Home Konkurrencer SPOT Festival, Fredag 6. maj 2022

SPOT Festival, Fredag 6. maj 2022

182
0

Corona er slut og SPOT er – mere eller mindre – tilbage i vante rammer. Her følger overvejelser, anmeldelser og indtryk fra branchefestivalens første dag. 

SPOT festivalen er i høj grad vand på GFRs mølle – ikke så meget fordi vi som sådan har en selvforståelse som ’branchefolk’ – vi anmelder jo frivilligt og ca det, vi orker. Men fordi det er interessant at møde bands, vi har haft berøring med på denne festival og dermed se, hvordan de får chancen for at ’komme videre’, bryde igennem og teste sig op imod det mere etablerede musikmiljø.

SPOT har en historik, hvor bands som Raveonettes (som i øvrigt var en del af åbningen torsdag) fik deres internationale gennembrud via SPOT. Og det er vel drømmen for mange bands at slå igennem internationalt, men generelt må det dog nævnes, at det er en dansk festival med rigtig mange dansksprogede navne – og de har en naturlig, sproglig begrænsning i forhold til internationale gennembrud.

Der er mange navne på plakaten til SPOT. Derfor kan man som anmelder også tillade sig at være lidt kræsen, selv om det rigtig spændende selvfølgelig også er der, hvor man tager en chance, lader sig overraske og pludselig opdager… Ét eller andet.

De koncerter, jeg vælger at anmelde er egentlig udvalgt i et forsøg på at balancere nysgerrighed på relativt kendte navne, at gå efter gode koncertoplevelser, lidt nysgerrighed – og så i øvrigt også have et øje på, hvad en efterhånden ikke helt ny anmelder kan kapere.
Jeg prøver løseligt at prioritere rock – det er bestemt ikke en dominerende genre på SPOT – men går som nævnt også efter ’det interessante’.

Lidt ”sjovt” er det, at Voxhall – formodentlig på grund af Corona-efterslæb – har Low booket ind fredag aften uden for festivalen. Den koncert prioriterer jeg og der vil derfor være et ’hul’ i anmeldelserne fra SPOT i det tidsrum og Low får sin ’egen’ anmeldelse.

Af sted på SPOT – fredag.

Jeg stiger på SPOT-toget fredag og ræser hjem fra arbejde for at nå at få akkrediterings-armbånd og halse til første koncert, der har fanget interessen:

Pumps, Kammermusiksalen, Fredag 6. maj 2022 @15.15

Pumps viser sig at være et klassisk showcase-setup: En forsanger og en elektronisk pult, hvorfra backtracks styres og der skrues på knapper. Det er vist meget typisk for SPOT.
Forsangeren er helt klart den store oplevelse her, hvor han med højtaljede bukser karter rundt på scenen og levere stilsikker, let nasal vokal.

Udtrykket er poppet og jeg får generelt Winnie Who-vibes fra både numrenes opbygning og vokalen. Til trods for den energiske forsanger, beslutter jeg mig dog for at få pulsen lidt ned efter tre numre; selv om der bliver hentet en guitar ind i projektet, virker det denne fredag eftermiddag lidt generisk. Egentlig en fin, ukompliceret åbner på festivalen og måske burde jeg være blevet til sidste nummer – det er jo som regel der, det mere hit-orienterede materiale falder?
Jeg vælger at tænke ’nej’ og futter videre til…

Viik, Turkis, Fredag 6. maj 2022 @ 16.00

Turkis er som at gå ind i en hule, når man kommer ind: Det gamle Atlas holdes i dunkel belysning og på tykke tæpper på gulvet og med små, mellemøstlige kaffekopper fra baren lægger Turkis rammer til Roots & Hybrid-festival – en festival i festivalen.
Víík er navnet på forsangeren i et norsk folk-band bestående af harmonika, violin, kontrabas, trommer – og et mellemøstligt lydende ti-12-strenget akustisk instrument ud over forsangeren, Víík.

Setup’et er primært folket, men da der er tale om den mere potente del af genren, lægger det sig mellem Hedningarna og mere klassisk trad.folk.

Der er et umiskendeligt norrønt præg på det hele; selvfølgelig især på grund af de norske vokaler, men også i sangstilen, der er dén der overblæste, ret potente stil.
På den måde rammer Víík lige plet i genren og da sangene er moderniseringer af klassiske temaer – og i øvrigt på charmerende vis pakkes ind i narrativer inden hvert nummer – bliver det både en historisk og meget nærværende oplevelse.

Denne form for power-folk vil finde et ret bredt publikum og uden at det bliver alt for skema-lagt, så varierer sangene mellem to stile: Begynd lidt ballade-agtigt og byg (ofte dronisk) op – eller sats 100% på fire slag i gulvet – i øvrigt båret meget fint af en stærk trommeslager.

Vokalen bruges også til at melodiske skrig, et narrativ omhandler en historisk person og der freestyles i mikrofonen om hvordan en frille eller furie af norden ville synge en sang.
Langhåret? Nej. For det er super underholdende, lækkert leveret og især harmonika og violin evner at skabe rørende stemninger, der så snart afbrydes af vokalen, der med sin insisteren lægger det hele ned.

Víík er fortællinger, stærke musikere og så dén der stemme. Det vil helt sikkert finde sit publikum, er eksporterbart i kraft af at selv om narrativerne er stærke, så er det ikke SÅ vigtigt hvad der synges – når numrene og stemningerne bliver så fint introduceret.

På sidste SPOT så jeg Sorten Muld på netop Turkis. Víík smager deraf, men er dog langt mere klassisk og med en mere klassisk norrøn vokal og et setup, vi forstiller os måske kunne have været det samme for 1000 år siden. Men stadig relevant, da det kilder noget fundamentalt i os.

Og så videre til…

Sabotør, HeadQuarters, 6. maj @ 17.00

Som spiller dansksproget punk. Tre mand på scenen fyrer den af og leverer tekster, der revser Danmark, politik og Verden anno 2022.
Er det så noget, vi snart har set i 50 år? Ja og nej, for Sabotør baserer rigtig meget på bassen og trommerne, mens guitaristen først starter med en lap steel (på stativ) og ellers koncentrer sig om vokalen. Den indignerede vokal. Og bassen fylder. Ja, faktisk fylder den så meget, så da forsangeren griber en SG guitar i tredje nummer, bliver det næsten for meget: Basspillet er ofte på de høje bånd, konstant med masser af fyldige gains – og bassen kommer dermed til at være det primære instrument. En interessant disposition, der skaber grundlag for interesse, men nok ikke skjuler at det ER et punk-band, der ved denne brug af bassen undgår noget af den monotoni, genren hurtigt falder i.

Jeg ville ønske, jeg kunne blive, men jeg iler videre til…

Venus Future, UngdomsKulturHus, 6. maj 20222 @17.45

Som viser sig især at være en oplevelse på venuet og målgruppens præmisser:
– Det er et meget ungt publikum (og for bandets vedkommende gætter jeg på; deres forældre), som er mødt op til koncerten, der ret beset nok er 20 minutter fra Musikhuset til fods.
Venus Future er et teknisk dygtigt band, der åbner med en toppet guitar, synths, trommer, bas og en energisk, tværfløjtespillende forsanger, der laver gevaldige hop, inden han lægger en virkelig fin vokal.

Desværre falder Venus Future lidt i kategorien MGK/Kons-band: de er tydeligvis dygtige, kan også på papiret bygge numre op. Men det hele bliver lige vel ’skolet’ eller tillært. For alle de hop fra forangeren, sjove indhop på tværfløjten og vilde bevægelser i bassen og andre instrumenter, så virker det ikke helt som om, man har haft fokus på idéen/den røde tråd, publikums oplevelse eller bare lidt ægte vildskab.
Jeg spår på den konto egentlig medlemmerne en potentiel lysende fremtid, for de er hver især dygtige tekniske musikere. Men personligt mangler jeg simpelthen noget, der ikke virker skolet, tillært og stift.
Det skal nok komme – i denne eller andre konstellationer.

Fedt venue, ti kr pr øl – og et band, der rummer folk, der nok skal komme efter det!!

Torch, HQ 6. maj 2022 @19.00

Torch byder op i kælderen på HQ og det er som at gå ind i en tidslomme: Elektrobeats, tung bas, rumklang på nærmest tonløs, dramatisk mandevokal – vi er i goth-land og Torch er i deres stilrenhed næsten mere Mancherster-goth end Manchester-goth bands.
Det er tungt, dansabelt, dramatisk, depressivt og alt sammen ret fedt.

Joy Devision har ikke levet forgæves og stilen krakelerer ikke ét sekund. Det medfører også, at HQ er stuvende fyldt og det er svært at komme frem og tilbage.

På scenen ser vi to synth-spillere/sangere og en kvindelig bassist. Og i modsætning til mange andre genrer, så er det HELT ok, at man ikke helt kan gennemskue hvad der er backtrack og hvad der spilles på førnævnte synths.

Torch er så stilrene, at man bare bliver nødt til at købe pakken og da de leverer god punch, masser af bas og potens, er det heldigvis ikke så svært.

Variation? Nej, det er ret beset lidt begrænset. Men det gør ikke så meget, så længe musikken spiller. For den spiller overbevisende og netop i en kælder kan man som publikum føle sig henført til en anden tid, hvor dette var det nyeste nye.

Der er styr på genren, på udtrykket og så skal der ikke så meget mere til. Stærkt!

En forgæves tur til Sway afslørede desværre, at Falderebet ikke spillede kl 20.00, så jeg skyllede ganen og vendte tilbage til den centrale festivalplads, hvor jeg mødte…

Brenn, Allescenen 6. maj 2022 @20.30.

Sjældent har man oplevet et navn, der passer så godt. Brenn er et ROCK-band, der i den grad brænder igennem med ungdommelig energi.
Forstår jeg de norske vokaler? Ikke 100%. Er det vigtigt? OVERHOVEDET ikke! Det er en oplevelse at se de unge mennesker i dette three-guitar-band, der med bassist og trommer og vilje, udståling og åbenlys trang til at kommunikere, jerne derudaf og bare ramme publikum giver en oplevelse af de særligt energiske.

Skrev jeg three-guitar-band? Det passer ikke helt, da forsangeren får ’maskinskade’ og i klassisk rock’n’roll stil kaster sin guitar på den konto. At han også får rykket mikrofonen løs i samme ombæring er bare detaljer: Vi skal fremad, derudaf og af sted!

Det giver en pause i det korte set, og mens der ventes på at maskinskaden udbedres – eller der findes en anden guitar – gentages outroen fra det foregående nummer da bare, indtil der er styr på sagerne. Og outroer hos Brenn er ikke noget roligt noget.
Faktisk tør jeg godt påstå, at hvis alle rockbands udstrålede den energi, Brenn gør, ville man aldrig booke andet til fester. Det er fedt, energisk og bare afsindigt medrivende.

På den konto er det måske OK, at koncerten trods alt ikke er længere. For hverken vi iblandt publikum eller bandet kan holde intensiteten med høje spark, drops, kast med instrumenter og hovedet i alt for lang tid.
Så som en energiudladning var Brenn perfekt. Som noget langtidsholdbart, noget der holder på plade og den slags detaljer? Ja, det må tiden vise. Men det er dog én af de mest overbevisende live-performances, jeg har set fra et rockband længe.
Fedt!

Og sådan sluttede fredag på SPOT egentlig, da vi også er akkrediteret på Low (anmeldelse andensteds) og vi nok ikke når så meget derefter…

Previous articlePinemoon: Ghost Light (EP/Anmeldelse)
Next articleLow, Voxhall 6/5 2022 (Koncert / Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.