Efter at have brugt formiddagen og det første af eftermiddagen med arvingen og familien, blev det tid at vende tilbage til SPOT. Hele City SPOT-konceptet må blive en anden gang, men jeg indfinder mig kl 15.15 på Voxhall, hvor Luster spiller op.
LUSTER, Voxhall, 7. maj 2022 @15.15
Bandet har en interessant sammensætning med bassist/forsanger, guitarist, en synth-spiller, en meget energisk trommeslager og en percussionist.
Det oversættes i lyd til noget særdeles stærkt og gennemarbejdet – eksemplificeret i, hvordan guitaren i perioder får masser af gain, men aldrig vælter lydbilledet og synths – især Moog – tager over på bassen, når forsangeren lægger sin Fender fra sig.
Det er i sig selv se- og lytteværdigt at opleve et band, der på den måde har kontrol over lyden. I klassisk showcase-stil bliver det desværre også lidt svært at komme op at støde i de første par numre: I showcase-koncerter lægges det mest populære/poppede ofte til sidst, så folk bliver hængende og indtil da er Luster nok så imponerende på lyd, men savner måske lidt i sangskrivningen for at vi sådan rigtigt æder den?
Forsangerens vokal går klart igennem i denne fint producerede lyd, og jeg undres flere gange i koncertens løb over hvordan en tale- og sangstemme kan være ret forskellige.
En fin ballade illustrerer fint, hvordan man har en guitar, den har distortion – og dette holdes pænt nede – før første hit falder; You’ve Got The Heat.
Det er nok mig, der ikke har researchet nok. Jeg har hørt det nummer flere gange i radioen – og antaget at det var Bands of Horses. Så tæt ligger nummeret op af amerikanerne. Det skal dog ikke tage noget fra et fint nummer, der leveres ganske overbevisende og i sagens natur bliver en form for højdepunkt i koncerten. Rock i 4/4 med fire slag i gulvet følger, før der lukkes med Sex Beat, der starter ud i et noget lavere tempo end pladeversionen for så at gå i break – og sætte ind med højere (disko-) tempo, energi og slutteligt sved.
Luster har nogle rigtig fine numre at trække på. Umiddelbart virker det også til, at de har lidt fyldnumre, der selvfølgelig leveres stærkt. For det er et band, der kan producere sig ud af hvad som helst. Men for at det skulle blive rigtig godt, skulle der nok arbejdes med flere hooks og noget ’mere’ end stærk produktion.
Rigmor, Park Scenen SPOT, 7. maj 2022 @16.00
Det er fair at sige, at Rigmor har vind i sejlene: Der er masser af airplay på DR og bandet kan præsentere en række af singler. Men det er også på denne eftermiddag, hvor solen varmer og hvor man fornemmer sommeren, hvis man finder læ, at de har noget at have det i.
Rigmor har slået sig op på at være poetisk og ganske rigtigt er teksterne underfundige, tankevækkende men også med en snært af ungdommens virkelighed.
Det understreges af forsangerens ret uskolede udtryk, der giver hints af alt det gode ved et efterskoleband. Men med så meget mere livsklogskab og integritet oveni.
Bandet er i øvrigt virkelig velspillende og vælger flere gange i settet at lægge rigtig hårdt fra land med støjende passager, høvlen på strenge og vilde trommer. Mest markant nok i et breakdown, hvor toneart smides ud til højre, og der raves løs – mens forsangeren bogstaveligt talt skriger/hviner ind over. Intenst, lidt sært – men fuldstændig inden for skiven.
Rigmor kan virkelig skrive sange. Det’ ligemeget leveres med stort overskud, Pendul er stærk og Gyroskop tager kegler på plænen.
Jeg kigger rundt på de folk, jeg er rendt på under koncerten: Vi er enige. Rigmor er et band, vi alle gerne ville se en ’rigtig’ koncert med. De opnår dermed vel det højeste, man som band kan opnå på SPOT blandt publikum. En sult på mere, et ønske om at se dem i en anden ramme – med andre ord en opmærksomhed på, hvordan og hvornår man kan se dem igen.
Stærkt!
Eee Gee, Park Scenen SPOT, 7. maj 2022 @17.45
…er også et navn, der har fået en del airtime og selv om jeg havde min tvivl inden jeg gik til koncerten, valgte jeg at lade nysgerrigheden råde. Det viser sig at være soul – men soul som Sia på de første par plader: Sangerens stemme er decideret sammenlignelig med Sias og hele setuppet er – en lidt svingende lydkvalitet på tangenterne til trods – rigtig fint til netop den store og lille soul.
Det er både lidt lettilgængeligt, lidt femme fatale-agtigt og legende. Og uden at have gjort stor research, fangede jeg denne lille tekst-sniplet, jeg fandt underfundig, lækker og fræk: ”You keep me safe like contraband”. Jeps. Hold mig som den hash, du smugler…!
Bad Person sætter fut i sagerne og der er både ballader og gang i den på scenen.
Og da Favorite Love falder, er der hints af Fallulah og udtrykket og sangen.
Selv om Eee Gee er alsidig og tydeligvis dygtig, fanger det mig dog ikke helt.
Jeg har dog set nok til at konstatere, at det er en kunstner, jeg nok skal holde øje med.
Prisma, Park Scenen SPOT, 7.maj 2022 19:30
Jeg så Prisma på sidste års SPOT i Ridehuset og havde tårnhøje forventning.
De blev helt enkelt indfriet og ved denne, min anden koncert med bandet, opdagede jeg nye aspekter.
Det er klart at Prisma især er søstrene i front. Men der er også tale om ’tøser, trommer og tangenter’, da en meget levende trommeslager og en keyboard/synths/backtrack-mand også bærer godt. De to søstre spiller så henholdsvis guitar og bas – når de ikke samles midt på scenen for at tromme på en opstillet tam/stortromme.
Men det er deres vokaler, der gør bandet. De ligger konsekvent spotless (no pun intended!) og tæt på hinanden og skaber et udtryk, jeg opdager at jeg let kan associere med Ladytron; det har nemlig en vis tonløshed over sig, hvilket på én gang skaber en vis – hmm – tomhed eller nøgternhed, men som så får liv med andenstemmen eller samspillet de to stemmer imellem. Det holder!
Men der er også mere, der holder. De kan skrive sange!
7 Greedy Girls falder som andet nummer og er stadig et stærkt hit med store hitpotentialer. Et nyt nummer, Honey, virker mere maskinelt og vækker Ladytron-associationen. Let Me Go leger de med vokalerne og en tung bas og flere gange mødes pigerne til tæt vokalsang ved trommen i midten – perfekt sat op med den mørkhårede i hvidt tøj, den lyshårede i mørkt.
Er der produceret på noget her? ALT! Men det fungerer!
Over ni numre tæller jeg tre-fire deciderede radiohits, og da Villains falder som afslutter, spilles dette nummer til et hoppende og stærkt begejstret publikum.
Prisma er mere end klar til festivaler – de har materialet, produktionen og energien til straks at fylde scener, skabe stemning og i øvrigt glæde sig ved deres arbejde.
Ja, der var endda en enkelt crowdsurfer til koncerten!
Jeg glæder mig til at se mere til Prisma.
Inden Prisma havde jeg prøvet at finde ’Musikkens Bus’ for at høre en Mari, men hverken Google, SPOT App’en eller spørgsmål til folk, der lignede nogen der vidste noget, gjorde det muligt at finde denne kryptiske scene. På sammen måde glippede det også at se Modest på HQ efter Prisma. Denne gang dog på grund af kø ved indgangen.
Derfor slutter min SPOT 2022 med…
Lydmor, Store Sal (Musikhuset) 7. maj 2022 @20.15
Jeg har tidligere set Lydmor og egentlig ikke været så hooked. Dog har hun vundet meget på mig over tid – ikke mindst da min kæreste er kæmpefan – så selv om hun nok er et velbeskrevet blad, fik hun chancen og jeg fik chancen for at se en koncert i Store Sal.
Og. Wow!
Koncerten starter med en sanger på balkonen, et kor – og Lydmor med gevir og bind for øjnene. Det er nok teatralsk, men særdeles effektivt – ikke mindst med koret – og Lydmor kan så fra scenen udspy sin indignation over én, der går efter pengene.
Koncerten bliver framet som et feministisk projekt, men nok mere overraskende er at den er 100% akustisk: De resterende numre synges og spilles fra et flygel.
LSD Heart får dog lidt hjælp med nogle ’åh’-råb fra koret, men ellers holdes det til tangenterne og bliver meget naturligt mere organisk, mindre mekanisk og måske også lidt mere menneskelig, en på pladen.
Lidt utraditionelt rummer showcasen også et cover: These Days afsynges i en rigtig flot version, som selvfølgelig passer i en ramme hvor kvinder står i centrum, men stadig virker lidt underligt at bruge tid på, når man har en halv time. Svaret må nødvendigvis være, at dette setup i denne sal er en mulighed – en mulighed, der gribes.
Lydmor annoncerer i den forbindelse også et nyt, åbenbart akustisk album.
Det bliver en stor, fyldig oplevelse at se Lydmor på denne måde og det nøgne i at hun er alene med flygelet står stærkt.
Jenny forklarer, at hun har haft bøvl med stemmen i morges, og gør derfor sit bedste for at brænde igennem med ’I head you the first time’ under åbneren, hvor hun til sidst lægger en oktav op, lægger desperation og presset stemme til udtrykket – og får stående ovationer efterfølgende.
En stærk koncert, der desværre også bliver min sidste: Jeg er lidt under-dressed til udendørs koncerter, ærligt talt også ved at være mæt – og selv om det ærgrer mig ikke at have besøgt SPOT metal overhovedet, så må også det blive en anden gang.
Man skal generelt ikke taget til SPOT, hvis man lider af FOMO: Jeg har slet ikke været omkring af Radar, Den Rå Hal eller en lang række andre venues. Man kan kun være ét sted af gangen, og da jeg prioriterede Low, æder det selvfølgelig også tid fra programmet.
Men det var altså, hvad jeg havde valgt at bringe!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
