt ud. Det er dog et navn, jeg vil holde øje med fremover.
Kl 22.00 gik Low så på.
Sidst jeg så dem var på Heartland for en del år siden, og at sige at jeg sådan rigtig får set dem denne aften er selvfølgelig korrekt, men bandet fremstår konsekvent i bagbelysning og Alan Sparhawk har tilsvarende konsekvent håret foran ansigtet. Det er med andre ord ikke det store stage-show og den intense publikumskontakt, der tegner sådan en koncert – men det passer rigtig fint til den lidt introverte slowcore. Bandet er ellers sat op i vanlig konstellation med Mimi Parker på trommer og en kvindelig bassist, der ’kun’ leverer støttende vokaler.
Koncerten bliver sat op på en sådan måde, at bandet spiller hele Hey What-pladen igennem, før de fortsætter med numre fra bagkataloget.
Voxhall er ikke helt fyldt, så som med Mogwai var der gardiner på balkonen – men det virkede nu til, gulvet var godt fyldt.
På Hey What står støjen centralt og det spejles også i koncerten: Sparhawk er måske ikke den største guitarist, men får meget ud af sine evner og guitaren fylder i den grad meget.
Parker er decideret kendt for at spille på sine trommer og bløde køller bliver flittigt brugt til at skabe luftige rytmer, bygge op og generelt fylde.
Der lægges ud med White Horses og fra første guitarakkord får vi smadret guitarlyd og et generelt smadret udtryk. Vokalerne sidder med vanlig sikkerhed og er i sig selv en oplevelse, hvilket især bliver tydeligt i I Can Wait, hvor også bassisten byder ind med støttevokaler.
Don’t Walk Away følger op og uden af ørerne bløder, virker det hele ret voldsomt: Bombardementet af lys fra de tre bagplader bag bandet, den altid flossede guitarlyd og de tætte, men smukke vokaler sætter sit præg på hele oplevelsen.
Skal der endelig siges noget, der kan trække ned, så skulle det være at den sfæriske stemning gør at koncerten ikke har så meget dynamik; efter Disappearing tog jeg mig selv i at tænke, om ikke de snart skulle i gang? Hvilket er lidt unfair, for der er hele tiden det ovennævnte bombardement og hvert nummer har naturligvis også en indbygget dynamik. Men med instrumenteringen, den insisterende, flossede lyd og den røde tråd, æstetikken på Hey What rummer, kan det godt give lidt en oplevelse af, at der ikke rigtigt er højdepunkter.
Men så. Ja, så falder Days Like These, der som håbet og forventet bliver en særdeles voldsom oplevelse, da anden strofe sætter ind: Kombinationen af de pæne, nærmest kirke-agtige vokaler på optakten, så LYS og SMADDER på første hele takt er måske lidt i tricks-afdelingen, men det er bare så effektivt, at det bliver decideret overvældende og jeg ærgrer mig lidt over, der ikke er tre strofer i nummeret. For dén ville vi godt have haft igen!!
Days Like These fader ud i et langt sfærisk stykke og på den måde gåes der naturligt over i Don’t Walk Away som er en mere stille ballade, hvor sidste nummer fra Hey What så dog får lov at larme igen.
Så fortsætter koncerten ellers med Congregation, som desværre ikke rammes 100% i samme skarphed. Måske fordi der er skruet lidt ned for de smadrede elementer og det dermed bliver lidt mere tydeligt om slagene rammes? Det gør ikke nummeret dårligt, men ændrer udtrykket lidt fra pladen, hvor det fremstår nærmest majestætisk tjekket.
No Comprende er vel ret beset hit-stof, men som man næsten kunne forvente, bliver afslutningen meget mere lydmæssigt voldsom end hvad vi kender fra pladen.
Sunflower tager dynamikken lidt ned og kommer til at fremstå klart og smukt, Plastic Cup leveres også ganske tydeligt med sin lidt sjove tekst – og vi får også en håndfuld numre flere inden encores.
Heriblandt en rørende What Part Of Me, som introduceres af Sparhawk som en sang om ikke at slå til. Endnu et lille højdepunkt.
Vi får 20 (!) numre, før bandet går af scenen for at give to til encore.
På dette tidspunkt er jeg personligt ved at være blæst godt igennem: En dag på arbejde, så SPOT, så støj-skønhed fra Low. Det er ikke Lows skyld, men jeg kunne snildt have undværet de to ekstranumre, men går hjem med en stor koncertoplevelse bag mig.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
